torsdag den 30. maj 2013

Dagens pakke

Jeg har i dag modtaget en virkelig spændende pakke fra Bohea med en for mig ukendt the: BOH the.

Jeg blev for et par uger siden kontaktet af Bohea, der havde fundet min blog, og derfor gerne ville gøre mig opmærksom på deres produkt BOH the. Jeg skrev tilbage til dem, at jeg syntes, theen lød rigtig spændende, men at jeg desværre ikke kunne købe ny the lige foreløbigt. Det er lidt dyrt at skulle købe nye theer hele tiden, især når man slet ikke kan nå at drikke det hele op. Jeg skrev, at hvis de havde mulighed for at sende mig et par smagsprøver, ville jeg selvfølgelig gerne skrive om deres the.

Og jeg skal da lige love for, at jeg fik "smagsprøver". Se lige her:
Pakken indeholder 4 rene sorte løse theer (3 som smagsprøver, 1 i en flot dåse), 1 ren sort brev the, 2 aromatiserede løse theer, 6 aromatiserede brev theer (hvoraf de 2 er de samme som de løse theer) samt 3 forskellige instant ice tea. Virkelig skønt med så mange forskellige slags the, blandt andet ice tea :-)

BOH the kommer fra BOH plantagen i Malaysia, hvor den ene af the-haverne er blevet grundlagt af 2 danskere i 1934. Det er da lidt sjovt :-) Ifølge www.bohea.dk er BOH i dag den førende producent af kvalitets-the i Malaysia, så det bliver spændende at smage, hvordan theerne er.

Man kan finde meget mere spændende info om BOH the på Boheas hjemmeside. Bohea er den eneste forhandler i Skandinavien, så hvis I er blevet nysgerrige på denne the, kan I tage et kig på deres webshop. De har også en masse spændende the tilbehør :-)

onsdag den 29. maj 2013

Love Story vol. I

Som jeg skrev i søndags, har House of Bæk & Kvist valgt at lade mig teste deres nye the-serie fra Basilur: Tea Book Love Story. The-serien er især tiltænkt som en oplagt gave til en man holder af, hvilket jeg synes, er en rigtig god bagtanke. Så næste gang du mangler en god gave til f.eks. din kæreste, mor eller en sød veninde, så vil jeg da anbefale dig at tage et kig på disse fine the bøger. Eller hver egoistisk og giv dig selv en lækker gave ;-)

Love Story serien består af tre forskellige theer, som I vil kunne læse om her på bloggen over de næste par uger. I dag handler det om den første bog i serien, Love Story vol. I.

Theerne leveres i fine the-dåser, der er udformet som bøger, deraf navnet Tea Books. Theen opbevares yderligere i en lufttæt pose, der i sig selv også er ganske fin :-)
Jeg er simpelthen så vild med udseendet på disse bøger!


Dette er en the lavet på ren grøn Ceylon the fra Sri Lanka tilsat saflortidsel, kornblomst og bergamotte aroma (earl grey). Lige når man åbner posen kommer der en kraftig duft af bergamotte. Næsten for kraftig, så jeg var lidt spændt på, hvor kraftigt theen ville smage. Når theen er brygget, går bergamotte-duften stadig igennem, men den er blevet mere afdæmpet og lækker.
Jeg synes selv, theen ser dejlig festlig og sommerlig ud i ubrygget tilstand :-)


Smagen er skøn af bergamotte og så en anelse kornblomst. Saflortidsler ved jeg ikke, hvordan smager, så derfor kan jeg ikke lige smage, om den også går igennem :-)
På grund af den gennemtrængende bergamotte smag, vil jeg tillade mig at kalde det en earl grey the. Jeg har smagt mange earl grey theer efterhånden, og der er nogen af dem, hvor smagen altså lige er en anelse bedre. Dette er en af dem! Måske pga. kornblomsterne?
Til gengæld er det sjældent, jeg drikker earl grey på grøn base, og det var en rigtig dejlig variation. Earl grey er for mig en af de lidt tungere theer, da jeg altid drikker den med mælk og gerne lader den trække lidt længe. Men det duer jo ikke, når theen er på grøn base. Her må vandet max. være 80 grader, theen skal trække i 2-3 minutter og mælk er no-go (hvis man spørger mig). Så ender man så også ud med en let og lækker sommer the, der er dejlig forfriskende.

Indlægget her er sponsoreret af House of Bæk & Kvist, der sælger hele Basilurs skønne sortiment på deres webshop. Se mere her.

tirsdag den 28. maj 2013

Dagens pakke

Er der noget mere herligt end når der står en stor pakke og venter på en, når man kommer hjem fra arbejde fyldt med lækker ny the? :-) -Det kunne jeg sørme godt vænne mig til.

Pakken kom fra House of Bæk & Kvist, som jeg fortalte om den anden dag.

Her er pakkens lækre indhold, som I skal få lov at høre mere om i de næste par uger:


Tre store the bøger, Love Story vol. I, II og III, indeholder hver 100g løs the.
Tre små the bøger, Love Story vol. I, II og III, indeholder hver 5 pyramide thebreve.
To thebreve, Cream Fantasy.

De tre små bøger vil blive brugt som præmie i en give away engang i juni måned, så hold øje med bloggen.
Bøgerne er lavet af metal, så det er faktisk "helt almindelige" thedåser bare med et ualmindeligt smukt ydre, hvis man spørger mig :-)

Jeg er utrolig glad for, at House of Bæk & Kvist havde lyst til at lade mig smage deres theer, og så lige netop i Tea Book serien, for måske I husker, hvor begejstret jeg var for disse bøger, første gang jeg skrev om Basilur the?

Ferie planer

D. 13. juni satser jeg stærkt på, at min afhandling er færdig, printet og afleveret. Jeg tager i hvert fald på 2 ugers ferie til Istanbul uanset hvad :-) Og i den forbindelse har jeg tænkt mig, at jeg allerede nu ville lufte mine "the-planer" for ferien.

Hvis I har været læsere på bloggen siden oktober sidste år, så husker I måske, at jeg var på besøg hos Perchs? Jeg fik en lækker goodiebag med hjem, der blandt andet indeholdt en pose med 12 forskellige Perchs' brevthe. Denne fine pose ligger desværre stadig bare i køkkenet. Ikke fordi jeg ikke har haft lyst til at drikke den, for det har jeg bestemt. Men det kræver jo lidt ekstra tid til at tage billeder og skrive ned, hvad jeg synes om smagen, så derfor har jeg ikke lige kunnet finde tiden til at drikke theerne, da jeg gerne ville lave indlæggene til en "Perchs' uge". Dog føler jeg mig overbevist om, at theerne stadig vil være friske og gode, da de er pakket forsvarligt i Perchs' smarte lufttætte poser, og i øvrigt har været opbevaret tørt, mørkt og køligt.

Så nu er planen, at posen med brevthe skal med på ferie, hvor jeg har god tid til at få drukket mig igennem de mange lækre theer samt få skrevet om dem. Theerne I vil kunne læse om bliver Panyong, Darjeeling, Sweet Apple & Lemon, Formosa Dung Ting Oolong, Breakfast tea, Earl Grey, Green lemon & ginger, Chai og Perle Jasmin. Derudover indeholder posen Rooibos Vanilla, Grøn Rabarber og Hvid tempel, men dem har jeg allerede skrevet om, så der kan I bare trykke på linkene her i indlægget :-)

søndag den 26. maj 2013

Mere Basilur Tea på vej

Da jeg i sidste uge skulle skrive om min Basilur Tea, google jeg varen for at finde ud af noget mere. Jeg faldt blandt andet over dette indlæg fra House of Bæk & Kvist's blog: Noget for dig?. Indlægget er fra september sidst år, men jeg valgte alligevel at skrive til House of Bæk & Kvist for at gøre dem opmærksomme på min blog, så de måske havde lyst til at bruge mig til at smage deres nye theer engang i fremtiden.

Og fremtiden viste sig at blive allerede nu :-) Basilur Tea har nemlig netop lavet en ny the-serie, der hedder Tea Book Love Story, som I kan læse mere om her, og den vil House of Bæk & Kvist gerne have mig til at smage og skrive om, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

Jeg satser på, at theen når frem i starten af næste uge, så I kan få lov at læse om den første "bog" i serien allerede om nogle dage.

Man kan læse en beskrive af theerne på House of Bæk & Kvist's webshop, hvilket for mit vedkommende næsten fik tænderne til at løbe i vand. Nu glæder jeg mig endnu mere til at smage de tre nye theer som serien består af.

tirsdag den 21. maj 2013

Hvid Granatæble

Sidst jeg var på besøg hos Tante T, fik jeg en prøve med hjem på Hvid Granatæble. Jeg kan desværre ikke finde theen på Tante Ts hjemmeside, så jeg ved ikke med sikkerhed, hvad den indeholder. Men de har en Grøn Granatæble, der indeholder granatæble og druer, så mon ikke den hvide her er nogenlunde magen til bare på en hvid base?

Theen dufter virkelig skønt både før og efter brygning. Desværre kom jeg til at brygge den en anelse for kraftigt, så theen blev ikke så let og lækker, som jeg er sikker på, den ville være blevet, hvis jeg havde brygget den korrekt. Men god er den, uanset hvad :-) Den har en rigtig lækker sødme over sig, som jeg synes er typisk for the med granatæble (hvilket egentlig er lidt mystisk, for jeg synes bestemt ikke friske granatæbler kan betegnes som søde), og aromaen passer bare rigtig godt sammen med den hvide the. Jeg tror også, varianten med grøn base er ret lækker, men lige pt overvejer jeg at investere i den hvide the, da jeg ikke har så mange hvide theer tilbage i køkkenet.

Som den "gode og aktive blogger", jeg er for tiden, har jeg formået at smide mit kamera væk, så derfor må I desværre nøjes med et ringe iPad billede. Jeg håber, at min afhandling er færdig inden for et par uger, så derefter skal der nok komme mere liv i bloggen igen samt jeg satser på mit kamera er dukket op :-)

fredag den 17. maj 2013

Basilur Tea

Kender I Basilur Tea? Selv havde jeg aldrig hørt om theen, før jeg fik den i julegave af den hest, jeg passer (det var også ham, der gav mig denne Påske-gave ;-) ).

Theen sælges i virkelig smukke indpakninger, hvor både etiketten og formen er helt speciel. Derudover er theen yderligere pakket i lys og lufttætte poser, så der er virkelig gjort alt for at opretholde kvaliteten, hvilket jeg synes rigtig godt om. Alle deres the-dåser er lavet i forskellige former, så det ikke bare er en almindelig rund eller firkantet dåse. De sælger også the i "sten" beholdere og "bøger". Tag selv et kig på deres kollektioner her. Personligt er jeg helt vild med deres Tea Books. Tænk lige hvor fint det ville være med en hel "boghylde" fyldt med disse theer!

Den the, jeg har fået, er "Tea Rose" fra Bouquet kollektionen. Den indeholder grøn the, solsikke, tagetes, rosenblade, mango, ananas og rosen vanille aroma.
Selv den lufttætte pose med genluk er flot at se på :-)

Jeg er vild med dåsens lidt "old-fashion" touch, og stilen får mig til at tænke på små hyggelige gamle the-saloner i England fyldt med lyse romantiske møbler og blomster :-) Her kan man lidt bedre se formen på dåsen (beklager overbelysningen):

Theen bliver relativt mørk i farven, hvilket normalt betyder, at smagen også er lidt kraftigere, men ikke i dette tilfælde. Theen er dejlig let og mild og smager tilpas igennem.
Jeg var lidt spændt på rosen smagen, da min tidligere erfaring er, at rosenthe smager af parfume. Men sådan smager denne heldigvis ikke. Den smager mest af rose og vanille, og ikke så meget frugt, og den er på ingen måde parfumeret, så jeg kan virkelig godt lide den.

Theen ligger i den lidt dyrere ende, men så får man altså også en flot og speciel dåse med i købet :-) Perfekt gave-ide til alle the elskere.

Hav en rigtig god Pinse alle sammen. Nu vil jeg endnu engang begrave næsen i mine bøger, så jeg kan se at blive færdig med den afhandling :-)

tirsdag den 14. maj 2013

Darjeeling First Flush #2

Så fik jeg endelig tid til at fortælle jer om min nye skønne the: Darjeeling First Flush som jeg fortalte om i sidste uge. Det er en økologisk the fra Singbulli plantagen, købt hos Tante T.

Denne the er meget speciel, og efter min mening skal man have en interesse i the for at kunne lide den. Forstået på den måde, at hvis man altid har drukket sort jordbær the med mælk og aldrig har smagt en ren the uden tilsat aroma, så tror jeg faktisk ikke, man vil kunne lide Darjeeling First Flust. Det har i hvert fald været min egen erfaring.
Den første Darjeeling the, jeg smagte, husker jeg som ganske forfærdelig :-) Jeg måtte vænne mine smagsløg til at kunne lide de rene theer, akkurat som da jeg i sin tid skulle vænne dem til at synes om kaffe, rødvin og øl. -I dag er jeg vild med både kaffe, rødvin, øl og ikke mindst ren Darjeeling the!

Theen dufter skønt af græs (en duft jeg heller ikke syntes om, før jeg blev mere vant til at drikke rene theer) og når jeg drikker den, kommer jeg til at tænke på forår, sol og blomster, der springer ud. Theen smager meget mildt og sådan lidt ”græs-agtigt”. I det hele taget er det en meget mild the i både farve og smag til trods for, at det er en sort the.

Jeg vil anbefale alle at smage denne the, hvis I får muligheden, da det altid er en oplevelse at smage ren kvalitetsthe uden noget tilsat. Men lad være med at gå ud og køb den, hvis I endnu ikke er så erfarende i at drikke the. Så vil jeg hellere anbefale jer at få fat i en smagsprøve, så I kan teste, om denne lidt dyre the er noget for jer.
Ubrygget the - det ligner næsten bare tørre græsstrå :-)


torsdag den 9. maj 2013

En udfordring, der gik bananas - del 3


I dag kan I læse om de sidste 2 smagsprøver med banan, jeg fik fra Frederiksdal Tehandel, i min jagt på den helt rigtige banan the.

Læs del 1 af jagten her, og del 2 her.

Hvid Te Appelsin/Banan/Jordbær: En the på hvid base med bananstykker, æble, papaja, skiver af appelsin, jordbærstykker, blå katost blomster og naturlig aroma. Denne the vidste jeg, allerede da jeg læste om den, at jeg ville være vild med. Og jeg fik ret :-) En skøn hvid the, der både dufter og smager af dejlig frugt. Der er ikke en bestemt ingrediens, der går igennem, men man kan godt fornemme friskhed fra appelsin og jordbær og sødme fra banan. En rigtig dejlig the, men ikke en desideret banan the.

Buddha's Inspiration: En urtethe med æble, gulerod, kanel, kakao, fennikel, banan, safran og naturlig aroma. Jeg blev noget overrasket over farven, som var rigtig fin. Nærmest en meget dyb mørk orange. Når man brygger theen dufter den meget af fennikel, så jeg troede også den ville smage sådan, men der blev jeg snydt. Jeg har svært ved at definere smagen og duften, når theen er brygget. Måske det er en blanding af gulerod, banan og safran? Med et snert af kanel? Æble, kakao og fennikel synes jeg i hvert fald ikke, jeg kan smage. Theen er meget speciel, og jeg brød mig ikke om den, da jeg drak første tår. Men jeg endte da alligevel med at drikke hele kanden, og jeg syntes faktisk, den blev bedre. Men banan the vil jeg bestemt ikke kalde den :-)

Så konklusionen ind til videre er desværre stadig, at det ikke er lykkedes mig at finde en god banan the. Tænk engang, at det kan være så svært ??

mandag den 6. maj 2013

Darjeeling First Flush

For første gang har jeg fået købt en Darjeeling First Flush :-) Normalt synes jeg, theer i denne prisklasse er for dyre for en studerende som jeg, men da jeg opdagede, at Tante T solgte deres First Flushs i 50g poser, besluttede jeg, at nu skulle det være.

Darjeeling First Flush er en the, der hvert år ventes med længsel af the entusiaster verden over. Det er årets første skud fra the planterne i Darjeeling distriktet i Indien. Fordi det er de første skud, bliver theen meget fin og mild. Næsten som en hvid the, selv om det er en sort fermenteret the. Da theen er populær, koster den også en del mere end de theer, jeg normalt køber. F.eks. 120 kr. pr. 100g hos Tante T.

Tante T sælger to forskellige Darjeeling First Flush fra 2013: Teesta Valley og den økologiske Singbulli, mens Perchs sælger en First Flush fra Namring plantagen og en First Flush Top fra Teesta Valley.

Jeg smagte sidste år Darjeeling First Flush hos Perchs under en the-smagning. Det kan I læse mere om her.

I dag smuttede jeg så forbi Tante T i Torvehallerne. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for, hvilken af de to First Flushs, jeg ville have, men den søde tante i butikken sagde, at hun selv syntes bedst om den økologiske. Derfor endte det med, at jeg købte den økologiske og samtidig fik en smagsprøve på den anden med hjem. God service :-)


Jeg glæder mig til at fortælle jer mere om theen, men det må vente et par dage. I dag havde jeg nemlig bare lyst til at nyde min the uden at skulle tænke over, hvad jeg ville skrive om den :-) Men anbefales, det kan den i hvert fald!

Hvis nogen af jer gerne vil have en First Flush uden at betale helt så meget, sælger Tante T i øvrigt ud af deres First Flush fra 2012. I Torvehallerne kan man købe 100g for 60 kr., dvs. halv pris, men der er ikke så mange poser tilbage (måske de har flere i de andre butikker?). Theerne er selvfølgelig bedst, når de er helt nye, men derfor vil jeg stadig mene, at det er en god mulighed for at få en kvalitetsthe til en god pris!

fredag den 3. maj 2013

Den bedste kop the...

...fås i 10 000 km højde. Det er ikke fordi, den smager fantastisk, at det er den bedste. Nej det er fordi, den får mig til at slappe af i omgivelser, hvor jeg ellers ikke er tryg.

Det kræver vist lidt yderligere forklaring :-)

Jeg bryder mig ikke om at flyve, men jeg gør det alligevel ofte, da min kæreste bor i Istanbul. Jeg forsøger så vidt muligt altid at bestille billet hos Turkish Airlines, da de inkluderer mad og drikke i prisen. Dette synes jeg rigtig godt om, da maden er noget jeg ser frem til, og det får derfor fokus væk fra det ubehagelige: at flyve.

Maden er altid lækker, der er masser af det, og da jeg er glad for mad, spiser jeg stort set altid op. Efter maden bliver der serveret the og kaffe, og der skal jeg selvfølgelig have mig en kop the :-) Det er bare en helt almindelig sort the, så derfor beder jeg altid om en sjat mælk i. Det giver lige lidt ekstra.

På dette tidspunkt føler jeg mig godt mæt og træt pga. al maden, og theen giver lige det sidste til, at jeg føler mig tilpas og glad, selv om jeg sidder i 10 000 km højde. Derfor er dette den bedste kop the for mig :-)

Jeg fik desværre først idéen til indlægget, da jeg var næsten færdig med theen, så derfor blev det et billede af kun en lille sjat the :-) 

Jeg er nu tilbage i Danmark igen og i gang med afhandlingen endnu engang, så jeg satser på, I snart får lidt mere læsestof her på bloggen.

God weekend :-)