mandag den 30. december 2013

Broker's Cup of Tea

Lige så meget som jeg elsker en dejlig let kop the på en mild the-base, ja lige så højt elsker jeg en rigtig kraftig sort the med en sjat fed mælk i. Den fede mælk gør theen dejlig rund i smagen, selv om den er kraftigt, og jeg synes især at denne type theer passer til de lidt koldere og mørke dage.

Broker's Cup of Tea fra Teatime & Aura er netop sådan en the.

Det er en blanding mellem en kraftig indisk the fra højtliggende plantager og en CTC the fra Kenya. CTC står for metoden thebladene er behandlet på: Cut - Tear - Curl. Dette gør theen meget fin i det, så det næsten ligner pulver. Af samme grund anbefaler jeg, at man brygger denne the i et papir- eller bomuldsfilter. Anvender man en the-si, kommer der ofte meget "støv" med i theen efter sien er fjernet.

Jeg kan ikke forklare, hvordan denne the smager, for den smager jo "bare" af the :-) Men den kan i hvert fald anbefales! Er man til sukker i theen, kan dette også anbefales, men hvis man ikke kan lide mælk i theen, kan det godt være, man ikke vil synes om denne the. Jeg synes bestemt, den skal drikke med mælk i, men det er jo bare min personlige mening :-)

Jeg tror, dette bliver årets sidste indlæg, så jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle et godt nytår. Jeg glæder mig til et år 2014, der forhåbentlig kommer til at byde på lige så mange nye spændende theer som 2013 har :-)

søndag den 29. december 2013

Kerteminde Blanding

Kerteminde Blanding er en sort the tilsmagt med kornblomster, rosenblade og aroma fra Vildmedte.dk. Jeg synes, theen smager lidt af appelsin. Måske det er en del af aromaen? Vaniljen giver også theen et dejligt sødt pift. Derudover er den meget mild og blød af en sort the at være.
Farven er flot mørk rav, hvilket gør theen dejlig indbydende.

Alt i alt en rigtig hyggelig the til de kolde og våde vintereftermiddage.

Theen er sponseret af:
www.vildmedte.dk

fredag den 27. december 2013

Glædelig bagjul

Jeg håber, I alle har haft en rigtig dejlig jul.

De manglende indlæg fra min side skyldtes både, at jeg trængte til lidt ferie, men også at den julethe, jeg havde håbet at blogge om i juledagene, aldrig er kommet frem med posten. Jeg kunne selvfølgelig havde blogget om noget andet the, men jeg synes lidt, at det bør være jule-inspireret the, jeg fortæller om, når det er jul.

Tante T var så søde at tilbyde mig en af deres the julekalendere i starten af december. Den blev afsendt fra Danmark til Tyrkiet d. 2. december, men på nuværende tidspunkt er den endnu ikke kommet frem. I følge Track & Trace nummeret har den ligget til toldbehandling på et internationalt pakkecenter siden d. 13. december. Så jeg er spændt på, om den nogensinde kommer frem og i så fald i hvilken stand.

I stedet har jeg drukket en masse af de andre dejlige theer, jeg har. Lige nu har jeg jo en masse the fra Tealure, Simply Tea, Vildmedte.dk, Bohea og TeaTime & Aura liggende, så det er bestemt ikke fordi jeg mangler nye theer :-)

I det nye år kan I glæde jer til en ny Give Away. Som jeg skrev i søndags, så har jeg modtaget en pakke med 6 fine rene nepalisiske theer fra Tealure, og dem er jeg i fuld gang med at smage på. I starten af januar vil jeg så lave en "Tealure uge", hvor I kan læse om de 6 theer, 6 dage i træk. På 7. dagen starter jeg så en konkurrence, som Tealure har været så søde at sponsere. Hold jer opdateret i starten af januar, hvis I gerne vil vide mere om Tealure samt vinde den lækre præmie.

søndag den 22. december 2013

Rene theer fra Nepal

Nu skal det handle om endnu flere rene lækre theer. Denne gang fra Tealure, der sælger rene theer direkte fra små theplantager i Himalaya. Idéen bag er at sælge unikke theer, der er begrænset tilgængelige. Derfor har Tealure også kun et meget lille sortiment for at sikre, at det kun er theer af højeste kvalitet, der sælges.

Tealure går meget op i bæredygtighed og økologi. Dette er fra deres hjemmeside:
Vores filosofi er at tage hensyn til problemerne i udviklingslandene og samtidig støtte små landmænd, der det meste af tiden ikke er i stand til at være certificeret af ovennævnte certificeringer på grund af de høje årlige certificerings omkostninger og enorme mængder dokumentation.
Disse små landbrugere dyrker deres te naturligt, ved hjælp af organiske materialer og bæredygtige metoder. Vi kan garantere, at deres tesorter er 100% økologiske, selvom de endnu ikke er godkendt af de respektive certificeringsorganer. Derfor vi kan vi ikke mærke det som økologisk.

Theerne sælges i emballage lavet af naturmaterialer, enten papirkasser eller bambusrør. Papirkasserne er lavet af eksklusivt håndlavet papir i Nepal, mens bambusrørerne er udskåret fra et enkelt stykke bambus, hvilket giver en lufttæt emballage.

I kan læse meget mere om Tealure og tankerne bag virksomheden ved at trykke her.

Tealures sortiment består af 6 forskellige theer, og jeg har været så heldig at få lov at smage på dem. Denne fine pakke er nemlig ankommet :-)

Hvis man er interesseret i at smage på de fine theer, kan man f.eks. købe en prøvepakke for 79 kr. Den indeholder 6-7 gram er hver af de 6 theer. Prøvepakkerne findes kun i begrænset oplag, så skynd jer! Ud over theerne sælger Tealure også en meget sjælden kaffe, samt nogle fine thekander.

Jeg har endnu ikke fået smagt på theerne, men jeg glæder mig rigtig meget :-) Jeg synes generelt konceptet lyder spændende, og så er jeg vild med bambusrørerne. Senere skal I nok få et bedre billede af det fine bambusrør med Himalayan Silver Tips jeg har fået.

lørdag den 21. december 2013

Endnu mere grøn kvæde

Jeg har tidligere skrevet om Grøn Kvæde fra Carstensens Tehandel og Grøn Kvæde fra Frederiksdal Tehandel. I dag skal det handle om Grøn Kvæde fra Vildmedte.dk. Det er en grøn the med æblestykker og aroma.

Det er en dejlig let kvæde the, hvor aromaen er ikke så kraftig, hvilket jeg synes ville passe rigtig godt til en lun sommerdag. Her om vinteren vil jeg gerne have lidt mere kraft i sådan en the, men det afhænger jo efter smag og behag. Jeg synes godt, man kan fornemme æblesmagen, hvilket gør theen lidt mere frisk i det i forhold til de andre kvæde theer, jeg har skrevet om.

Theen er sponseret af:
http://www.vildmedte.dk/

fredag den 20. december 2013

Palas Supreme

Ja, det er efterhånden noget af nogle the-navne, der er begyndt af dukke op her på bloggen :-) Men jeg er jo begyndt at drikke en hel del rene theer, om dem kan man ikke bare alle kalde "sort the", "oolong the" eller lignede. Ofte har de nogle spændende navne opkaldt efter områder, bjerge, planter osv.

I dag handler det om Palas Supreme, som er en del af BOHs Garden Tea sortiment. Det er en sort the lavet på storbladet Flowery Assam Pekoe.

Jeg drak denne the lige efter at have drukket en meget fin og let hvid the, så jeg var forberedt på at theen måske ville virke lidt kraftig på mine smagsløg til de lige havde vænnet sig til den sorte the. Især fordi jeg synes, Assam the plejer at være meget kraftig.
Men den oplevelse fik jeg slet ikke, for denne the er ganske let af en sort the at være, og den har lidt samme blomsteragtige smag som den hvide the, bare en anelse kraftigere. Det syntes jeg var rigtig lækkert.

BOH Garden Tea sortiment består af 4 sorte theer. Jeg har allerede fortalt jer om Gunung Chantik i sommers.

torsdag den 19. december 2013

Sød rooibos the

Rooibos Granatæble Drue fra Vildmedte.dk er en rooibos med mallowblomster, frysetørrede ribs og hindbærstykker, granatæblekerner og aroma.

Theen dufter sødt, sådan nærmest lidt slikagtigt, mens smagen også er meget sød. Den smager lidt af frugt/bær, uden jeg helt kan definere hvilke, men mon ikke det er ribs og hindbær, når de nu er en del af blandingen :-)
Rooibos theens smag går ikke så meget igennem i denne the i forhold til andre rooibos theer. Om dette er positivt eller negativt må være op til den enkelte the-drikker at vurdere :-)

Theen er sponseret af:
http://www.vildmedte.dk

onsdag den 18. december 2013

High Mountain Tie Guan Yin

D. 4. december drak jeg High Mountain Tie Guan Yin 2012 fra Simply Tea.

Dette er en rigtig dejlig og meget mild Oolong the. Den kaldes High Mountain, fordi den vokser højere end andre Tie Guan Yin Oolong theer, hvilket gør at den er rig på aminosyrer. Tie Guan Yin er navnet på den thebusk, der anvendes til theen, og det betyder Gudindens Barmhjertighed. På Simply Teas hjemmeside kan man læse historien bag Gudindens Barmhjertighed.

Umiddelbart tror jeg, dette er den mest milde oolong, jeg har smagt ind til nu. Den var næsten som en hvid the, men stadig med en snert af den karakteristiske oolong smag (som jeg desværre slet ikke kan forklare, hvordan smager).

Den faldt i hvert fald i god jord her, for jeg nåede at drikke hele min kop, inden jeg overhovedet fik åbnet computeren så jeg kunne skrive ned, hvad jeg syntes. Heldigvis kan man brygge mindst 6 gange på thebladene, så jeg lavede da bare en kop mere :-)

søndag den 15. december 2013

Anti-Stress the

VildMeTe.dk sælger en Ayurveda blanding, der hedder Anti-Stress Te. Den indeholder kanelstykker, lakridsrod, ingefærstykker, fennikel, appelsinskræller og kardemomme.

Jeg har tidligere kort nævnt ayurveda the, da jeg skrev om Women's Tea i februar.

Fra VildMeTe.dk:
"Ayurveda er verdens ældst kendte livs- og sundhedslære som stammer fra vedish højkulturen i det gamle Indien. Viden er overbragt mundtligt igennem årtusinder. Ayur = Liv Veda = Visdom oversat Livsvidenskab."
Det handler om at skabe balance med sin krop, bl.a. ved hjælp af the.

Jeg har lidt for meget om ørerne for tiden, men gør hvad jeg kan for at holde mig selv oven vande. Dette gør jeg bl.a. ved at slappe af med en kop the, når det hele pludselig går lidt for stærkt.
Den anden dag var det rigtig slemt, så hvad er bedre end en anti-stress the? :-)

Denne the indeholder flere af mine yndlingskrydderier og den smager rigtig dejligt. Krydderierne giver en god varme og ro i kroppen, samtidig med at lakridsroden tilfører en sød eftersmag, der bliver siddende på tungen.

Nu finder jeg generelt ro ved at drikke en kop the, og denne the var da heller ingen undtagelse :-)
 

Theen er sponseret af:
http://www.vildmedte.dk/
 

lørdag den 14. december 2013

Tai Pung Hou Kui

Den 1. december smagte jeg på den første af mine julekalender theer fra Simply Tea: Tai Ping Hou Kui 2013.

Fra Simply Teas hjemmeside:
”Tai Ping Hou Kui er en berømt grøn te fra byen Tai Ping i Anhui Provinsen i Kina. Bladenes form er usædvanligt lange og flade, en form de har opnået ved at blive formet i hænderne.”

Jeg kiggede noget, da jeg så denne the første gang, netop pga. bladenes form. Allerede her var jeg klar over, at det var en the ud over det sædvanlige, jeg skulle til at smage.

Farven blev en dejlig frisk lys grøn, mens duften var røget.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var noget skeptisk, inden jeg drak min første tår. Jeg er glad for the, ingen tvivl om det, men jeg lægger heller ikke skjul på, at jeg kan lide alle slags the. Også de billige fra Netto ;-) Jeg kan selvfølgelig godt smage forskel på kvaliteten, og jeg foretrækker theer fra rigtige the-forhandlere, men hvis jeg bydes en kop Pickwick Earl Grey kan jeg sagtens nyde den også.

Men tilbage til Tai Ping Hou Kui, så overraskede smagen meget positivt. Selv om den røgede duft måske ikke lige var min kop the (hehe ;-) Fik I den?), så var smagen virkelig god. Den smagte også røget, men på en blød og rund måde (jeg håber, dette giver bare lidt mening!).

Jeg har aldrig smagt en ren the som denne, og jeg er meget overrasket over, hvor meget smag, der kan være i en hel ren the uden tilsat aroma. Ud over røg-smagen, smager den også meget af THE (hvilket jo ikke er så mærkeligt), så hvis man aldrig har drukket ren grøn the før, er det måske en lidt dyr the at starte ud med, hvis man lige skal have vænnet smagsløgene til den rene the-smag. Det kan selvfølgelig også være, at det omvendt er bedre at starte ud med en kvalitetsthe? :-)

torsdag den 12. december 2013

En varm kop the gør altid godt

For et par uger siden var jeg en tur i poolen, hvor jeg var blevet lidt kold. Dette gør jeg som regel altid, da vandet ikke er så varmt, og jeg skynder mig derfor altid at tage et varmt bad, så jeg ikke bliver syg. Men min kæreste fik lov at tage badet først, så derfor måtte jeg vente, til det blev min tur. Det krævede en varm kop the!

Valget faldt på en dejlig rooibos med Tranebær og Vanilje fra Vildmedte.dk. Det er en dejlig blød og let the, som de fleste rooibos theer er. Vaniljen passer virkelig godt sammen med rooibos basen. Det giver en dejlig sødlig og afslappende the.

Efter at have drukket en halv kop prøvede jeg at hælde lidt sødmælk i theen. Det fungerede også virkelig godt, og det var ligesom om at tranebær smagen pludselig også kom frem sammen med den cremede smag fra mælken.


Theen er sponseret af:

tirsdag den 10. december 2013

Instant the og en undskyldning

Et styks brødebetynget blogger siger hermed undskyld til Bohea, der i sommers var så søde at sende mig en pakke med en masse lækker the. Jeg startede da også godt ud og fik skrevet om deres tre lækre istheer (Orchard SplashGrøn the med lime og Sort the med lemon & lime), som jeg syntes virkelig godt om. Tre almindelig theer blev det også til her på bloggen (Seri Songket Mango, Seri Songket Citron m/mandarin og Gunung Chantik). Men så gik der kandidatafhandling og fuldtidsarbejde i den, og selv om jeg fik drukket flere af theerne, fik jeg aldrig blogget om dem :-(

Godt nok havde jeg ikke lovet Bohea noget om, hvor meget jeg ville skrive om deres theer, men derfor får jeg alligevel lidt dårlig samvittighed, når de nu er så søde at sende mig en masse dejlig the. Også overfor jer læsere, da I jo går glip af at høre om al den gode the, jeg går og drikker. Heldigvis er der ikke noget af theen, der er drukket op endnu, da jeg fik endnu flere smagsprøver senere på sommeren, da jeg bestilte isthe hos Bohea, så jeg kan stadig nå at blogge om dem alle sammen :-)

Så i dag skal I få lov at høre om en lidt speciel the. Det er nemlig en sort INSTANT the med mælk og sukker fra Malaysia. Den er fra BOH og hedder Teh Tarik. Ifølge Bohea, der sælger theen i Danmark, er det Malaysias "all time lokale favorit drik".

Theen kommer i små portionsbreve, der passer til 3 dl varmt vand, så man hælder bare theen i koppen og hælder varmt vand over. Theen dufter dejlig cremet og sødt, og den får et fint tyndt lag skum på toppen.

Jeg havde forventet, at jeg ikke ville kunne lide theen, fordi der var sukker i, og jeg kommer normalt aldrig sukker i min the. Men den var faktisk rigtig god, selv om den var sød. Mælkepulveret gjorde den meget cremet i smagen, hvilket jeg synes er lækkert.

Jeg vil nok mest sammenligne denne the med en chai latte uden krydderier. Nogle gange har jeg lyst til the og andre gange har jeg lyst til de lidt mere "tunge" og søde varme drikkevarer, som f.eks. chai latte og varm kakao. Jeg vil nok sætte denne the i den sidste kategori.

I det hele taget synes jeg dette var en rigtig spændende the at smage, og den kunne sagtens blive et alternativ til varm kakao i mit køkken :-)

mandag den 9. december 2013

Latte Macchiato på en the-blog?

Lige siden jeg opdagede, at man kunne få the med kaffe smag, har jeg været nysgerrig efter at smage, for umiddelbart syntes jeg, det lød som noget mærkeligt noget :-) Heldigvis var der en smagsprøve på sådan en the med i pakken fra Vildmedte.dk.

Theen hedder Latte Macchiato, og er en rooibos the med chokoladestykker, kaffebønner, yoghurtgranulat og aroma.

Efter de første par tåre var jeg stadig lidt skeptisk. Var det en lækker rooibos med en snert af kaffe? Eller var det bare en tynd kop kaffe? Det var lidt som om, mine smagsløg lige skulle bestemme sig :-)

Jeg syntes dog bedre og bedre om smagen, jo mere jeg fik smagt på theen, og efter et stykke tid valgte jeg at hælde lidt sødmælk i, da jeg ofte gør dette i både min rooibos the og min kaffe. Dette bekræftede mig endnu mere i, at jeg faktisk rigtig godt kan lide theen.

Hvis man er inkarneret kaffe drikker, der ikke drikker the, vil jeg dog mene, at man ikke skal starte ud med denne the i troen om, at det vil være "en blød overgang". Der tror jeg simpelthen ikke, man kan nyde smagen fra rooibosen, men i stedet vil fokusere på, at det er en tynd kop kaffe. Hvis man gerne vil "lære at drikke the", er der mange andre theer, jeg nok hellere vil anbefale at starte ud med.

Til gengæld vil jeg omvendt sige, at hvis man er inkarneret the drikker, der ikke kan drikke kaffe, var dette nok en meget god måde at vænne sig lidt til kaffesmagen :-)

Jeg kan lide både the og kaffe, men dette er første gang jeg har smagt en kombination, og jeg synes faktisk det fungerer rigtig godt. Især fordi rooibosens sødme er rigtig god til den lette kaffe smag. Jeg tror også godt en sort the base kunne fungerer sammen med kaffen.

Jeg kan ikke smage chokoladen i theen, men jeg tror alligevel, den er med til at gøre, at smagene "flyder rigtig godt sammen". Jeg kan ikke rigtigt forklare det, men det er sådan en fornemmelse jeg får, når jeg drikker theen :-)

Theen er sponseret af:

søndag den 8. december 2013

Tante Lottes Julethe

Da jeg i starten af december skrev om Årets juletheer, fortalte jeg også, at jeg havde en prøve på Tante Lottes Julethe. Den fik jeg smagt på den anden dag :-)

I følge Tantens hjemmeside er det en sort the med kandiseret æble, vanille, kardemomme, kanel og rosenblade. Jeg syntes dog bestemt, det så ud som om, der også var lidt grøn the i blandingen, inden jeg bryggede den? [OPDATERING: En af tanterne har skrevet en kommentar herunder om, at theen er blandet med lidt grøn the med kanel :-)]
Tanten beskriver den som en "hyggethe", hvilket gjorde mig så interesseret, at jeg hellere ville have en smagsprøve på denne the, frem for den klassiske julethe, som tanten også sælger. Det viste sig at være et godt valg :-)

Theen dufter rigtig dejligt af jul både før og efter brygning, så jeg glædede mig meget til at smage. Smagen er mindre krydret end en klassisk julethe, fordi der "kun" er kanel og kardemomme i af de mere klassiske julekrydderier. Theen smager dog stadig rigtig meget af jul, og de kandiserede æbler i kombination med vanille og kanel giver theen en lækker sødme.

Den er derfor lidt mildere og væsentlig mere sød end den klassiske julethe, men da den stadig smager rigtig meget af jul, synes jeg, det er helt perfekt. Måske jeg ligefrem har fundet mig en ny favorit julethe for denne jul? :-)

lørdag den 7. december 2013

Præstationsangst

Ja, så har jeg oplevet det med i mine the erfaringer :-)

D. 1. december, da jeg skulle starte på min gourmet the julekalender fra Simply Tea, fik jeg nærmest præstationsangst, da jeg skulle i gang med at brygge theen. Første krise gik ud på, at den fine dyre og meget specielle the jo helst ikke skulle ødelægges af mine brygningskundskaber (som egentlig er ret gode, men jeg blev alligevel nervøs). Tænk hvis nu jeg ikke kunne lide theen, fordi jeg simpelthen havde fået bryggen den forkert? Det var blandt andet disse tanker, der fik mig inspireret til indlægget Korrekt brygning af the, som I kunne læse den anden dag.

Jeg måtte jo springe ud i det, så endnu engang gennemlæste jeg de anvisninger, jeg havde modtaget fra Simply Tea, og så gik jeg ellers i gang.
Ind til videre overholder jeg alle reglerne, jeg skrev om under Korrekt brygning af the, når jeg brygger disse fine theer. Selv el-kedlen bliver der vogtet over, så den ikke overkoger vandet ;-)

Anden krise opstod, da det gik op for mig, at jeg ikke havde en ordentlig the kop til projektet. Hver pose i julekalenderen indeholder 2g the, hvilket passer til en kop på 200ml. Men mine kopper er enten for små (kan netop indeholde 200ml, men det duer jo ikke, når der også skal være plads til the-blade og the-si under brygning) eller for store (kan indeholde 400 ml = når 200 ml hældes i, kan the-sien næsten ikke nå ned til vandet). Jeg endte med at forsøge mig med en stor kop, hvor the-sien så kun fik vand på den nederste 1/3. Ikke optimalt, men den bedste løsning jeg havde.

Eller det vil sige, d. 2. december kom jeg pludselig i tanke om min fine røde kop fra min thekande/-kop :-) Den havde jeg helt glemt, fordi jeg havde brugt den som en del af min juledekoration. Det kunne I bl.a. se på de billeder jeg viste i går af min julekalender. Koppen er perfekt i både størrelse og brede, så nu bliver den flittigt brugt hver dag til mine julekalender theer. Bare ærgerligt jeg ikke huskede den d. 1. december.

Nu er det ind til videre blevet d. 7. december, og jeg har fået smagt på de 6 første theer i julekalenderen. Mit indtryk ind til nu er positivt. Det er nogle VIRKELIG dejlige theer, og jeg kan godt smage, at det er theer i særklasse. Dog er jeg stødt lidt på et "problem", da alle theerne er helt rene theer, og dem har jeg altså nogen gange lidt svært ved at beskrive. Jeg kan sagtens smage forskel på theerne, men at sætte ord på, der gør at I derude også får en ide om theens smag, er altså virkelig svært. Det er ligesom om mit ordforråd kun rækker til mild/kraftig og røget, når jeg skal beskrive theerne, og så kommer de hurtigt til at lyde meget ens i smagen, hvilket de jo slet ikke er. Måske man burde tage et the-smagningskursus ;-)

Det korte af det lange er, at jeg skal gøre mit bedste, men jeg undskylder på forhånd, hvis det bliver nogle meget korte og ensformige indlæg om disse theer. Det må endelig ikke få jer til at tro, at alle theerne smager ens. Jeg synes faktisk, at man bør gøre sig den tjeneste og afprøve i hvert fald en af disse theer, da det er noget af en oplevelse med disse fine rene theer, der stor set alle har en lang historie bag sig.

Simply Tea beskriver theernes historie på deres hjemmeside, så husk at benytte jer af de links, jeg kommer med i mine indlæg, der tager jer direkte til forhandlerens hjemmeside. Det er altså ret så spændende læsning :-)

Men nu til theen :-) Jeg vil ikke skrive om theerne i den rækkefølge, jeg drikker dem, men bare i den rækkefølge jeg lige synes passer. Så i dag vil jeg fortælle om theen fra d. 3. december. En grøn Meng Ding Sweet Dew fra Kina.

Theen er meget mild og lys af en grøn the at være, hvilket skyldes, at man kun anvender nye knopper fra det tidlige forår til theen. Den dufter af en eller anden plante, jeg ikke kan definere. Her er det desværre, at mine the kundskaber inden for rene theer svigter mig, for jeg kan simpelthen ikke beskrive denne the.

Men jeg kan rigtig god lide den, og jeg elsker, at den er så fin og mild i det, men samtidig faktisk har rigtig meget smag. Theens navn kommer fra dens oprindelse. Den er opvokset på bjerget Meng Ding i Kina. Sweet Dew er navnet på det tempel, der har lagt navn til theen.

fredag den 6. december 2013

The Julekalender fra Simply Tea

Jeg fandt nogle billeder af min the julekalender fra Simply Tea, som jeg gerne vil dele med jer. I morgen kommer der så et længere indlæg, hvor I også kan læse om den første af de fine gourmet theer.

Den fine pakke jeg modtog. Jeg vidste jer et lignende billede den dag pakken ankom.

Pakken indeholdt også denne skønne the-si, som jeg allerede er blevet utrolig glad for. Den sørger virkelig for de bedste forhold til theen, når den skal brygges.

Alle the-pakkerne hænger på én lang snor, der i hver ende har en fin lille julekugle :-)

"The-kæden" blev hængt op på vores reol (bemærk mine fine the-bøger fra Basilur :-) )

Julehygge :-)

Hvid Peonie

Denne the fandt jeg i en kasse med rabatvarer, da jeg besøgte TeaTime & Aura i Svendborg. Ud fra beskrivelsen måtte jeg bare have den. Jeg kan dog ikke finde den på TeaTimes hjemmeside, så jeg håber ikke, det er fordi den er udgået, at den var sat ned?

Theen består af hvid the med rosenknopper, blade fra bonderoser og safran. Inden den brygges ser den bare så fin ud med de smukke roser i posen :-) Nogen gange får jeg helt lyst til at bruge sådan nogle fine theer som en slags "potpourri" i hjemmet, fordi de dufter og ser så skønne ud, men det er næsten synd, hvis man gerne vil drikke theen også.

Kvaliteten af den hvide the er rigtig god, og smagen er bare helt perfekt. Aromaen er meget svag, så det er primært den hvide the, man kan smage. Dette kan jeg rigtig gode lidt, for en hvid the skal være meget fin og mild, og nogle gange har jeg ikke lyst til at drikke den med aroma, da jeg gerne vil kunne smage den fine rene the.

Denne the giver lidt "det bedste fra begge verdener". Smagen fra den hvide the går rigtig godt igennem, fordi aromaen ikke overdøver den, men samtidig kan man godt smage, at der er lidt ekstra tilføjet. Det giver en dejlig let sødme til theen og understreger rigtig fint, den hvide thes egen sødme.

Husk afstemningen ude til højre, hvor du kan have indflydelse på, hvilken præmie jeg udlodder i næste Give Away :-)

torsdag den 5. december 2013

Korrekt brygning af the

Jeg er tidligere i forskellige indlæg kommet ind på korrekt brygning af theen, men jeg har aldrig lavet et decideret indlæg om emnet, så nu synes jeg, det var på tide at få samlet alle de gode råd :-)

Når man skal brygge the, er der flere ting, man skal være opmærksom på. Vandtemperaturen, vandets kalkindhold, kanden eller koppens temperatur, the-filteret osv. Disse emner vil jeg nu komme nærmere ind på. Inden jeg gør det, vil jeg dog nævne, at jeg godt kan forstå, hvis I ikke gider at følge alle disse råd hver eneste gang, der skal brygges en kop. Det kan nemlig godt gå hen og blive lidt dyrt og tidskrævende, så nogle af punkterne synes jeg godt man kan undlade, især hvis man drikker "helt almindelige theer" af den slags der ofte har aroma tilsat og koster max. 50 kr. for 100g. Det kommer jeg nærmere ind på.

Vandtemperaturen
Jeg har flere gange nævnt, at det er VIGTIG at følge anvisningen på the pakken ang. vandtemperaturen ved brygning. Dette er et af de punkter, man ikke må undlade at følge, uanset hvilken the man brygger. Grunden til, at det er så vigtigt er, at nogle theer smager meget anderledes, hvis de udsættes for kogende vand. Især grønne og hvide theer må kun brygges på 80° varmt vand. Jeg oplever flere, der tror, de ikke kan lide grønne theer, fordi de hælder kogende vand på dem, når de skal brygges.
Af samme grund hælder jeg altid vandet i kanden/koppen, inden jeg putter theen i. Mange lægger thebrevet/filteret i kanden/koppen for så at hælde kogende vand over. Ved at hælde vandet i først, sikrer man, at theen ikke får et chok.
Ud over at man skal holde øje med temperaturen af vandet, inden thebladene kommes i, anbefales det også at slukke for kedlen, lige når den kommer op på de 100°, uanset hvilken the man skal brygge. Mange el-kedler koger videre, selv om vandet har nået de 100° grader, og det gør, at man får kogt ilten ud af vandet. Ilten er med til at få smagsnuancerne frem i theen. -Lige dette punkt glemmer jeg nogen gange, og theen kan altså stadig godt smage godt ;-)
Når jeg brygger theer på 80° varmt vand, bruger jeg for det meste et the-termometer for at tjekke om temperaturen er korrekt. Har man ikke sådan et til rådighed, så passer det nogenlunde, hvis man hælder kogende vand i en kold kop og venter 2 minutter, inden theen puttes i. Ved kander vil jeg vente 15 min., især hvis det er en termokande, da de holder varmen temmelig godt, selv om man ikke lukker låget.
Alternativt kan man tage et kig på Simply Teas hjemmeside, hvor der er beskrevet, hvordan man ud fra boblerne i vandet kan vurdere, hvor varmt vandet er ved at være. Så kan man slukke kedlen, når vandet er omkring de 80°.

Vandets kalkindhold
Dette er et af de punkter, jeg normalt ikke overholder. The bør nemlig brygges på kildevand med lavt kalkindhold, da kalken kan ødelægge smagen. Dette gælder især de fine og milde theer som grøn og hvid the. Jeg synes dog, det bliver en anelse for besværligt og dyrt, med al den the jeg drikker, så jeg plejer at anvende vand fra hanen. Også da jeg boede på Frederiksberg, som vist nok har Danmarks hårdeste vand.
Lige pt bor jeg jo i Istanbul, så nu bruger jeg altid kildevand, da vi ikke kan drikke vandet i hanen (og kildevand i øvrigt er virkelig billigt hernede).

Kandens temperatur
Når man laver the, der skal laves på 100° varmt vand, er det en god ide at gennemvarme kanden eller koppen først. Normalt gør jeg ikke dette med kopperne, hvis jeg brygger theen direkte i dem, men med kander forvarmer jeg altid. Det er en vane jeg har fået, fra da jeg arbejdede med servering. Der skulle vi altid huske at hælde varmt vand på kaffekanderne et stykke tid inden kaffen skulle i. Dette er dog et af de punkter, man ikke behøver være så striks med.

The-filteret
Der findes rigtig mange forskellige former for the filtre. Faktisk så mange at jeg længe har tænkt på at lave et indlæg om dem. Men ind til videre er det kun blevet ved tanken. Når man vælger the-filtre er det vigtigt, at filtret har en størrelse, der giver god plads til theen. Hvis der er god plads, kan thebladene bedre folde sig ud, og dermed afgive aroma til vandet.

Brygningstid
De fleste theer har også altid en anvisning med minutter theen skal brygge. Jeg følger for det meste disse anvisninger, men bryggetiden kan også variere efter, hvor mange theblade man har kommet i. Det sker ind i mellem, at jeg får hældt lidt for meget the i filteret, og så er theen som regel færdigbrygget før det anviste minuttal. Ved dette punkt vil jeg sige, at man bør følge anvisningerne første gang man prøver en ny the, så man ved, hvordan den "bør" smage. Så kan man altid variere derefter efter egen smag. F.eks. har jeg opdaget at nogle theer faktisk falder mere i min smag, hvis de brygger en anelse kortere tid end anvist, fordi de så bliver en smule mildere.
Det sker også ind i mellem, at jeg glemmer min the, når jeg brygger den, og den dermed får for meget. Ved nogle theer gør det ikke noget, men ved nogle af de finere theer, der ikke skal brygge så længe, skal man helst ikke brygge theen for længe.
Jeg ejer endnu ikke en the-timer, men jeg overvejer det kraftigt, da jeg så bedre kan holde øje med tiden, når jeg brygger the :-)

Flere brygninger på samme theblade
I forbindelse med min the julekalender fra Simply Tea har jeg fået øjnene op for det at brygge flere gange på de samme blade. Det troede jeg faktisk ikke man kunne. Nok mest fordi min eneste erfaring med flere kopper af samme the strækker sig til Pickwick brevtheer, hvor allerede kop nr. 2 bliver noget svag i det.
Nu har jeg de sidste 4 dage drukket theerne fra min julekalender og alle er blevet brygget flere gange. Ja en lavede jeg faktisk 6 kopper på, og det var først ved den 6. kop jeg kunne se en ændring i theens farve. Smagen var stadig god!
Jeg har jo så ingen erfaring med at brygge flere gange på theer fra andre forhandlere, men prøv jer frem. Det har jeg i hvert fald tænkt mig fremover.

Afstemning

Jeg har sat en afstemning i gang ude i bloggens højre side, hvor I kan stemme på, hvilken type præmier I ønsker at vinde i mine give aways.

Resultatet kommer til at påvirke mit valg af præmie til næste give away.

Hvis der er en type præmie, jeg ikke har nævnt, som I gerne vil kunne vinde (the-relateret selvfølgelig) er I velkomne til at skrive en kommentar på dette indlæg med jeres forslag :-)

onsdag den 4. december 2013

Vinter Te med dadler

Sidst i november smagte jeg på endnu en frugtthe fra Vildmedte.dk. Denne gang var det en Vinter Te, der jo passer fint på denne årstids :-) Bemærk dog, at den nu hedder Vinter DadelVildmedte.dks hjemmeside. Theen består af dadel- og figenstykker, cassiabark, æblestykker, kokoschips, ristet boghvede, ingefærstykker, kakaobønner, aroma og vaniljestykker.

Den dufter mildt af chokolade, hvilket jeg synes er rigtig lækkert. Smagen er også meget mild. Mere mild end de andre frugttheer, jeg har smagt fra Vildmedte.dk. Jeg synes ikke, dette gør noget, bare man er forberedt på, at det ikke er en kraftig smagsoplevelse, man skal til at indtage :-) Nogle gange er det dejlig med en meget mild the.

Smagen er meget let chokolade, men man kan også fornemme lidt daddelsmag.
Også denne the ligner "bare" en lækker müsli :-)


Theen er sponseret af:

tirsdag den 3. december 2013

Simply Tea og the typer

I dette indlæg vil jeg skrive lidt mere om Simply Tea, hvor min the julekalender kommer fra, og om de forskellige the typer. I næste indlæg kan I læse om korrekt brygning af the. The typer og korrekt brygning er allerede beskrevet på bloggen, men jeg synes, en gentagelse er passende, nu hvor jeg har fået gourmet the mellem hænderne :-) Generelt skal man selvfølgelig altid gøre sit bedste for at brygge theen korrekt, så man får den bedst mulige smagsoplevelse, men i hverdagen får man måske ikke altid lige brygget theen efter bogen. Hvis den stadig smager godt, ser jeg intet problem i det, men til dyre gourmet theer, som skal smages for allerførste gang, synes jeg godt, man kan gøre sig lidt umage.

Simply Tea kendte jeg intet til, før jeg googlede "the julekalender" og derefter fandt et link til deres side. De har en butik i Aarhus, hvor de sælger eksklusive gourmet theer fra Asien. Derudover har de også en the salon og en webshop. The salonen i Aarhus sælger Afternoon tea, så nu ved jeg da, hvad jeg skal lave, hvis jeg en dag skulle komme forbi Aarhus :-)

Fra Simply Teas hjemmeside:
"Simply Tea’s filosofi er overordnet at dele vores passion for de bedste teer i verden med alle, der har interesse for at tage med på denne forunderlige smagrejse. For en rejse bliver det, når man tillader sine smagssanser at åbne op for det skatkammer af hidtil ukendte smage, som High End Teas byder på."

Hvis I skulle have lyst til at lære Simply Tea bedre at kende, kan I trykker her for at besøge deres hjemmeside.

Bloggen her har en side, der hedder "The typer". Her har man tidligere kunne læse om 6 forskellige typer the, men det er nu blevet udvidet til 9 forskellige typer the, da jeg har fået tilføjet et par typer, som jeg har fået mere kendskab til, blandet andet gennem Simply Tea. De "nye" the typer er gul the, puerh the og frugtthe. I kan læse mere om den på siden The Typer.

Billedet er lånt fra Simply Teas hjemmeside

Simply Tea har sendt mig the julekalenderen kvit og frit som gave, uden at jeg har lovet at reklamere eller skrive om theerne på bloggen. Indlægget her (og fremtidige indlæg om theerne fra min julekalender) er derfor skrevet, fordi jeg har lyst og ikke fordi jeg skal.

mandag den 2. december 2013

Årets juletheer

Har du planlagt, hvilke juletheer du skal drikke i år?

Hvis ikke, så er her lidt inspiration. Jeg har lavet en liste over alle de juletheer, jeg ind til videre har beskrevet på bloggen. Tryk på theens navn for at komme til det blog-indlæg, hvor jeg har skrevet om theen.

Sorte juletheer
Luksus Jule Te fra Vildmedte.dk
Dejlig sort the blanding, der dog ikke smager så meget af jul, som jeg kunne ønske det. Især taget i betragtning, at det er en sort the.
Frederiksdal Julete fra Frederiksdal Tehandel
Virkelig dejlig julethe, der er let krydret og har lidt karamel-smag. Det var en af mine favoritter sidste år!
Julethe fra Kaffe-The-Vinkælderen
En helt almindelig klassisk sort julethe. Kan ikke købes på nettet, men forhandles hos Kaffe-The-Vinkælderen i København.
Kanel Te fra Frederiksdal Tehandel
Sort the med kanel. Simpelt og lækkert.
Denne sorte the syntes jeg smagte rigtig meget af marcipan. Den var meget sød i smagen.

Rooibos juletheer
Glædelig Jul Te fra Vildmedte.dk
En dejlig rooibos med et strejf af julesmag. Dufter fantastisk.
Rooibos Julete fra Frederiksdal Tehandel
Rigtig dejlig rooibos blanding, som jeg dog ikke syntes smagte så meget af jul.

Grønne juletheer
Grøn Julete fra Frederiksdal Tehandel
Denne lækre grønne julethe faldt i den grad i min smag. Den smagte af jul uden det blev for kraftigt og krydret.
Da jeg smagte denne, var der ikke meget smag i theen, men jeg kan ikke udelukke, om det var fordi min smagsprøve havde ligget lidt rigeligt længe. Den smagte mildt af citrus, og ikke så krydret som forventet.

Hvide juletheer
Hvid Jul fra Tante T
Ind til videre den eneste hvide julethe, jeg har smagt. Den er meget mild i smagen og har en anelse julesmag. Sidste år skrev jeg, at jeg tænkte, den ville være rigtig god til morgenmaden d. 25. december, hvor man måske stadig føler sig lidt proppet efter juleaftensmaden.

Frugt juletheer
Jule Gløgg Te fra Vildmedte.dk
En spændende og god julethe, der smager i retningen af en klassisk sort julethe, bare uden den sorte the :-)
Frugt Julete fra Frederiksdal Tehandel
En god the med en flot rød farve. Dog syntes jeg ikke, den smagte så meget af jul.

Jeg havde rigtig set frem til at drikke julethe i år, men desværre gik planlægningen ikke helt som forventet, så nu er jeg endt i Istanbul næsten uden julethe. Jeg har lidt Hvid Jul tilbage fra sidste år, og så har jeg en smagsprøve fra Tante T på Tante Lottes Julethe (Denne smagsprøve har jeg netop fået. Jeg skal nok skynde mig at få skrevet om den). Derudover har jeg jo i november smagt på et par juletheer fra Vildmedte.dk, og dem har jeg stadig nok the tilbage af, til at jeg lige kan få lavet en enkelt kop af hver.

Når man tænker på al den anden the, jeg ligger inde med, er det måske ok, at jeg ikke har helt så meget julethe i køkkenet, som jeg plejer ;-) Men jeg overvejer stadig, om jeg skal bestille en julethe hjem, så den ligger klar hos mine forældre, når jeg kommer på juleferie d. 20. december, så jeg kan nyde den i juledagene. Jeg overvejer Glædelig Jul Te fra Vildmedte.dk eller Frederiksdal Julete fra Frederiksdal Tehandel.

Forsinkede indlæg :-/

På the-fronten er der sket en masse inden for de sidste par uger, og jeg har derfor en masse idéer til indlæg og også en hel masse the at skrive om. Jeg lovede jer også et indlæg om julethe inden december startede, samt en bedre beskrivelse af theerne fra Simply Tea, hvorfra jeg har fået en spændende gourmet julekalender.

Desværre er der ikke så mange af indlæggene, der er blevet en realitet endnu, da jeg har haft lidt kaos i mit liv. For de nysgerrige kan jeg henvise til min mere private blog: Breve fra Istanbul.

Det korte af det lange er, at jeg netop har tilbragt 3 uger i Danmark, selv om jeg bor i Istanbul. Det skulle ellers kun have været 5 dage, men det blev så en del længere tid end planlagt. Men der er jo heldigvis intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og den forlængede tid i Danmark gjorde, at jeg nåede at få fat endnu mere dejlig the, som nu er taget med til Tyrkiet, så jeg har en masse spændende theer, jeg kan blogge om i de næste mange måneder.

Normalt ønsker jeg ikke at blogge hver dag, da jeg tænker, at det bliver lige en tand for meget, når nu emnet begrænser sig til kun at omhandle the. Men for at jeg kan nå at følge med i forhold til alle de idéer, jeg har, tror jeg alligevel, at jeg vil satse på at blogge lidt oftere her i december. Det håber jeg, I er friske på at følge med i :-)

Først på "to do" listen står de indlæg, jeg allerede har lovet jer. Dvs. et indlæg om forskellige juletheer samt et indlæg om theerne fra Simply Tea. Jeg har også en Give Away i ærmet, men jeg nåede ikke at få den sammensat, inden jeg forlod Danmark, da jeg pludselig fik lidt travlt med at pakke kufferten. Derfor overvejer jeg, om jeg skal lave Give Awayen som en "surprise", hvor præmien kun er delvist kendt? Hvad siger I til det? Eller skal jeg hellere vente til januar, når jeg har haft tid til at sammensætte hele præmien?

Rigtig glædelig jul alle sammen :-)