søndag den 31. marts 2013

En udfordring, der gik bananas - del 1

For snart længe siden, ja det var vist kort tid efter, jeg havde opstartet denne blog, hvilket er godt 11 måneder siden! fik jeg stillet en udfordring af en læser. Udfordringen lød på at finde en banan the. Hun havde smagt en for flere år siden, men huskede ikke hvor den kom fra. Jeg gik derfor på jagt efter noget, jeg troede ville blive nemt at finde. -Men det har jeg i dag måtte indse, at det ikke var.

Det har simpelthen ikke været mig muligt at finde en the, der bare smager af banan og intet andet!

Jeg har ellers været vidt omkring. Først søgte jeg efter banan the hos mine mest anvendte the forhandlere i København, men uden held. Så fik jeg fat i Liljehøj fra Holbæk, der forklarede mig, at banan the nærmest var umulig at få fat på for tiden, og at ingen af deres leverandører kunne skaffe den. De mente, det skyldtes for lav efterspørgsel.

Næste skridt blev Tune Krydderier, der ifølge deres hjemmeside havde en banan the. Jeg besøgte derfor deres stand på Roskilde Dyrskue sidste år, hvor de altid har en masse the med. Men desværre var banan theen udsolgt. De sagde, jeg kunne komme på deres marked senere på sommeren i Ballerup. Dette havde jeg så planer om, men for ikke at komme forgæves, sendte jeg dem en mail nogle dage inden, for at tjekke om de havde fået theen hjem. Denne mail fik jeg aldrig svar på, selv om jeg rykkede dem, og derfor valgte jeg ikke at tage afsted, da indgangen til markedet var lidt dyr taget i betragtning af, at jeg slet ikke vidste, om jeg ville få noget ud af mit besøg. Det ser ud til, at man kan købe theen på deres hjemmeside, men de skal have 75 kr. for at sende en pose the til 20 kr. Det nægter jeg simpelthen at betale.

Så fandt jeg endelig en Banan Fløde the hos Vildmedte.dk, der bare lød som den helt rigtige the. Men ak, da jeg en uges tid senere ville ind og bestille theen, var den pludselig ikke længere på hjemmesiden. Jeg kontaktede forhandleren, der gav mig samme forklaring som Liljehøj. Banan theen var udgået, da den skulle bestilles hjem i for store mængder, og der var ikke nok salg i den. Øv øv.

En lille smule træt af det hele fandt jeg så endelig en forhandler, der havde en banan the hjemme. Men jeg måtte gå på kompromis, da det ikke var en løs the. Tekanden.dk solgte en Banan med Kanel the som de var så flinke at sende mig et par smagsprøver af. Denne the har jeg skrevet om her.
En dejlig the, men ikke lige den slags banan the, jeg søgte efter. Jagten var derfor stadig i gang.

Fortsættes...

lørdag den 30. marts 2013

Påske-sten?

Jeg har fået endnu en påskegave :-) En æske påskeæg fra Chaya, der også sælger løs the. Lige da jeg så æsken, håbede jeg, at the så var en del af ingredienserne i påskeæggene, da det jo kunne være lidt sjovt, men så heldig var jeg desværre ikke.

Det ændrer dog ikke på, at påskeæggene er rigtig gode og også lidt sjove. De ligner nemlig dekorationssten :-) Se selv:

Jeg har hørt om Chaya før, men aldrig købt deres theer, da jeg synes, prisen er lidt for høj. I hvert fald for mig, der gerne vil have små, men mange forskellige portioner af the i køkkenet. Chaya sælger prøverør med deres theer til 15 kr., hvilket er rigtig smart, men jeg ved faktisk ikke, hvor mange gram, der er i rørerne. Og 15 kr. pr. rør, kan hurtigt blive mange penge, hvis man "bare lige" skal smage lidt forskellig the. Derudover sælges de fleste af deres theer i 150g rør eller større, hvilket er alt for meget the for mig. Jeg foretrækker at købe min the i 50g eller 100g portioner, så den ikke ender med at stå alt for længe, før den er drukket op.

Men lækkert ser det ud, så jeg kan da ikke udelukke, at jeg snart skal prøve en the eller to fra deres sortiment :-) Især White Julia er jeg altså lidt fristet af.

Chaya har iøvrigt også en påske the, som jeg ikke have fundet den anden dag, da jeg skrev om forskellige påske theer. Chayas Påske te er en sort the med kornblomster samt duft af jordbær og eksotiske frugter.

Påske the #2

Så fik jeg smagt på den påske the, jeg købte i sidste uge: Grøn Påske Te fra Frederiksdal Tehandel og den var altså en god overraskelse :-)

Jeg var noget spændt på at smage den, da den ud fra ingredienserne lød lidt speciel. Det er nemlig en grøn the tilsat gulerodsflager, pebermynte, hibiscus, ginkgoblade, appelsin, lakridsrod, citron, morgenfrue-blomster og aroma. Min første tanke var at med alle de ingredienser, ville denne grønne the da blive helt ”overdøvet”. Men jeg fik heldigvis ikke ret :-) Theen er rigtig lækker, og selv om man ikke kan skelne mellem de forskellige smage, så giver de tilsammen en dejlig sød, let blomster-agtig smag, hvor den grønne the base sagtens kan smages. En rigtig forårsthe!

Farven er noget mørkere end ved en ren grøn the, da blandt andet gulerod og hibiscus er med til at give farve. I stedet for den klassiske lyse gulgrønne farve, har denne the en rigtig smuk (og meget Påske-agtig) mørk gul farve.

Jeg elsker når nye theer overrasker positivt :-) og denne havde jeg helt sikkert aldrig købt, hvis ikke det var fordi, jeg gerne ville prøve en Påske the, for ud fra indholdet sagde den mig ikke rigtig noget.

Fortsat god påske alle sammen :-)

torsdag den 28. marts 2013

En Påske-gave

Først vil jeg gerne sige rigtig god påske til alle mine læsere :-) Jeg håber, I nyder de ekstra fridage.

I søndags var jeg så heldig at få en påske-gave af den hest, jeg passer (ja ja, meget dygtig hest :-) -Han giver også julegaver ;-) ). En del af gaven var en dejlig Lakrids Mint urtethe fra Yogi Tea, Licorice Mint. Theen indeholder pebermynte, lakridsrod, kanel, kardemomme, ingefær, nellike, sort peber, kanelekstrakt, kardemommeolie og ingefærolie.

Selve smagen minder rigtig meget om Peppermint & licorice fra Pukka. Den smager sødt og lækkert af lakrids, mens minten ikke smager så meget i gennem, men giver en dejlig duft og friskhed til theen, så lakridsens sødme ikke bliver for tung. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne smage alle de andre ingredienser.

Eftersom theen fra Yogi indeholder en del flere mindre ingredienser end theen fra Pukka, tænker jeg, at jeg en dag skal prøve at drikke de to theer samtidig for at se, om jeg kan smage forskel. Det burde jeg jo kunne, når nu der er flere ting i theen fra Yogi.

Men uanset hvad, så er det en dejlig the. Jeg er blevet rigtig glad for urtetheer med lakridsrod, og denne er ingen undtagelse. Dog passede smagen ikke så godt til de små mælkchokolader, jeg valgte at spise sammen med ;-) Fremover vil jeg nok bare drikke theen uden at spise noget sødt til. Den er sød nok i sig selv.



tirsdag den 26. marts 2013

Tomme dåser

Jeg har givet mig selv forbud mod at købe ny the (har dog ikke helt kunne holde det, men næsten :-) ), fordi der ikke længere var plads på the-hylden i køkkenet. Ud over the-hylden måtte jeg også finde en kurv frem til at stå på bordet, hvor jeg har puttet alle mine sorte poser fra Tante T og Frederiksdal Tehandel i. Det til trods har jeg stadig lidt pakker med the stående tilbage på køkkenbordet :-)

Men nu har jeg da fået tømt en del the-dåser på det sidste. Det føles lidt trist, og jeg har sådan lyst til straks at købe mere af den the, jeg har drukket op, men jeg har ind til videre holdt mig i skindet. Jeg kan jo ikke også købe nye slags the, hvis jeg samtidig er nødt til at have en beholdning af al "den gamle" the.

De the, jeg har drukket op på det sidste, er:
Grøn Mango fra Tante T - Jeg ville gerne have en ny, men har besluttet at lade være ind til videre. Jeg har så mange andre fine og lækre grønne theer.
Dark Chocolate fra Perchs - Denne tror jeg "desværre" ikke, jeg kan lade være med at købe en ny af. Både fordi den er god, men også fordi jeg bruger den i mange af mine eksperimenter, hvor jeg prøver at blande mine egne theer. Jeg har bl.a. lige fået nogle rosenblade hjem fra Tyrkiet, som jeg gerne ville prøve at blande i denne the. Men jeg har jo ikke mere lige pt :-/
Rooibos Champagnebrus fra Tune Krydderier - Denne skal jeg helt sikkert ikke have en ny af, for der findes mange andre og meget bedre rooibos theer, som jeg hellere vil have.
Kærlighedsthe - Lige pt har jeg stadig en del Sløjfe te, som minder rigtig meget om den, så derfor har jeg ikke brug for en ny portion. Men så snart sløjfe teen er drukket op, skal der købes mere kærlighedsthe, for det er klart en af mine favoritter, når jeg skal drikke sort the.

Et gammelt billede af min the-hylde. I dag står der endnu flere dåser stablet op oven på hinanden. Jeg er efterhånden blevet ret god til at lave "tårne" at mine the-dåser ;-)

mandag den 25. marts 2013

Påske the #1

Så er Påsken lige om hjørnet og derfor har jeg for første gang købt en påske the. Men hvordan skal en påske the egentlig smage? Af æg? Af chokolade?

De forhandlere, der har påske the er ikke helt enige i, hvordan en påske the skal smage, men overordnet set er temaet grøn the med frugt. Altså ingen æg eller chokolade :-)

Jeg har fundet lidt forskellige påsketheer, men det er kun de 2 af dem, jeg har personlige erfaringer med, så hvorvidt de andre theer i dette indlæg er gode eller ej, kan jeg ikke vurdere. Men de lyder lækre :-)

Hos Østerlandsk Tehus sælger de en påske the hvis base, jeg ikke helt kan finde ud af. Theen er kategoriseret under deres sorte theer med aroma, men i beskrivelsen står der grøn the. Måske theen primært består af sort the men blandet med en anelse grøn the? Der må jeg desværre være jer svar skyldig. Ud over selve the-basen er den tilsmagt med rabarber, fersken, jordbær og earl grey (bergamotte).

Tante T har valgt at pifte en af deres sædvanelig theer op og kalde den påske the. Det er deres lækre Grøn Elverthe, som jeg tidligere har skrevet om, der nu har fået tilsat lidt gul morgenfrueblomst, så man kan komme lidt i påskestemning af den gule farve :-) Theen er på grøn base med smag af fersken, earl grey og citron. Jeg er rigtig glad for denne the, som jeg har i den "normale" udgave uden morgenfruer.

Frederiksdal Tehandel har også lavet en påskethe på grøn base, og denne the er netop landet i min postkasse, så den skal I nok få lov at høre mere om i påsken. Theen er tilsmagt med gulerodsflager, pebermynte, hibiscus, ginkgoblade, appelsin, lakridsrod, citron, morgenfrue-blomster og aroma. Det lyder som noget af en blandet landhandel i mine ører, så jeg er godt nok spændt på at smage den.

Hos China Tea House har jeg fundet to forskellige påsketheer. En på sort base og en på grøn base. Den sorte påske the er tilsat vilde bær, appelsin, blodappelsin, morgenfrueblomster og citronmelisse, mens den grønne the er tilsat æterisk olie af granatæble, mango, appelsin, blodappelsin, og dekoreret med morgenfrueblomster og citronverbena. Begge theer lyder gode, men jeg tror umiddelbart, at jeg vil synes bedst om den grønne, da jeg synes citrusfrugter går bedre med grønne theer end sorte theer (med undtagelse af bergamotter i earl grey).

Morgenfrueblomsterne er altså populære, men jeg tror mest, det er for den gule farve. Jeg har ikke indtryk af at de også tilfører smag. Derudover er forhandlerne også enige i, at der skal en eller anden form for citrusfrugter i. Men om det skal være de søde appelsiner eller de syrlige citroner og bergamotter, kan de ikke blive enige i :-) Men det gør det jo kun mere spændende, at theerne ikke er så ens.

Rigtig god påske :-)

lørdag den 23. marts 2013

Kejserens the

D. 15. december drak jeg Grøn Jasmin Te ”Chung Hao” fra min the julekalender.

Generelt er jeg rigtig glad for grøn the tilsat jasmin, da jeg synes den fine jasmin-smag passer virkelig godt sammen med en god grøn the. Så længe det altså ikke bliver for parfumeret, for det kan de billige jasmin the godt være.

Denne the er en af de virkelig lækre. Jasmin-smagen er lige tilpas, og den giver theen en rigtig lækker smag og duft. Theen er meget fin i smagen, og derfor foretrækker jeg at drikke den alene, dvs. uden kage, brød eller andet til. Jeg synes ikke smagen bør ”ødelægges” med andre smagsindtryk, og samtidig synes jeg heller ikke blomstersmagen fra jasminen passer til f.eks. en stor fed chokoladekage.

Frederiksdals hjemmeside, skriver de bl.a. følgende: ”Selvom det er en jasmin te, så er de flest jasminblomster fjernet varsomt efter at de friske teblade har absorberet den fine jasmin smag.” Så giver det jo god mening, at jasmin-smagen ikke er for kraftig men netop helt tilpas :-)

Frederiksdal skriver også, at denne fine the er blandt de mere sjældne og førhen var reserveret for det kejserlige hof i Kina. -Så jeg følte mig ekstra fin, da jeg drak den ;-)

lørdag den 16. marts 2013

Himalaya Darjeeling

Jeg beklager stilheden på bloggen for tiden, men arbejdet kræver en del, og jeg har egentlig også en kandidatafhandling, jeg burde skrive på. Så der bliver faktisk heller ikke drukket så meget the lige pt, da jeg slet ikke kan finde tiden til at gå i køkkenet og brygge en god kop the :-(

I dag skal der dog laves om på det, da jeg skal sidde inden døre og læse årsregnskaber hele dagen. -Det skal jeg nok skåne jer for at gå mere i detalje med, men det er da den perfekte anledning til at få drukket en masse the :-)

Indlægget kommet dog til at handle om en the, jeg drak for længe siden, da jeg stadig har et par theer fra min the julekalender, jeg ikke har fået fortalt jer om. Denne gang er det Himalaya blanding - Darjeeling.

Dette er en meget let sort the, så jeg var først lidt i tvivl, om det ville være synd at hælde mælk i, som jeg jo ellers ofte gør med sort the. Men efter at have smagt den både med og uden mælk, syntes jeg faktisk den var bedst med mælk. Jeg brugte minimælk, hvilket jeg tror er det bedste, når theen er så let. Her ville jeg ikke bruge en fed mælk.

Som jeg tidligere har nævnt er det svært at forklare, hvordan de rene theer smager, da de jo ”bare” smager af the :-) Frederiksdal Tehandel beskriver theen som krydret, men "krydret" får mig altid til at tænke på theer med nelliker, kardemomme, chilli, ingefær eller andet, der virkelig smager igennem, så derfor synes jeg ikke, jeg vil beskrive theen således. Men på ”the-sprog” er det sikkert den rette betegnelse, da jeg godt kan smage, at the-smagen går godt igennem.

Jeg beklager, hvis ovenstående er lidt volapyk, men jeg er ingen the-ekspert, når det kommer til beskrivelse af selve theen. Jeg gør bare mit bedste ud fra, hvad jeg synes om de enkelte theer. Det korte af det lange er, at jeg rigtig godt kan lide denne the. Især synes jeg, den fungerer godt som morgen/formiddagsthe, hvordi den er let og lækker.

Rigtig god weekend allesammen :-)

Ja, det ser jo ikke lige så lækkert ud, når man hælder mælk i, men det smager altså godt!


fredag den 8. marts 2013

Den sidste mango the...

...blev drukket i dag. Grøn Mango fra Tante T var en af mine allerførste løse theer, så den har holdt godt. Ja faktisk flere år :-) Bestemt ikke fordi, den ikke smager godt, men mere fordi jeg efterfølgende fik så mange nye theer, at den måske røg lidt i glemmekassen.

Første gang jeg smagte Grøn Mango var også under mit allerførste besøg hos Tante T. Min veninde havde inviteret på brunch i Thesalonen, og theen vi valgte sammen med vores mad var Grøn Mango. Den smagte så dejligt, at jeg købte en pose med hjem. Dengang var jeg helt ny inden for "faget", så jeg købte ikke flere theer med hjem, som jeg ellers nok ville gøre i dag ;-)

Jeg tror faktisk, dette også var mit første møde med Grøn The! Jeg husker, hvor overrasket jeg var over, at så mild og let en the stadig kunne smage så skønt :-) Derfor var jeg bare nødt til at eje den.

Mangoen giver en virkelig dejlig duft til theen, mens smagen måske er en smule begrænset. Jeg vil dog ikke udelukke, at det skyldes, min the nu er gammel, men jeg synes, jeg altid har "manglet" lidt mango smag i denne the. Manglet står i "" fordi jeg egentlig ikke har manglet smag. Den grønne the er rigtig lækker i sig selv og mangoen giver et dejligt pift, men man skal ikke købe denne the, hvis man forventer en kraftig mango the.

I dag blev theen brygget en smule kraftigt, da det var de sidste rester fra dåsen. Derfor ser farven noget mørkere ud, end den ville være, hvis den var brygget korrekt. Smagen var dog stadig god :-)




torsdag den 7. marts 2013

Afrikansk the

I dag kommer det til at handle om to forskellige Rooibos theer fra min the julekalender fra Frederiksdal Tehandel.

D. 7. december drak jeg Rooibos Blåbær, der er Rooibos blandet med Honeybush, hyldebær, blåbær, kornblomst og aroma. Honeybush er lige som Rooibos en the lavet på planter fra Sydafrika. Den bliver kaldt honeybush, fordi planten dufter af honning.
Theen er rigtig dejlig, men den skiller sig ikke synderligt ud i forhold til mange af de andre rooibos the, jeg har. Jeg kan godt smage, den er lidt anderledes, men hvis jeg ikke vidste det, tror jeg ikke blåbær havde været mit bud på smagen. Men det er en dejlig the, og jeg kan rigtig godt lide, at der er blandet honeybush i basen, da det giver en lidt anden grundsmag end en ren rooibos.

D. 21. december blev det så tid til at smage på Rooibos Te Hyldebær og Rabarber. Dette er en ren Rooibos tilsat hyldebær, hyldebærblomster, rabarber og sommerfuglebusk blomster.

Jeg har en del Rooibos theer i køkkenet, der alle er tilsmagt med forskellige ingredienser f.eks. skovbær, rabarber og sommer (der vist består af bær), men desværre synes jeg, de smager meget ens alle sammen. Denne minder også lidt om dem. Den er knap så parfumeret, men jeg sidder alligevel med en fornemmelse af, at jeg har smagt theen før.
Jeg er ellers glad for Rooibos the, og denne er også god, men det bliver ikke en favorit :-) Fordi jeg synes, denne smager meget som ”alle de andre” har jeg svært ved at defineret, om det er rabarber, hyldeblomst eller noget helt tredje den smager af. Dog tror jeg, at hvis man ikke allerede som jeg, er træt af denne slags Rooibos, vil man synes rigtig godt om denne the, da den er meget blød og virker afslappende. Jeg bliver altid i sådan rigtig hygge-humør, når jeg drikker rooibos :-)

lørdag den 2. marts 2013

Sov Godt

D. 17. december trak jeg Sov Godt te op ad min the julekalender.

Denne urtethe indeholder citronmelisse, pebermynte, kamille, orangeblomster, solbærblade og en citrus/græskar-aroma. Den har en fin mørkegul farve og dufter i ubrygget form af pebermynte samt et eller andet udefinerbart. Måske det er citrus/græskar-aromaen? Jeg er faktisk ikke klar over, hvordan græskar dufter og smager :-)

Når theen brygges, er det stadig denne duft, der hænger ved, mens jeg synes pebermynteduften forsvandt. Generelt er jeg ikke den store fan af urtethe. Før jeg opdagede Cool Mint, drak jeg kamillethe, hvis jeg havde ondt i halsen, men ellers drak jeg ikke urtethe. Nu er jeg gået hen og blevet glad for nogle af de lidt nyere blandinger med især lakridsrod i, men ”de gode gamle” med kamille i, drikker jeg meget sjældent. Jeg kan egentlig godt lide dem, men jeg kan bare bedre lide ”rigtig” the.

Denne the kan sagtens drikkes, men jeg ville klart foretrække en mere ren kamillethe, hvis jeg endelig skulle over i den boldgade. Jeg synes ikke helt den ekstra aroma falder i min smag, men jeg kunne forestille mig, at hvis man allerede er glad for kamille the, ville denne være en god afveksling fra den traditionelle rene kamille the.