mandag den 31. december 2012

Godt Nytår!

Så er det blevet tid til årets sidste blog-indlæg, og i dagens anledning har jeg forsøgt at være lidt kreativ, da jeg skulle tage billede til bloggen :-) Hvad siger I?

Theen, jeg drikker, er valgt specielt til dagens anledning. Den er nemlig opkaldt efter vores dronning, og jeg syntes, det var passende, når det nu er i dag, hun afholder sin årlige nytårstale :-) Theen hedder Daisy fra A.C. Perch's Thehandel. Jeg købte den i sin tid, fordi jeg gerne ville have en sort the uden tilsat aroma. Dengang drak jeg nemlig mest aroma the, og jeg syntes, det var på tide, at jeg lærte at drikke "rigtig" the, altså rene theer unden tilsat aroma. På Perchs hjemmeside beskrev de denne the som "Sort theblanding sammensat i anledning af Dronning Margrethe II 40 års jubilæum." og jeg tænkte derfor, at det var en blanding af 2 slags rene sorte theer, men ingen aroma.

Da jeg smagte theen første gang, syntes jeg, der var noget galt. Theen smagte på en måde, jeg ikke mente ren the ville kunne smage, der var altså et eller andet sødligt tilsat. Jeg kontaktede derfor Perchs, der kunne bekræfte min mistanke ;-) Theen her er en dejlig sort Keemun the med Earl Grey og Vanille. I dag er jeg super glad for, at jeg fik købt denne the "ved en fejl", for den er bare så skøn, og jeg er vild med vanille smagen kombineret med earl grey. Vanille smagen går rigtig godt igennem, uden det bliver for meget, og theen er rigtig lækker både i sin rene form eller med en sjat mælk.

Til sidst vil jeg gerne slutte af med at ønske jer alle et rigtig Godt Nytår :-) Jeg håber, I får en dejlig aften i aften, og jeg ser frem til et 2013 med endnu flere dejlige the-oplevelser, jeg kan dele med jer. Jeg har jo stadig en masse the fra julekalenderen, jeg ikke har fortalt jer om, og så skal jeg have lavet en uge i Perchs tegn, da jeg har en masse the-poser fra Perchs, jeg skal have smagt på. Derudover har jeg en ny Give Away på tegnebrættet. Så hold jer opdaterede i det nye år :-)

Godt Nytår!!!!

søndag den 30. december 2012

Billeder og banan the

God formiddag derude.

Som I ved, har jeg her i december drukket rigtig meget ny the, fordi Frederiksdal Tehandel var så venlige at sponsere en the julekalender til bloggen. Jeg vil jo gerne tage billeder af alle de theer, jeg drikker, så I kan få et indtryk af, hvordan de ser ud. Jeg ved godt, det bliver meget ensformigt, fordi theerne ofte ligner hinanden, men jeg synes også, det bliver for kedelige, hvis hvert indlæg blot er ren tekst.

Men alle de mange billeder jeg nu har taget her i december pga. the julekalenderen, har også fået mig til at indse, at jeg vist ikke ejer det rette udstyr til at være blogger. Følger man andre blogge ved man, at stort set alle andre bloggere anvender billeder, der ser nærmest professionelle ud. Det skyldes, at det i dag er blevet meget normalt at eje et mere avanceret spejlrefleks kamera, der kan tage disse fine billeder. Jeg er desværre kun indehaver af et lille og efterhånden også gammelt lommekamera, og selv om jeg gerne ville have et bedre kamera, så har jeg andre ting, der står højere på ønskelisten. Derfor må I desværre bære over med mine amatør-billeder, men det håber jeg, I er ok med. Ellers ville I formentlig slet ikke læse med her på bloggen nu :-) Jeg gør mit bedste for at få billederne bare en smule interessante, bl.a. ved at bruge forskellige the-kopper og krus.

Så ja.. Dette indlæg er blot en lille undskyldning herfra :-)

Og så vil jeg fortælle lidt om mine planer for i dag. For snart længe siden blev jeg spurgt, om jeg kunne finde en god banan the. Det vidste sig at være lidt af en opgave, og ind til videre har jeg kun fået smagt på en, hvilket I kan læse mere om her. Men i forbindelse med the julekalenderen fra Frederiksdal, fandt jeg ud af, at de også sælger 4 forskellige slags the med banan i, så derfor spurgte jeg dem, om jeg ikke måtte få lidt smagsprøver. Det har jeg så fået, hele 8 af slagsen -to af hver the, så I dag går turen til Valby, hvor jeg sammen med hende, der gav mig udfordringen, skal smage på theerne :-) Det ser jeg frem til. I skal nok få lov at høre mere om, hvordan det gik.

Rigtig god søndag :-)

tirsdag den 25. december 2012

Mere Julethe

Men nu bliver det også den sidste julethe for denne gang :-)

I dag slapper jeg af med en god kop julethe fra Kaffe-The-Vinkælderen. Jeg ved desværre ikke, hvad den indeholder, da forhandleren ikke oplyser det på hverken website eller posen. Det er en sort the, der smager meget som en klassisk julethe, så derfor formoder jeg, at den blandt andet indeholder orange, kanel og kardemomme. Jeg synes, theen er god, men der er ikke noget ekstraordinært over den. Ønsker man en helt almindelig klassiske julethe, er dette den rette at købe :-)

Fortsat glædelig jul derude :-)

mandag den 24. december 2012

Rigtig glædelig jul

Så blev det den 24. december, og hvor jeg dog glæder mig til i aften :-) Jeg har altid elsket julen, også selv om jeg er blevet ældre og ikke længere fokusere mest på gaverne.

I aften bliver en af de rigtig gode, da vi bliver mange til jul. Selv om de lidt mere stille juleaftener også har været hyggelige, så synes jeg alligevel, der er noget specielt ved at opleve juleaften sammen med en børneflok, for hvem julen stadig er noget helt magisk.

Min opgave for aftenen var at sørge for risengrød til ris a la mande samt købe mandelgave. Grøden blev kogt i går, og mandelgaven købt for nogle dage siden, så derfor har jeg god tid til at slappe af i dag. Jeg har fået drukket den sidste the i min the julekalender fra Frederiksdal Thehandel. Hvor har det altså bare været hyggeligt, at hele december i den grad har stået i theens tegn. Jeg tror faktisk, dette har været den julekalender jeg til dato har glædet mig allermest over, og jeg har smagt rigtig mange nye dejlige theer. Et par af dem måtte jeg også bestille lidt mere hjem af: Blomme-Nonne te -fordi jeg syntes, det var lækkert med en melon-the, Grøn Julete -den smagte virkelig godt, så jeg måtte bare have mere inden jul og X-mas Tea -som gave til en nysgerrig læser, der bare var nødt til at smage "Marcipan the" :-)

Dagens julekalender the får I lov at høre om en anden dag, da det ikke var en decideret julethe, jeg trak op ad posen. I stedet vil jeg fortælle jer om den lækre Hvid Jul, jeg købte hos Tante T tidligere på måneden. Skulle nogen have the julekalenderen fra Tante T, er det også denne the, der var i pose nr. 24.

Hvid Jul er en økologisk the på Pai Mu Tan (hvid the) med vanille, orange, kanel, hibiscus og æble. Farven bliver ikke videre indbydende, når den brygges, men smagen er virkelig god :-)
Theen smager som sådan ikke af jul, men så alligevel lidt. Det er en meget mild the, hvor ingen af smagsingredienserne går mest igennem. Fordi theen er mild og let, tror jeg, den vil være rigtig god til i morgen, når man vågner efter en dejlig juleaften med masser af mad og trænger til noget knap så tungt :-)

Kan I nu allesammen have en skøn juleaften i aften :-) Rigtig Glædelig Jul!

lørdag den 22. december 2012

Klejner skal der til...

...før det sådan rigtig kan blive jul :-) Det har i hvert fald været min faste tradition i en del år efterhånden. Det er en tradition, jeg har valgt at overtage fra min nu afdøde mormor, der også elskede klejner. Det er selvfølgelig hendes gode gamle opskrift jeg bruger, skrevet ned for mange år siden, mens hun stadig levede, så den er skrevet direkte af efter hendes hukommelse.

Jeg havde egentlig forstillet mig at fotografere gennem hele processen, men da koge-dagen endelig kom, glemte jeg da alt om kamera :-( Det kom jeg først i tanke om, da jeg stod og kogte de sidste par stykker. Øv øv.

Men I skal da ikke snydes for et billede af det færdige resultat samt en opskrift :-)


I dag har jeg spist de lækre klejner, mens jeg drak en god kop Frederiksdal Julete. Denne the er jeg virkelig gået hen og blevet glad for :-) Jeg synes, den smager af sådan en lækker blanding af noget appelsin, kanel og karamel, hvilket jeg er vild med. Især fordi det får den til at adskille sig lidt fra andre juletheer, der ofte smager meget af kardemomme og nelliker og andre krydderier.
Jeg valgte theen meget bevist, når nu jeg også ville have klejnerne, fordi jeg synes, at sort the med lidt smag fungerer rigtig godt sammen med de ellers lidt fede klejner. Jeg ville aldrig vælge en fin hvid the sammen med klejner, da klejne-smagen helt ville overtage smagsløgene.

Men nu til opskriften :-)

1 portion
4 dl mel
50 g sukker
50 g smør
1 æg
3 spsk fløde el. mælk (jeg bruger fløde)
1 tsk hjorttaksalt
revet appelsinskal (husk de ikke må være sprøjtede!)

Det hele blandet sammen til en fast dej. Nogengange skal der mere væske i. Jeg lavede dobbelt portion, og jeg endte med at bruge 7 spsk fløde. Den skal æltes en del for at få smøret godt blødt. Når dejen er bedst, er den stadig en anelse klistret.
Derefter rulles den ud til den er ca. 2-3 milimeter tyk. Man bruger en klejnespore til at skære klejnestykkerne ud af dejen, så de få den bøljede kant. Mine klejner er ca. 2,5x7 cm. Til sidst laves en rids i midten af klejnen med klejnesporen på ca. 2-2,5 cm. og den ene ende af klejnen trækkes igennem (her er det så det ærger mig, at jeg ikke fik taget billeder til jer :-/ ).

Klejnerne koges i palmin el. svinefedt (jeg bruger svinefedt), ca. 1 pakke pr. portion. Tjek at fedtet er varmt nok ved at stikke en tændstik (enden med træ) ned i fedtet. Bobler det op, er fedtet varmt nok :-)

Klejnerne puttes i fedtet et par stykker ad gangen. Når de er fine lysebrune, er de færdige.

Spørg endelig, hvis jeg ikke har forklaret godt nok :-) Jeg er ikke så god til det der med opskrifter ;-)

Det færdige resultat:

Nu vil jeg smutte i Tante T igen igen :-) God weekend :-)

onsdag den 19. december 2012

Kære julemand

I bedste mode-blog stil har jeg lavet en lille collage over, hvad jeg ønsker mig til jul :-) I kan læse mere om varerne under collagen. Se større billede på facebook ved at klikke her.
Fra venstre mod højre:
Fine tedåser fra VildMedTe.dk - her med link til en 25g dåse, som er netop den, jeg ønsker mig.
En smuk porcelænskop fra Tante T
Elegant glas thekande fra Teacup perfekt til brygning af the-roser/kunstthe.
Sort Kenya PF fra Perchs -en kraftig sort the, der smager skønt med lidt fed mælk i.
Breakfast in New York - en lækker sort the blanding fra TeaTime & Aura
Smukke the-roser/kunstthe fra Teacup - her vist Princess Flowers og Gold Ingot
Sort Chilli og Trøffel fra Carstensens Tehandel - de laver den også på grøn the, og det er den, jeg ønsker mig, men de havde intet billede :-)
Klassisk glas thekande fra Perchs
Flere fine tedåser fra VildMedTe.dk - her med link til 100g dåse. Det er dog den til 25g, jeg ønsker mig.
Hvid the med kirstebær fra TeSelskabet.dk - lyder det ikke lækkert?

Ønsker I jer the til jul?

tirsdag den 18. december 2012

Grøn Julete

Selv om jeg trækker the fra min julekalender hver dag uden at kigge (med undtagelse af 1. december, hvor jeg gerne ville starte med Frederiksdals Julete) formåede jeg at drikke samtlige 6 julethe i kalenderen allerede inden for de første 9 dage. Det var egentlig lidt pudsigt, eftersom jeg forsøgte at trække fra "et nyt sted i posen" hver dag.

Jeg har allerede beskrevet de 5 af juletheerne, så i dag kan I få lov at høre om den 6. og sidste: Grøn Julethe.

Dette er endnu en dejlig julethe, men denne gang på grøn base tilsmagt med mandel, vanille, æble og kanel. Smagen er meget svag, hvilket gør theen mild og virkelig lækker som en morgenthe, der straks kan få en i julestemning.  Jeg er vild med den milde kanelduft og smag samt det ekstra lille tvist af vanille og æble. Mandel kan jeg ikke så godt smage.
Dette er anden gang, jeg smager en julethe på grønbase, og jeg synes klart denne fungerer bedst, fordi der ikke er de ”normale” ting i som appelsin og nelliker. Kun kanelen er blandt de mere traditionelle ingredienser i julethe. Den smager af jul, men uden det bliver for kraftigt og voldsomt. Den er derfor et rigtig godt alternativ, hvis man ønsker en let julethe og er træt af den mere traditionelle julethe. Jeg er glad for, jeg lavede en lille kande af denne the og ikke bare en enkelt kop.

Nu har I hørt om alle de dejlige juletheer fra Frederiksdal Thehandel. Jeg har også en Hvid Jul fra Tante T, jeg snart vil fortælle jer om, samt en Sort julethe fra Kaffe-The-Vinkælderen.

søndag den 16. december 2012

Den hedder Julete...

...men smager ikke så meget af Jul :-)

D. 4. december drak jeg Frugt Julete fra min the julekalender. Den dufter lidt som marcipan theen, men det er meget lidt. Måske fordi de begge indeholder "julekrydderi"? Denne the indeholder kun frugt, blomster og krydderi, altså ingen the blade: æblestykker, hibiscusblomster, hybenskal, appelsinskal og julekrydderi.
Den har en super flot rød farve, hvilket er karakteristisk, når theen indeholder meget hibiscus. Smagen er også næsten kun hibiscus, dog med en snert af noget jul. En decideret julethe vil jeg dog ikke kalde den, men den smager dejligt.
Jeg er generelt ret vild med hibiscus the, da det giver en speciel, meget fyldig og let syrlig smag. Så alt i alt en god the, men ikke en decideret julethe :-)

tirsdag den 11. december 2012

Tante T i Kødbyen

I søndags var jeg for første gang hos Tante T i Kødbyen. Jeg har flere gange været i butikken på Viktoriagade og også en enkelt gang i Torvehallerne, men Kødbyen havde jeg endnu ikke været i. Jeg skulle købe en gave til en veninde, og derfor vurderede jeg, at Tante T i Kødbyen var det bedste sted, da the salonen i Viktoriagade og den lille butik i Torvehallerne ofte er overrendt om søndagen.

Butikken var virkelig hyggeligt, så jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tage lidt billeder :-)

Både på Viktoriagade og i Kødbyen har Tante T et duftpanel, så man har mulighed for at se og dufte til theen, inden man beslutter sig. Dette synes jeg grundlæggende er en rigtig god ide, men der er dog to ulemper. For det første mister theen meget hurtig duften, så hvis den ikke lige er blevet udskiftet fornylig, kan man få et forkert indtryk af en the, fordi den ikke længere dufter af noget. For det andet er der nogle theer, der slet ikke smager, som de dufter. Det gælder f.eks. the med lakridsrod. Lakridsroden dufter næsten ikke, men til gengæld tilfører den theen en meget kraftig sødme. Dette med duft og smag skrev jeg om i august. Læs mere her.

Tante T har i november solgt deres årlige The Julekalender, hvor man hver dag frem til jul smager på en ny the. Har man ikke nået at få fat i denne julekalender, eller vil man som jeg gerne spare lidt på pengene, kan man istedet besøge Tante T hver dag frem til jul, da de sætter en kande med dagens the frem hver dag. I søndags var dagens the Lust for Life. Den smagte mest af hibiskus og lakridsrod, hvilket jeg synes, er en interessant kombination. Den var dog ikke så lækker, at jeg følte, jeg var nødt til at købe den med hjem.


Et par billeder fra butikken, der bare er super hyggelig. De har, som I nok kan se, rigtig mange fine thekander, så jeg kan anbefale, at I tager derud, hvis I skal have en flot thekande. Bl.a. har de også et udvalgt af kombinerede kande/kopper, i samme stil som den jeg fik i gave af min kæreste i oktober.

Ja, jeg skulle jo sådanset bare købe en gave til min veninde, men det er umuligt for mig at gå ind i sådan en butik uden at købe noget med hjem til mig selv :-) Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle have en post Grøn Mint Karamel, da jeg havde fået den anbefalet af en læser, der arbejder hos Tante T, og jeg er i forvejen ret vil med deres Grøn Karamel. Derudover ville jeg gerne have én the mere, og da jeg dagen inden besøget fik anbefalet Sweet & Spicy, syntes jeg, det var meget nærliggende, da jeg ikke har så mange urtetheer.
Jeg kom så også til at købe lidt Hvid Jul, da den stod fremme på disken :-)

Gaven til veninden glemte jeg helt at tage et billede af. Den blev ellers virkelig fin. Man kan selv sammensætte, hvad gaven skal indeholde, og så pakker tanterne den fint ind i cellofan og silkepapir. Ud over de lækre theer kan man købe fine thedåser, diverse tilbehør til brygning eller lækkerier i form af småkager, chokolade, marmelade og hvad man nu ellers skal bruge til et rigtigt eftermiddags the-bord. Jeg valgte at sammensætte min gave med 100g Grøn Karamel i pose, knap 50g Snehvide i fin sølvdåse, et lille glas lækker lemon curd samt en lille sølvmåleske.
Veninden blev virkelig glad for gaven, så det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har købt gaver i Tante T :-)

søndag den 9. december 2012

Snestorm = the vejr

Vejret i dag har været rigtig the vejr. Når det sneer og fyer på den måde, er det så hyggeligt at sidde indendøre og drikke varm the under tæppet i sofaen, mens man læser en god bog, ser lidt fjernsyn eller hører god musik. Jeg valgte dog at gøre det modsatte. Jeg trak i skitøjet og begav mig mod Frilandsmuseet, da jeg havde besluttet, at jeg ville opleve Jul på Frilandsmuseet, og i dag var altså sidste dag for i år.
På vej derud var jeg lidt spændt på, om det overhovedet var sjovt i sådan et vejr, men det viste sig at blive en rigtig hyggeligt, omend lidt våd, eftermiddag. Vi valgte dog at få varmen på et glas gløgg i stedet for the. Det er nu også dejligt.

Men det gode ved sådan en tur er, at når man så kommer hjem, er det endnu mere skønt at hoppe i de varme sokker, sætte jule-DVD'en på (jeg er evighedsbarn, når det kommer til at se Nissebanden i Grønland) og bare slappe af med en kop varm the. -Eller det var i hvert fald planen, men theen blev aldrig til noget, da jeg faldt i søvn :-)

Men NU trænger jeg til en kop the, mens jeg har gang i lidt hjemmespa. Kulden er jo hård mod huden, så derfor kræver den lidt ekstra pleje.


Dagens the blev Rooibos Julete, der er en rooibos med mandelstykker, appelsinblomster, frysetørret æble og aroma. En rigtig dejlig the, som jeg dog ikke synes smager super meget af jul. Rooibos-smagen går rigtig meget igennem, men man kan godt ane lidt mandelduft og smag. Så lidt julestemning kan theen godt skabe :-)

Rigtig god aften alle sammen, jeg håber, I har haft en dejlig weekend.

Ps. Til jer, der læste med i går, kan jeg afsløre, at det var Tante Ts butik i Kødbyen, jeg besøgte i går. En rigtig fin butik fyldt med lækkerier. Jeg fik købt gaven til min veninde, men også 3 nye theer til mig selv. Det skal jeg nok fortælle jer mere om en anden dag :-)

lørdag den 8. december 2012

Sikke en herlig morgen

Humøret er i top i dag :-) Jeg har sovet længe uden bekymringer om eksamenslæsning, da det blev overstået i onsdags. Jeg har hørt julemusik og spist dejlig morgenbrød til morgenmad sammen med den dejlige the, jeg trak op af min the julekalender. Og lige om lidt skal jeg ind til en butik, jeg virkelig glæder mig til at se :-) Og så står den ellers på hygge, dejlig mad og fødselsdag resten af dagen.

I dag drak jeg Kanel Te. En rigtig dejlig og simpel sort the, hvis eneste ingredienser er the og kanel. Den er derfor rigtig nem at beskrive, for den dufter og smager af kanel :-) Ikke sådan kraftig kanelsmag, der overdøver den sorte the, men en tilpas afstemning af de to smage.
Jeg lavede en lille kande af theen, så jeg havde til mere end én kop. Derfor drak jeg én kop uden mælk og én kop med mælk. Begge dele fungerer faktisk rigtig godt for denne the.

Nu vil jeg tage mig et varmt bad og så skal jeg ud og købe gave til en veninde, der holder fødselsdag i dag. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for jeg skal ind i en butik med en masse skønne og lækre ting. Jeg kommer sikkert til at købe noget til mig selv. Det kan I høre mere om i morgen, når jeg har købt og givet gaven ;-)

Rigtig god weekend alle sammen.

onsdag den 5. december 2012

En meget træt Teaholic

Hold nu op, hvor har jeg ondt af mig selv i dag :-) Det har været en temmelig hård uge i eksamens tegn, som endelig blev overstået i dag. Efter eksamen måtte jeg tilbringe en del timer udendørs i snevejr pga. hestepasning, så da jeg endelig kom hjem i varmen igen og fik et varmt bad samt aftensmad, kunne hverken krop eller hjerne mere. Pyh, det tog 2 timer før jeg fik liv i mig selv igen og kom i gang med alle de andre ting, jeg skulle nå. Efter en uge med eksamenslæsning er der nemlig altid en masse "forfaldent" arbejde, der skal gøres.

Nu kan jeg så endelig læne mig tilbage og nyde dagens kop the. Det er en rigtig lækker en af slagsen, der ikke smager som noget andet, jeg tidligere har smagt. Det er nemlig en melon-the :-) Den hedder godt nok Blomme-Nonne Te, men den smager af jordbær og melon.

Denne the er brygget på en blandet base af sort og grøn the. Den er tilsat ananas, hindbær og jordbærstykker, samt jordbær- og melonaroma. Når man dufter til theen, dufter den af jordbærthe med et tvist, mens smagen er en god blanding af jordbær og melon. Når man har sunket theen, kommer melon-smagen pludselig endnu mere frem, så overordnet set synes jeg, theen smager mest af melon. Jeg har aldrig før smagt the med melon, og jeg er ret vild med det :-) Lige hvad jeg trængte til oven på sådan en hård uge.

Det er nu anden gang, jeg smager en the på blandet sort/grøn base, og jeg synes faktisk, det fungerer ret godt :-) Den grønne the tilfører lidt mere mildhed til den sorte the.

mandag den 3. december 2012

Marcipan the

Ja, det er i hvert fald tæt på, for dagens julekalender the smager af lidt af marcipan.

Med undtagelse af d. 1. december, hvor jeg havde besluttet mig for at starte ud med Frederiksdal Julete, vil jeg de resterende 23 dage bare stikke hånden i posen og se, hvilken the der kommer med op. Det er meget sjovere på den måde, når jeg går og er spændt på, hvad jeg mon skal smage i dag :-)

I går drak jeg Japansk Afslapningste, men den får I lov at høre om en anden god gang, da jeg som sagt ikke ønsker at blogge hver eneste dag i december.

Theen i dag blev X-mas Tea, hvilket jeg blev rigtig glad for, da jeg virkelig er i julehumør for tiden, og derfor rigtig gerne vil drikke en masse forskellig julethe. Theen dufter meget kraftigt af marcipan og noget sødt (jeg kan ikke helt definere det?), inden man brygger den. Efter brygning dufter den på samme måde, dog en smule svagere. Jeg var lige ved at brænde næsen, fordi jeg ikke kunne lade være med at dufte ned i kanden hele tiden, mens jeg bryggede theen ;-)

Da jeg smagte på theen, var det stort set samme smag som duft. Altså primært marcipan men med et eller andet udefinerbart sødt tvist. Efterfølgende tænkte jeg, at den sorte the, der danner base for denne julethe, virkede meget fin og lækker i det, og ikke nær så tung og "grov", som nogle sorte the af mindre god kvalitet godt kan blive. Derfor blev jeg også glad, da jeg efterfølgende gik ind på Frederiksdal Tehandels hjemmeside og læste om theen (jeg danner altid mine egne indtryk, inden jeg læser, hvad forhandleren skriver). De skriver nemlig følgende: "Den sorte te i denne julete er udsøgte teer fra Ceylon og Kina, der giver en harmonisk grundte." Så var mine smagsløg altså ikke helt på afveje :-)
Ud over denne lækre sorte the-base indeholder theen også appelsinskal, hel kryddernellike, hibiscusblomster, mandelstykker, kornblomster og julekrydderi. -Måske det er julekrydderiet, der giver den søde smag, jeg ikke helt kan definere? Og mandelstykkerne der giver theen marcipansmag?

Jeg ved det ikke, men jeg ved så meget, at jeg virkelig godt kan lide denne julethe. Den er anderledes end de mere klassiske juletheer, som f.eks. den jeg drak i lørdags, og da jeg jo er vild med diversifikation i min the, er dette lige en the for mig :-)

Fortsat god december alle sammen.

lørdag den 1. december 2012

Det dufter og smager af jul...

...i mit lille hjem :-) Ikke fordi jeg har bagt, for det har jeg desværre slet ikke tid til her midt i eksamenslæsningen, men fordi jeg har brygget lækker julethe og varmet færdige æbleskiver i mikroovnen.

Juletheen var den første the i min the julekalender. Jeg havde besluttet mig for, at Frederiksdal Julete skulle være den første the, jeg smagte. Derefter vil jeg bare stikke hånden i posen og se, hvilken the der kommer med op :-)

I tør tilstand dufter theen helt fantastisk sødt af appelsiner, kanel og karamel. Ja jeg ved ikke lige, hvor karamelduften kom fra, men den var der altså ;-) Mums!
Når man har brygget den er det mest kanelduften, der fanger næseborene, mens smagen er en god og lækker blanding af alle theens ingredienser: Sort the, kanelstykker, koriander, kardemomme, rosenpeber, søde æblestykker og appelsin.

Theen beskrives som kraftig af forhandleren, så jeg havde måske forventet, at theen var endnu mere krydret, men det kan ikke udelukkes, at det skyldes den smagsprøve jeg fik. Når der er mange lækre ingredienser tilsat en the, kan man nemt komme ud for, at der i den ene kop er kommet meget koriander, mens der i den næste kop er rigtig meget kanel. Ville man undgå dette, kunne man lave the kun med æteriske olier som aroma, men det synes jeg helt ærligt ville være synd. Jeg synes, det er lækkert, at jeg kan se, hvad min the indeholder, inden jeg brygger den, og så kan jeg godt leve med, at theen måske varierer en smule for hver gang jeg brygger den.

Kraftig eller ej, dette er en rigtig dejlig julethe, som jeg glæder mig til at stifte endnu bedre bekendtskab med gennem december. Jeg var jo så heldig at Frederiksdal Tehandel sendte en pose med 50g af denne the med ved siden af the julekalenderen :-)