fredag den 31. august 2012

Kærlighed, eller ej?

I dag har jeg drukket Pukka love, kærlighed. Den beskrives som en te, der vil varme dit hjerte :-) Desværre synes jeg ikke helt, den lever op til denne ellers meget fine beskrivelse.

Teen indeholder kamille, limeblomst, hyldeblomst, morgenfrue, lakridsrod, rosenblade og lavendel, altså en god blanding af en masse fine blomster og lidt ekstra :-) Farven ligner en almindelig kamillete: frisk mørkegul, og den dufter også sådan, dog med en snert af lakrids. Smagen er sådan lidt svag kamillete med en blanding af andet forskelligt. Men jeg synes ikke rigtig nogen af de andre ingredienser smager ordentlig igennem, så det samlede resultat er egentlig ikke så godt, efter min mening.

Bevares, teen kan da både drikkes og nydes, men jeg forstår ikke helt blandingen af alle de forskellige ting, der gør, at man ikke helt kan definere de forskellige smage. Der er jeg altså mere til simple te med ikke alt for mange smagsindtryk. En anden gang vil jeg nok bare vælge en helt almindelig kamillete :-)


Ny te på vej

I min netop afsluttede konkurrence kunne man vinde Grøn Pina Colada te fra Perchs. En te jeg har blandt mine personlige favoritter. Desværre er det snart noget tid siden, at jeg har smagt den, da jeg ikke fik købt nyt, da den gamle blev tømt.

Det er der nu rådet bod på :-) 

Jeg blev helt "lækkertørstig" (kan man være det?) efter al den snak om Grøn Pina Colada te, så nu er der bestilt nye forsyninger fra Perchs webshop. Ud over Grøn Pina Colada, har jeg bestilt Copacabana te, som jeg bl.a. har planer om at afprøve som iste, og så blandingen Daisy, da jeg synes, det var på tide med en ren sort te uden aroma til sortimentet.

Uh, det bliver skønt at få Grøn Pina Colada tilbage på tehylden, og så glæder jeg mig rigtig meget til at smage de to nye te.

Og vinderen er...

...lod nr. 26 :-)


Jeg har i dag trukket vinderen af konkurrencen ved hjælp af "True Random Number Generator" på random.org.

Vinderen er kontaktet på mail.

Stort tillykke herfra :-) Jeg håber, du vil synes om den skønne Grøn Pina Colada te, der er en af mine personlige favoritter.

Også en stor tak skal lyde til A.C. Perch's Thehandel for at sponsere præmien.

torsdag den 30. august 2012

Masser af lakrids

Denne ene af citronteerne fra i går, Pukka lemongrass & ginger, indeholdt også lakridsrod, hvilket også er en ingrediens i Pukka refresh, som jeg drak i tirsdags. Pukka bruger ofte lakridsrod i deres teer, fordi lakridsroden tilfører sødme.

De to teer, jeg har drukket i dag, har lakridsrod som hovedingrediens.

Pukka peppermint og licorice er en meget simpel te. Den består nemlig kun af pebermynteblade og lakridsrod. Den må gerne trække i mere end 5 minutter, da det gør, at lakridsen smager endnu mere igennem. Farven bliver en lidt mørk gul/brun farve, mens duften er svag lakrids.

Teen smager af det, der er i den: Lakrids og pebermynte. Dette kan jeg rigtig godt lide ved den. Der er ikke en masse underlige ting i, man alligevel ikke kan smage :-) Pebermynten dæmper lakridssmagen en smule, så den er knap så kraftig som en ren lakridste. Normalt kan jeg bedst lide ren lakridste, men nogen gange kan jeg godt finde den lidt for kraftig, og så ville en kop peppermint & licorice være helt perfekt for mig. Men det kommer jo an på, hvad man er til :-)


Pukka licorice & cinnamon indeholder en del flere ingredienser: lakridsrod, kakaobønne, ristet cikorierod, kardemommefrø, kanel bark og fennikelfrø. Farven er så mørkebrun, at den næsten ser sort ud i koppen. Duften er ikke så lækker efter min smag. Man kan dufte kanel blandet med noget, jeg ikke kan definere. Formentlig en god blanding af kakao, kardemomme,  fennikel og lakrids.

Smagen passer meget godt på teens navn, lakrids og kanel. Men samtidig synes jeg også godt, man kan smage, at der er yderligere ingredienser i. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, for jeg har aldrig smagt en ren lakrids og kanel te, men umiddelbart er jeg ikke så vild med denne te. Jeg kan sagtens drikke den, men jeg vil foretrække en ren lakridste eller Pukka peppermint & licorice, hvis jeg skulle have en te med lakridssmag.


Jeg mangler nu at smage på 4 pukka te, og ud af disse indeholder yderligere 3 af dem lakridsrod, dog ikke som hovedingrediens.

Konkurrence slut

Så er konkurrencen officielt slut. Tak til alle deltagere :-)

Vinderen trækkes i morgen ved hjælp af random.org, der har en online generator, der kan trække et uvilkårligt nummer inden for en fastsat ramme. Der er i alt 57 lodder med i konkurrencen, hvor præmien er 100g Grøn Pina Colada te sponseret af Perchs.

Følg med i morgen, når vinderloddet bliver fundet :-)

onsdag den 29. august 2012

Pukka med citron

I dag har fokus været på citron, idet jeg havde 2 forskellige pukka te med citronsmag.

Pukka lemongrass & ginger beskrives som "dejlig frisk og opløftende". Den har en dejlig gul og indbydende farve og dufter godt af citrongræs. Teen indeholder citrongræs, citron verbena blade, lakridsrod, ingefærrod, amla frugt og citrongræsekstrakt.

Selve smagen minder meget om Cool Mint, jeg har skrevet om tidligere, da det primært er citrongræs og lakridsrod, der smager igennem. Ingefæren kan kun svagt anes.

Jeg kan rigtig godt lide denne te, men jeg foretrækker Cool Mint, der er uden ingefær og hvor lakridsroden smager bedre igennem.

Pukka lemon green tea indeholder rent faktisk te :-) Det er en blanding af grøn sencha te, citron verbena blade, citron olie ekstrakt og hele sicilianske citroner. Det er en meget mild te, der ikke smager af så meget. Farven er dejlig frisk og gul, mens duften er svag citron. Smagen er som sagt meget mild og på ingen måde bitter, selv om det er en citronte. Den smager friskt af citron og mild grøn te.

En rigtig lækker forfriskende te. Faktisk kan jeg væsentlig bedre lide denne citron te sammenlignet med andre mærker, netop fordi den er meget mild i det. Man skulle næsten tro, den var lavet på hvid te :-)




tirsdag den 28. august 2012

Forfriskende Pukka

I dag har jeg drukket en kop Pukka refresh te. Denne te beskrives som opfriskende og balancerende, og den indeholder pebermynte blade, lakridsrod, fennikelfrø, hibiscus, rose og korianderfrø.

Når teen brygges, ser den ikke videre indbydende ud. Farven minder mest af alt om mørkt mosevand :-) Til gengæld dufter den svagt af mint. Det er også minten, der går igennem i smagen sammen med en snert af lakridsroden. De andre ingredienser kan jeg ikke så godt smage.

Jeg synes, teen lever godt op til sit navn. Den er virkelig forfriskende pga. minten, men uden mintsmagen bliver for kraftig. Det kan jeg rigtig godt lide. Derudover passer den søde smag af lakridsrod rigtig godt sammen med mintsmagen.


Tilbage igen

Så er jeg tilbage efter en lille ferie sydpå, og jeg glæder mig til at komme i gang med bloggen igen.

Min lille konkurrence slutter i denne uge. Det bliver spændende at se, hvem den heldige vinder bliver :-) I kan stadig nå at tilmelde jer. Sidste tilmelding er i morgen, onsdag d. 29. august. Vinderen trækkes fredag d. 31. august.
Jeg har sendt alle lodder ud til de tilmeldte, men hvis nogen mener, de mangler deres lod, må I endelig kontakte mig på ateaholic@gmail.com.

Derudover har jeg jo lovet jer, at denne uge vil stå i Pukka teens tegn. Så her får I lige en lille introduktion:

Virksomheden Pukka Herbs Ltd, der producerer Pukka teen, har specialiseret sig inden for urteteer med gode egenskaber for krop og sjæl. De er blevet kendte på den gode smag og de naturlige ingredienser. Egentlig synes jeg, det er en rigtig spændende virksomhed. Jeg er vild med deres mission om friske gode råvarer, der er sunde for kroppen, og at de støtter WWF er bare endnu et plus i min bog. Men når det så er sagt, vil en te-verden kun med Pukka te være meget meget trist.
Som jeg snart har skrevet mange gange, er det vigtigste for mig, når jeg drikker te, variation! Jeg nyder teen meget mere, når jeg ikke drikker den samme hver gang, og netop derfor skifter jeg også meget mellem at drikke sort te, hvid te, urtete osv.
Pukka te laver næsten kun urteteer, og det gør dem for mig en smule ensformige, selv om de kommer i mange smagsvarianter. De fleste af deres te er virkelig lækre, men jeg bliver hurtigt træt af kun at kunne vælge mellem deres te. Efter 2 kopper (selv om de er forskellige), trænger jeg altid til en kop "rigtig" te, der rent faktisk indeholder te :-)

Jeg har fået fat i 9 forskellige te-breve fra Pukka, som jeg vil smage på i løbet ad ugen. De 9 te er lemon green tea , three mint, vanilla chai, lemongrass & ginger, peppermint & licorice, love, refresh, pure og licorice & cinnamon.


Jeg har smagt dem alle før, men nu vil de blive testen en ad gangen, mens jeg vil skrive mine tanker omkring dem ned. Det håber jeg, I vil se frem til at læse :-)

Hvis nogen er interesseret i at læse mere om virksomheden Pukka Herbs Ltd, kan I finde deres hjemmeside her: www.pukkaherbs.com

fredag den 17. august 2012

Sommerferie

Så er det endelig ved at være tid til sommerferie for mit vedkommende. Det er sjældent, jeg oplever at have fri fra både skole og arbejde på samme tid, så jeg glæder mig rigtig meget.

Desværre kommer det også til at betyde en lille sommerferie for bloggen, da jeg på søndag tager en uge til Tyrkiet. Jeg vender dog stærkt tilbage i min 2. uges ferie, hvor jeg bare skal slappe af i Danmark. Jeg har planlagt, at jeg skal bruge den uge på at smage på en masse forskellige Pukka te, så uge 35 kommer til at stå i Pukkas tegn. -Det håber jeg, I vil se frem til :-)

Nye tilmeldinger til konkurrencen vil få tilsendt lodder i perioden d. 27.-28. august. Husk at sidste tilmelding er d. 29. august!

Rigtig god weekend, jeg håber, I alle får tid til at nyde det varme vejr, vi er blevet lovet.

onsdag den 15. august 2012

Smager teen, som den dufter?

Hvordan er det nu lige med duften og smagen af te? Kan man regne med, at teen smager, som den dufter?

Dette er desværre langt fra tilfældet.

At duft og smag ikke kan kombineres med sikkerhed, gør det endnu sværere, når der skal vælges ny te til samlingen, for man vil jo gerne ende ud med noget, der smager rigtig godt. Desværre har jeg erfaret at eneste måde at vide sig 100% sikker på, om man kan lide teen, er at smagen den i korrekt brygget tilstand. Og det er jo sjældent muligt, når man køber te, uanset om man køber i dagligvarebutikkerne, te forhandlernes butikker eller på deres hjemmesider.

Det sker selvfølgelig at te forhandlerne deler smagsprøver ud i butikken, men skulle man være så heldig, er det sjældent de kan tilbyde mere end 2 slags te. Hos Perchs og Tante T kan man selvfølgelig købe teen i deres te-saloner, men det kan nok godt gå hen og blive lidt dyrt, hvis man skal smage alle de te, man overvejer at købe :-)

For bedre at lære sine smagsløg at kende, skal man starte med at fokusere på selve te-basen. Hvis man f.eks. ikke kan lide grøn te, hjælper det ikke noget at købe en grøn te, fordi den dufter fantastisk. Den vil stadig smage af grøn te! Så er det bedre at finde samme smagsvariant på en base af sort eller rød te, hvis man kan lide disse typer.

I mit køkken har jeg to teer, der i den grad har snydt mine næsebor. Den ene positivt, den anden negativt.

Jeg har tidligere boet i Bergen i Norge og her fandt jeg en Jordbær Kiwi te. Den dufter helt fantastisk sødt, og de markedsførte den også som værende en bestseller. Så den måtte jeg da prøve :-)
Desværre blev jeg skuffet. Teen er syrlig! Bestemt ikke den smag, jeg havde forventet, når den duftede så sødt og lækkert. Jeg kan sagtens drikke teen, men der skal 1-2 teske fulde akacie honning i, før jeg kan lide den. Normalt putter jeg aldrig sukker eller andre sødemidler i min te. Men lækker ser den da ud:

Teen er lavet af tørret jordbær og kiwi stykker, så der er ingen te i. Jeg tror, det er kiwien, der gør smagen syrlig, da jeg har en anden te med jordbær stykker, der ikke er syrlig. Jeg kan godt lide Jordbær Kiwi teen, da den er dejlig frisk og anderledes, men jeg ville nu alligevel hellere have haft en lækker sød te, der smagte, som denne te dufter ;-) Fremover husker jeg, at jeg ikke skal købe te med kiwi stykker i, hvis jeg ikke vil have en syrlig te.

En anden te, der dog overraskede positivt, var Cool Mint. Den dufter ikke af særlig meget, kun en svag citrus duft kan anes. Derfor forventede jeg mig ikke så meget af den, da jeg bryggede den første gang. At smagen er temmelig kraftig i forhold til almindelig te, kom derfor meget bag på mig. Det er blandt andet lakridsroden i teen, der giver den denne kraftige sødlige smag, men da lakridsrod ikke dufter at noget, blev min næse snydt.

Pointen med dette indlæg er altså at sige, at jeg desværre ikke kan give jer nogen guidelines. I må prøve jer frem :-) Dog vil jeg anbefale, at I altid drikker en te 2-3 gange, før I beslutter jer for, om I kan lide den eller ej. Jeg har i hvert fald selv erfaret, at hvis en te skuffer mig, smager den alligevel bedre 2. gang jeg drikker den, fordi jeg ikke har nogen forventninger. Ofte har man så store forventninger til teen første gang man smager den, at man helt glemmer at smage efter, hvad den så smager af. -Hvis den ikke lige smagte af det, man forventede.

God fornøjelse med te-jagten :-)

søndag den 12. august 2012

Flydende skumbananer...

...er nok den bedste måde, jeg kan beskrive den banante, jeg smagte i dag, på.

For 3 uger siden fortalte jeg, at jeg havde modtaget smagsprøver fra Tekanden.dk. Den ene af disse prøver var en Banan med kanel te, og den har jeg i dag endelig fået smagt på. Teen er fra London Fruit & Herb Company og den indeholder faktisk ingen te. I stedet er det en blanding af æblepresserester, brombærblade, æblesyre, aroma, kanel, hyben, hibiscus, ristet cikorierod, vanilje og bananpulver, så det er en god blanding af lidt af hvert :-) Den smager dog mest af det den skal: Banan og kanel.

Farven på teen blev en flot brun-orange farve, og den ser ganske indbydende ud i koppen:

Normalt er jeg ikke så meget til disse urte-/frugt blandinger, der aldrig har set skyggen af te, men denne synes jeg faktisk godt om. Den virker dejlig afslappende, fordi der er kanel i den, uden at der bliver for meget "julestemning" af at drikke den.

Jeg tror ikke, det er sådan en te, jeg har lyst til at drikke hver dag, men en gang i mellem vil den helt sikkert være lige det, jeg har lyst til. Jeg kan jo godt lide variation, og da denne ikke smager som noget, jeg har i forvejen, kan jeg ikke udelukke, at den skal hjem til samlingen på et tidspunkt :-)

fredag den 10. august 2012

En travl tid

Pyh, hvor er det skønt at kunne sætte sig ned i sofaen, slå benene op og tage en tår af en dejlig varm kop te. August måned er startet ud med travlhed; eksamen, OL i London og masser af arbejde på jobbet. Men nu er jeg så småt ved at falde på plads igen, og nøj hvor jeg nyder at skulle lave absolut ingenting her i weekenden :-)

Nu sidder jeg så her og nyder en dejlig kop Rooibos Kokos Mango sammen med et stykke nybagt krydderkage. Skøn start på den kommende weekend.


Denne lækre rooibos te er fra Liljehøj i Holbæk, hvor min favorit rooibos (Skovbær) også kommer fra. Den har en smuk mørkebrun farve med rødt skær, og den smager lækkert af mango med et strejf af kokos. Selve rooibos smagen går dog meget igennem, så man skal ikke forvente en reel frugtte, hvis man køber denne te. Det er en rooibos, og den smager som rooibos. Lige som jeg bedst kan lide det :-)

Konkurrencen om Grøn Pina Colada te
Jeg har ikke været så meget ved computeren her i august, så derfor har jeg også været bagud med at sende lodder ud i min konkurrence om at vinde Grøn Pina Colada te fra Perchs. -Det beklager jeg.
Alle deltagere har nu fået deres lodder, så hvis du mangler dit lod, er det fordi din registrering ikke er gået igennem. Kontakt mig endelig på ateaholic@gmail.com ved manglende lodder.

Nu vil jeg nyde min te, inden den bliver kold :-) Kan I have en rigtig dejlig weekend.