søndag den 29. juni 2014

Chaun Tong Da Hong Pao

Sygdommen er ved at være over (håber jeg), så nu må det vist være tid til en opdatering :-)

Selv om vi er halvvejs gennem året, er jeg stadig langt fra færdig med at fortælle om alle de julekalender theer, jeg drak sidste år i december. I dag skal det handle om en oolong the, som jeg smagte på d. 17. december: Chaun Tong Da Hong Pao, også kaldet Traditionel Big Red Robe Oolong fra SimplyTea. Min the er fra 2012 høsten, mens linket er til 2013 høsten, da den fra 2012 ikke sælges længere.

Simply Teas hjemmeside er en spændende beskrivelse af theen samt den "temaster", der producerer theen. Her forklares hele processen også fra friskt theblad til færdig the.

Theen dufter dejligt af oolong og den har en flot frisk orangebrun farve (på SimplyTea er den beskrevet som dybrød, det synes jeg dog ikke, men måske 2013 høsten har en anden farve?). Bladene kan bruges 6 gange eller man kan lade bladene ligge i koppen og bare hælde mere vand over, når den er tom. Oolong theer bliver nemlig ikke bitre og de kan tåle næsten kogende vand (95 grader).

Smagen er blød og mild, og den minder meget om de mange andre kvalitets oolong theer, jeg har smagt, så jeg syntes ikke som sådan, at theen skilte sig ud. Men god, det var den. Jeg er gået hen og blevet virkelig glad for disse dejlige milde, men stadig fyldige oolong theer.

Psst...

...jeg har ikke forladt bloggen eller stoppet med at drikke the. Jeg har bare været syg i over en uge nu, så faktisk bliver der drukket rigtig meget the -bare ikke lige af den spændende slags.

Der er blevet indtaget kamille the og ingefær-citron the med masser af honning i store mængder den sidste uge. Faktisk så meget, at jeg er ved at være træt af det og ind i mellem må tage mig en kop Chai latte pulver i stedet, hvilket jo ikke har meget med the at gøre.

Jeg vender stærkt tilbage, når jeg engang er frisk igen. Hav det godt så længe :-)


Billede fra tirsdag i sidste uge, hvor jeg var forbi Tante T i Torvehallerne. Jeg bad om en kop the, der var god mod ondt i halsen og fik derfor en kop Opmundringsthe med honning i. 

mandag den 16. juni 2014

Lady in Red

Lady in Red er en rooibos blanding fra vildmedte.dk indeholdende rooibos, mango, aroma, citronskaller, jordbærslices, appelsingranulat, rosenblomstblade og hindbær.

Det er en dejlig mild og frugtig rooibos the, hvor aromaen ikke overdøver the-smagen, men blot tilføjer en dejlig sødme. Theen smager godt, men jeg synes også, den minder meget om "så mange andre rooibos-theer med frugt-aroma", så den skiller sig som sådan ikke ud.

Theen blev drukket sammen med en dejlig "hjemmeblandet" nøddemix af abrikos, kirsebær, peanuts, cashews og valnødder. Dejlig eftermiddags-the-snack :-)

Theen er sponseret af

fredag den 13. juni 2014

Endnu mere Earl Grey

Efter jeg fortalte jer om Earl Grey Blue Lady den anden dag, fik jeg lyst til at fortælle om endnu en Earl Grey, for som jeg har skrevet før, er Earl Grey altså et hit! Theen virker måske lidt kedelig og "almindelig", men der findes flere virkelig gode varianter, og selv en helt almindelig pickwick brev-the kan altså også godt fungerer ganske fint her i huset, dog kræver den mælk!

Jeg købte i sin tid denne the i Tiger, fordi jeg syntes dåserne var fine. Jeg kunne også godt lide theen, men syntes den var lidt for kraftig i aromaen. Min kæreste derimod var virkelig glad for den, så den blev hurtigt hans foretrukne morgenthe. Når han drikker den, må den gerne brygge lidt ekstra, så den virkelig får kraft.
Fordi han er så glad for denne the, er der efterhånden blevet købt en del dåser. Disse har jeg senere malet og brugt til andre theer. Læs f.eks. dette indlæg, hvor jeg viser en fin guldfarvet the-dåse.

Jeg har ikke selv drukket af theen i lang tid, fordi jeg havde andre theer, jeg foretrak, men nu hvor den sidste dåse var ved at være tom, syntes jeg alligevel lige, jeg ville smage igen, så jeg kunne blogge om den. Og faktisk var theen ikke så aromatisk som jeg huskede den. Måske fordi jeg har vænnet mig til Earl Grey Blue Lady, der også har en kraftig aroma, eller måske fordi theen her har tabt lidt aroma med tiden. Jeg ved det ikke :-)

Theen er i hvert fald rigtig fin taget prisen i betragtning. Det er en dejlig Earl Grey med en god bergamotte smag, men der er ikke som sådan noget ekstra ordinært over den.

Det er lidt forskelligt, hvornår Tiger har den på lager, men I må jo prøve at holde øje, næste gang I er forbi, hvis I gerne vil smage theen :-)

Nu vil jeg pakke min kuffert og flyve til Danmark. Det bliver dejligt at få smagt på nogle af mine "gamle" theer igen :-) Dvs. de theer jeg lod blive i Danmark, da jeg rejste til Istanbul for over 2 mdr. siden.

tirsdag den 10. juni 2014

Earl Grey Blue Lady

Både min kæreste og jeg er glade for Earl Grey theer, hvor min kæreste især fortrækker de sorte og de må gerne have en lidt kraftig aroma. Derfor købte jeg på et tidspunkt Earl Grey Blue Lady til ham. Det er en sort the tilsat bergamotte og kornblomster. Den er lidt blidere i smagen end den almindelige Earl Grey fra Tante T (ifølge hjemmesiden, jeg har ikke selv smagt den almindelige endnu) men stadig mere aromatisk end en almindelig pickwick earl grey på brev.
Det gode ved denne the er, at den smager godt uanset om man brygger den i kort eller lang tid. Jeg foretrækker theen let, så jeg brygger den i kort tid, mens min kæreste gerne lader thebladene blive i koppen længe. Theen bliver ikke bitter, selv om den brygger længe, kun kraftigere og mere aromatisk.

søndag den 8. juni 2014

Et forsinket billede

For et års tid siden bloggede jeg om nogle theer fra Frederiksdal Tehandel med banan. Dengang skrev jeg, at jeg ikke havde noget billede af den ene af theerne. Det har jeg dog opdaget nu, at jeg har :-) Jeg har nemlig brugt weekenden på at rydde op i gamle billeder.

Og så skal I da ikke snydes, selv om det er et år siden jeg først fortalte jer om theen :-)

Theen det omhandler er Grøn te banan/æble/jordbær - Økologisk.

Dengang skrev jeg følgende om theen:
Indholder, hvad der står i navnet samt morgenfrueblomster. Denne the har en mild smag af banan og en let eftersmag af jordbær, hvilket faktisk var rigtig lækkert. Derudover synes jeg, det er ret skønt, at theen er ren økologisk.

torsdag den 5. juni 2014

Dagens The #2

Netop nu sidder jeg og drikker Love Story vol. II fra Basilur. Jeg har fortalt om theen før, så tryk på linket, hvis du vil vide mere om den.

Vejret i Istanbul har været meget skiftende de sidste par dage, og vi har fået masser af regn og torden. Det ville de fleste nok være kede af, men jeg synes, det er skønt :-) Så kan jeg få lov at sidde inden døre og slappe af med et tæppe og en kop the i stedet for at have det så varmt at jeg ikke kan holde ud at være nogen steder. Vi har nemlig ikke aircondition, og jeg er ikke god til temperaturer over 25 grader.

Jeg håber, I nyder fridagen hjemme i Danmark :-)

onsdag den 4. juni 2014

Earl & Ginger

TeaTime & Aura sælger en spændende økologisk sort earl grey the tilsat ingefær: Earl & Ginger. Den dufter dejligt af primært bergamotte, men man kan også godt dufte lidt ingefær. Jeg elsker ingefær og er samtidig rigtig glad for earl grey the, så jeg glædede mig til at smage denne the.
Smagen er som duften: Primært bergamotte (earl grey) smag og så en anelse ingefær. Aromaen i theen er meget kraftig, så jeg var lidt i tvivl, om det ville smage godt med mælk. Jeg hælder nemlig altid mælk i earl grey. Efter at have drukket halvdelen af koppen, valgte jeg dog at prøve med lidt minimælk. Det fungerede faktisk overraskende godt :-) Så hvis man er glad for earl grey, men gerne vil prøve en lidt anderledes the, så vil dette være et godt valg.