Den 1. december smagte jeg på den første af mine julekalender theer fra Simply Tea: Tai Ping Hou Kui 2013.
Fra Simply Teas hjemmeside:
”Tai Ping Hou Kui er en berømt grøn te fra byen Tai Ping i Anhui Provinsen i Kina. Bladenes form er usædvanligt lange og flade, en form de har opnået ved at blive formet i hænderne.”
Jeg kiggede noget, da jeg så denne the første gang, netop pga. bladenes form. Allerede her var jeg klar over, at det var en the ud over det sædvanlige, jeg skulle til at smage.
Farven blev en dejlig frisk lys grøn, mens duften var røget.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var noget skeptisk, inden jeg drak min første tår. Jeg er glad for the, ingen tvivl om det, men jeg lægger heller ikke skjul på, at jeg kan lide alle slags the. Også de billige fra Netto ;-) Jeg kan selvfølgelig godt smage forskel på kvaliteten, og jeg foretrækker theer fra rigtige the-forhandlere, men hvis jeg bydes en kop Pickwick Earl Grey kan jeg sagtens nyde den også.
Men tilbage til Tai Ping Hou Kui, så overraskede smagen meget positivt. Selv om den røgede duft måske ikke lige var min kop the (hehe ;-) Fik I den?), så var smagen virkelig god. Den smagte også røget, men på en blød og rund måde (jeg håber, dette giver bare lidt mening!).
Jeg har aldrig smagt en ren the som denne, og jeg er meget overrasket over, hvor meget smag, der kan være i en hel ren the uden tilsat aroma. Ud over røg-smagen, smager den også meget af THE (hvilket jo ikke er så mærkeligt), så hvis man aldrig har drukket ren grøn the før, er det måske en lidt dyr the at starte ud med, hvis man lige skal have vænnet smagsløgene til den rene the-smag. Det kan selvfølgelig også være, at det omvendt er bedre at starte ud med en kvalitetsthe? :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar