mandag den 31. december 2012

Godt Nytår!

Så er det blevet tid til årets sidste blog-indlæg, og i dagens anledning har jeg forsøgt at være lidt kreativ, da jeg skulle tage billede til bloggen :-) Hvad siger I?

Theen, jeg drikker, er valgt specielt til dagens anledning. Den er nemlig opkaldt efter vores dronning, og jeg syntes, det var passende, når det nu er i dag, hun afholder sin årlige nytårstale :-) Theen hedder Daisy fra A.C. Perch's Thehandel. Jeg købte den i sin tid, fordi jeg gerne ville have en sort the uden tilsat aroma. Dengang drak jeg nemlig mest aroma the, og jeg syntes, det var på tide, at jeg lærte at drikke "rigtig" the, altså rene theer unden tilsat aroma. På Perchs hjemmeside beskrev de denne the som "Sort theblanding sammensat i anledning af Dronning Margrethe II 40 års jubilæum." og jeg tænkte derfor, at det var en blanding af 2 slags rene sorte theer, men ingen aroma.

Da jeg smagte theen første gang, syntes jeg, der var noget galt. Theen smagte på en måde, jeg ikke mente ren the ville kunne smage, der var altså et eller andet sødligt tilsat. Jeg kontaktede derfor Perchs, der kunne bekræfte min mistanke ;-) Theen her er en dejlig sort Keemun the med Earl Grey og Vanille. I dag er jeg super glad for, at jeg fik købt denne the "ved en fejl", for den er bare så skøn, og jeg er vild med vanille smagen kombineret med earl grey. Vanille smagen går rigtig godt igennem, uden det bliver for meget, og theen er rigtig lækker både i sin rene form eller med en sjat mælk.

Til sidst vil jeg gerne slutte af med at ønske jer alle et rigtig Godt Nytår :-) Jeg håber, I får en dejlig aften i aften, og jeg ser frem til et 2013 med endnu flere dejlige the-oplevelser, jeg kan dele med jer. Jeg har jo stadig en masse the fra julekalenderen, jeg ikke har fortalt jer om, og så skal jeg have lavet en uge i Perchs tegn, da jeg har en masse the-poser fra Perchs, jeg skal have smagt på. Derudover har jeg en ny Give Away på tegnebrættet. Så hold jer opdaterede i det nye år :-)

Godt Nytår!!!!

søndag den 30. december 2012

Billeder og banan the

God formiddag derude.

Som I ved, har jeg her i december drukket rigtig meget ny the, fordi Frederiksdal Tehandel var så venlige at sponsere en the julekalender til bloggen. Jeg vil jo gerne tage billeder af alle de theer, jeg drikker, så I kan få et indtryk af, hvordan de ser ud. Jeg ved godt, det bliver meget ensformigt, fordi theerne ofte ligner hinanden, men jeg synes også, det bliver for kedelige, hvis hvert indlæg blot er ren tekst.

Men alle de mange billeder jeg nu har taget her i december pga. the julekalenderen, har også fået mig til at indse, at jeg vist ikke ejer det rette udstyr til at være blogger. Følger man andre blogge ved man, at stort set alle andre bloggere anvender billeder, der ser nærmest professionelle ud. Det skyldes, at det i dag er blevet meget normalt at eje et mere avanceret spejlrefleks kamera, der kan tage disse fine billeder. Jeg er desværre kun indehaver af et lille og efterhånden også gammelt lommekamera, og selv om jeg gerne ville have et bedre kamera, så har jeg andre ting, der står højere på ønskelisten. Derfor må I desværre bære over med mine amatør-billeder, men det håber jeg, I er ok med. Ellers ville I formentlig slet ikke læse med her på bloggen nu :-) Jeg gør mit bedste for at få billederne bare en smule interessante, bl.a. ved at bruge forskellige the-kopper og krus.

Så ja.. Dette indlæg er blot en lille undskyldning herfra :-)

Og så vil jeg fortælle lidt om mine planer for i dag. For snart længe siden blev jeg spurgt, om jeg kunne finde en god banan the. Det vidste sig at være lidt af en opgave, og ind til videre har jeg kun fået smagt på en, hvilket I kan læse mere om her. Men i forbindelse med the julekalenderen fra Frederiksdal, fandt jeg ud af, at de også sælger 4 forskellige slags the med banan i, så derfor spurgte jeg dem, om jeg ikke måtte få lidt smagsprøver. Det har jeg så fået, hele 8 af slagsen -to af hver the, så I dag går turen til Valby, hvor jeg sammen med hende, der gav mig udfordringen, skal smage på theerne :-) Det ser jeg frem til. I skal nok få lov at høre mere om, hvordan det gik.

Rigtig god søndag :-)

tirsdag den 25. december 2012

Mere Julethe

Men nu bliver det også den sidste julethe for denne gang :-)

I dag slapper jeg af med en god kop julethe fra Kaffe-The-Vinkælderen. Jeg ved desværre ikke, hvad den indeholder, da forhandleren ikke oplyser det på hverken website eller posen. Det er en sort the, der smager meget som en klassisk julethe, så derfor formoder jeg, at den blandt andet indeholder orange, kanel og kardemomme. Jeg synes, theen er god, men der er ikke noget ekstraordinært over den. Ønsker man en helt almindelig klassiske julethe, er dette den rette at købe :-)

Fortsat glædelig jul derude :-)

mandag den 24. december 2012

Rigtig glædelig jul

Så blev det den 24. december, og hvor jeg dog glæder mig til i aften :-) Jeg har altid elsket julen, også selv om jeg er blevet ældre og ikke længere fokusere mest på gaverne.

I aften bliver en af de rigtig gode, da vi bliver mange til jul. Selv om de lidt mere stille juleaftener også har været hyggelige, så synes jeg alligevel, der er noget specielt ved at opleve juleaften sammen med en børneflok, for hvem julen stadig er noget helt magisk.

Min opgave for aftenen var at sørge for risengrød til ris a la mande samt købe mandelgave. Grøden blev kogt i går, og mandelgaven købt for nogle dage siden, så derfor har jeg god tid til at slappe af i dag. Jeg har fået drukket den sidste the i min the julekalender fra Frederiksdal Thehandel. Hvor har det altså bare været hyggeligt, at hele december i den grad har stået i theens tegn. Jeg tror faktisk, dette har været den julekalender jeg til dato har glædet mig allermest over, og jeg har smagt rigtig mange nye dejlige theer. Et par af dem måtte jeg også bestille lidt mere hjem af: Blomme-Nonne te -fordi jeg syntes, det var lækkert med en melon-the, Grøn Julete -den smagte virkelig godt, så jeg måtte bare have mere inden jul og X-mas Tea -som gave til en nysgerrig læser, der bare var nødt til at smage "Marcipan the" :-)

Dagens julekalender the får I lov at høre om en anden dag, da det ikke var en decideret julethe, jeg trak op ad posen. I stedet vil jeg fortælle jer om den lækre Hvid Jul, jeg købte hos Tante T tidligere på måneden. Skulle nogen have the julekalenderen fra Tante T, er det også denne the, der var i pose nr. 24.

Hvid Jul er en økologisk the på Pai Mu Tan (hvid the) med vanille, orange, kanel, hibiscus og æble. Farven bliver ikke videre indbydende, når den brygges, men smagen er virkelig god :-)
Theen smager som sådan ikke af jul, men så alligevel lidt. Det er en meget mild the, hvor ingen af smagsingredienserne går mest igennem. Fordi theen er mild og let, tror jeg, den vil være rigtig god til i morgen, når man vågner efter en dejlig juleaften med masser af mad og trænger til noget knap så tungt :-)

Kan I nu allesammen have en skøn juleaften i aften :-) Rigtig Glædelig Jul!

lørdag den 22. december 2012

Klejner skal der til...

...før det sådan rigtig kan blive jul :-) Det har i hvert fald været min faste tradition i en del år efterhånden. Det er en tradition, jeg har valgt at overtage fra min nu afdøde mormor, der også elskede klejner. Det er selvfølgelig hendes gode gamle opskrift jeg bruger, skrevet ned for mange år siden, mens hun stadig levede, så den er skrevet direkte af efter hendes hukommelse.

Jeg havde egentlig forstillet mig at fotografere gennem hele processen, men da koge-dagen endelig kom, glemte jeg da alt om kamera :-( Det kom jeg først i tanke om, da jeg stod og kogte de sidste par stykker. Øv øv.

Men I skal da ikke snydes for et billede af det færdige resultat samt en opskrift :-)


I dag har jeg spist de lækre klejner, mens jeg drak en god kop Frederiksdal Julete. Denne the er jeg virkelig gået hen og blevet glad for :-) Jeg synes, den smager af sådan en lækker blanding af noget appelsin, kanel og karamel, hvilket jeg er vild med. Især fordi det får den til at adskille sig lidt fra andre juletheer, der ofte smager meget af kardemomme og nelliker og andre krydderier.
Jeg valgte theen meget bevist, når nu jeg også ville have klejnerne, fordi jeg synes, at sort the med lidt smag fungerer rigtig godt sammen med de ellers lidt fede klejner. Jeg ville aldrig vælge en fin hvid the sammen med klejner, da klejne-smagen helt ville overtage smagsløgene.

Men nu til opskriften :-)

1 portion
4 dl mel
50 g sukker
50 g smør
1 æg
3 spsk fløde el. mælk (jeg bruger fløde)
1 tsk hjorttaksalt
revet appelsinskal (husk de ikke må være sprøjtede!)

Det hele blandet sammen til en fast dej. Nogengange skal der mere væske i. Jeg lavede dobbelt portion, og jeg endte med at bruge 7 spsk fløde. Den skal æltes en del for at få smøret godt blødt. Når dejen er bedst, er den stadig en anelse klistret.
Derefter rulles den ud til den er ca. 2-3 milimeter tyk. Man bruger en klejnespore til at skære klejnestykkerne ud af dejen, så de få den bøljede kant. Mine klejner er ca. 2,5x7 cm. Til sidst laves en rids i midten af klejnen med klejnesporen på ca. 2-2,5 cm. og den ene ende af klejnen trækkes igennem (her er det så det ærger mig, at jeg ikke fik taget billeder til jer :-/ ).

Klejnerne koges i palmin el. svinefedt (jeg bruger svinefedt), ca. 1 pakke pr. portion. Tjek at fedtet er varmt nok ved at stikke en tændstik (enden med træ) ned i fedtet. Bobler det op, er fedtet varmt nok :-)

Klejnerne puttes i fedtet et par stykker ad gangen. Når de er fine lysebrune, er de færdige.

Spørg endelig, hvis jeg ikke har forklaret godt nok :-) Jeg er ikke så god til det der med opskrifter ;-)

Det færdige resultat:

Nu vil jeg smutte i Tante T igen igen :-) God weekend :-)

onsdag den 19. december 2012

Kære julemand

I bedste mode-blog stil har jeg lavet en lille collage over, hvad jeg ønsker mig til jul :-) I kan læse mere om varerne under collagen. Se større billede på facebook ved at klikke her.
Fra venstre mod højre:
Fine tedåser fra VildMedTe.dk - her med link til en 25g dåse, som er netop den, jeg ønsker mig.
En smuk porcelænskop fra Tante T
Elegant glas thekande fra Teacup perfekt til brygning af the-roser/kunstthe.
Sort Kenya PF fra Perchs -en kraftig sort the, der smager skønt med lidt fed mælk i.
Breakfast in New York - en lækker sort the blanding fra TeaTime & Aura
Smukke the-roser/kunstthe fra Teacup - her vist Princess Flowers og Gold Ingot
Sort Chilli og Trøffel fra Carstensens Tehandel - de laver den også på grøn the, og det er den, jeg ønsker mig, men de havde intet billede :-)
Klassisk glas thekande fra Perchs
Flere fine tedåser fra VildMedTe.dk - her med link til 100g dåse. Det er dog den til 25g, jeg ønsker mig.
Hvid the med kirstebær fra TeSelskabet.dk - lyder det ikke lækkert?

Ønsker I jer the til jul?

tirsdag den 18. december 2012

Grøn Julete

Selv om jeg trækker the fra min julekalender hver dag uden at kigge (med undtagelse af 1. december, hvor jeg gerne ville starte med Frederiksdals Julete) formåede jeg at drikke samtlige 6 julethe i kalenderen allerede inden for de første 9 dage. Det var egentlig lidt pudsigt, eftersom jeg forsøgte at trække fra "et nyt sted i posen" hver dag.

Jeg har allerede beskrevet de 5 af juletheerne, så i dag kan I få lov at høre om den 6. og sidste: Grøn Julethe.

Dette er endnu en dejlig julethe, men denne gang på grøn base tilsmagt med mandel, vanille, æble og kanel. Smagen er meget svag, hvilket gør theen mild og virkelig lækker som en morgenthe, der straks kan få en i julestemning.  Jeg er vild med den milde kanelduft og smag samt det ekstra lille tvist af vanille og æble. Mandel kan jeg ikke så godt smage.
Dette er anden gang, jeg smager en julethe på grønbase, og jeg synes klart denne fungerer bedst, fordi der ikke er de ”normale” ting i som appelsin og nelliker. Kun kanelen er blandt de mere traditionelle ingredienser i julethe. Den smager af jul, men uden det bliver for kraftigt og voldsomt. Den er derfor et rigtig godt alternativ, hvis man ønsker en let julethe og er træt af den mere traditionelle julethe. Jeg er glad for, jeg lavede en lille kande af denne the og ikke bare en enkelt kop.

Nu har I hørt om alle de dejlige juletheer fra Frederiksdal Thehandel. Jeg har også en Hvid Jul fra Tante T, jeg snart vil fortælle jer om, samt en Sort julethe fra Kaffe-The-Vinkælderen.

søndag den 16. december 2012

Den hedder Julete...

...men smager ikke så meget af Jul :-)

D. 4. december drak jeg Frugt Julete fra min the julekalender. Den dufter lidt som marcipan theen, men det er meget lidt. Måske fordi de begge indeholder "julekrydderi"? Denne the indeholder kun frugt, blomster og krydderi, altså ingen the blade: æblestykker, hibiscusblomster, hybenskal, appelsinskal og julekrydderi.
Den har en super flot rød farve, hvilket er karakteristisk, når theen indeholder meget hibiscus. Smagen er også næsten kun hibiscus, dog med en snert af noget jul. En decideret julethe vil jeg dog ikke kalde den, men den smager dejligt.
Jeg er generelt ret vild med hibiscus the, da det giver en speciel, meget fyldig og let syrlig smag. Så alt i alt en god the, men ikke en decideret julethe :-)

tirsdag den 11. december 2012

Tante T i Kødbyen

I søndags var jeg for første gang hos Tante T i Kødbyen. Jeg har flere gange været i butikken på Viktoriagade og også en enkelt gang i Torvehallerne, men Kødbyen havde jeg endnu ikke været i. Jeg skulle købe en gave til en veninde, og derfor vurderede jeg, at Tante T i Kødbyen var det bedste sted, da the salonen i Viktoriagade og den lille butik i Torvehallerne ofte er overrendt om søndagen.

Butikken var virkelig hyggeligt, så jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tage lidt billeder :-)

Både på Viktoriagade og i Kødbyen har Tante T et duftpanel, så man har mulighed for at se og dufte til theen, inden man beslutter sig. Dette synes jeg grundlæggende er en rigtig god ide, men der er dog to ulemper. For det første mister theen meget hurtig duften, så hvis den ikke lige er blevet udskiftet fornylig, kan man få et forkert indtryk af en the, fordi den ikke længere dufter af noget. For det andet er der nogle theer, der slet ikke smager, som de dufter. Det gælder f.eks. the med lakridsrod. Lakridsroden dufter næsten ikke, men til gengæld tilfører den theen en meget kraftig sødme. Dette med duft og smag skrev jeg om i august. Læs mere her.

Tante T har i november solgt deres årlige The Julekalender, hvor man hver dag frem til jul smager på en ny the. Har man ikke nået at få fat i denne julekalender, eller vil man som jeg gerne spare lidt på pengene, kan man istedet besøge Tante T hver dag frem til jul, da de sætter en kande med dagens the frem hver dag. I søndags var dagens the Lust for Life. Den smagte mest af hibiskus og lakridsrod, hvilket jeg synes, er en interessant kombination. Den var dog ikke så lækker, at jeg følte, jeg var nødt til at købe den med hjem.


Et par billeder fra butikken, der bare er super hyggelig. De har, som I nok kan se, rigtig mange fine thekander, så jeg kan anbefale, at I tager derud, hvis I skal have en flot thekande. Bl.a. har de også et udvalgt af kombinerede kande/kopper, i samme stil som den jeg fik i gave af min kæreste i oktober.

Ja, jeg skulle jo sådanset bare købe en gave til min veninde, men det er umuligt for mig at gå ind i sådan en butik uden at købe noget med hjem til mig selv :-) Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle have en post Grøn Mint Karamel, da jeg havde fået den anbefalet af en læser, der arbejder hos Tante T, og jeg er i forvejen ret vil med deres Grøn Karamel. Derudover ville jeg gerne have én the mere, og da jeg dagen inden besøget fik anbefalet Sweet & Spicy, syntes jeg, det var meget nærliggende, da jeg ikke har så mange urtetheer.
Jeg kom så også til at købe lidt Hvid Jul, da den stod fremme på disken :-)

Gaven til veninden glemte jeg helt at tage et billede af. Den blev ellers virkelig fin. Man kan selv sammensætte, hvad gaven skal indeholde, og så pakker tanterne den fint ind i cellofan og silkepapir. Ud over de lækre theer kan man købe fine thedåser, diverse tilbehør til brygning eller lækkerier i form af småkager, chokolade, marmelade og hvad man nu ellers skal bruge til et rigtigt eftermiddags the-bord. Jeg valgte at sammensætte min gave med 100g Grøn Karamel i pose, knap 50g Snehvide i fin sølvdåse, et lille glas lækker lemon curd samt en lille sølvmåleske.
Veninden blev virkelig glad for gaven, så det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har købt gaver i Tante T :-)

søndag den 9. december 2012

Snestorm = the vejr

Vejret i dag har været rigtig the vejr. Når det sneer og fyer på den måde, er det så hyggeligt at sidde indendøre og drikke varm the under tæppet i sofaen, mens man læser en god bog, ser lidt fjernsyn eller hører god musik. Jeg valgte dog at gøre det modsatte. Jeg trak i skitøjet og begav mig mod Frilandsmuseet, da jeg havde besluttet, at jeg ville opleve Jul på Frilandsmuseet, og i dag var altså sidste dag for i år.
På vej derud var jeg lidt spændt på, om det overhovedet var sjovt i sådan et vejr, men det viste sig at blive en rigtig hyggeligt, omend lidt våd, eftermiddag. Vi valgte dog at få varmen på et glas gløgg i stedet for the. Det er nu også dejligt.

Men det gode ved sådan en tur er, at når man så kommer hjem, er det endnu mere skønt at hoppe i de varme sokker, sætte jule-DVD'en på (jeg er evighedsbarn, når det kommer til at se Nissebanden i Grønland) og bare slappe af med en kop varm the. -Eller det var i hvert fald planen, men theen blev aldrig til noget, da jeg faldt i søvn :-)

Men NU trænger jeg til en kop the, mens jeg har gang i lidt hjemmespa. Kulden er jo hård mod huden, så derfor kræver den lidt ekstra pleje.


Dagens the blev Rooibos Julete, der er en rooibos med mandelstykker, appelsinblomster, frysetørret æble og aroma. En rigtig dejlig the, som jeg dog ikke synes smager super meget af jul. Rooibos-smagen går rigtig meget igennem, men man kan godt ane lidt mandelduft og smag. Så lidt julestemning kan theen godt skabe :-)

Rigtig god aften alle sammen, jeg håber, I har haft en dejlig weekend.

Ps. Til jer, der læste med i går, kan jeg afsløre, at det var Tante Ts butik i Kødbyen, jeg besøgte i går. En rigtig fin butik fyldt med lækkerier. Jeg fik købt gaven til min veninde, men også 3 nye theer til mig selv. Det skal jeg nok fortælle jer mere om en anden dag :-)

lørdag den 8. december 2012

Sikke en herlig morgen

Humøret er i top i dag :-) Jeg har sovet længe uden bekymringer om eksamenslæsning, da det blev overstået i onsdags. Jeg har hørt julemusik og spist dejlig morgenbrød til morgenmad sammen med den dejlige the, jeg trak op af min the julekalender. Og lige om lidt skal jeg ind til en butik, jeg virkelig glæder mig til at se :-) Og så står den ellers på hygge, dejlig mad og fødselsdag resten af dagen.

I dag drak jeg Kanel Te. En rigtig dejlig og simpel sort the, hvis eneste ingredienser er the og kanel. Den er derfor rigtig nem at beskrive, for den dufter og smager af kanel :-) Ikke sådan kraftig kanelsmag, der overdøver den sorte the, men en tilpas afstemning af de to smage.
Jeg lavede en lille kande af theen, så jeg havde til mere end én kop. Derfor drak jeg én kop uden mælk og én kop med mælk. Begge dele fungerer faktisk rigtig godt for denne the.

Nu vil jeg tage mig et varmt bad og så skal jeg ud og købe gave til en veninde, der holder fødselsdag i dag. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for jeg skal ind i en butik med en masse skønne og lækre ting. Jeg kommer sikkert til at købe noget til mig selv. Det kan I høre mere om i morgen, når jeg har købt og givet gaven ;-)

Rigtig god weekend alle sammen.

onsdag den 5. december 2012

En meget træt Teaholic

Hold nu op, hvor har jeg ondt af mig selv i dag :-) Det har været en temmelig hård uge i eksamens tegn, som endelig blev overstået i dag. Efter eksamen måtte jeg tilbringe en del timer udendørs i snevejr pga. hestepasning, så da jeg endelig kom hjem i varmen igen og fik et varmt bad samt aftensmad, kunne hverken krop eller hjerne mere. Pyh, det tog 2 timer før jeg fik liv i mig selv igen og kom i gang med alle de andre ting, jeg skulle nå. Efter en uge med eksamenslæsning er der nemlig altid en masse "forfaldent" arbejde, der skal gøres.

Nu kan jeg så endelig læne mig tilbage og nyde dagens kop the. Det er en rigtig lækker en af slagsen, der ikke smager som noget andet, jeg tidligere har smagt. Det er nemlig en melon-the :-) Den hedder godt nok Blomme-Nonne Te, men den smager af jordbær og melon.

Denne the er brygget på en blandet base af sort og grøn the. Den er tilsat ananas, hindbær og jordbærstykker, samt jordbær- og melonaroma. Når man dufter til theen, dufter den af jordbærthe med et tvist, mens smagen er en god blanding af jordbær og melon. Når man har sunket theen, kommer melon-smagen pludselig endnu mere frem, så overordnet set synes jeg, theen smager mest af melon. Jeg har aldrig før smagt the med melon, og jeg er ret vild med det :-) Lige hvad jeg trængte til oven på sådan en hård uge.

Det er nu anden gang, jeg smager en the på blandet sort/grøn base, og jeg synes faktisk, det fungerer ret godt :-) Den grønne the tilfører lidt mere mildhed til den sorte the.

mandag den 3. december 2012

Marcipan the

Ja, det er i hvert fald tæt på, for dagens julekalender the smager af lidt af marcipan.

Med undtagelse af d. 1. december, hvor jeg havde besluttet mig for at starte ud med Frederiksdal Julete, vil jeg de resterende 23 dage bare stikke hånden i posen og se, hvilken the der kommer med op. Det er meget sjovere på den måde, når jeg går og er spændt på, hvad jeg mon skal smage i dag :-)

I går drak jeg Japansk Afslapningste, men den får I lov at høre om en anden god gang, da jeg som sagt ikke ønsker at blogge hver eneste dag i december.

Theen i dag blev X-mas Tea, hvilket jeg blev rigtig glad for, da jeg virkelig er i julehumør for tiden, og derfor rigtig gerne vil drikke en masse forskellig julethe. Theen dufter meget kraftigt af marcipan og noget sødt (jeg kan ikke helt definere det?), inden man brygger den. Efter brygning dufter den på samme måde, dog en smule svagere. Jeg var lige ved at brænde næsen, fordi jeg ikke kunne lade være med at dufte ned i kanden hele tiden, mens jeg bryggede theen ;-)

Da jeg smagte på theen, var det stort set samme smag som duft. Altså primært marcipan men med et eller andet udefinerbart sødt tvist. Efterfølgende tænkte jeg, at den sorte the, der danner base for denne julethe, virkede meget fin og lækker i det, og ikke nær så tung og "grov", som nogle sorte the af mindre god kvalitet godt kan blive. Derfor blev jeg også glad, da jeg efterfølgende gik ind på Frederiksdal Tehandels hjemmeside og læste om theen (jeg danner altid mine egne indtryk, inden jeg læser, hvad forhandleren skriver). De skriver nemlig følgende: "Den sorte te i denne julete er udsøgte teer fra Ceylon og Kina, der giver en harmonisk grundte." Så var mine smagsløg altså ikke helt på afveje :-)
Ud over denne lækre sorte the-base indeholder theen også appelsinskal, hel kryddernellike, hibiscusblomster, mandelstykker, kornblomster og julekrydderi. -Måske det er julekrydderiet, der giver den søde smag, jeg ikke helt kan definere? Og mandelstykkerne der giver theen marcipansmag?

Jeg ved det ikke, men jeg ved så meget, at jeg virkelig godt kan lide denne julethe. Den er anderledes end de mere klassiske juletheer, som f.eks. den jeg drak i lørdags, og da jeg jo er vild med diversifikation i min the, er dette lige en the for mig :-)

Fortsat god december alle sammen.

lørdag den 1. december 2012

Det dufter og smager af jul...

...i mit lille hjem :-) Ikke fordi jeg har bagt, for det har jeg desværre slet ikke tid til her midt i eksamenslæsningen, men fordi jeg har brygget lækker julethe og varmet færdige æbleskiver i mikroovnen.

Juletheen var den første the i min the julekalender. Jeg havde besluttet mig for, at Frederiksdal Julete skulle være den første the, jeg smagte. Derefter vil jeg bare stikke hånden i posen og se, hvilken the der kommer med op :-)

I tør tilstand dufter theen helt fantastisk sødt af appelsiner, kanel og karamel. Ja jeg ved ikke lige, hvor karamelduften kom fra, men den var der altså ;-) Mums!
Når man har brygget den er det mest kanelduften, der fanger næseborene, mens smagen er en god og lækker blanding af alle theens ingredienser: Sort the, kanelstykker, koriander, kardemomme, rosenpeber, søde æblestykker og appelsin.

Theen beskrives som kraftig af forhandleren, så jeg havde måske forventet, at theen var endnu mere krydret, men det kan ikke udelukkes, at det skyldes den smagsprøve jeg fik. Når der er mange lækre ingredienser tilsat en the, kan man nemt komme ud for, at der i den ene kop er kommet meget koriander, mens der i den næste kop er rigtig meget kanel. Ville man undgå dette, kunne man lave the kun med æteriske olier som aroma, men det synes jeg helt ærligt ville være synd. Jeg synes, det er lækkert, at jeg kan se, hvad min the indeholder, inden jeg brygger den, og så kan jeg godt leve med, at theen måske varierer en smule for hver gang jeg brygger den.

Kraftig eller ej, dette er en rigtig dejlig julethe, som jeg glæder mig til at stifte endnu bedre bekendtskab med gennem december. Jeg var jo så heldig at Frederiksdal Tehandel sendte en pose med 50g af denne the med ved siden af the julekalenderen :-)

fredag den 30. november 2012

Jul på bloggen

Ja, nu varer det ikke længe før, vi kan sige "Glædelig 1. december" og tage hul på en måned med masser af hygge, hjemmebag og varm the selvfølgelig ;-)

Jeg glæder mig altid til december, selv om måneden de sidste mange år også har budt på masser af eksamener, der desværre begrænsede min tid til julehygge. I år er næsten ingen undtagelse. Jeg har en eksamen d. 5. december, som jeg allerede nu er temmelig nervøs over, da jeg skal kunne hele pensum i hovedet. Men efterfølgende har jeg så først en eksamen igen d. 8. januar, som er en hjemmeopgave, jeg tænker nok skal blive hyggelig at sidde og pusle med i december, mens jeg drikker masser af julethe.

Som I kunne læse i onsdags, kommer december i høj grad til at stå i Frederiksdal Tehandels tegn, da jeg har fået en masse skønne the-smagsprøver af dem. Derudover har jeg også tænkt mig at blogge lidt ud over emnet the, det er ellers noget, jeg sjældent gør. Men denne gang passer det stadig lidt ind i konteksten, idet jeg har tænkt mig at skrive om, hvordan jeg julehygger. Da the som oftest indgår i denne julehygge, passer det nok alligevel meget godt ind her på bloggen. Blandt andet kan I se frem til at læse om min faste årlige klejne-produktion .

Kan I have en rigtig dejlig december :-)

torsdag den 29. november 2012

Postmand Per kom forbi...

... med min The Julekalender fra Frederiksdal Tehandel :-)
Ud over de 24 smagsprøver indeholdt pakken også en ekstra pose Frederiksdal Julete samt en smart lille thesi.

Et stort tak skal lyde til Frederiksdal Tehandel for den fine sponsorering. Jeg har vist aldrig før prøvet at have SÅ mange usmagte the i huset, og jeg glæder mig simpelthen så meget til på lørdag, når første the skal smages. Jeg har allerede besluttet, at det selvfølgelig skal være en julethe, men hvilken af de 6, der er i pakken, ved jeg endnu ikke.

Nogle af de theer, jeg glæder mig mest til at smage, er disse:

Frederiksdal Blanding, Malawi "Thyolo Peony" og Grøn Jasmin Te "Chung Hao".

Nu vi er ved the julekalendere, så har jeg i øvrig fundet en mere, som er lidt sød og meget prisvenlig, nemlige denne fra Helseriet:
En boks med 24 breve med forskellig økologiske theer. Det er da nemt :-)

onsdag den 28. november 2012

The Julekalender :-)

Og nej, det er ikke den ellers så sjove voksenjulekalender med De Nattergale, jeg hentyder til ;-) Det er RIGTIG the julekalender.

Dem er der nemlig flere af theforhandlerne, der er begyndt at sælge. Jeg har selv længe sukket efter denne fine julekalender fra Tante T, men prisen er simpelthen for dyr for mit SU budget:

Derudover har jeg fundet denne fra Teadrops, der kun indeholder økologisk the:

og denne fra Frederiksdal Tehandel, som også er dyr, men til gengæld giver meget the for pengene, da hver pose indeholder 50g the:

Frederiksdal Tehandel har dog også en mere prisvenlig udgave, hvis man bare gerne vil smage lidt på de forskellige theer:

Og det er netop denne the julekalender i form af smagsprøver, det nu skal handle om :-) Den er nemlig på vej til mig med posten, da Frederiksdal Tehandel har været så søde at sponsere den til bloggen, så jeg har mulighed for at smage de mange theer og fortælle jer, hvad jeg synes.

Jeg glæder mig som er lille barn til juleaften til at se, hvad det er for 24 theer, der ankommer. Jeg ved, der er 6 juletheer med, og dem glæder jeg mig især til at smage. Planen er selvfølgelig, at jeg skal drikke en ny the hver dag ind til juleaften. Jeg har også tænkt mig at skrive ned samme dag, hvad jeg synes om theen, men jeg vil ikke lave et nyt blogindlæg hver dag. Dette skyldes primært, at jeg ikke ønsker at blogge så meget, at folk ikke kan nå at følge med. I skal nok få lov at høre om alle 24 theer, men jeg forventer, at indlæggene kommer til at strække sig frem til starten af februar. Juletheerne skal I nok få lov at læse om i december.

Det er ved at være sidste chance, hvis I også selv vil have en the-julekalender inden december starter, så skynd jer at bestille :-)

mandag den 26. november 2012

Bedre sent en aldrig...

Ja dette indlæg er næsten pinligt for mig af den årsag, at theen, jeg vil fortælle jer om, er en smagsprøve, jeg fik forærende helt tilbage i juli. Jeg har ikke glemt smagsprøven, der har bare været så meget andet. Derudover ønsker jeg, at når jeg drikker en ny the, skal jeg havde tiden til det, så jeg rigtig kan smage og dufte til theen og også helst tage et billede af den. Derfor kan jeg ikke lige smage en ny the på 5 minutter, men skal finde god tid i kalenderen. -Og det er efterhånden en sjældenhed.

Men NU lykkedes det. Ikke fordi jeg pludselig fik bedre tid i kalenderen, men fordi jeg nu igen er i gang med eksamenslæsning, og så er overspringshandlinger altså noget af det, jeg er allerbedst til. Ups :-)

Theen er en smagsprøve på London Fruit and Herb Company's White Tea and Tangerine, altså hvid the med tangerine smag. Tangerine er "i familie" med mandariner. Jeg har fået smagsprøven at Tekanden.dk, som jeg også er thesmager for.


Theen indeholder 95% hvid the, naturlig tangerine smag 3%, mandarin fibre 1% og naturlig mandarin smag 1%.

Farven er temmelig mørk af en hvid the at være, men måske det er pga. mandarin fibrerne. Den dufter meget svagt af tangarine/mandarin, hvilket også er den smagsoplevelse man får. Den er meget mild i det, og tangarinesmagen er meget meget mild. Men faktisk synes jeg, dette er positivt.

Selv om jeg gerne vil blive bedre til at få drukket helt rene the, synes jeg ofte, det er lækkert med tilsat aroma. Men det kan også nemt blive for meget af det gode, så derfor synes jeg ind i mellem, at det er dejligt med en the, der kun har en snert af tilsat aroma.

Denne the er rigtig god til de dage, hvor man ønsker en let citrus-smag (ikke at forveksle med lemon) i theen, mens jeg vil anbefale London Fruit and Herb Company's grønne the med appelsin, hvis man ønsker en noget kraftigere citrus-smag. Denne the skrev jeg om tidligere på måneden.

onsdag den 21. november 2012

En god opdagelse

Tilbage i juni/juli i år skrev jeg om nogle the fra Carstensens Tehandel, jeg havde fået smagsprøver fra af en veninde. Her var jeg blandt andet ret vild med Grøn Chilli Trøffel, som jeg meget gerne ville købe, men jeg syntes, portoen var for dyr (60 kr. på daværende tidspunkt. I dag tager de 48 kr.) ved at købe i Webshoppen, og den faste butik ligger i Sønderjylland. Derfor endte jeg med ikke at købe theen, hvilket jeg ærgrede mig over så sent som for et par dage siden.

I går var jeg så inviteret til juleshopping i Illums Bolighus med 20% rabat på alt, et sted jeg ellers aldrig har været, da priserne er for pebrede til min SU-indkomst. Her fandt jeg en lille afdeling fyldt med the fra Carstensens Tehandel :-) Derudover havde de også en del fine the-kander blandet andet i støbejern.

Priserne var de samme som på hjemmesiden, så fremover skal jeg helt sikkert købe mere the fra Carstensens.

Desværre måtte jeg gå tomhændet hjem i går. Lige netop Chilli Trøffel var udsolgt, så det var ret uheldigt. De havde også mange andre lækre the, men jeg kunne ikke lige overskue, hvad jeg manglede. Jeg vil jo helst have noget the med hjem, der ikke minder alt for meget om det, jeg allerede har.

Nu er planen at gennemsøge Carstensens webshop grundigt for gode theer, og derefter vil jeg sende en mail til Illum om, hvorvidt de handler (eller evt. kan skaffe) de theer, jeg ønsker, og så håber jeg, det på den måde snart vil være muligt at få Grøn Chilli Trøffel hjem på thehylden.

Rigtig god onsdag :-)

søndag den 18. november 2012

Besøg hos Perchs - fra en anden vinkel

Da jeg i oktober var til the-arrangement hos Perchs, kom jeg i snak med nogle andre bloggere, bl.a. Cecilia fra Copenhagencakes. Cecilia laver de skønneste lækkerier, og jeg vil klart anbefale jer et kig forbi hendes blog.
Cecilia nævnte for mig, at hun ellers normalt var kaffe-drikker, men hun fandt arrangementet spændende og derfor valgte hun at takke ja til invitationen. Dette gav mig idéen til dette blog-indlæg. Jeg tænkte, at det ville være spændende for mine læsere at høre om arrangementet fra en anden vinkel, fra en der ikke i forvejen var vild med the. For der er jo ingen tvivl om, at jeg ville synes om arrangementet og al theen, eftersom jeg allerede er vild med the.
Derfor har jeg her lavet et interview med Cecilia om hendes oplevelse af arrangementet samt hendes the-vaner før og efter. Derudover har jeg selvfølgelig fået hende til at anbefale noget lækkert til theen :-)
-En stor tak til Cecilia for at ville deltage i interviewet.


Hvad var din generelle opfattelse af the-arrangementet?
For det første var jeg virkelig glad for at blive inviteret til arrangementet. Det er et kæmpe klap på skulderen, når man bliver inviteret til sådanne blogger-arrangementer. Så jeg havde selvfølgelig glædet mig længe!
Selve arrangementet var fantastisk! Fra det øjeblik vi trådte ind i den smukke the-salon blev man opslugt af skønne dufte og indtryk. Perchs lange the-historie var meget imponerende, og jeg er som københavner stolt af, at lille København i lille Danmark er hjemby for et af verdens ældste og mest indflydelsesrige thehuse. Christian og Stine (Hincheldey) var nogle super skønne og easy-to-like mennesker, man følte sig bare så godt tilpas under deres foredrag og kyndige opvartning.

Hvordan var dine the-vaner før arrangementet?
Det her er næsten pinligt, men jeg drak næsten aldrig the. Jeg er kaffe-entusiast, big-time! Jeg arbejder ved siden af studierne på en café og i den forbindelse har jeg lært meget om kaffe, været på kaffekurser osv. Til daglig drikker jeg et par kopper kaffe plus/minus, men når jeg til gengæld er på arbejde - that's a different story. Så bliver der smagt og drukket en hel del kaffe. Sort, cappuccino, americano - you name it! Og jeg går meget op i, at kaffen er lavet ordentligt og af ordentlige kaffebønner.
Men altså - til sagen. Jeg drak netop derfor virkelig sjældent the. Og hvis jeg så endelig drak the, så var det enten sådan en "fake"-the som pulverchai eller noget andet meget aromatiseret brev-the aka. "døde mus". Noget som jeg kan forstå, ikke er så velset i de finere "the-kredse".

Har dine the-vaner ændret sig efterfølgende?
JA! Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men for pokker hvor har Perchs-besøget dog vendt op og ned i mine drikkevaner. Jeg drikker næsten ikke længere kaffe herhjemme - kun når jeg er på arbejde. Jeg har faktisk investeret i en the-kande, og jeg brygger sørme the sådan ca. en gang om dagen! Min kæreste er også hoppet med på the-bølgen, det er så hyggeligt! Især fordi han ikke drikker kaffe, så jeg har aldrig kunnet nyde en god kop kaffe sammen med ham. Der er bare noget særligt over at dele en god kaffestund tête-à-tête. Det er så nu i stedet blevet the-hygge couples-style, og jeg elsker det!

Cool Herbal

Er der en/flere theer du specielt husker fra aftenen?
Jeg synes vi smagte så mange theer på så kort tid, og for en the-nybegynder som mig var det umiddelbart meget svært at skelne den ene fra den anden. Selvfølgelig var der nogen, der skilte sig ud. Den allerførste the vi fik serveret, en White Yunnan, som jeg bedst kan beskrive som en let og elegant the, var virkelig herlig. Her sad jeg, og drak min første kop the i lange tider, og nød den rent faktisk. UDEN mælk og honning. Crazy...
Resten af de prøvesmagte theer var ikke nogen der slog benene væk under mig. MEN - så var vi så heldige at få en goodiebag med hjem, og i den goodiebag lå en the der sidenhen har stjålet mit hjerte. Cool Herbal hedder den. I virkeligheden er det nok ikke en rigtig the. Det er en urte-the. Men jeg er ligeglad, den er super frisk og herlig, og jeg er faktisk allerede løbet tør for den...

Var der the du ikke brød dig om under arrangementet?
Vi smagte en the der var så fin og mild, at den næsten ingen smag havde. Denne the hed Ceylon Silver Tips og er ekstremt dyr. I don't get it. Jeg var mildest talt uimponeret, men må nok konkludere, at mine smagsløg tydeligvis ikke er dygtige nok til at værdsætte denne slags the. Heldigvis for det, så behøver jeg da ikke spekulere i at sælge min ene nyre for at få råd til 100 gr...
I den helt modsatte ende smagte vi en meget kraftig og voldsom the, Kenya PF. Det var aggressiv og arrig the. Eftersigende skulle den være bedre med en sjat fløde eller fedtholdig mælk, men altså, nej. Bare nej.


Anbefal en lækker kage til en god kop the
Efter jeg selv er begyndt at drikke god the har jeg fået afprøvet en hel del lækkerier, der går godt til en god kop the. Alle slags kager og søde sager går selvfølgelig ikke til al slags the. Meget søde kager, cupcakes og lignende, harmonerer efter min mening bedst med en the, der ikke er sød. Og omvendt - søde theer går rigtig godt til rustikke og ikke-søde kager.
Jeg har selv opdaget, at en god hjemmelavet is passer afsindigt godt til en kop the. For nylig har jeg lavet kastanjeis med knas af brændte mandler. Det blev nydt med en the i den ene hånd og en is-ske i den anden ;)
Drikker man en the, der ikke er sød, vil jeg klart anbefale at nyde en god cookie eller cupcake ved siden af. Mine yndlingscupcakes er uden tvivl disse gulerodscupcakes med cream cheese frosting. Når det kommer til cookies, så elsker jeg disse cookie dough sandwiches som er herlige chocolate chip cookies der er stablet som en sandwich med rå (og æg-fri) cookie dough imellem. Mmmmm....
Jeg har selvfølgelig tonsvis af andre gode kage-forslag - tag et kig på mine opskrifter.


Som I kan læse i interviewet, er der faktisk nogle af de theer, jeg selv har fremhævet som positive overraskelser fra aftenen, der så absolut ikke har slået benene væk under Cecilia. Dette viser rigtig godt, hvad jeg har lagt væk på under mit formål med bloggen: "Bloggen skal ikke bruges som et opslagsværk over, hvad der smager godt og skidt, og bare fordi teen ikke falder i min smag, kan det sagtens være jeres favorit. Bloggen skal inspirere, ikke diktere.  – God fornøjelse!"

torsdag den 15. november 2012

En lille spørgerunde

Så er det nu, du kan have indflydelse på bloggens kommende indhold.

Jeg har lavet en lille spørgerunde på Facebook, da jeg har flere blog-indlæg på tegnebrættet, men ikke kan beslutte mig til, hvilke jeg skal lave først.

Alle indlæggene vil blive lavet før eller siden, men jeres svar kommer til at afgøre, hvilket af indlæggene jeg vil gå i gang med først.

Spørgerunden finder du her: http://www.facebook.com/Ateaholic?ref=hl

I kan også tilføje jeres egne svar, hvis I har helt andre idéer til kommende blog-indlæg.

onsdag den 14. november 2012

At være thesmager...

For nogle uger siden blev jeg udvalgt til at være thesmager for tekanden.dk, dvs. jeg fik tilsendt nogle smagsprøver, som jeg skulle give min vurdering af. Jeg fik tilsendt 5 theer; 2 fra Qi og 3 fra London Fruit & Herb Company. Jeg har tidligere fortalt om en Banan med Kanel the fra London Fruit & Herb Company.

Jeg vil gerne dele min mening om de 5 theer med jer, men da jeg har lidt travlt for tiden, tillader jeg mig blot at kopiere den tekst, jeg sendte til tekanden.dk, dog i en lettere redigeret tilstand.

Først de 3 fra London Fruit & Herb company:

Strawberry & Vanilla Fool
Theen har en rigtig flot og indbydende rød farve. Smagen er let syrlig. Jeg synes slet ikke theen smager af jordbær, men i stedet hibiscus med en snert af vanille. Alt i alt kan jeg rigtig godt lide denne the, da jeg er glad for den let syrlige og fyldige hibiscus smag, men jeg havde forventet noget helt andet, når nu theen hedder "Strawberry and Vanilla".

Tropical
Denne the dufter af hawaii :-) Skøn skøn ananas duft! Den smager, som den dufter nemlig af ananas og mango. Rigtig lækker frugtsmag og helt sikkert en dejlig eksotisk the, der ikke smager som alle andre frugt-the. En the, der vil være god at drikke om vinteren, hvis man savner de hvide sandstrande og den blå himmel ;-)

Green Tea & Orange
Theen dufter dejligt at frisk appelsin, rigtig appelsin og ikke bare syntetisk orange-duft. Den grønne the kan jeg ikke smage, da appelsinsmagen smager meget kraftigt igennem. Farven er noget mørkere end jeg synes grønne the plejer at være, men der er også en del andre ingredienser i som f.eks. brombærblade. Smagen er lidt som en julethe uden krydderier :-) Altså en let appelsin-smag. Jeg vil mene, dette er en rigtig lækker the, for folk der elsker friske appelsiner.

De 2 theer fra Qi

White & Spicy
Denne the, får mig også til at tænke på julethe, hvilket ikke er så mærkeligt, når man ser på indholdet (kanel, nellike, ingefær og appelsin). Det er en meget mild og let the, måske lidt for svag i smagen, især taget i betragtning af navnet: Spicy/krydret, for det synes jeg absolut ikke den er. Jeg tror, jeg ville være vild med denne the, hvis der var fyret lidt mere op for krydderierne, for som den er nu, synes jeg den er for tynd i smagen.

White tea
Jeg synes, denne the var meget mørk i farven i forhold til, at det er en ren hvid the, og duften var heller ikke, som jeg synes, hvide theer plejer at være. Faktisk virkede det som om, der var en smule grøn eller sort the blandet i den hvide the. Smagen mindede mig lidt om en mild Oolong the, hvilken igen gav mig fornemmelsen af, at det ikke var 100% ren hvid the, jeg drak. Men den var fin og mild i smagen, så jeg kunne godt lide den.

Generelt vil jeg sige, at jeg er noget mere fan af theerne fra London Fruit and Herb company sammenlignet med Qi. London F&H co. laver nogle rigtig spændende the med masser af smag, hvilket jeg synes er rigtig skønt.

søndag den 11. november 2012

Vild med karamel

Det er sjældent, jeg drikker den samme the flere dage i træk. Mest fordi jeg har så meget lækker the, at jeg har masser at vælge imellem, men også fordi,jeg bliver træt af theen, hvis jeg drikker den for meget. Derfor blev jeg lidt overrasket over mig selv, da jeg købte Grøn Karamel fra Tante T. Jeg tog nemlig mig selv i at drikke minimum én kop pr. dag mange dage i træk :-) Og det til trods for, at jeg ellers heller ikke plejer at drikke grøn the hver dag, da jeg er mest til hvid og sort the.

Men denne the er altså bare så god, at man ikke kan blive træt af den :-)

Da den blev købt hos Tante T, fik jeg den også i en af tantens karakteristiske sorte poser, der er virkelig smarte, hvis man også gerne vil kunne transportere sin the. Det er noget nemmere at smide denne pose i tasken frem for en stor dåse, og posen er så smart, at den både holder lys og luft ude, så theen beholder den gode smag. I perioder har jeg haft denne the med på arbejde eller på weekend hos mine forældre, og nu har jeg taget den med til Tyrkiet :-)

Theen er rigtig god, hvis man har en sød tand, men gerne vil være sund. Den smager nemlig virkelig lækkert, at det er liiiige før det er lige så godt som at sætte tænderne i en lækker flødekaramel. Den grønne the base, gør theen mild og let til trods for, at karamel måske kan virke som en lidt "tung" smag. Samtidig passer den søde karamel-smag rigtig godt til den grønne the-smag. Duften kan også gøre en helt lækkersulten :-)

lørdag den 10. november 2012

En hilsen fra Istanbul

Se hvad jeg har fundet i de små hyggelige butiksgader i Kadıköy, Istanbul


Det er såkaldt "kunstthe", der bindes sammen på en måde, der får thebladene til at folde sig ud som en smuk blomst, når de kommer i det varme vand. Theblomster som disse, bør derfor brygges i en glas-thekande eller et stort glas, så man rigtig kan se de smukke blomster.

Jeg har længe gerne ville prøve denne form for the, da jeg synes, det ser rigtig spændende og dekorativt ud. Derfor var jeg simpelthen nødt til at købe 2 stk. her i Istanbul :-) Jeg aner ikke, hvordan kvaliteten er i forhold til dem, man kan købe i Danmark, men de var billige, så det er værd at afprøve. Det skulle være jasmin-the, men de dufter slet ikke af noget, så jeg må indrømme, at jeg er lidt spændt på projektet. Jeg skal nok dele det med jer, når jeg har fået afprøvet dem i Danmark.

Ind til da vil jeg vise jer dette billede fra Frederiksdal Tehandel:
Dette er et eksempel på, hvordan en theblomst kan se ud.

Frederiksdal Tehandel skriver, at denne kunstthe er en gammel kinesisk tradition og at kun den fineste the blev anvendt til theblomsterne. De blev blandt andet anvendt som gaver. Dette formål synes jeg stadig er rigtig godt, også i Danmark, men man skal nok sørge for at gave-modtageren er indehaver af en glas-thekande. Umiddelbart vil jeg i hvert fald mene, at theblomsten vil tage sig pænere ud i sådan en frem for et glas. Men da jeg selv kun ejer glas, må jeg jo afprøve, om det kan lade sig gøre :-)

Tante T har lavet denne lille fine video, hvor man rigtig kan se theblomsten folde sig ud.

Fortsat god weekend i Danmark.

tirsdag den 6. november 2012

Ferie :-)

Så varer det ikke længe, før jeg hopper på metroen til lufthavnen. Jeg har fået at vide, at det er 20 grader i Istanbul, så det ser jeg meget frem til.

Der er selvfølgelig pakket lidt the i kufferten, så jeg satser på at blogge lidt dernede fra.

Jeg har fået kontaktet de 5 vindere fra i går. De 3 af dem, har jeg allerede sendt theen til, så jeg håber, de modtager den inden ugens udløb. De 2 sidste kunne jeg desværre ikke nå inden afrejse, men jeg lover, at I vil modtage jeres the i næste uge, når jeg er tilbage i Danmark igen.

Kan I have en rigtig dejlig aften allesammen.

mandag den 5. november 2012

Vinderne er fundet!

Så er de 5 heldige vindere fundet.

Jeg har givet alle jeres kommentarer numre og så lavet ét nummer for hvert lod, I har ret til. Alle lodder er derefter kommet i en skål, og de 5 heldige er blevet trukket.

Lidt billeder fra lodtrækningen:
De små sedler er klippet ud, kommentarerne har fået numre, og jeg er klar til at lave lodder.

Her er de første 4 vindere trukket, og jeg trækker den 5. og sidste vinder.

De 5 heldige vinder-lodder :-)

De 5 vindere blev:
Kommentar nr. 15 - krea-kaos
Kommentar nr. 14 - angelinasmor
Kommentar nr. 24 - Rikke Koch-Jensen
Kommentar nr. 6 - Elisa With Nielsen
Kommentar nr. 17 - Tina Irene Povlsen

STORT TILLYKKE til vinderne. I vil modtage en mail umiddelbart efter udgivelsen af dette indlæg, så jeg kan få jeres post-adresser.

En stor tak til alle, der deltog, samt tak til Kaffe-The-Vinkælderen på Rosenborggade i København for sponseringen af de 5 poser. Jeg er sikker på, at vinderne vil nyde deres nye Sløjfe te.

I dag skal vinderne findes...

Ja så kom dagen endelig, hvor vi skal afslutte Give Away #1 og finde de 5 heldige vindere af Sløjfe te sponseret af Kaffe-The-Vinkælderen.

Dog er jeg på arbejde hele dagen i dag, så dette indlæg skrev jeg faktisk i går og satte til automatisk udgivning i dag. Smart ikke :-) Grundet mit arbejde, får jeg først tid til at finde vinderne sidst på aftenen, så I må væbne jer lidt med tålmodighed.

Derudover har jeg først for sent opdaget, at mit valg af dato for afslutning af konkurrencen, er rigtigt dårligt, idet jeg rejser til Istanbul i morgen, tirsdag. Dette betyder, at jeg ikke får mulighed for at sende præmierne, før jeg er tilbage i Danmark igen d. 12. november. Dette er jeg virkelig ked af. Det er dårlig planlægning fra min side, det indrømmer jeg gerne. Jeg håber dog, vinderne kan bære over med mig og i stedet benytte ugen på at gå og glæde sig til den gode the, de har i vente :-)

Hav en rigtig god dag og kom tilbage til bloggen i aften, når jeg har fundet de 5 vindere.

søndag den 4. november 2012

Rooibos Vanilla i biografen

Som jeg fortalte i mit indlæg omhandlende the-smagning hos Perchs, var jeg overbevist om, at jeg allerede havde fortalt jer om denne the. Derfor tog jeg ingen noter, da jeg smagte den til the-smagningen.

Forvirringen er opstået, fordi jeg på et tidspunkt drak theen under en forelæsning i biografen. Her tog jeg et billede med mobilen for at uploade det til facebook med henblik på senere på dagen at lave et blog-indlæg om theen. Desværre ville min mobil ikke samarbejde den dag, så det lykkedes mig aldrig at få uploaded billedet, og nok derfor kom jeg helt fra at lave indlægget også.

Men nu er billedet kommet på Facebook omend med knap en måneds forsinkelse. -Bedre sent end aldrig, som man siger ;-)


Jeg har snart drukket denne the mange gange, så jeg ved egentlig godt, hvordan den smager. Men jeg synes alligevel, at man beskriver den bedst, hvis man sidder med theen og smager sig frem, mens man skriver sine tanker ned. Derfor var det dejligt, at jeg netop havde et the-brev med Rooibos Vanilla i huset, da jeg jo lige har fået en hel pose med forskellige the forærende af Perchs i deres goodie bag fra the-arrangementet.

Så nu er theen brygget, og jeg er klar til at fortælle, hvad jeg synes :-)


Ingen tvivl om, at jeg er rigtig glad for denne the. Jeg har altid syntes godt om Rooibos, men jeg drikker det ikke så meget mere, da jeg måske nok fik drukket lidt for meget på et tidspunkt. Derudover stod jeg også pludselig med en masse Rooibos the, der smagte syntetisk, hvilket jeg fortalte om her på bloggen tilbage i maj. Efter al den syntetiske Rooibos, trængte jeg bare til noget andet. Men nu kan jeg mærke, at min lyst til rød the (som jeg også kalder Rooibos, selv om det slet ikke er the) begynder at komme igen.

Det gode ved Rooibos the er den sødlige smag og smukke røde farve. Jeg synes, denne the passer rigtig godt som sen eftermiddag-/aftenthe, fordi den skaber ro og virker afslappende. Vaniljen giver theen lidt ekstra sødme og får den til at dufte helt fantastisk. Jeg foretrækker, at drikke Rooibos Vanilla med mælk, fordi jeg synes, det gør theen lidt mere mild (ikke at den er kraftig uden mælk), og så passer mælkesmagen bare godt til Rooibos-smagen.

Selv om jeg kun har vist jer Rooibos Vanilla som brev-the, så sælger Perchs den også i løs form.

torsdag den 1. november 2012

Kreative te-dåser #2

Så har jeg været kreativ igen :-)

På et tidspunkt solgte Tiger-butikkerne the på dåse, og da jeg er vild med the-dåser, købte jeg et par stykker. Nok mest for dåsernes skyld :-) Skæbnen ville dog, at min kæreste blev helt vild med den ene the, en sort Earl Grey, så da den var ved at være drukket op, købte jeg en ny, osv.

Resultatet blev, at jeg nu har 5 fuldstændig ens dåser, der alle står "Earl Grey" på. Selv om jeg syntes, dåsen er fin, er det måske lidt kedeligt at have 5 af dem stående, især når de 4 af dem ikke engang indeholder Earl Grey længere, da jeg nu bruger dem til andre theer. Men så fik jeg den fikse ide at male dåserne, da jeg alligevel havde noget guldmaling til metal stående :-)

Jeg har ind til videre kun fået malet en dåse, men resultatet er blevet rigtig fint.


Nu overvejer jeg, om jeg skal male en mere i guld, eller om jeg skal i Panduro efter flere farver :-)

Efter billedet blev taget, hældte jeg min Daisy the over på gulddåsen og satte det manilla-mærke på, jeg lavede i september.

onsdag den 31. oktober 2012

The-smagning hos Perchs

Nu er det blevet tid til at fortælle om den the-smagning, jeg oplevede hos Perchs i sidste uge. Dette var første gang jeg oplevede en rigtig the-smagning, så det var spændende. Blandt andet fik vi at vide, at vi gerne måtte både slubre og spytte ud, lidt lige som ved vin-smagning. Jeg valgt dog ikke at spytte nogen af theerne ud. Det var næsten synd, syntes jeg ;-)

Vi skulle smage 10 forskellige theer: 7 rene theer og 3 aromatiserede theer. De 7 rene theer var opdelt, så den fineste skulle smages først og den kraftigste til sidst.

Jeg havde taget notes bogen med, så jeg kunne skrive lidt om hver enkelt the. Ellers glemmer man nok hurtigt de indtryk, man fik. Det hele gik dog lidt stærkt, så det er kun blevet meget få ord om hver enkelt the, og de er ikke beskrevet så detaljeret, som jeg normalt forsøger at gøre det. Men det kan sagtens bruges til at give en ide om theen, og skulle jeg en dag smagen en af theerne igen (der står et par på ønskelisten ;-) ), skal jeg nok beskrive den bedre for jer.

Ud over theen i koppen, kunne vi også se en tallerken med bladene fra hver the i både brygget og ubrygget form. For at give jer lidt den samme indsigt, har jeg taget billeder af alle tallerkenerne. Desværre bliver billederne lidt små her på bloggen, men I kan se dem i større størrelse på Facebook.

Men nu til selve theerne.

1. the: Ceylon Silver Tips - hvid the (yderste til højre i billedet)
Dette var en MEGET mild og næsten farveløs the, der havde en rigtig lækker svag sødme over sig. Theen er i den helt fine og meget dyre ende, så jeg har aldrig smagt den før og altid tænkt, at ingen the var SÅ mange penge værd. Men jeg må indrømme, at jeg efter at have smagt den overvejer, om jeg alligevel skulle få sparet op. Pt er den udsolgt, men man kan blive skrevet på venteliste hos Perchs, hvis nogen skulle være interesseret.

2. the: Japansk Gyokuro - grøn the (i midten af billedet)
Denne grønne the dufter mildt i forhold til andre grønne the. Den smager lidt af græs, hvilket jeg faktisk er begyndt at synes om :-) (De første gange jeg smagte the, hvis smag mindede om græs, brød jeg mig ikke om det). Vi fik at vide, at denne the er god til sushi, men til prisen, tror jeg nu nok, jeg vil vælge en anden grøn the, hvis jeg gerne ville have grøn the til min sushi.


3. the: Grøn Fragant Jade - grøn the (længst til højre, nedenstående billede)
En meget let og mild the, der smager lidt af blomster. Vi fik at vide, at dette er Kronprinsesse Marys yndlingsthe.

4. the: Kina Oolong - oolong the (i midten af nedenstående billede)
Oolong er den the-type, jeg har mindst erfaring med, og mine første forsøg fik ikke ligefrem englene til at synge. Det kan du læse mere om her.
Denne var dog den bedste Oolong, jeg ind til videre har smagt (ud af 3). Den dufter af bambus, og smagen er mild, men samtidig også lidt "fyldig" på en måde. Ja, det lyder modsigende, men det var sådan jeg oplevede den :-)

5. the: Darjeeling 1st Flush Top - sort the (længst til venstre i nedenstående billede)
Denne the kaldes også "Theens Champagne". Den dufter meget mildt taget i betragtning, at det er en sort the,  og så dufter faktisk også sødt. Smagen mindede mest af alt om en lækker sødlig hvid the, dog med lidt kraftigere smag (uden at være kraftig overhovedet).


6. the: Ceylon OP - sort the (til højre, nedenstående billede)
Dette er en meget let sort the. Mere fik jeg desværre ikke skrevet om den.

7. the: Kenya PF - sort the (til venstre, nedenstående billede)
Denne the har en skøn dyb rød farve. Vi fik anbefalet at drikke den med mælk, men jeg valgt at tage første tår uden mælk for rigtig at kunne smage theen. Den var alt for kraftigt, og smagte faktisk temmelig grimt. Så jeg var spændt på, om den overhovedet var noget for mig, efter jeg fik lidt sødmælk i den (Perchs anbefaler fedt-holdig mælk eller fløde til denne the). Men som et slag fra en tryllestav stod jeg pludselig med den lækreste cremede aromatiske the. Nøj, hvor var den lækker. Det overraskede mig virkelig, hvor meget en sjat mælk kunne gøre.


Så nåede vi til de aromatiske theer.

8. the: Hvid Tempel - hvid the (længst til højre, nedenstående billede)
Denne skønne the har længe været blandt mine favoritter. Jeg har derfor allerede fortalt jer om den. Se mere her.

9. the: Grøn Bambus - grøn the (i midten, nedenstående billede)
Da jeg smagte denne the udbrød jeg, at den måtte jeg eje. Det pudsige var så, at netop denne the var at finde i den goodie bag vi fik med, inden vi gik hjem. Så nu er jeg altså indehaver af en fin dåse fyldt med denne lækre the, og jeg vil derfor tillade mig at vente med en præsentere den for jer, da den var så skøn, at jeg gerne vil give den sit eget indlæg i den kommende tid.
Jeg kan sige det sådan, at hvis I er vilde med sodavandsis i den varme sommer, så vil I elske denne the på en kold vinterdag :-)

10. the: Rooibos Vanille - rød "the" (Ja, det er jo egentlig ikke en the, men det kan du læse mere om her.) (længst til venstre, nedenstående billede)
Denne skrev jeg ingen noter om, fordi jeg var overbevist om, at jeg allerede havde skrevet om den på bloggen, men nu kan jeg se, at jeg aldrig har fået lavet indlægget. Kun taget billederne. Ups :-(
Jeg vil derfor tillade mig at vente med at fortælle om denne the, til jeg får lavet det indlæg, jeg troede, jeg havde delt med jer for længst. UPDATE: Nu har jeg fået skrevet om theen.


Det var alt for denne gang. Jeg håber, I har nydt at dele min oplevelse med the-smagning med mig.

Til slut vil jeg fremhæve de the, jeg fandt mest interessante under the-smagningen:
- 1. the: Ceylon Silver Tips
- 5. the: Darjeeling 1st Flush Top
- 7. the: Kenya PF (med sødmælk ;-) )
- 9. the: Grøn Bambus

lørdag den 27. oktober 2012

Besøg hos Perch's - fortsat

I dag vil jeg fortælle om de tre theer, vi fik serveret hos Perch's i tirsdags, mens vi hørte på spændende foredrag.

Først fik vi serveret en meget fin, let og lækker Yunnan White Wings. En ren hvid kinesisk the, der var blød og mild i smagen. Så fin, så fin, at det næsten er svært at beskrive :-) Dette var første gang jeg smagte en ren hvid the, og jeg var meget positivt overrasket. Jeg har længe troet, at en hvid the uden aroma ville blive for let i det og ikke rigtig smage af noget, men der tog jeg fejl. Det var netop denne lethed over theen og den meget milde smag, der gjorde, at jeg var vild med den. Det var faktisk rigtig skønt at smage den helt rene the uden noget andet tilsat.

Vi fik også serveret en dejlig Perle Jasmin. Jeg har smagt flere jasmin the tidligere, men dette var klart den bedste, da jeg synes, den var en tand mildere i det. -Måske fordi den er på hvid the? Man kan tydelig smage jasminen, men den blev ikke for parfumeret, som jeg ellers synes jasmin the til tider kan være. Når det så er sagt, lagde jeg mærke til, at nogle af de andre deltagere ikke kunne lide denne the, netop fordi de syntes, den var for parfumeret.
Jeg tror, det kommer meget an på, hvad man er vant til. Drikker man ikke the til daglig, kan jeg godt forstå, hvis man finder selv denne fine jasmin the for parfumeret. Her kan jeg kun henvise til bloggens "formål-side", hvor jeg netop lægger vægt på, hvor forskellig smag vi hver især har for the, og at bare fordi jeg kan lide theen, behøver det ikke betyde at alle andre kan. Men kan I generelt godt lide jasmin the, kan denne varmt anbefales.

Senere på aftenen kom der en kande Afternoon the på bordet. Den var altså bare virkelig god :-) (Ja ja, det siger jeg jo snart om dem alle sammen, men jeg var meget positivt overrasket over denne dejlige the), og her er jeg altså nødt til at prale lidt ;-) Theen så nemlig ud til at være en sort the, men smagen var så mild, at mine smagsløg fortalte mig, at dette umuligt kunne være en helt ren sort the. Da jeg senere spurgte Perchs pr. mail, hvad denne the egentlig indeholdt, fik jeg at vide, at det var en sort Yunnan blandet med lidt Hvid symfoni og vanille. Hvid symfoni er en Hvid the med hyldeblomst, granatæble, ananas og fersken. Så mine smagsløg havde altså ret, og det er her jeg bliver lidt stolt af mig selv, for nu har jeg altså efterhånden lært så meget om the, at jeg kan smage mig frem til de forskellige baser (selv om jeg endnu ikke helt kan placere, hvad det er, der er blandet i, blot at den ikke var på ren sort the).
Jeg er begyndt at få øjnene mere op for disse blandede the, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at en kombination mellem sort og hvid the kunne være så vellykket. Jeg havde troet, at den sorte the ville få den hvide the til at "forsvinde" fuldstændigt, men det var slet ikke tilfældet. Den afslappende og smagfulde effekt ved hvid symfoni blev overført til den sorte Yunnan på så vellykket en måde, at den sorte the som sagt fremstod meget mild og fin. Frugten fra hvid symfoni går ikke særlig meget igennem, så det smager ikke som en frugtthe, men en sort the med et lækkert "touch".

Det var alt for denne gang :-) Jeg er i fuld gang med at forberede et indlæg om selve the-smagningen, men det må I vente lidt på endnu. Rigtig god weekend.

torsdag den 25. oktober 2012

Opdatering af 'Min the'

I dag har jeg fået opdateret listen over Min the, så den nu ikke bare viser, hvad jeg har i køkkenet, men også hvad jeg har haft. Sagt med andre ord: Det er nu en fuldendt liste over al den the, jeg tidligere har kommenteret her på bloggen, samt de theer jeg har i køkkenet, men endnu ikke har fået kommenteret på.

Alle de theer, jeg allerede har kommenteret, er lavet som links, så I kan trykke på dem for at komme direkte til det indlæg, der omhandler theen. Theer skrevet med kursiv, er theer der kun findes i brev-form.

Jeg har inddelt dem efter the-type for at gøre det lidt mere overskueligt.

Jeg håber, I vil finde den nye liste nyttig :-)

Follow my blog with Bloglovin

Isthe uden success

Øv altså. Jeg skrev jo den anden dag, at jeg havde sat en ny portion isthe over. Jeg troede efterhånden, at jeg var blevet så sej, at jeg bare kunne lave theen på slump. Men nej.. Da jeg dagen efter smagte på theen var den al for tynd i smagen. Der skulle have været mange flere the-blade i. Selve Copacabana theen virkede dog til at være god til isthe.

Efter jeg satte istheen over, var jeg også på besøg hos Perchs, hvor jeg lærte, at theen bør gives et chok, når man laver isthe. Så måske jeg bare laver istheen forkert?

Jeg har besluttet at lægge isthe-projeket på hylden for en stund. Jeg har så mange andre bolde i luften her på bloggen, som jeg hellere vil dele med her, så jeg synes, det er bedre med en pause fra istheen. Så vender jeg stærkt tilbage med flere isthe-projeker i det nye år, når vejret igen begynder at blive varmt :-)

onsdag den 24. oktober 2012

Et besøg hos Perch's

Så blev det endelig tid til at dele mine oplevelser fra Perch's Tea Room med jer.

Jeg har så meget at fortælle jer, at jeg bliver nødt til at opdele det lidt. Derfor kommer dette indlæg kun til at handle om selve oplevelsen. Senere vil jeg lave et indlæg om de 3 theer, vi drak under foredragene, et indlæg om selve the-smagningen og et indlæg om den the, vi fik med hjem i en fin goodie bag. Blandt andet kan I se frem til en kommende "Perch's uge", hvor jeg kun drikker the fra Perch's (i samme stil som da jeg lavede Pukka uge sidst på sommeren).

Arrangementet forgik selvfølgelig i Perch's flotte the-salon: Perch's Tea Room. Jeg har længe gerne ville besøge denne salon, så det var skønt at få en invitation dertil. Salonen er pt ved at blive udvidet med flere lokaler, så nybyggeri kombineret med opsat projektor til foredrag gjorde, at man ikke helt fik samme fornemmelse for the-salonen som til daglig. Dog var man ikke i tvivl om, at salonen var meget lækkert indrettet i en stil, der får en til at tænke på de gamle fine the-saloner for det finere borgerskab.

Ud over the-salonen har Perchs også en lille butik, hvor man kan købe the på dåser, tilbehør til the samt skønne lækkerier til the-bordet og så ligger deres "rigtige" the-butik jo også lige under the-salonen).

Arrangementet var opdelt i tre dele. Først en fortælling om Perch's historie, derefter en fortælling om hele theens historie og til sidst the-smagning af 10 forskellige slags the. Under de første to dele af arrangementet sad vi ved bordene og fik serveret lækker the (3 forskellige slags), scones, sandwich og kage. Det skal I nok få lov at høre mere om en anden dag.

Jeg vil ikke gå i dybden med selve foredragene, men Perch's historie er virkelig spændende. Jeg elsker gamle virksomheder, der ikke bare sælger gode varer men også fortæller en historie og har en fortid. Derfor kan jeg anbefale Christian Hincheldey's bog "The - Fra blad til kop". Her står rigtig mange af de oplysninger vi fik i går også samt meget meget mere.
Jeg har selv lånt den på biblioteket, selv om jeg bestemt har tænkt mig at investere i den en dag.

Noget af det vigtigste jeg tog med mig fra foredraget om Perch's var, at det er vigtigt for dem at værne om de klassiske theer, altså de rene theer uden tilsat aroma. Dette var faktisk ny viden for mig, og det er noget, der gør mig rigtig glad. Jeg kan nemlig godt frygte, at klassisk the med tiden vil blive drukket mindre og mindre, fordi de aromatiserede theer og urtetheer er blevet så populære.
Jeg synes, det er dejligt, at virksomhederne stadig vægter klassisk the meget højt, da kvaliteten af disse jo også højner kvaliteten af de aromatiserede theer. Jeg selv er slem til kun at drikke aromatiseret the, men dette er noget jeg længe har været ked af. Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at drikke ren the, så i går var et kærkomment startskud på en "ny karriere" inden for theens verden for mit vedkommende ;-) Fremover skal der drikkes meget mere ren the!

Andet foredrag handlede om selve theen, og her kunne jeg blive ved med at fortælle i evigheder. Det er så spændende. -Både hele processen fra blad til kop, men også hvordan de forskellige lande laver forskellige typer af the, som jo egentlig alle kommer fra den samme plante.

En gang ud i fremtiden vil jeg gerne begynde at blogge mere om al dette, men i dag må I nøjes med de vigtigste ting, jeg fik med mig fra dette foredrag:

1. Vandet er yderst afgørende for theens smag. Dette har længe anet mig, men jeg var alligevel ikke klar over, at det kunne gøre så stor en forskel. Hårdt vand, som jeg har her på Frederiksberg, kan sagtens bruges til sort the. Men til hvid og grøn the burde jeg faktisk bruge kildevand. Det har jeg selvfølgelig ikke råd til hver dag, men jeg skal helt sikkert afprøve det en dag.
2. Isthe skal have et chok for at blive god! Forstået på den måde, at theen skal brygges på normal vis med varmt vand, dog med flere the-blade pr. kop en normalt (ca. den dobbelte mængde). Når theen har trukket, hældes den over i et glas eller en kande fyldt med is, så teen dermed får et chok og bliver afkølet med det samme. Dette skal jeg også afprøve med sikkerhed :-)
3. Vandet må ikke stå og koge længe som det ellers ofte gør i el-kedler. Der skal slukkes med det samme, vandet begynder at boble. Gør man ikke det, begynder vandet at miste ilt. Da det er ilten i vandet, der er med til at få smagsnuancerne i theen frem, bør man ikke koge al ilten ud af vandet. Dette er noget jeg i den grad har taget til mig og allerede i dag, har jeg vogtet el-kedlen som en høg, når der er blevet kogt vand, så jeg kunne slukke med det samme, det begyndte at koge.

Da vi havde hørt de 2 foredrag, gik vi i gang med the-smagning, men det får I lov at høre om en anden dag :-)

Inden vi gik hjem fik vi denne skønne Goodie bag:

Den store pose indeholdt 3 fine dåser med lækker the:
Lyseblå dåse: Daarjeling sort the, Sort dåse: Grøn Bambus og lysegrøn dåse: Cool Herbal.

Posen med pose-the indeholder 12 forskellige slags the: Panyong, Darjeeling, Sweet Apple & Lemon, Formosa Dung Ting Oolong, Breakfast tea, Earl Grey, Green lemon & ginger, Chai, Perle Jasmin, Rooibos Vanilla, Grøn Rabarber og Hvid tempel.
Jeg har allerede nævnt et par af disse the på bloggen tidligere, men alle de andre vil jeg bruge til en "Perch's uge", hvor jeg kun skriver om Perch's the.

I kan se flere billeder fra dagen her og her.

Alt i alt en fantastisk spændende og lærerig aften, som jeg er meget glad for, at jeg blev inviteret til. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har sat mine ben i Perch's Tea Room.

UPDATE: Jeg har nu fået skrevet om de 3 theer, vi drak under foredragene. Læs mere her.
MERE UPDATE: Nu også en beskrivelse af selve the-smagningen. Læs mere her.