onsdag den 31. oktober 2012

The-smagning hos Perchs

Nu er det blevet tid til at fortælle om den the-smagning, jeg oplevede hos Perchs i sidste uge. Dette var første gang jeg oplevede en rigtig the-smagning, så det var spændende. Blandt andet fik vi at vide, at vi gerne måtte både slubre og spytte ud, lidt lige som ved vin-smagning. Jeg valgt dog ikke at spytte nogen af theerne ud. Det var næsten synd, syntes jeg ;-)

Vi skulle smage 10 forskellige theer: 7 rene theer og 3 aromatiserede theer. De 7 rene theer var opdelt, så den fineste skulle smages først og den kraftigste til sidst.

Jeg havde taget notes bogen med, så jeg kunne skrive lidt om hver enkelt the. Ellers glemmer man nok hurtigt de indtryk, man fik. Det hele gik dog lidt stærkt, så det er kun blevet meget få ord om hver enkelt the, og de er ikke beskrevet så detaljeret, som jeg normalt forsøger at gøre det. Men det kan sagtens bruges til at give en ide om theen, og skulle jeg en dag smagen en af theerne igen (der står et par på ønskelisten ;-) ), skal jeg nok beskrive den bedre for jer.

Ud over theen i koppen, kunne vi også se en tallerken med bladene fra hver the i både brygget og ubrygget form. For at give jer lidt den samme indsigt, har jeg taget billeder af alle tallerkenerne. Desværre bliver billederne lidt små her på bloggen, men I kan se dem i større størrelse på Facebook.

Men nu til selve theerne.

1. the: Ceylon Silver Tips - hvid the (yderste til højre i billedet)
Dette var en MEGET mild og næsten farveløs the, der havde en rigtig lækker svag sødme over sig. Theen er i den helt fine og meget dyre ende, så jeg har aldrig smagt den før og altid tænkt, at ingen the var SÅ mange penge værd. Men jeg må indrømme, at jeg efter at have smagt den overvejer, om jeg alligevel skulle få sparet op. Pt er den udsolgt, men man kan blive skrevet på venteliste hos Perchs, hvis nogen skulle være interesseret.

2. the: Japansk Gyokuro - grøn the (i midten af billedet)
Denne grønne the dufter mildt i forhold til andre grønne the. Den smager lidt af græs, hvilket jeg faktisk er begyndt at synes om :-) (De første gange jeg smagte the, hvis smag mindede om græs, brød jeg mig ikke om det). Vi fik at vide, at denne the er god til sushi, men til prisen, tror jeg nu nok, jeg vil vælge en anden grøn the, hvis jeg gerne ville have grøn the til min sushi.


3. the: Grøn Fragant Jade - grøn the (længst til højre, nedenstående billede)
En meget let og mild the, der smager lidt af blomster. Vi fik at vide, at dette er Kronprinsesse Marys yndlingsthe.

4. the: Kina Oolong - oolong the (i midten af nedenstående billede)
Oolong er den the-type, jeg har mindst erfaring med, og mine første forsøg fik ikke ligefrem englene til at synge. Det kan du læse mere om her.
Denne var dog den bedste Oolong, jeg ind til videre har smagt (ud af 3). Den dufter af bambus, og smagen er mild, men samtidig også lidt "fyldig" på en måde. Ja, det lyder modsigende, men det var sådan jeg oplevede den :-)

5. the: Darjeeling 1st Flush Top - sort the (længst til venstre i nedenstående billede)
Denne the kaldes også "Theens Champagne". Den dufter meget mildt taget i betragtning, at det er en sort the,  og så dufter faktisk også sødt. Smagen mindede mest af alt om en lækker sødlig hvid the, dog med lidt kraftigere smag (uden at være kraftig overhovedet).


6. the: Ceylon OP - sort the (til højre, nedenstående billede)
Dette er en meget let sort the. Mere fik jeg desværre ikke skrevet om den.

7. the: Kenya PF - sort the (til venstre, nedenstående billede)
Denne the har en skøn dyb rød farve. Vi fik anbefalet at drikke den med mælk, men jeg valgt at tage første tår uden mælk for rigtig at kunne smage theen. Den var alt for kraftigt, og smagte faktisk temmelig grimt. Så jeg var spændt på, om den overhovedet var noget for mig, efter jeg fik lidt sødmælk i den (Perchs anbefaler fedt-holdig mælk eller fløde til denne the). Men som et slag fra en tryllestav stod jeg pludselig med den lækreste cremede aromatiske the. Nøj, hvor var den lækker. Det overraskede mig virkelig, hvor meget en sjat mælk kunne gøre.


Så nåede vi til de aromatiske theer.

8. the: Hvid Tempel - hvid the (længst til højre, nedenstående billede)
Denne skønne the har længe været blandt mine favoritter. Jeg har derfor allerede fortalt jer om den. Se mere her.

9. the: Grøn Bambus - grøn the (i midten, nedenstående billede)
Da jeg smagte denne the udbrød jeg, at den måtte jeg eje. Det pudsige var så, at netop denne the var at finde i den goodie bag vi fik med, inden vi gik hjem. Så nu er jeg altså indehaver af en fin dåse fyldt med denne lækre the, og jeg vil derfor tillade mig at vente med en præsentere den for jer, da den var så skøn, at jeg gerne vil give den sit eget indlæg i den kommende tid.
Jeg kan sige det sådan, at hvis I er vilde med sodavandsis i den varme sommer, så vil I elske denne the på en kold vinterdag :-)

10. the: Rooibos Vanille - rød "the" (Ja, det er jo egentlig ikke en the, men det kan du læse mere om her.) (længst til venstre, nedenstående billede)
Denne skrev jeg ingen noter om, fordi jeg var overbevist om, at jeg allerede havde skrevet om den på bloggen, men nu kan jeg se, at jeg aldrig har fået lavet indlægget. Kun taget billederne. Ups :-(
Jeg vil derfor tillade mig at vente med at fortælle om denne the, til jeg får lavet det indlæg, jeg troede, jeg havde delt med jer for længst. UPDATE: Nu har jeg fået skrevet om theen.


Det var alt for denne gang. Jeg håber, I har nydt at dele min oplevelse med the-smagning med mig.

Til slut vil jeg fremhæve de the, jeg fandt mest interessante under the-smagningen:
- 1. the: Ceylon Silver Tips
- 5. the: Darjeeling 1st Flush Top
- 7. the: Kenya PF (med sødmælk ;-) )
- 9. the: Grøn Bambus

lørdag den 27. oktober 2012

Besøg hos Perch's - fortsat

I dag vil jeg fortælle om de tre theer, vi fik serveret hos Perch's i tirsdags, mens vi hørte på spændende foredrag.

Først fik vi serveret en meget fin, let og lækker Yunnan White Wings. En ren hvid kinesisk the, der var blød og mild i smagen. Så fin, så fin, at det næsten er svært at beskrive :-) Dette var første gang jeg smagte en ren hvid the, og jeg var meget positivt overrasket. Jeg har længe troet, at en hvid the uden aroma ville blive for let i det og ikke rigtig smage af noget, men der tog jeg fejl. Det var netop denne lethed over theen og den meget milde smag, der gjorde, at jeg var vild med den. Det var faktisk rigtig skønt at smage den helt rene the uden noget andet tilsat.

Vi fik også serveret en dejlig Perle Jasmin. Jeg har smagt flere jasmin the tidligere, men dette var klart den bedste, da jeg synes, den var en tand mildere i det. -Måske fordi den er på hvid the? Man kan tydelig smage jasminen, men den blev ikke for parfumeret, som jeg ellers synes jasmin the til tider kan være. Når det så er sagt, lagde jeg mærke til, at nogle af de andre deltagere ikke kunne lide denne the, netop fordi de syntes, den var for parfumeret.
Jeg tror, det kommer meget an på, hvad man er vant til. Drikker man ikke the til daglig, kan jeg godt forstå, hvis man finder selv denne fine jasmin the for parfumeret. Her kan jeg kun henvise til bloggens "formål-side", hvor jeg netop lægger vægt på, hvor forskellig smag vi hver især har for the, og at bare fordi jeg kan lide theen, behøver det ikke betyde at alle andre kan. Men kan I generelt godt lide jasmin the, kan denne varmt anbefales.

Senere på aftenen kom der en kande Afternoon the på bordet. Den var altså bare virkelig god :-) (Ja ja, det siger jeg jo snart om dem alle sammen, men jeg var meget positivt overrasket over denne dejlige the), og her er jeg altså nødt til at prale lidt ;-) Theen så nemlig ud til at være en sort the, men smagen var så mild, at mine smagsløg fortalte mig, at dette umuligt kunne være en helt ren sort the. Da jeg senere spurgte Perchs pr. mail, hvad denne the egentlig indeholdt, fik jeg at vide, at det var en sort Yunnan blandet med lidt Hvid symfoni og vanille. Hvid symfoni er en Hvid the med hyldeblomst, granatæble, ananas og fersken. Så mine smagsløg havde altså ret, og det er her jeg bliver lidt stolt af mig selv, for nu har jeg altså efterhånden lært så meget om the, at jeg kan smage mig frem til de forskellige baser (selv om jeg endnu ikke helt kan placere, hvad det er, der er blandet i, blot at den ikke var på ren sort the).
Jeg er begyndt at få øjnene mere op for disse blandede the, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at en kombination mellem sort og hvid the kunne være så vellykket. Jeg havde troet, at den sorte the ville få den hvide the til at "forsvinde" fuldstændigt, men det var slet ikke tilfældet. Den afslappende og smagfulde effekt ved hvid symfoni blev overført til den sorte Yunnan på så vellykket en måde, at den sorte the som sagt fremstod meget mild og fin. Frugten fra hvid symfoni går ikke særlig meget igennem, så det smager ikke som en frugtthe, men en sort the med et lækkert "touch".

Det var alt for denne gang :-) Jeg er i fuld gang med at forberede et indlæg om selve the-smagningen, men det må I vente lidt på endnu. Rigtig god weekend.

torsdag den 25. oktober 2012

Opdatering af 'Min the'

I dag har jeg fået opdateret listen over Min the, så den nu ikke bare viser, hvad jeg har i køkkenet, men også hvad jeg har haft. Sagt med andre ord: Det er nu en fuldendt liste over al den the, jeg tidligere har kommenteret her på bloggen, samt de theer jeg har i køkkenet, men endnu ikke har fået kommenteret på.

Alle de theer, jeg allerede har kommenteret, er lavet som links, så I kan trykke på dem for at komme direkte til det indlæg, der omhandler theen. Theer skrevet med kursiv, er theer der kun findes i brev-form.

Jeg har inddelt dem efter the-type for at gøre det lidt mere overskueligt.

Jeg håber, I vil finde den nye liste nyttig :-)

Follow my blog with Bloglovin

Isthe uden success

Øv altså. Jeg skrev jo den anden dag, at jeg havde sat en ny portion isthe over. Jeg troede efterhånden, at jeg var blevet så sej, at jeg bare kunne lave theen på slump. Men nej.. Da jeg dagen efter smagte på theen var den al for tynd i smagen. Der skulle have været mange flere the-blade i. Selve Copacabana theen virkede dog til at være god til isthe.

Efter jeg satte istheen over, var jeg også på besøg hos Perchs, hvor jeg lærte, at theen bør gives et chok, når man laver isthe. Så måske jeg bare laver istheen forkert?

Jeg har besluttet at lægge isthe-projeket på hylden for en stund. Jeg har så mange andre bolde i luften her på bloggen, som jeg hellere vil dele med her, så jeg synes, det er bedre med en pause fra istheen. Så vender jeg stærkt tilbage med flere isthe-projeker i det nye år, når vejret igen begynder at blive varmt :-)

onsdag den 24. oktober 2012

Et besøg hos Perch's

Så blev det endelig tid til at dele mine oplevelser fra Perch's Tea Room med jer.

Jeg har så meget at fortælle jer, at jeg bliver nødt til at opdele det lidt. Derfor kommer dette indlæg kun til at handle om selve oplevelsen. Senere vil jeg lave et indlæg om de 3 theer, vi drak under foredragene, et indlæg om selve the-smagningen og et indlæg om den the, vi fik med hjem i en fin goodie bag. Blandt andet kan I se frem til en kommende "Perch's uge", hvor jeg kun drikker the fra Perch's (i samme stil som da jeg lavede Pukka uge sidst på sommeren).

Arrangementet forgik selvfølgelig i Perch's flotte the-salon: Perch's Tea Room. Jeg har længe gerne ville besøge denne salon, så det var skønt at få en invitation dertil. Salonen er pt ved at blive udvidet med flere lokaler, så nybyggeri kombineret med opsat projektor til foredrag gjorde, at man ikke helt fik samme fornemmelse for the-salonen som til daglig. Dog var man ikke i tvivl om, at salonen var meget lækkert indrettet i en stil, der får en til at tænke på de gamle fine the-saloner for det finere borgerskab.

Ud over the-salonen har Perchs også en lille butik, hvor man kan købe the på dåser, tilbehør til the samt skønne lækkerier til the-bordet og så ligger deres "rigtige" the-butik jo også lige under the-salonen).

Arrangementet var opdelt i tre dele. Først en fortælling om Perch's historie, derefter en fortælling om hele theens historie og til sidst the-smagning af 10 forskellige slags the. Under de første to dele af arrangementet sad vi ved bordene og fik serveret lækker the (3 forskellige slags), scones, sandwich og kage. Det skal I nok få lov at høre mere om en anden dag.

Jeg vil ikke gå i dybden med selve foredragene, men Perch's historie er virkelig spændende. Jeg elsker gamle virksomheder, der ikke bare sælger gode varer men også fortæller en historie og har en fortid. Derfor kan jeg anbefale Christian Hincheldey's bog "The - Fra blad til kop". Her står rigtig mange af de oplysninger vi fik i går også samt meget meget mere.
Jeg har selv lånt den på biblioteket, selv om jeg bestemt har tænkt mig at investere i den en dag.

Noget af det vigtigste jeg tog med mig fra foredraget om Perch's var, at det er vigtigt for dem at værne om de klassiske theer, altså de rene theer uden tilsat aroma. Dette var faktisk ny viden for mig, og det er noget, der gør mig rigtig glad. Jeg kan nemlig godt frygte, at klassisk the med tiden vil blive drukket mindre og mindre, fordi de aromatiserede theer og urtetheer er blevet så populære.
Jeg synes, det er dejligt, at virksomhederne stadig vægter klassisk the meget højt, da kvaliteten af disse jo også højner kvaliteten af de aromatiserede theer. Jeg selv er slem til kun at drikke aromatiseret the, men dette er noget jeg længe har været ked af. Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at drikke ren the, så i går var et kærkomment startskud på en "ny karriere" inden for theens verden for mit vedkommende ;-) Fremover skal der drikkes meget mere ren the!

Andet foredrag handlede om selve theen, og her kunne jeg blive ved med at fortælle i evigheder. Det er så spændende. -Både hele processen fra blad til kop, men også hvordan de forskellige lande laver forskellige typer af the, som jo egentlig alle kommer fra den samme plante.

En gang ud i fremtiden vil jeg gerne begynde at blogge mere om al dette, men i dag må I nøjes med de vigtigste ting, jeg fik med mig fra dette foredrag:

1. Vandet er yderst afgørende for theens smag. Dette har længe anet mig, men jeg var alligevel ikke klar over, at det kunne gøre så stor en forskel. Hårdt vand, som jeg har her på Frederiksberg, kan sagtens bruges til sort the. Men til hvid og grøn the burde jeg faktisk bruge kildevand. Det har jeg selvfølgelig ikke råd til hver dag, men jeg skal helt sikkert afprøve det en dag.
2. Isthe skal have et chok for at blive god! Forstået på den måde, at theen skal brygges på normal vis med varmt vand, dog med flere the-blade pr. kop en normalt (ca. den dobbelte mængde). Når theen har trukket, hældes den over i et glas eller en kande fyldt med is, så teen dermed får et chok og bliver afkølet med det samme. Dette skal jeg også afprøve med sikkerhed :-)
3. Vandet må ikke stå og koge længe som det ellers ofte gør i el-kedler. Der skal slukkes med det samme, vandet begynder at boble. Gør man ikke det, begynder vandet at miste ilt. Da det er ilten i vandet, der er med til at få smagsnuancerne i theen frem, bør man ikke koge al ilten ud af vandet. Dette er noget jeg i den grad har taget til mig og allerede i dag, har jeg vogtet el-kedlen som en høg, når der er blevet kogt vand, så jeg kunne slukke med det samme, det begyndte at koge.

Da vi havde hørt de 2 foredrag, gik vi i gang med the-smagning, men det får I lov at høre om en anden dag :-)

Inden vi gik hjem fik vi denne skønne Goodie bag:

Den store pose indeholdt 3 fine dåser med lækker the:
Lyseblå dåse: Daarjeling sort the, Sort dåse: Grøn Bambus og lysegrøn dåse: Cool Herbal.

Posen med pose-the indeholder 12 forskellige slags the: Panyong, Darjeeling, Sweet Apple & Lemon, Formosa Dung Ting Oolong, Breakfast tea, Earl Grey, Green lemon & ginger, Chai, Perle Jasmin, Rooibos Vanilla, Grøn Rabarber og Hvid tempel.
Jeg har allerede nævnt et par af disse the på bloggen tidligere, men alle de andre vil jeg bruge til en "Perch's uge", hvor jeg kun skriver om Perch's the.

I kan se flere billeder fra dagen her og her.

Alt i alt en fantastisk spændende og lærerig aften, som jeg er meget glad for, at jeg blev inviteret til. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har sat mine ben i Perch's Tea Room.

UPDATE: Jeg har nu fået skrevet om de 3 theer, vi drak under foredragene. Læs mere her.
MERE UPDATE: Nu også en beskrivelse af selve the-smagningen. Læs mere her.

Fremover hedder det the!

I går aftes efter jeg var kommet hjem fra Perch's Tea Room, satte jeg mig ned og læste lidt i Christian Hincheldeys bog "The - fra blad til kop". Her fangede følgende tekst mit øje:

"I 1800-tallet stavede man i Danmark te med 'h', altså 'the', og i skrivende stund er stavemåden 'te' korrekt dansk sprogbrug. Men der er noget forkert ved stavemåden 'te'. Det er, som om drikken taber en dimension i den nye retskrivning. At stave the med 'h' bevirker, at den stadig fremstår som en elegant kulturskat med alt, hvad det indebærer. Nogle traditioner er værd at holde fast i."

På baggrund af dette, har jeg nu bestemt, at jeg fremover vil skrive 'the' i stedet for 'te'.

Før jeg startede denne blog, skrev jeg altid the med 'h', fordi jeg syntes, det så mere rigtigt ud, og jeg troede faktisk også, det var korrekt at skrive både med og uden h. Men i forbindelse med bloggens opstart undersøgte jeg det og fandt ud af, at det i dag kun er 'te', der er korrekt. Dette skrev jeg også et indlæg om.
Jeg blev egentlig lidt skuffet over min nye viden, da jeg syntes meget bedre om stavemåden 'the', men jeg ønskede, at bloggen skulle være stavet korrekt, så derfor ændrede jeg min måde at skrive ordet på.

Men nu har jeg altså ombestemt mig :-) Christian har jo helt ret, når han skriver, at theen fremstår som en elegant kulturskat med alt, hvad det indebærer, når den staves med 'h', så derfor vil jeg nu også holde fast i denne gamle tradition, selv om retskrivningsordbogen siger, at det er forkert.

Det håber jeg, I kan bære over med ;-)

(Psst.. I skal nok høre meget mere om aftenen hos Perch's i den kommende tid, men jeg håber, I er lidt tålmodige. Jeg er nu gået i gang med endnu en omgang eksamens-forberedelser, så selv om jeg gerne ville bruge al min tid på blog-opdateringer samt svare på jeres mange kommentarer, bliver jeg simpelthen nødt til også at få læst lidt til eksamen.)

mandag den 22. oktober 2012

Eksamenstid

Pyh.. sikke en uge. Der er sket en masse, og jeg er endnu ikke helt "landet" efter alle strabadserne, kan jeg mærke. Derfor er det nu ufattelig dejligt at kunne sidde i ro og mag og skrive dette blog-indlæg, mens jeg drikker en dejlig kop Sløjfe te.

Ugen har blandet andet stået på masser af eksamens læsning og en i dag veloverstået eksamen, så derfor har der ikke været meget tid til at opdatere på bloggen, selv om der i den grad er blevet indtaget store mængder af te. I den seneste tid er det især sorte teer med mælk, jeg har haft mest lyst til, så ud over min nye sløjfe te, er der også blevet drukket en del sort chai te, Caramel Cream og Daisy.

Men ugen har jo også budt på opstart af Give Away #1. Der har allerede været stor interesse, hvilket jeg bliver så glad for. En ting er, at jeg selv synes, jeg har gang i noget godt (ja ja, her er ingen Jantelov ;-) ), så nyder jeg, når andre bekræfter mig i, at det jeg laver kan bruges og inspirerer. -Det er jo lige netop pointen med det hele. Ud over at jeg selvfølgelig også skriver, fordi jeg synes, det er sjovt.
Bloggen "tvinger" mig til at se nye vinkler af min te, fordi jeg nu skal beskrive den for andre. Den giver mig nye idéer til spændende indlæg, som f.eks. da jeg var lidt kreativ med mine te-dåser. Derudover har den også givet mig mulighed for at smage nogle nye te, både i form af gratis smagsprøver fra venlige forhandlere og nye idéer fra jer læsere.

En læser spurgte mig i foråret om hjemmelavet iste, hvilket jeg førhen aldrig havde skænket en tanke. Det satte gang i en masse projekter hen over sommeren, som jeg fandt virkelig sjove. I dag blev jeg helt ærgerlig over, at projektet lidt forsvandt sammen med sommervarmen, så derfor har jeg netop sat en ny portion iste i gang i køleskabet. Jeg er kommet frem til, at mine smagsløg bedst kan forliges med iste på sort te, så derfor prøver jeg at eksperimentere mere i den retning. Isteen i dag er brygget på Sort Copacabana te, og denne gang har jeg forsøgt mig med en kold-brygning efter inspiration fra en canadisk te-blogger. Jeg skal nok komme med en opfølgning, når jeg har fået smagt på isteen.

I morgen bliver en rigtig spændende dag, som jeg glæder mig til at dele med jer senere. Jeg er nemlig blevet inviteret ind i Perch Tea Room sammen med nogle andre bloggere og madskribenter, hvor vi skal høre om Perchs og deres te. Jeg håber, det bliver en spændende og lærerig aften.

Til sidst vil jeg lige give en lille update på Give Away'en. De, der deltog i min sidste konkurrence, forventer måske at modtage mails med lod-nr. Det kommer I ikke til denne gang, da jeg har valgt at lave lodtrækningen på en anden måde. Jeg giver hver gyldig kommentar et nummer, og så printer jeg dette nr. i det antal lodder, man er berettiget til. Det vil sige, at hvis f.eks. kommentar nr. 5 er berettiget til 3 lodder, så printer jeg 3 sedler med nr. 5 på. Alle sedler ryger så i en skål i starten af november, og så trækker jeg 5 vindere.

Kan I have en fortsat god aften med ønske om en dejlig uge med masser af skøn te i jeres te-kopper :-)

fredag den 19. oktober 2012

Give Away #1

KONKURRENCEN ER SLUT!

Som jeg skrev i onsdags, har Kaffe-The-Vinkælderen sponseret 5 poser Sløjfe Te, så nu er det vist på tide at få gang i en Give Away, hvor 5 heldige vindere får hver en pose Sløjfe Te.
Sløjfe Teen smager fantastisk :-) Lige for tiden er det en af mine favoritter. Jeg drikker den selv med en god sjat mælk i.

Lige som ved min sidste konkurrence, skal I samle lodder. Jo flere lodder, jo flere chancer for at vinde. Dog kan du max. vinde 1 pose te.

Konkurrencen slutter med en lodtrækning d. 5. november 2012. Det maksimale antal lodder pr. person er 5, og de kan fås på følgende måder:
- Få 1 lod ved at være/blive fast læser af siden (se boksen "Faste læsere" i højre side) ELLER tilmeld din e-mail adresse til at modtage updates.
- Få 1 lod ved at være/blive fan (Synes godt om/Like) af A Teaholic på Facebook.
- Få 3 lodder ved at dele denne Give Away på din blog/hjemmeside ved at kopiere billedet om Give Away'en til højre, sæt det på din blog/hjemmeside og lav et link til dette blogindlæg ELLER ved at dele Give Away'en på din facebook side (se mere på A Teaholics Facebook side).

VIGTIG! For at få tildelt dine lodder, skal du skriv en kommentar herunder om at du deltager (f.eks. hvis du er fan af Facebook siden, får du ikke automatisk et lod. Du skal skrive en kommentar herunder, for at få dit lod).
Husk at skrive dit navn, din e-mail adresse, og hvor mange lodder du er berettiget til samt hvorfor. (Ønsker du ikke at offentliggøre din e-mail adresse, kan du alternativt sende mig en e-mail på ateaholic@gmail.com med navn og e-mail adresse, men du skal stadig lave en kommentar her med navn og lodder.)

Præmien sendes kun til adresser i Danmark, ellers må vinderen selv betale porto.

Eventuelle spørgsmål til denne Give Away kan sendes til ateaholic@gmail.com.

onsdag den 17. oktober 2012

Mere Sløjfe Te

Tadaaa... Se hvad I har fået:

Ja, jeg skriver I, for gaven er ikke til mig, men til jer: Mine læsere!

Kaffe-The-Vinkælderen på Rosenborggade i København har været så venlige at sponsere 5 poser af den Sløjfe Te, jeg fortalte om den anden dag. Så nu skal vi have en ny konkurrence/Give Away i gang inden for de næste par dage, hvor hele 5 heldige vindere kan få fingrene i denne dejlige te.

Konkurrencen bliver også denne gang en lodtrækning, hvor I kan samle lodder ved forskellige handlinger. Jeg skal lige have det hele på plads, så sætter jeg konkurrencen i gang en af de nærmeste dage.

Hold jer opdateret!

mandag den 15. oktober 2012

Sløjfe Te

I forbindelse med Kræftens Bekæmpelses "Støt Brysterne" kampagne her i oktober, er der produceret en Sløjfe Te, hvor 5 kr. for hver solgt pose doneres til Kræftens Bekæmpelse og forskning i brystkræft. Jeg har netop fået teen foræret af en god veninde, og den skulle selvfølgelig straks smages.

I følge pakken indeholder teen: Sorte teer, mørkerøde rosenknopper, frysetørrede hindbærstykker, mørkerøde rosenblade samt naturlig aroma. Det pudsige er så, at teen beskrives således: "En meget smuk te med mild og frisk jordbærsmag samt svag duft af roser." Jeg forstår ikke, hvordan teen kan smage af jordbær, når den indeholder hindbær :-) Det giver jo ingen mening. Dog er jeg kommet frem til, at hindbærstykkerne må være uden karakteristisk smag, og primært er kommet i teen for synets skyld, mens den naturlige aroma, må være jordbæraroma.

Teen er nemlig, som den også beskrives, meget smuk (selv om jeg synes, det er et underligt ord at bruge om en te) at se på, inden den brygges. Den er nemlig fyldt med fine rosenknopper:

Selve smagen minder meget om kærlighedsteen, jeg skrev om den anden dag. Ja faktisk kan jeg slet ikke smage forskel på de to te, så jeg overvejer, om jeg en dag skal lave en blindtest bare for sjov :-) Begge teer er lavet på sort te med jordbærsmag og blomster (roser i denne, saflorblomster i kærlighedsteen), så det er vel ikke så underligt, at de smager så ens.

Jeg blev egentlig bare glad for det, for som jeg skrev den anden dag, var jeg næsten løbet tør for kærlighedste :-)

onsdag den 10. oktober 2012

Masser af kærlighed

For et par dage siden var det min fødselsdag, og i den anledning havde min søde kæreste sørget for at sende mig en gave, selv om han pt er flere 1000 km. fra Danmark. Tanken i sig selv var sød, men selve gaven var endnu sødere :-)

Ud over lidt ny te til køkkenhylden bestod den nemlig af denne søde tekande/-kop fra Fairtrade:
Øverste del er en lille tekande, hvor der kan være ca. 1½-2 store kopper te i. Nederste del er en hjerteformet kop.

Derudover er der en sød detalje med et hjerte på toppen:
Kanden skulle jo indvies, og hvilken bedre måde at gøre det på end at lave en kande kærlighedste og indtage den sammen med det sidste stykke lagkage, hvor en del af pynten var små røde sukkerhjerter :-)

Der var ikke et øje tørt ;-)

Jeg har tidligere nævnt kærlighedsteen her på bloggen, men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke helt har styr på, om dette er den samme kærlighedste, som den jeg kommenterede som værende på grænsen til syntetisk. Jeg mener nemlig, at jeg har drukket den op for længst, og at den jeg har nu, er fra Fredsted the, købt i Søstrene Grene. Jeg ved godt, det er lidt for dårligt, at jeg sådan fortæller om te, jeg ikke husker, hvor er købt. Min undskyldning må være, at jeg købte teen, før jeg overhovedet havde planer om en te-blog.

Der er dog én kærlighedste, jeg husker rigtig godt. Den fik jeg af min kæreste til vores første Valentinsdag sammen. Den købte han i Bergen i Norge, da han havde bopæl der dengang. Det er den bedste kærlighedste, jeg har smagt. Den var så lækker og fin i smagen. Desværre kan jeg jo ikke bare købe en ny, da jeg for det første ikke lige kan tage til Bergen og for det andet heller ikke ved, hvilken butik han købte den i. -Men god, det var den :-)

Kærlighedste fra de forskellige forhandlere varierer lidt, men grundlæggende er den altid lavet på sort te og tilsat sukkerhjerter i enten rød eller hvid. Smagen er som oftest med jordbær og saflorblomster, og derudover kan der være f.eks. æteriske olier fra anden sød frugt/bær/blomster.

Hvad der lige er i min, kan jeg desværre heller ikke fortælle, da jeg ikke har posen længere, men jeg kan trøste jer med, at dåsen snart er tom, så jeg skal have købt en ny kærlighedste inden længe. Så skal jeg nok huske at fortælle jer, hvordan den smager og hvor den er fra ;-)

søndag den 7. oktober 2012

Vinderen af august-konkurrencen

Jeg havde en konkurrence kørende i august, hvor man kunne vinde 100g Grøn Pina Colada sponseret af A.C. Perch's Thehandel.

Eneste oplysning ang. vinderen jeg fik givet videre til jer var lodnummeret, nr. 26.

Nu har jeg lidt mere info til jer. Vinderen blev Mia fra Sverige, der har skrevet følgende til mig om teen:

den var supergod, speciell men god. jag hade aldrig köpt den själv så jag är glad att jag vann den så att jag fick möjlighet att prova den.

Det er så dejligt, når man kan inspirere andre til at prøve noget nyt, hvilket også er en af grundende til, at jeg oprettede denne blog :-)

lørdag den 6. oktober 2012

NEM rengøring af tekande

Nu har jeg jo for ikke så længe siden, fortalt jer lidt om mine oplevelser med forskellige typer af tekander. Derfor synes jeg, at det også er passende at fortælle jer om, hvordan jeg rengører mine kander på en super nem, effektiv og billig måde. Nemlig med bagepulver!!


Indvendig rengøring: Den grundige
Hæld 2 spsk. bagepulver i tekanden sammen med 1 liter kogende vand. Lad stå i 10-12 timer. Skyl kanden efter et par gange med rent vand.

Indvendig rengøring: Den hurtige
Hæld 2-3 tsk. bagepulver i kanden sammen med 1-2 dl varmt vand fra hanen (eller kogende vand). Lad det bruse af, ryst kanden godt og skyl derefter et par gange med rent vand.

Udvendig rengøring


Før rengøring:


Hæld bagepulver på en våd opvaskebørste og skrub. Skyl kanden over og tør af med et viskestykke.


Efter rengøring:

Prøv især at bemærke den hvide farve på låget!

Ovenstående metode har jeg anvendt til termokander og lertøjskander. Den kan også bruges til glas- og porcelænskander, men ikke til kander af stål, da stålet bliver mat af bagepulveret.

Metoden kan også bruges til kaffekander, men den er mest effektiv til tekander :-)

Termokander kan også rengøres ved hjælp af opvaskemiddel og en speciel opvaskebørste til termokander. Jeg har selv sådan en børste, men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig bruger den mere efter jeg har opdaget tricket med bagepulveret ;-)

mandag den 1. oktober 2012

Den rette tekande

Jeg er blevet spurgt om, hvilken slags tekande, jeg selv bruger, da en læser ikke var tilfreds med sin tekande. Dette indlæg handler derfor om, hvordan man kan finde den rette tekande. Den skal jo både være pæn og holde teen varm og lækker :-)

Jeg har erfaret, at termotekander har det med at farve teen mørkere, jo længere teen er i kanden. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor, men det må jo være noget med belægningen. Denne misfarvning, synes jeg, er rigtig ærgerligt, især hvis det er en fin grøn eller hvid te, man har brygget. Derfor plejer jeg selv at bruge termokander til kogende vand, så man kan brygge teen direkte i koppen efterhånden som den skal drikkes. Dette er også smart, hvis man har gæster, og de ikke alle ønsker samme slags te.
En gang i mellem laver jeg teen direkte i kanden, men det er kun, hvis jeg ved, den vil blive drukket inden for kort tid.

Alternativt bør en kande af glas/porcelæn bruges. Disse kander, har jeg ikke oplevet, ændrer farven på teen. Det er også denne type kander flere te-saloner bruger. Til gengæld bliver teen hurtigere kold og det er derfor begrænset, hvor længe kanden kan stå, også selv om man bruger en tehætte.

Derudover har jeg også prøvet en tekande af lertøj og en af metal (stål?). Kanden af lertøj misfarver også teen efter lidt tid, men ikke så slemt som termokanderne. Samtidig med det holder den heller ikke teen varm særlig længe. Kanden af metal holder ikke teen varm særlig længe, og jeg ved faktisk ikke, hvordan den holder på smag og farve, da jeg kun har prøvet den med sort og rød te. Disse te forblev pæne i farve og smag, men det gør de som regel også bedre end grønne og hvide te.

Lige nu har jeg selv 2 tekander, begge kuglekander fra Alfi af plastik med glas-indsats. Når jeg har gæster, serverer jeg kogende vand i den lilla kande og 80 grader vand i den grønne kande. Så kan gæsterne selv brygge deres te direkte i koppen.


Jeg drømmer dog om et par smukke porcelænskander, samt en simpel en i glas, hvor teens farve rigtig kan komme til sin ret. Men jeg bor småt, og der er desværre ikke mere plads i køkkenet, så det må forblive ved drømmen et par år endnu :-)

For at summere op:
- Går man meget op i teens farve og smag bibeholdes i kanden, bør man købe en tekande af porcelæn eller glas. Alternativt en termokande, der kun bruges til kogende vand.
- Drikker man teen relativt hurtigt, eller drikker man primært sort eller rød te, er en termokande eller en kande af lertøj et godt valg.