mandag den 30. juli 2012

Projekt iste 6

Jeg fik allerede i går smagt på den iste, jeg havde brygget på Jordbær Fløde te. Det er det gode ved at brygge iste med varmt vand. Det går lidt hurtigere end ½ døgn :-)

Isteen blev bare rigtig god. Jeg er ved at blive bedre til, hvor meget sukker/citron mine smagsløg fortrækker.

Jeg skrev allerede lidt af opskriften i går, men nu får I den lige opsummeret:

Opskrift til sort te
0,9 liter kogende vand
2 spiseskefulde teblade med top
1 spiseskefuld sukker uden top
Saften fra ½ lille citron klemt 3 gange (klem en gang, drej 90 grader, klem igen, drej 90 grader, klem igen)

Teen trækker i det kogende vand i 15 minutter, hvorefter den tages op. Sukker blandes i og blandingen stilles på køl. Når teen er nedkølet, hældes citronen i, og isteen kan nu serveres, evt. med isterninger.

Den færdige iste:


Husk at sukker og citron kan varieres alt efter, hvad du bedst kan lide. Ovenstående blanding gør hverken teen sød eller sur, så hvis du f.eks. foretrækker sød iste, skal der mere sukker i. Prøv dig frem!

Konkurrence Nyt

Først vil jeg gerne sige tak til alle, der har vist interesse i min konkurrence.

Der er dog flere, der har kommenteret her på bloggen uden at skrive e-mail adresse. Disse kan jeg desværre ikke give lodder, da jeg ikke har nogen mulighed for at sende lodderne til jer eller kontakte jer, hvis I vinder. Så har du kommenteret på bloggen men mangler et lod, må du gerne lige tjekke op på, om du har sendt mig din e-mail. Ønsker du ikke at skrive e-mail adressen offentlig, kan du sende mig en mail på ateaholic@gmail.com, hvor du skriver, hvilken kommentar det er, du har skrevet.

Hvis nogen ønsker at vide mere om, hvordan konkurrencen kommer til at foregår, kan jeg fortælle, at alle der deltager får tilsendt en mail/facebook besked med deres lod, som består af et nummer. Lodnumrene tildeles i den rækkefølge, jeres tilmeldinger/kommentarer kommer ind.

Når konkurrencen er slut, bruger jeg en online funktion, der udvælger et tilfældigt nummer. Jeg har derfor ingen indflydelse på, hvem vinderen bliver.

Rigtig god mandag :-)

søndag den 29. juli 2012

Projekt iste 5

Her har I en lille update på, hvordan mit sidste iste projekt gik :-)

Jeg satte jo en iste over lavet på Grøn Elver te for nogle dage siden, og da jeg skrev om det her på bloggen, var jeg midt i brygningen. Se mere her.

Da teen havde stået og trukket i ca. 12 timer, siede jeg tebladene fra og kom ca. 1 spiseskefuld sukker i samt det meste af saften fra ½ lille citron. Jeg fik desværre ikke taget billeder undervejs i processen, men her er det færdige resultat:

Isteen fik en super skøn frisk gul farve :-) Smagen var meget bitter, pga. citronen samt at teen i sig selv også har citron aroma, men det er sådan, jeg kan lide den :-) Min kæreste, der også var "test-person" havde nok foretrukket isteen mere sød, men det er jo en smagssag. Jeg selv er blevet lidt sukker-forskrækket, efter jeg fik puttet for meget sukker i en iste. Den er altså svær at redde så :-( Men smag jer frem, når I selv laver iste derhjemme.

I dag har jeg sat en ny iste over. Denne gang en Jordbær Fløde te på sort base brygget på kogende vand. Teen trak ca. 15 minutter i det varme vand, før jeg tog den op igen. Derefter blandede jeg en spiseskefuld sukker (uden top) i, inden teen blev sat på køl. Spændende hvordan det projekt ender :-)

fredag den 27. juli 2012

Konkurrence

Tidligere på måneden havde jeg en afstemning i gang, hvor I kunne stemme om, hvilken te, I helst ville smage. Valget faldt på Grøn Pina Colada, som jeg køber hos A. C. Perch's Thehandel.

I dag starter konkurrencen, hvor I kan vinde denne dejlige te, og det glæder mig at kunne fortælle, at A.C. Perch's Thehandel har sagt ja til at sponsere præmien: 100g Grøn Pina Colada.



Konkurrencen bliver en lodtrækning fredag d. 31.08.2012. Du kan få op til 3 lodder i konkurrencen ved at gøre følgende:

- Du får 1 lod ved at tilmelde din email adresse til at modtage opdateringer på mail, når der er nyt på bloggen. Det er vigtigt, at du færdiggør registreringen ved at åbne den aktiveringsmail, du modtager, efter aktivering. Heri er et aktiveringslink, du skal trykke på, før registreringen er fuldført.
Ved tvivl om, hvordan du tilmelder din mail, se mere ved at trykke her.

- Du får også 1 lod ved at "synes godt om/Like" A Teaholics fanside på Facebook. Fansiden finder du ved at søge på "A Teaholic" på Facebook, eller ved at trykke her: http://www.facebook.com/Ateaholic

- Få 1 lod ved at kommentere på et af mine indlæg her på bloggen. HUSK at skrive din e-mail adresse, når du laver kommentaren, ellers giver kommentaren dig ikke et lod. Der kan max. opnås 1 lod uanset antal af kommentarer. (Ønsker du ikke at skrive din e-mail adresse offentligt, kan du sende den i en mail til ateaholic@gmail.com. Skriv i mailen, hvilken kommentar du har skrevet.)

Sidste chance for at få lodder er onsdag d. 29.08.2012. Alle der er korrekt tilmeldt modtager en email/facebook besked med deres lod i. Modtager du ikke din mail/besked max. 48 timer efter din tilmelding og/eller har du spørgsmål til konkurrencen, bedes du kontakte ateaholic@gmail.com.

Bemærk: Er du allerede tilmeldt pr. email og/eller fan på Facebook, vil du automatisk modtage dit/dine lodder. Kommentarer skrevet før d. 27.07.2012 giver ikke noget lod.

torsdag den 26. juli 2012

Grøn Pina Colada

I morgen starter konkurrencen, hvor I kan vinde Grøn Pina Colada te, men inden da, synes jeg, det er på sin plads, at jeg skriver lidt om denne fantastiske te.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med teen var hos Perchs, hvor min veninde købte den. Jeg selv købte samme dag noget andet te. Da vi efterfølgende kom hjem til mig, duftede Pina Colada teen bare i hele køkkenet, selv om den var godt pakket ind. Man blev helt lækkersulten. Efter at have smagt teen, vidste jeg, at den måtte jeg også have i mit køkken.

Teen er som sagt på grøn base, og derfor er den mild og lækker, når den brygges korrekt: Med max 80 grader varmt vand, hvor teen max. trækker i 4 min. Den dufter helt fantastisk af ananas og kokos, og smagen er lige så lækker. Den grønne te smager selvfølgelig igennem, men den blander sig godt med ananassmagen. I det hele taget en meget forfriskende te, som jeg stadig har blandt mine favoritter, selv om jeg efterfølgende har smagt rigtig mange andre gode teer.

Lige nu er jeg desværre løbet tør, men jeg skal meget snart have købt en portion mere. Så skal jeg blandt andet prøve at lave iste af den :-)

tirsdag den 24. juli 2012

Projekt iste 4

Det er vist på tide med en lille update på Projekt iste :-) Siden sidst har jeg forsøgt mig med lidt forskelligt. Jeg har lavet iste på sort te - den kom jeg dog til at ødelægge. Ups! :-) Så har jeg lavet en ny portion på Hvid Tempel te som denne gang blev rigtig god. I dag har jeg yderligere forsøgt mig med "lav-selv-iste-hurtigt" vha. nogle te breve fra Lipton, specielt til iste, og så har jeg sat gang i en ny portion hjemmelavet iste.

For halvanden uge siden prøvede jeg at lave iste på sort te. Jeg brugte min Sort Kvæde, som jeg skrev om sidst i maj. Teen blev brygget på kogende vand, direkte i flasken. Inden jeg satte flasken i køleskab, smed jeg lidt frisk mynte ned i flasken, da jeg havde læst, dette skulle være lækkert, og nu havde jeg alligevel frisk mynte i huset, så hvorfor ikke. Jeg har tidligere brugt mynte til at putte i drikkevandet, når det er hældt på flaske, fordi det ser fint ud og giver vandet en god smag.
Hvad jeg ikke lige havde tænkt på var, at når man smider frisk mynte i næsten kogende vand, afgiver det noget mere smag end i koldt vand. Så efter et par timer duftede isteen kun af mynte, og jeg syntes faktisk det lugtede ret grimt. Jeg kan godt lide mynte, men det skal være i begrænsede mængder :-)
Resultatet blev simpelthen, at jeg hældte teen ud. Jeg havde ikke engang lyst til at smage. Læren fra denne omgang iste må altså være, at mynte ikke skal bruges i kogende vand. Med mindre man ønsker mynte te selvfølgelig ;-)

Efter af have hældt den mislykkede te ud, prøvede jeg i stedet med Hvid Tempel te, som jeg også tidligere har brugt til iste og fortalt jer om herinde. Denne gang prøvede jeg dog på koldt vand i stedet for varmt. Jeg hældte 2 spsk. teblade direkte i 0,8 ltr koldt vand. Blandingen blev stilt i køleskabet i ca. 15 timer (10-12 timer burde være nok, men jeg var ikke lige hjemme), hvorefter bladene blev sigtet fra isteen. Så kom jeg ca. ½ spsk. sukker i samt saften fra en lille halv citron og teen blev rystet godt til sukkeret var opløst. Her skal det nok lige nævnes, at jeg lavede teen i en glasflaske med skruelåg ;-)
Denne gang blev resultatet meget bedre end sidst. Jeg tror ikke, det kolde vand vs. varmt vand havde så meget med resultatet at gøre. Det var mere blandingsforholdet af sukker og citron, der denne gang passede bedre til min smag. Fordelen ved at brygge på koldt vand er dog, at man er helt sikker på, at teen ikke bliver bitter.

Efter ovenstående success erfarede jeg, at det at brygge iste kan være en langsommelige process. Derfor blev jeg nysgerrig, da jeg i går fandt Lipton Sun Tea i Fakta. Sun Tea er pose te, der skal brygges direkte i koldt vand og drikkes med isterninger. Fakta havde to varianter; Citron og Lime samt Fersken og Mango. Jeg købte den med fersken og mango:

Teen brygges ved at hælde 2 dl vand i et glas, putte en te pose i, lade det trække i 4 min. og tilsætte isterninger. Nemt! Desværre synes jeg bare slet ikke, smagen er mig. Nu tilsatte jeg godt nok ikke isterninger, men jeg tror altså ikke, det er den lille detalje, der gjorde udfaldet :-)
Teen smager bare af koldt sort fersken/mango te (hvilket det jo egentlig også er), men der skal altså lidt sukker og en del citron i, før jeg synes om det. Og forventer man iste a la færdig købe iste, bliver man slemt skuffet.

Konklusionen på ovenstående er altså stadig, at jeg ikke helt kan forligs med det der hjemmelavede iste :-) Jeg har nu endelig fundet en opskrift, jeg i det mindste kan lide (Hvid tempel te), men te er altså bare meget bedre, når den er varm.

Her til aften har jeg sat en ny iste i gang. Denne gang brygget på Grøn Elver Te, som er den te, jeg smagte og købte hos Tante T i søndags. Jeg har taget 2 skefulde te blade af denne størrelse:
og blandet med 8 dl koldt vand:

Nu står blanding i køleskabet, og så må vi se, hvordan den er blevet i morgen :-)

mandag den 23. juli 2012

Smagsprøver...

...er jo en skøn ting, når man som jeg bruger mange penge på te. For det er altså surt at smide 30-40 kr. efter en pose te, hvis man opdager, at det ikke lige var noget. Heldigvis kan jeg lide det meste, men alligevel sker det da, at jeg får købt en te, der bare ikke rigtig finder vej til min kop igen efter den første kop er smagt :-)

I forbindelse med en udfordring, jeg har fået af en læser for snart nogle måneder siden: "Find en god banan-te", kom jeg i kontakt med Tekanden.dk - En webshop, der primært sælger brev-te, men som også har forskellige løs te i sortimentet. Webshoppen har specialiseret sig i brev-te fra mærker, der normalt ikke forhandles i de danske supermarkeder.

Tekanden tilbød at sende mig en smagsprøve på deres Banan med Kanel te, hvilket jeg jo ikke kunne sige nej til, når jeg nu netop leder efter en god banan te (ind til videre uden det store held, da der åbenbart ikke er salg i banan te i Danmark). Da brevet med smagsprøven fra Tekanden.dk kom, var der lidt ekstra i vente. Se bare her:


Ud over 2 smagsprøver på banan teen har jeg modtaget to hvide te: Tangerine (i familie med mandarin) og Granatæble.

Jeg har endnu ikke fået smagt på de nye te, men jeg ser frem til at prøve dem :-)

Tak til Tekanden.dk for smagsprøver!

søndag den 22. juli 2012

En eftermiddag hos Tanten

I dag er eftermiddagen blevet tilbragt hos Tante T, der har en super hyggelig Thesalon i Viktoriagade, KBH. Vi fik Tantens Kagebord og en kande te med Grøn Elver Te.

Her har vi fået kagerne serveret, og vi venter på, at te-vandet bliver køligt nok til, at vi kan brygge teen:

Vores kagebord bestod af theboller med smør, lemoncurd og marmelade, 2 slags småkager, jordbær/cheesecake, chokoladekage, appelsinkage samt flødeskum og creme fraiche. Mmmmm... Tanten laver skønne kager og især brødet er bare så fantastisk lækkert.

Da teen var brygget færdig, kastede vi os over de lækre boller:


Vi valgte teen Grøn Elver te, der er en blanding af Grøn Fersken, Grøn Earl Grey og Grøn Citron. Som det kan ses på billede har teen en skøn lys grøn farve. Den dufter mildt af citron, mens det er fersken, der går mest igennem i smagen. En skøn skøn te, der passer perfekt til dette lidt tunge kagebord, da teen i sig selv er forfriskende og let.

Efter indtagelse af kage og te i store mængder, var det tid til et ekstra kig i butikken, for jeg skulle da også lige have "lidt" te med hjem :-) Her ses dagens fangst: Grøn Elver te, Grøn Karamel og Caramel Cream (sort te):


Vel hjemme i sofaen igen, er jeg nu i gang med at smage Grøn Karamel, for selv om jeg lige har drukket en masse te hos Tanten, skulle jeg altså liiiiige smage :-) Satser på at smage Caramel Cream i aften inden sengetid.

God søndag alle sammen :-)

lørdag den 14. juli 2012

A Teaholic på Facebook

Nu kan du støtte bloggen her ved at blive fan på Facebook.

På facebook laver jeg ind i mellem korte statusopdateringer ud over mine indlæg her på bloggen. Derudover er der også rig mulighed for at stille spørgsmål, komme med ris og ros og/eller kommentarer.

Tag et kig og "Synes godt om/Like" :-)

http://www.facebook.com/Ateaholic

torsdag den 12. juli 2012

Afstemning slut

Så afsluttede konkurrencen, hvor I skulle svare på, hvilken te, I helst ville smage.

Vinderen af afstemningen, og dermed den te, der vil blive udloddet i en konkurrence sidst på måneden blev Grøn Pina Colada te. Dette resultat er jeg ganske tilfreds med, da denne te bestemt også er blandt mine favoritter.

Her har I resultaterne fra afstemningen:
Grøn Pina Colada 38 %
Hvid Tempel 19 %
Cool Mint (Urter) 19 %
Sort Kvæde 11 %
Rooibos Skovbær 11 %

I alt 26 personer valgte at deltage i afstemningen. Jeg håber, I også husker at deltage i konkurrencen senere :-)

onsdag den 11. juli 2012

Aroma i teen 3

God formiddag derude.

I forbindelse med min research af aroma i teen, kontaktede jeg A. C. Perch's Thehandel, da jeg gerne ville vide, hvilken slags aroma de anvender. Jeg har nu fået svar tilbage, at alle deres aromatiserede teer indeholder naturlig olier :-)

tirsdag den 10. juli 2012

Aroma i teen 2

Tidligere skrev jeg, på opfordring fra en læser, om aroma i teen. Jeg har efterfølgende gjort mig nogle flere tanker og opdagelser, og dem vil jeg gerne dele med jer.

I min søgen efter mere viden har jeg fundet frem til noget vigtigt: Aroma kan være både naturlig og kunstig.  Dvs. ordet aroma behøver i sig selv ikke at være negativt. Forvirringen, for mig, er opstået, fordi te-forhandlerne ikke er særlig gode til at informere om de to former for aroma. De er heller ikke særlig gode til at fortælle, hvilken slags aroma det er, der er i de forskellige te. -Måske fordi de ikke altid selv ved det?

Følgende er her en beskrivelse af de to slags aroma (kilde: China Tea House):

Kunstig aroma
Dette er kunstigt fremstillede smagsstoffer, der skal simulere smagen af noget naturligt ved kemisk fremstilling. F.eks. kan man opnå en kemisk forbindelse, der tilfører teen smag af jordbær, selv om teen aldrig har set skyggen af et jordbær.

Naturlig aroma
Dette er æteriske olier, der er udtrukket direkte fra smagsgiveren, der ofte er frugter og blomster. Æteriske olier er mikroskopiske olie "dråber" med duft og smag, der trækkes ud af frugten og blandes med naturligt sprit for at holde smag og duft. Derefter overføres smagen til teen ved høj varme. Dette får spritten til at fordampe, og smag og duft suges i stedet ind i tebladene. 

Nu er det store spørgsmål så, hvordan man undgår at købe te med kunstig aroma, hvis man ønsker dette. En 100% sikker guide kan jeg ikke give, men jeg vil hermed prøve at ridse nogle retningslinjer op:
- Køb te fra en forhandler, der skriver hvilken type aroma, der er i teen.
- Undgå te, hvor aromaen ikke er udspecificeret eller hvor den kaldes "naturidentisk"
- Køb økologisk te
- Spørg forhandleren
- Ved tvivl, køb ikke teen!

Inden du helt afskriver at købe te med kunstig aroma vil jeg dog tilføje, at jeg også fandt frem til følgende i min søgning: Fremstillingen af kunstige aromaer sparer på de naturlige ressourcer, der er begrænsede. Kunstige aromaer er altså med til at begrænse brugen af naturlige ressourcer, så disse forhåbentlig aldrig forsvinder.

Personligt vil jeg fremover være mere kritisk med at købe te, der er kunstigt fremstillet. Ikke fordi jeg ikke ønsker at drikke disse te, men fordi jeg ikke ønsker at drikke te, der smager syntetisk. Smager teen naturligt, har jeg ikke noget imod, hvis den er med kunstig aroma. Dog vil jeg altid vælge et naturligt alternativ, hvis et sådan findes og som tidligere nævnt vil jeg gerne have flere økologiske te i mit sortiment.

mandag den 9. juli 2012

Sommerte fra Tante T

I forbindelse med Tour de Te i sidste uge skrev jeg om to lækre sommerte fra Tante T: Cool Summer og Mormors Sommerhave. Teen kan som sagt pt ikke købes på Tante Ts hjemmeside, men jeg har kontaktet "Tanten" og fået at vide, at teerne burde være tilbage på siden i løbet af denne uge.

Forhåbentlig betyder det også, at de får Farmors Feriedrøm på lager igen, som jeg nævnte i et indlæg sidst i maj, fordi jeg syntes, den lød rigtig spændende. Den vil jeg nemlig stadig rigtig gerne have fingrene i :-)

fredag den 6. juli 2012

TdT - Dag 10

I dag er så sidste etape i Tour de Te. Jeg håber, I har nydt at følge med. I dag handler det om Istanbul Nights - Wellness te fra Carstensen Tehandel. Denne urtete er næsten identisk med Cool Mint, som jeg tidligere har skrevet om. Eneste forskel er, at der i Istanbul Nights ikke er æblestykker. Smagen er derfor også stort set den samme.

Teen smager frisk og lækkert med en snært af citron-smag. Eftersmagen skifter til en kraftig sødlig smag af lakridsrod. Efter min mening en rigtig skøn te :-) Samtidig er jeg vild med farven, der er meget mørkegul.

Teen var blandt de smagsprøver, jeg fik af en veninde, og hun fortalte en lidt sjov historie omkring navnet på denne te. Førhen hed den kun Istanbul Nights, og der solgte den ikke specielt godt i butikken. Navnet blev derfor lavet om til Wellness te, hvilket gjorde, at der nu bliver solgt væsentlig mere af denne te. Lidt pudsigt synes jeg :-)

Kan I have det rigtig godt derude i det regnfulde Danmark.

Jeg vender snart tilbage med et nyt indlæg omkring aroma i teen, da jeg er kommet et skridt videre i mine undersøgelser. Derudover håber jeg på snart at finde tid til at fortsætte Projekt iste.

Og sidst men ikke mindst må I endelig huske afstemning i højre side, så vi snart kan få skudt konkurrencen i gang. Jeg satser på at starte konkurrencen sidst i juli.

torsdag den 5. juli 2012

TdT - Dag 9

Lapacho fra Tante T var blandt mine smagsprøver. Jeg var simpelthen nødt til at smage den nye slags "te", som jeg ellers aldrig havde hørt om. Teen er fra Sydamerika og er lavet af inderbark. Jeg synes, faktisk teksten på Tante T's hjemmeside er ret spændende, så den vil jeg her gengive:

Sydamerikansk the af inderbark. Inka indianerne brugte denne the som lægemiddel mod alle mulige lidelser. Den skulle have en gavnlig effekt mod bla. bronkitis, blodmangel, sukkersyge, mavekatar samt forebyggelse af kræft. Den er ligeledes udrensende effekt. Derudover har den en dejlig smag med noter af vanille og karamel. Indeholder næsten ingen garvesyre og ingen thein. Kan brygges som almindelig the og trække ca. 10 min, dog kan det også anbefales at koge theen op med koldt vand i en gryde, lad koge i 5 min og derefter trække i 20 min.

Jeg valgte at lave teen som almindelig te og lod tebrevet side i, men jeg drak.

Teen er meget speciel og helt sikkert meget anderledes end noget andet, jeg har stående. Jeg synes ikke, jeg fik noter af vanilje og karamel frem, men lige hvad den smagte af er rigtig svær at beskrive. Jeg synes faktisk, den smagte af bark ;-) Dette er dog ikke nødvendigvis negativt. Jeg kunne nemlig godt lide teen. Den bliver ikke en favorit, men efter mange kopper af mine aromatiserede te med frugt og blomster, var det faktisk rigtig dejligt med noget, der smagte helt anderledes. Hvis den så samtidig rent faktisk kan bruges som lægemiddel, var den da bestemt værd at have i sortimentet :-)

Jeg overvejer at bede om en ny smagsprøve af denne te, næste gang jeg bestiller hos Tante T, så jeg kan prøve at koge den op med vandet, som de også anbefaler. Bare for at se, om det kan hjælpe med at få vaniljen og karamellen frem i smagen :-)

onsdag den 4. juli 2012

TdT - Dag 8

Grøn Julete fra Carstensens Tehandel. Jeg forventede en te, der smagte som almindelige julete men med base af grøn te. Sådan smager den dog slet ikke. Umiddelbart har jeg svært ved at definere, hvad den egentlig smager af ud over grøn te, men jeg kan se, der er noget skræl fra en citrus-frugt i teen. Måske Appelsin :-)
Ifølge hjemmesiden skulle den have en lettere, frisk og krydret eftersmag. Let og frisk, synes jeg bestemt den er, men ikke krydret. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan lide den, for det kan jeg. Den smager rigtig dejligt, jeg vil bare ikke kalde den en julete :-)

tirsdag den 3. juli 2012

TdT - Dag 7

Mormors sommerhave fra Tante T er en skøn skøn sommerte. Desværre har jeg erfaret, lige som den anden dag med Cool Summer, at den heller ikke længere kan købes på Tante T's hjemmeside. Så jeg beklager meget, at jeg sådan fortæller om god te, I ikke engang har mulighed for at købe på nuværende tidspunkt :-( Jeg håber, Tante T snart får mere af deres sommerte hjem igen.

Men tilbage til Mormors sommerhave. Teen smager faktisk som Hvid Tempel te, men på grøn base. Den grønne te smager dog ikke så meget igennem, så det er mest en dejlig frisk smag af frugt og blomster, der rammer smagsløgene = sommer :-)

Jeg er rigtig glad for denne nye te, men jeg tror, jeg i fremtiden vil nøjes med bare at have Hvid Tempel te fra Perchs i køkkenet, da de to teer som sagt minder meget om hinanden.

mandag den 2. juli 2012

TdT - Dag 6

Grøn Kvæde fra Carstensens Tehandel dufter dejligt af kvæde. Selve smagen minder meget om min sorte kvædete med æblestykker, som jeg jo er vild med. Selvfølgelig kan man godt smage, at basen er grøn te, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ens de to te er. Dette er faktisk ret godt, da grøn te jo har mange gode egenskaber, så jeg tror, jeg vil købe en grøn kvæde te, når den sorte er brugt op :-)
Carstensens har i øvrigt også en grøn kvædete med æblestykker. –Den vil jeg overveje at investere i.

søndag den 1. juli 2012

TdT - Dag 5

Cool Summer fra Tante T valgte jeg at købe, fordi jeg i forvejen var rigtig glad for min Cool Mint, og Cool Summer er en lidt mildere og mere frugtig udgave af Cool Mint.

Cool Summer er en urtete, der får en dejlig mørk gul farve. Teen smager sødt pga. lakridsroden, men man kan også godt fornemme smagen af blomster.

Denne te, tror jeg, vil være velegnet til iste, så måske den skal indgå i Projekt iste på et tidspunkt :-)

Hvis nogle skulle ønske at købe denne te, er det desværre ikke muligt pt. Jeg har i flere omgange oplevet, at jeg ikke længere kunne finde bestemte te på Tante T's hjemmeside. Da jeg kontaktede dem, fik jeg at vide, at de kun har teen på hjemmesiden, når de har den hjemme, så forhåbentlig dukker Cool Summer snart op på deres hjemmeside igen.