tirsdag den 28. april 2015

Velkommen...

...til Experiences of a Teaholic.

Bloggen har været aktiv fra April 2012 til April 2015, men holder på nuværende tidspunkt pause. Den kan dog fortsat anvendes som opslagsværk, da du kan finde beskrivelser af hele 265 forskellige slags theer herinde.

Brug søge funktionen i højre side eller tryk på en af etiketterne, hvis der er en specifik aroma, the-type eller the-forhandler, du ønsker at læse om.

A Teaholic er stadig aktiv på Facebook. Her kan du følge med i, hvilke theer jeg drikker i det daglige, og du er også velkommen til at stille spørgsmål til de enkelte theer, hvis du vil vide mere.

Varm Bailey

Inden jeg takker helt af for denne gang, har jeg lige en sidste the, jeg gerne vil fortælle jer om. Den er i samme genre, som den engelske karamel the i går. Det skal nemlig handle om Bailey the, som jeg købte til Åbent hus hos Theens Univers for nogle måneder siden.

Det er en sort the med kakaostykker, kakaoflager, karamelstykker, toffiestykker og naturlig aroma. Der er altså skruet godt op for lækkerierne :-)

Jeg synes, det er en rigtig dejlig aften the. Den er ikke for kraftig i selve the-basen, og samtidig smager aromaerne godt igennem. Sammen med en sjat mælk, kunne det godt smage som en varm Bailey uden alkohol.

Dette blev desværre den sidste the, I får lov at høre om på bloggen for denne gang. Jeg vil gerne sige tak for de sidste 3 gode år i theens tegn. Jeg håber virkelig, at jeg vender tilbage igen efter en god lang pause, men jeg glæder mig også meget til at få lidt mere ro på omkring min the-drikning, og drikke lige de theer, jeg har allermest lyst til.

Husk at I stadig kan følge med på Facebook, selv om jeg holder pause her fra bloggen.

Hav det godt så længe :-)

3 år

Konkurrencen er slut!

Så blev bloggen 3 år. En både glædelig og trist dag.

Jeg er vildt stolt af alt det, jeg har opnået på de 3 år. Det er ufatteligt, så mange theer jeg har smagt i den tid. Faktisk har jeg blogget om virkelig mange theer på de 3 år. Præcis hvor mange får I dog først at vide senere i aften.

Jeg ville gerne have sluttet af med maner, men tiden og energien har ikke været til det i dag. Hvilket bekræfter mig i, at blog-pausen er en god beslutning!

En lille konkurrence til de, der er hurtige, får I dog alligevel. Hvis der altså overhovedet er nogle der sidder derude og følger med i aften :-)

Præmien er "the-rester" fra mit lager, så altså ikke noget af videre værdi, men stadig en rigtig god og spændende måde at få smagt nogle nye theer på. Præmien bliver sammensat på baggrund af vinderens ønsker, og man kan forvente min. 150g the i alt fordelt på min. 8 forskellige slags theer.

For at deltage skal du inden kl. 23 (altså om halvanden time!!) komme med et bud på, hvor mange forskellige theer, du tror, jeg har skrevet om, siden bloggens start for 3 år siden. Den, der kommer tallet nærmest, vinder. Du kan deltage enten ved at skrive en kommentar til dette indlæg, skrive en kommentar på Facebook til det link, jeg ligger ud om lidt, eller sende mig en mail på ateaholic@gmail.com. Husk at oplyse navn og e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen.
Præmien sendes kun til adresse i Danmark.

Det rigtige svar samt vinderen offentligøres umiddelbart efter kl. 23 på Facebook siden, samt som en kommentar i dette indlæg.

Håber I er et par stykker derude, der vil lege med :-)

mandag den 27. april 2015

Engelsk karamel

En af de sidste theer, jeg vil fortælle jer om, inden jeg holder en god lang blog-pause, er English Caramel fra TeaTime & Aura.
Theen er en mild og dejlig sort the, som jeg dog havde forventet var kraftigere, da den er lavet på kinesisk og indisk the. Ofte tænker jeg, at indisk the = kraftig sort the, men åbenbart ikke i dette tilfælde, og jeg syntes ikke, jeg havde brygget den på for lidt the. Dette skal dog ikke lyde negativt, for milde theer er også dejlige og selv med mælk blev thesmagen ikke overdøvet.


Theen er tilsat karamelstykker og naturlig aroma. Karamellen runder theen af på en lækker måde, men det er ikke en gennemtrængende smag, så man må ikke forvente flydende flødekarameller, hvis man køber denne the.


Som I forhåbentlig allerede ved, bliver i morgen den sidste blog-dag i denne omgang. Bloggen fylder 3, og jeg ville gerne have fejret det med maner, inden jeg startede min blog-pause, men tiden og overskuddet har ikke rigtig været til det. I stedet får I en sidste lækker the at læse om, og så må vi se, om jeg finder på en hurtig lille konkurrence. Hold i hvert fald godt øje med bloggen i løbet ad i morgen :-)


lørdag den 25. april 2015

Følg med på Facebook

I forbindelse med annonceringen af min blog-pause, fortalte jeg, at Facebook siden fortsat vil være aktiv. Jeg tænkte, at jeg her lige ville dele mine tanker om, hvordan det kommer til at foregå.

Jeg forventer af opdatere i form af statusopdateringer og evt. også billeder ind i mellem.

Førhen bloggede jeg stort set altid om nye theer, der kunne købes i Danmark. Sådan bliver det ikke fremover. Det kan sagtens være, at jeg skriver lidt om den samme the flere gange (hvis jeg nu drikker den tit) og jeg kan heller ikke love, at det bliver theer, I nødvendigvis kan købe i Danmark.
Jeg håber dog stadig, at I vil kunne finde inspiration i mine opdateringer.

Jeg kan heller ikke love, at jeg fremover linker til de theer, jeg skriver om. Men hvis I ikke kan google jer frem til theen, må I jo lige spørge :-)

Så det I kan forvente, er nok mere en form for kig ind i min the-hverdag. Hvad drikker jeg for tiden, har jeg købt noget nyt, lave en ny isthe eller lign. Det bliver mindre tekst og færrer historier, men I skal selvfølgelig være velkomne til at spørge løs i kommentar-felterne, hvis I gerne vil have mere at vide.

Derudover håber jeg på stadig at kunne dele gode tilbud og nyheder fra the-forhandlernes facebook sider.

Hvis I ikke allerede følger med på Facebook, så kan I gøre det her.

Dejlige rooibos

I dag får I lov at høre om hele 2 theer. Jeg har nemlig 2 rigtig skønne rooibos theer fra Chaya, jeg gerne vil nå at fortælle jer om. Den ene er Rooibos Vanille og den anden er Rooibos Chai.

Begge theer er lavet på en skøn rooibos base. Jeg elsker rooibos for den milde og lette karamel smag, der bare gør noget helt særligt for theen. I denne tid er jeg ekstra glad for rooibos, da jeg ikke kan drikke for meget koffein i løbet ad dagen. Da rooibos er koffein-fri, kan jeg sagtens drikke løs af disse theer.

Vanilje theen er lækker, mild og sød. Der er ikke tilsat anden aroma end vaniljen, og det går bare rigtig godt i spænd med rooibos-smagen. Med en sjat letmælk, bliver theen helt perfekt. Det ødelægger lidt den ellers så smukke rav-farve en rooibos the har, men det giver virkelig noget til smagen.
Chai theen er faktisk også primært mild og sød. Selv om den indeholder kardemomme, kanel, peber, kryddernellike og vanilje, er der ikke fyret særlig meget op for krydderierne, så den ligger i den milde ende af chai-theer. Den er derfor rigtig god, hvis man synes en almindelig chai the kan blive lidt for kraftig. Med mælk i kommer denne chai til at smage lidt hen ad de "pulver-latte-chai" versioner, man ofte kan få på cafeerne, omend en anelse mindre sød.

Det var alt for i dag. Håber I får en dejlig weekend. Jeg skal ind forbi Tante T i dag og købe nogle af de favorittheer, jeg skrev om den anden dag, så det glæder jeg mig til.



fredag den 24. april 2015

Rigtig the!

For snart længe siden drak jeg Sjælden Yunnan fra SimplyTea som theen så fint hedder :-)
Det er en sort the fra Yunnan i Kina, og er altså ekstra fin og sjælden.
Yunnan theer er milde og lækre og denne er ingen undtagelse. Dette gør den let at drikke, og jeg tog mig selv i at drikke denne the ganske hurtigt. Ikke fordi jeg ikke nød den (for det gjorde jeg i allerhøjeste grad), men simpelthen fordi den er så let at drikke, at man bare kunne blive ved og ved.
Med mere smagstunge theer skal man lige "fordøje" hver enkelt tår, inden man tager den næste.
Theen er fyldigt og har masser af smag, selv om den er mild. Den smager som rigtig the skal smage i min verden! Der findes mange dejlige rene theer, som jeg nyder, men denne the er for mig indbegrebet af den helt rigtige the-smag!

onsdag den 22. april 2015

Cream Tea

Jeg har forberedt en del indlæg her i bloggens sidste uge. Det tænker jeg, I sikkert er fint tilfredse med :-)

I dag vil jeg fortælle lidt om Cream Tea fra Chaya, der er meget mild i smagen, men stadig er rigtig god og let sødlig.

Det er en sort the med flødearoma, og det er også netop sådan den smager. Den sorte the base passer skønt sammen med flødesmagen og med en sjat mælk i, bliver det rigtig godt, da mælken fremhæver flødesmagen.


tirsdag den 21. april 2015

Cacao & Red Rooibos

Cacao & Red Rooibos Tea fra Cakao er en rooibos the tilsat hibiscus, kakaobønner og citrongræs. Derudover er der også tilsat vitamin E og antioxidanter, hvilket jeg ikke helt forstår, men det ser jeg lige bort fra. Det er jo smagen, jeg er interesseret i.

Theen dufter virkelig godt af rooibos og citrus. Smagen er ikke så gennemtrængende. Mest bare rooibos smag med et strejf af citrus. Kakaobønner og hibiscus kan jeg ikke så godt smage. Da jeg bryggede den anden kop, kom der dog mere citrussmag frem. Sådan er det ind i mellem med løse theer. Man kan ikke være 100% sikker på samme smag hver gang, da det kan komme an på, hvor mange af ingredienserne, der lige er kommet med i thefilteret. I min anden kop smagte det som om, der havde været lidt mere citrongræs med.

Anden kop blev i øvrigt drukket med en ordentlig sjat sødmælk, da jeg lige var i humør til det. Det fungerede rigtig fint sammen med citrus-smagen og forhindrede, at theen blev alt for tung trods sødmælken.

søndag den 19. april 2015

Mine favorittheer

Som I kunne læse i går, stopper jeg snart med at blogge, blandt andet fordi jeg savner at have tid, lyst og plads i the-skabet til at drikke mine favorittheer. Mange af dem har jeg ikke smagt i meget lang tid, fordi jeg har lagt min energi i at smage nye theer. Dette har bestemt også været spændende, for det har jo givet mig nye favorittheer, som jeg ikke ville have opdaget, hvis det ikke var for bloggen.

Men her får I en liste over de theer, som jeg planlægger at købe, så snart jeg har fået tømt lidt ud i mit the-lager. Det er alle sammen theer fra favoritlisten, som jeg ikke har haft på lager i et godt stykke tid.

Den første the på listen har jeg faktisk allerede købt. Den købte jeg i starten af denne uge, kort tid efter jeg havde taget min beslutning for bloggens fremtid. Det er Rooibos Skovbær fra Liljehøj, der var theen der satte gang i hele mit the-eventyr. Den havde jeg ikke smagt i rigtig mange år, men jeg huskede stadig smagen, som havde jeg drukket den i går. Nu er den tilbage i mit køkken, og jeg elsker den stadig :-) Jeg drikker den her til aften, og den er dejlig mild og sød i det. Smager godt af bær og rooibos, men uden det bliver syntetisk, som jeg har syntes nogle rooibos skovbær theer har været.

Fra Tante T skal jeg have investeret i en Grøn Karamel igen. Den har jeg heller ikke smagt længe og den er savnet! Tanten har også en White Chocolate, som jeg overvejer at geninvestere i. -I det hele taget savner jeg chokolade/karamel-theer i mit the-lager, da de ligger blandt mine klare favoritter. Så er der også Milky Oolong, som jeg har smagt et par gange, men endnu ikke fået købt. Den er virkelig god, hvis man er til cremede theer.

Fra A.C. Perchs skal jeg have købt mig en ny portion Dark Chocolate og så overvejer jeg også kraftigt en portion Pina Colada. -Det er snart længe siden, jeg har smagt den the, og det er en af de bedste kokos/ananas-blandinger, jeg kender.

Jeg overvejer også en Choko Mandel fra Tante T, som jeg aldrig har haft på lager, men dog har smagt en enkelt gang i the salonen. Det samme med Coconut cream, som jeg også kun har smagt engang i T-baren i Torvehallerne.

Til sidst skal jeg have købt Grøn Valnød fra Østerlandsk Thehus, som både min mand og jeg er ret vilde med. Den minder dog lidt om Grøn Karamel fra Tante T.

Af andre favorittheer kan nævnes Den hvide engel og White Whisper fra TeaTime & Aura,Kenya PF fra Perchs, Cream Tea (denne skal jeg nok fortælle jer om i næste uge) og Chai fra Chaya, SilverTips fra Tealure og Grøn Chili Trøffel fra Carstensens Thehandel. Disse theer har jeg dog stadig på lager eller kun lige tømt for nylig, så dem venter jeg lidt med at købe mere af :-)

Sidst men ikke mindst er der også Frederiksdal Julete fra Frederiksdals Thehandel og Glædelig Jul Te fra vildmedte.dk, men de bliver først indkøbt til november ;-)

lørdag den 18. april 2015

Snart farvel og tak

Kære alle læsere,

Bloggen her fylder snart 3 år, hvilket jeg er både glad for og stolt over. Der er blevet smagt på mange spændende theer gennem tiden, mange flere end jeg nogensinde havde turde drømme om.

Men desværre kommer fødselsdagen også til at markere slutningen for bloggen. -I hvert fald for en stund! Jeg har brug for en pause, og hvorfor ikke gøre det på bloggens fødselsdag, så jeg ligesom får rundet mit arbejde af :-)

Pausen skyldes 2 ting.
For det første har jeg været fysisk udfordret i form af daglig svimmelhed og nakke-problemer i over ½ år, så jeg har i forvejen haft svært ved at holde bloggen kørende. Det har gjort mig ked af det, at jeg ikke kunne lægge den energi i det, som jeg gerne ville, da jeg helst skal undgå for meget tid ved computeren. Jeg fejler ikke noget alvorlig, men det kræver min tid og opmærksomhed, så jeg kan komme oven på igen.
For det andet kan jeg mærke, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg er kørt lidt træt i altid at drikke nye theer, der kræver tid og energi, fordi der skal tages billeder og skrives noter. Det har været en kæmpe oplevelse at smage på alle de nye theer, men jeg savner mine favorit-theer. Der er flere af mine favorit-theer, jeg ikke har smagt i over et år, fordi jeg syntes, det virkede fjollet at købe ny the, når jeg i forvejen havde så meget ny the liggende. I det hele taget var the-drikningen blevet mere en pligt end en nydelse, og det er nok den helt store grund til, at jeg vælger at holde en god lang pause.

Jeg lukker ikke bloggen ned i perioden, for planen helt fra start var jo netop at skabe et online katalog med alle mine the-noter. Dem kan I jo stadig få glæde af ved enten at bruge søge-funktionen eller etiketterne i højre side.

Jeg kan ikke sige, hvor lang pausen bliver, men umiddelbart tænker jeg ½ års tid. Det kommer jo også an på, hvornår jeg begynder at føle mig oven på igen. Men jeg har tænkt mig at fortsætte aktiviteten på A Teaholics facebook side. Så hvis jeg lige vil dele en the nyhed, en god the eller andet med jer, kommer jeg stadig til at opdatere derinde med lidt korte bemærkninger ind i mellem.

Sidste blog-indlæg for denne gang bliver d. 28. april 2015, altså om 10 dage. Præcis 3 år efter bloggens første indlæg så dagens lys. Så ind til da vil I stadig kunne læse om et par spændende theer herinde. Jeg har et par indlæg klar til jer :-)

Jeg håber, I forstår min beslutning!

torsdag den 16. april 2015

White Exotic

White Exotic fra Chaya er en hvid the med ananas, mango, papaya, jordbær og aroma. Der er altså fyret godt op for de søde frugter.

Det giver en dejlig let og sommerlig the med smag af netop søde frugter, som jeg synes passer rigtigt godt til de solrige dage, hvor theen ikke skal være alt for tung i det.

Selv drak jeg en dejlig kop af theen siddende i min vindueskarm med forårssolens sidste aftenstråler i ansigtet for et par dage siden. Virkelig dejlig måde at samle lidt ekstra energi på. Det kan godt anbefales :-)

tirsdag den 14. april 2015

Guide til Cakao rabatkode

Der har været nogle problemer med at bruge rabatkoden fra Cakao, som jeg gav jer i går aftes.
Jeg bestilte selv en prøve til min kusine i går, så jeg lige kunne teste koden, inden jeg gav den videre til jer, og der havde jeg ingen problemer.

Cakao har informeret, at det kan have været pga. tekniske problemer, men for en sikkerheds skyld får I lige en guide til anvendelse af koden. Skulle der fortsat være problemer, kan I kontakte info@cakao.dk, så skal I nok få jeres gratis the :-)

1. Vælg den prøve, du vil smage (se gul markering). Man kan vælge imellem forskellige the-typer. Man kan kun vælge én prøve pr. husstand. Tryk TILFØJ TIL KURV.

2. Gå til din indkøbskurv og accepter handelsbetingelserne (se gul markering). Tryk BETAL.

3. Indtast dine oplysninger og tryk Fortsæt.

4. Tryk på Har du en rabatkode? til højre i billede.

5. Indtast koden tea-a-holic og tryk ANVEND

6. Den gratis fragt er nu gået igennem, og du skal bare trykke Bestil nederst på siden og vente på din the :-) God fornøjelse!

mandag den 13. april 2015

Rabat kode

Fik I læst om den lækre Malibu Dream fra Cakao, som jeg skrev om i weekenden? 
Jeg har nu været så heldig at få en rabatkode specielt til jer læsere, der giver gratis fragt ved bestilling af theprøver, der iøvrigt også er gratis. Det er altså nu muligt at smage på Cakaos theer - helt gratis! I kan se de forskellige prøver her, og taster I koden tea-a-holic i rabatfeltet ved bestilling, skal I heller ikke betale fragten. Det er da et tilbud, der vil noget :-)

Nu vi er ved Cakao, får I da også lige lov til at høre mere om en af deres theer. Denne gang Apple & Cinnamon black tea.
Det er en sort the med tørret æble, blade af brombær, kronblade af saflor, kanel og aroma. Det er dog kun æble og kanel, jeg kan smage, hvilket også er ok, når nu theen hedder æble kanel the.
Æblen er den dominerende smag, mens kanel giver theen et sødt og "hyggeligt" strejf. -Giver det mening? :-)

Man kommer en anelse i jule/vinterstemning, så det er nok en the, jeg ville foretrække i de kolde måneder. God er den i hvert fald.

lørdag den 11. april 2015

Malibu Dream

Her til morgen er jeg gået i det eksotiske hjørne og drikker Malibu Dream fra Cakao til min morgenmad. Jeg havde glædet mig til at smage theen, da jeg synes, den lyder lækker bare på navnet.

Theen er en frugte, og den indeholder æblestykker, hyben, hibiscus, ananas stykker, kokos og naturlige aromaer.

Jeg er generelt vild med ananas og kokos the, men ikke så meget for hibiscus, så jeg var lidt spændt på, hvilken smag, der ville gå mest igennem.

Allerede når man åbner posen, bliver man taget med på en mental tur til en lækker bounty ø med friske kokosnødder og kolde drinks. Det tegner godt.

Theens farve er en anelse mat, men det kan være svært at få en flot farve på en frugtthe uden at den kommer til at bestå af for meget hibiscus, der giver den røde farve, så i mit tilfælde er mindre rød farve = mindre hibiscus = bedre smag :-)

Smagen er i første omgang primært ananas og kokos, hvilket er lige efter min smag. Hibiscusen kommer dog også frem, men uden at "overdøve". Der giver en frisk og sommerlig the.
Cakao anbefaler at bruge den til isthe, så det tror jeg, jeg vil bruge resten af min prøve til. Hvis der fungerer, skal jeg helt sikkert have købt mig noget mere af denne the til sommer.

God weekend!

torsdag den 9. april 2015

Ny the webshop

Jeg håber, alle har haft en dejlig påske, og at I nu har tid til at nyde det dejlige vejr, vi har fået.

I dag skal det handle om endnu en ny webshop, der forhandler the. Shoppen hedder Cakao og ud over theen, forhandler de også kaffe og chokolade.

The-sortimentet kommer fra engelske Jenier - World of Teas, der leverer spændende kvalitetstheer af forskellige typer. Jeg har fået 4 theer til test, og jeg glæder mig meget til at få smagt på dem.

Cakao har et par tiltag, som jeg endnu ikke har set hos andre danske forhandlere. For det første sender de gratis smagsprøver (man betaler dog 10 kr. i porto), og for det andet har de et the abonnement, hvor man som medlem får tilsendt en pakke med 4 theer enten hver måned, hver anden måned eller hver tredje måned. -man vælger selv hvor ofte! På den måde kan man få smagt nogle nye theer, og abonnementet giver også en rabatkode, så man kan bestille sine yndlingstheer i fuld størrelse til reduceret pris.

De 4 theer, jeg har modtaget, er et eksempel på, hvordan sådan en pakke kunne se ud. Jeg har modtaget en sort, en grøn, en rooibos og en frugtthe, og der medfølger et papir med spændende fakta om theerne. Desuden er der en kode, man kan scanne for at komme direkte til theerne på cakaos hjemmeside. Det synes jeg er ret smart.

Jeg glæder mig især til at smage på Cacao & Red Rooibos Tea og Malibu Dream.



www.cakao.dk

mandag den 6. april 2015

Kokos the

I november var jeg forbi T-baren i Torvehallerne, hvor jeg drak Coconut Cream.
Det er en mild sort the med en snert af kokos, hvilket er rigtig lækkert. Theen er et dejligt alternativ til chokolade/karamel theerne, som jeg jo ellers også er glad for, fordi den også er i den søde ende.
Faktisk fik jeg helt vildt lyst til at prøve at blande den med en chokolade the. Det tror jeg kunne blive en spændende kombi :-)


tirsdag den 31. marts 2015

En ny favorit

Jeg smager meget ofte theer, som jeg virkelig godt kan lide, men det er alligevel ikke så tit at en the er så god, at den ligefrem kommer på favoritlisten. Med alle de mange ny theer jeg smager på hver måned, skal der nemlig lidt ekstra til for at ramme favoritlisten :-)

Men efter at have stiftet bekendtskab med Theens Univers er der kommet en ny the på favoritlisten. Da Theens Univers i februar holdt Åbent hus, var jeg forbi med en veninde og vi gik rundt og duftede til de mange theer. Da jeg kom til theen Rooibos Havtorn, kommenterede jeg noget i retningen af, at hvis den bare smagte halvt så godt som den duftede, var det en ny favorit!

Heldigvis var theen blandt dem, man også kunne smage på og den levede i den grad op til mine forventninger. Derfor blev der også købt en (alt for lille) pose the med hjem. Jeg har siden serveret den for flere gæster, der også har været vilde med den, og det er en af de theer, jeg har fået drukket hurtigst. Har stadig lidt tilbage, men det er ikke meget :-)

Grunden til at theen er så god er den dejlige karamelagtige rooibos the, der fungerer super godt sammen med den friske citrus smag fra havtorn. De komplementere hinanden virkelig godt, så det er klart en the, der kan anbefales herfra! Ud over rooibos og havtornbær, er der også solsikker og aroma i theen.

Dette er en af de billigere theer - kun 29 kr. for 100g, hvilket bestemt ikke kan smages på kvaliteten, som jeg synes er helt i top.

Og så vil jeg da lige ønske jer alle en rigtig god Påske :-)

torsdag den 26. marts 2015

Påske tid

I morgen går rigtig mange på påskeferie og det skal da fejres her på bloggen med en lille påskethe :-)

I den netop overståede konkurrence, hvor Theens Univers havde sponseret præmien, omhandlede et af spørgsmålene Theens Univers' påskethe. Denne the har jeg været så heldig at få lov at smage på, og det skal selvfølgelig deles med jer.

De af jer, der deltog i konkurrencen, vil allerede vide at theen består af en sort og en grøn the tilsat bergamotte, mango, rabarber og blomster.

Theen dufter dejligt sødt af især mango.Det er en let the, hvilket jeg synes er passende til en forårsthe. Derudover har den et mildt strejf af sol og sommer fra mango og rabarber.
Bergamotten kan kun svagt anes, hvilket jeg synes er fint, da theen ellers "bare" var røget i kategori med "alle de andre Earl Grey theer". Her tilføjer bergamotten bare lidt ekstra men uden at blive dominerende, og theen smager derfor slet ikke som en Earl Grey.
Et rigtig godt bud på en lækker påske/forårsthe!

I kan stadig nå at bestille jeres påskethe hos Theens Univers, men jeg vil nok anbefale jer at bestille senest i morgen, hvis I vil have theen inden påskedagene. Derudover kan man hente selv i Herlev, hvilket også kan anbefales, hvis man vil spare portoen. Normalt er det om torsdagen, men i næste uge er det ekstraordinært onsdag, mellem kl. 16-18 man kan afhente sin ordre.
De har også nogle rigtig lækre påske-pakker med the og søde sager. Perfekte værtindegaver til påskefrokosten. I finder alle Theens Univers' påskevarer her. Jeg kan i øvrigt anbefales krokant chokoladerne, som findes i nogle af påske-pakkerne. De er virkelig vanedannende :-)

onsdag den 18. marts 2015

Vinder af konkurrencen

Konkurrencen, hvor man kunne vinde en spændende prøvepakke fra Theens Univers sluttede i går aftes, og jeg har fundet en vinder af konkurrencen ved at trække lod blandt alle de emails, jeg havde modtaget (jeg brugte random.org til lodtrækningen).

Jeg vil gerne sige tak til alle de deltagende og også en stor tak til Theens Univers, der sponserede præmien.

Vinderen blev Hanne V. Stort tillykke. Jeg sender dig en email, så jeg kan få din adresse.

Svarene, som alle iøvrigt svarede rigtigt på, kommer her:

Spørgsmål 1:
Hvad fik jeg i fødselsdagsgave af min mand i 2012?
Svar:
Jeg fik en smart "Tea-for-one" thekande/kop fra Fairtrade, formet som et rødt hjerte.

Spørgsmål 2:
Hvad indeholder Påske The fra Theens Univers?
Svar:
Påske theen er en blanding af sort og grøn the, bergamotteolie, rosenblade, hibiscus, solsikkeblomster, katostblomst, rabarberstykker, mango og naturlig aroma.

Spørgsmål 3:
Ved hvilken vand-temperatur bør en grøn the brygges?
Svar:
Grøn the bør brygges ved 80 garder.

Jeg har selv en prøve på Påske The, som jeg meget snart vil blogge om. Planen var, at jeg ville blogge om den så snart konkurrencen var slut, så jeg købte nogle sovende påskeliljer og gik ellers pænt og ventede på at de sprang ud, så jeg kunne bruge dem til at få taget et fint påske-billede af theen. Men efter flere dage ser de mere tørre/døde ud og de er slet ikke sprunget ordentligt ud :-( Kun en, og den er allerede lidt vissen i kanten. Så konklusionen må hermed være, at man ikke skal købe sovende påskeliljer i Superbrugsen til 5 kr. :-) haha
Nu har jeg i stedet investeret i nogle påskeservietter, så jeg kan bruge dem til mit billede og dermed få smagt på theen meget snart.

søndag den 15. marts 2015

Sweet Dreams

Jeg har desværre måtte beslutte at nedprioritere bloggen, da jeg stadig ikke kan sidde ved computeren mere end højest nødvendigt. Jeg har været plaget af nakkeproblemer siden i sommers, svimmelhed siden oktober og nu også spændinger i kæbe, tænder og tindinger på 2. uge, så det er pænt frustrerende :-(
Jeg håber derfor, at I fortsat kan leve med en noget mere sparsom blogging i den kommende tid.

Men nu til noget godt :-) Vi har jo fuld gang i den konkurrence med Theens Univers. Har I deltaget? Ellers skal I huske at gøre det inden på tirsdag! Se mere her.

I dag vil jeg også fortælle om endnu en af Theens Univers' theer. Denne gang den sorte aroma the Sweet Dreams. Det er en spændende blanding med jordbær og lakrids, som jeg umiddelbart ikke synes lyder videre fantastisk. I min verden er det ikke to ting, jeg ville blande. Men theen duftede interessant på den positive måde, så selvfølgelig skulle den have en chance.

Jeg vil sige, at smagen var væsentlig bedre end forventet. Det fungerede faktisk ok. Nogen yndlingsthe bliver det dog ikke, for personligt er jeg ikke vanvittig glad for lakrids i min the. Jeg kan godt lide det, men jeg er blevet lidt træt af det efterhånden, da det har været populært i mange år.

Jeg drak theen sammen med en ret sød blanding af tørret frugt, og det passede rigtig godt sammen, da theen har en sød undertone uden at være sådan rigtig sød. Jeg forestiller mig, at theen vil falde i rigtig god jord hos lakrids-elskere, der er ved at blive træt af de mere almindelige lakridstheer.

tirsdag den 10. marts 2015

Konkurrence: Theens Univers

Så er det blevet tid til en lille Påskekonkurrence, hvor Theens Univers har været så søde at sponsere præmien, der er en Theprøve pakke blandet 10 stk., hvoraf den ene af smagsprøverne er Theens Univers' Påske the.

Dette er en fantastisk mulighed for at få smagt nogle forskellige theer og måske opdage nye the-typer, man ellers ikke normalt ville købe. Hver smagsprøve indeholder 10 gram the, så der er til flere kopper. Som jeg har fortalt før, er jeg stor fan af smagsprøver, og jeg har selv købt nogle Theprøve pakker fra Theens Univers, som jeg har liggende herhjemme til hvis jeg nu skal på besøg hos nogen og gerne vil have en værtindegave med. -Det er super smart!

For at være med i konkurrencen skal I svare på et par spørgsmål. Svarene skal indsendes på mail til ateaholic@gmail.com, og de skal være modtaget senest tirsdag d. 17. marts 2015 kl. 20.00. Vinderen udtrækkes umiddelbart derefter.

Spørgsmål 1:
Hvad fik jeg i fødselsdagsgave af min mand i 2012? (Hint: Jeg har fødselsdag i oktober)

Spørgsmål 2:
Hvad indeholder Påske The fra Theens Univers? (Hint: Besøg Theens Univers' hjemmeside ved at trykke her)

Spørgsmål 3:
Ved hvilken vand-temperatur bør en grøn the brygges? (Hint: Jeg har engang skrevet et indlæg om Korrekt brygning af the)

Bemærk venligst, at præmien kun sendes til en dansk adresse.

Skynd jer at deltage :-)

torsdag den 26. februar 2015

Sencha Zen

Sencha Zen fra Chaya er en grøn the med citrongræs, lakridsrod, ingefær, pebermynte, citronskal, peber, ananas og aroma. Theen har en dejlig frisk gul farve, når den brygges!

Det er noget af en ingrediens liste, så jeg var spændt på at "sætte tænderne i" (kan man det med the??) den, for jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af smagen. Duften er sødlig og med et strejf af noget friskt.

Det er lidt svært at definere smagen, men et forsigtigt forsøg går på citron og ingefær samt lidt sødme fra lakridsroden. Jeg kan også godt fornemme lidt ananas, men det er meget langt væk, og personligt havde jeg foretrukket, at denne smag var lidt mere fremtræden, da theen minder meget om en tynd citron/ingefær the. Den havde skilt sig mere ud med en lidt kraftigere ananas smag.

Den grønne the er meget mild og smager ikke så meget igennem. Theen minder derfor mere om en urtethe end en grøn the. Om dette er godt eller skidt, er vist en smagssag.

mandag den 23. februar 2015

Et strejf af eksotiske frugter

Så har jeg fået smagt på endnu en af theerne fra Theens Univers. Denne gang en Afternoon The, der er en sort the med mango, papaya, fersken, rosenblade og kornblomster.

Theen dufter skønt og eksotiskt af søde frugter allerede når man åbner posen. Derudover er den virkelig fin at se på. Lækkert og indbydende.

Farven på theen efter brygning, synes jeg er lidt kedelig, da den ikke er så klar i farven. Men duften er stadig lækker.

De første par tåre var jeg en anelse skuffet. Jeg havde nok forventet lidt mere power på frugtsmagen, når theen nu duftede så kraftigt. Men så hældte jeg en sjat mælk i, som jeg så ofte gør med sorte theer, og det blev virkelig godt. Mælken rundede theen rigtig godt af og fremhævede frugtsmagen. Alt i alt en dejlig afternoon the!
Theens Univers holder iøvrigt Åbent Hus på torsdag d. 26. fra kl. 16-19 i Herlev. Se mere på Facebook.

torsdag den 19. februar 2015

The på hovedpuden

Okay, the på hovedpuden er måske så meget sagt :-) Men kender I det, at man ankommer til et hotel, og så er der pænt redt op med en lille chokolade på hovedpuden? Sådan husker jeg i hvert fald hotellerne fra barn, når vi var på skiferie sydpå.

Mine forældre var sidste år på skiferie i Østrig og her var det ikke chokolade på hovedpuden, men en fin pose med the. Om den stod på hovedpuden, melder historien ikke noget om, men der blev selvfølgelig straks tænkt på mig, og derfor fik jeg theen forærende, da de kom hjem :-)

Ud over at det varmer mit lille the-hjerte, at hotellet giver the til deres gæster i stedet for chokolade, så synes jeg også, det er en top sej idé. For varm the efter en kold skitur er da lige i øjet!

Nu plejer jeg jo ikke sådan at fortælle jer om theer, I ikke selv kan få fat i, men i dag gør jeg altså en undtagelse, for jeg kan jo ikke bare fortælle historien om denne the uden også at skrive, hvad det var for en the. Derudover er det en lidt speciel blanding, som jeg synes, skal beskrives her på bloggen. det kan jo være, man kunne finde noget lignende her i danmark. Ellers må I tage et smut til Wagrain i Østrig, hvis I er nysgerrige efter at smage ;-)

Theen er fra Sporthotel Wagrain og hedder Früchtetee (frugt the). Det er en blanding af hibiscus, æblestykker, appelsinskal, rooibos, hybenskal, mandel, kanel og bourbon vanilje. Umiddelbart syntes jeg blandingen lød, som om det var lidt for mange ting, men theen tilsammen fungerer rigtig godt.

Den dufter let af vanilje, hvilket gør den dejlig indbydende. Smagen er som en tyndere rooibos vanilje, men med et friskt strejf af æble. Kanel og mandel giver den også et lidt mere sødt touch. Jeg kunne snildt forstille mig at sidde på en balkon nede i alperne og varme mig på en kop af denne the :-)

mandag den 16. februar 2015

Theens Univers

Jeg har fornyligt modtaget nogle smagsprøver fra en relativt ny online theforhandler: Theen Univers. Webshoppen åbnede i November 2014 og byder på en masse spændende theer samt the tilbehør. Blandt andet sælger de keramik the-kander med matchende thekrus, hvor især det grønne sæt er rigtig fint, synes jeg.

Theens Univers sælger både Theprøve pakker med 5 eller 10 x 10g the smagsprøver og Thepakker med 3 x 100g the + 2 smagsprøver. Theprøve pakkerne synes jeg er geniale, hvis man gerne vil smage nogle nye theer, og de store thepakker vil være rigtig fine som værtindegaver.

Jeg har fået lidt forskellige smagsprøver at gå i gang med, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

Jeg har allerede smagt på den første: En Rooibos Mandel Fløde. Dette er en rooibos the tilsat mandelstykker og naturlig aroma.

Den dufter af marcipan, hvilket er lækkert, men smagen er mildere end duften. Dette synes jeg egentlig kun er godt, da jeg har smagt andre Rooibos mandel theer, der har været noget kraftigere i mandelsmagen. Selve rooibos-smagen kommer mere til sin ret, når aromaen ikke er for kraftig.

Denne the har en let sød smag af mandler, der passer rigtig godt til Rooibos theen. Fløde smagen kunne jeg ikke så godt smage, men det kan da godt være, at det er den der gør, at mandel smagen bliver dæmpet en smule?

God the er det i hvert fald :-) Og den blev bestemt ikke dårligere af at blive indtaget sammen med en dejlig svensk semla (fastelavnsbolle).

fredag den 13. februar 2015

Bai Hao Yin Zhen

Julen 2013 bød d. 23. december på Bai Hao Yin Zhen.

Det er en skøn hvid "silvertips" the fra Fujian provinsen. Som altid med silvertips theer, er det en meget mild og fin the med en let sødme. Theen smager meget mildt af blomster og frugt, men det er altså på ingen måde en frugtthe! Det er primært THE den smager af, men the er jo ikke bare the, og derfor prøver jeg at forklare, hvilke smagsnuancer, jeg kan finde :-)

Jeg synes ikke, theen skiller sig ud i forhold til andre silvertipstheer. Farven var lidt mørkere end normalt, men smagen er stadig mild og lækker. Ligesom med oolong theerne, jeg skrev om fra d. 17. dec. er jeg også blevet virkelig glad for disse fine milde hvide theer, men når jeg ikke lige drikker dem samtidig, kan jeg ikke umiddelbart smage forskel på de enkelte theer.

tirsdag den 10. februar 2015

BOH the med lime og ingefær

Jeg har allerede skrevet om en del af BOHs Seri Songket theer, men jeg mangler én, nemlig Seri Songket Lime and Ginger. Den drak jeg i sommers, mens jeg stadig boede i Tyrkiet.

Det er en sort the, en blanding af broken orange pekoe fannings og pekoe dust, tilsat lime- og ingefæraroma.

Theen dufter sødt og lidt anderledes end andre theer med lime og ingefær. Den sorte the-base er relativt mild, hvilket er typisk for BOHs aroma theer. Dette gør theerne nemme at drikke, og aromaen kommer bedre frem.

Denne the har dog en meget mild aroma. Jeg synes mest, det er lime smagen, der går igennem og kun en anelse ingefær.

søndag den 8. februar 2015

Mere Pukka

Tilbage i 2012 havde jeg en hel uge i Pukkas tegn, hvor jeg skrev om en masse Pukka theer. Siden har jeg fået smagt på yderligere 2 Pukka theer, så dem får I lov at læse om i dag. Det er egentlig længe siden, jeg drak dem. Jeg har bare ikke fået postet indlægget.

Pukka harmonise
Økologisk urtethe med kamilleblomster, indisk asparges (shatavari), hibiscusblomster, rosenblomster, lakridsrod og vanilje. Disse urter/blomster skulle tilsammen være "balancerende for kvinder".
Theen får en fin sart rosa farve og dufter svagt af kamille. Den dag jeg bryggede den, havde jeg ikke sådan vildt lyst til kamille-the, så jeg blev lidt skuffet over duften. Heldigvis var smagen en anden. Man kunne godt smage kamilleblomsterne, men samtidig havde theen en svag syre fra hibiscus, mens eftersmagen var svag sød lakrids. Dvs. ingen af smagene overdøvede og tilsammen synes jeg faktisk det fungerede rigtig godt.
Det er en dejlig frisk og let sød urtethe, som jeg sagtens kunne finde på at drikke igen, selv om jeg ellers generelt ikke er den store Pukka fan. Ud af deres mange ellers spændende varianter, er det kun 2 af deres theer, jeg ind i mellem drikker (vanilla chai og peppermint licorice). Måske denne snart kan tilføjes til listen? :-)

Pukka mint green tea
Fairtrade sencha grøn the og fairtrade pebermynte. Intet andet :)
Theen dufter svagt af pebermynte, hvilket gør den rigtig indbydende. Derfor blev jeg også lidt skuffet over, at den faktisk ikke smager så meget af pebermynte. Man kan godt ane mynte-smagen, men det er meget lidt, og jeg sidder ikke tilbage med en "frisk" eftersmag, som man ellers ofte gør med mynte theer.
Heldigvis er den grønne the base nogenlunde mild. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg ikke tror, det havde fungeret, hvis the basen var kraftigere. Så havde man slet ikke kunne smage mynten. Jeg kan dog rigtig godt lide at theen er både økologisk og fairtrade, og den smager bestemt heller ikke grimt, så hvis du er glad for mynte, men ikke vil have det bliver for kraftigt, tror jeg denne the ville være et rigtig god bud.

søndag den 1. februar 2015

Whittard

Jeg er et smut i Istanbul, da min mand stadig bor hernede. Desuden havde jeg stadig en del ting i vores fælles lejlighed, som jeg gerne vil have til Danmark. Min mand følger forhåbentlig snart med til Danmark, og skal derfor opsige vores lejlighed. Så nytter det ikke, at den er fyldt med mine ting.

Der var blandt andet et par savnede theer hernede, som jeg har nydt at drikke de sidste par dage. De smager bare endnu bedre, når man ikke har drukket dem i lang tid.

Inden jeg flyttede herfra i sommer, havde jeg bemærket, at et af shoppingcentrene var ved at åbne en Whittard shop. Jeg kender Whittard fra min tid i London, så jeg havde sådan håbet, at den nåede at åbne, mens jeg stadig boede hernede. Den åbnede kort efter, jeg flyttede, så denne gang skulle jeg selvfølgelig forbi :-)

Whittard er en engelsk the og kaffe butik fra 1886. De har blandt andet nogle instant teas, altså the i pulver form, som man blander direkte i varmt vand, som jeg kan anbefale. Dog ikke som varme theer. De putter nemlig en del sukker i deres blandinger, og jeg kan ikke lide sukker i varm the. Men til isthe, synes jeg, der skal være sukker i, og der er disse blandinger rigtig gode.

Vi købte dog intet med hjem, men bestilte et par kopper the i deres café. Theerne var dyre, selv efter danske standarder og især taget i betragtning, hvor meget man fik. Men de var gode, og de blev serveret rigtig fint, så det var en god oplevelse. Men nok ikke noget, jeg kommer til at smide mine penge efter alt for tit.

Jeg bestilte en Rooibos Strawberry & Vanilla. Det var en rigtig dejlig the med en let sødme fra vanilje og jordbær. Men man fik kun én lille kop for ca. 43 kr.!
Min mand bestilte en Afternoon the, der også smagte rigtig godt. Han betalte omkring 5 kr. mere end jeg, men fik så også en større kande med 2 kopper i.
Billederne herunder viser min the i den lillebitte kande, der kun lige passede til koppen, og min mands the, hvor kanden var noget større.



onsdag den 28. januar 2015

Glæden ved the

Jeg bryder mig ikke om, når bloggere undskylder deres manglende blogging, for der er jo ikke nogen, der kræver, at man skal blogge med jævne mellemrum. Det bestemmer man vel selv.

Så derfor får I ingen undskyldning for min sparsomme blogging her i januar. Når man arbejder inden for regnskab, så er januar bare sådan en måned, man lige så godt kan rive ud af kalenderen. Der er alligevel ikke tid til meget andet end arbejde.

Nu er det ikke fordi, jeg slet ikke har haft fri, men jeg har valgt at nedprioritere, fordi jeg ikke har haft lysten til hverken at drikke the eller blogge, når jeg kom hjem fra arbejde. Til gengæld er der drukket rigtig mange kopper i arbejdstiden, og jeg glædes dagligt over, hvor meget en kop the kan gøre for min dag og mit humør generelt.

Jeg skrev allerede lidt om det d. 15. januar, men det er virkelig dagligt, jeg har den oplevelse.

Jeg har taget et lille the lager med på arbejde, og jeg nyder, at jeg kan drikke forskellige slags theer i løbet ad dagen. Jeg kan ligefrem sidde og glæde mig til den næste kop the, og selv om man arbejder løs og egentlig har travlt, synes jeg alligevel theen hjælper en til lige at trække vejret og slappe lidt af.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg elsker the, men i sådanne situationer går det alligevel op for mig, hvor meget positivt jeg får med mig i min hverdag gennem theen.

Billedet er fra i søndags, hvor jeg drak en kop the
på en dejlig gåtur rundt om Damhussøen.

torsdag den 15. januar 2015

Dagens første kop

På disse kolde og mørke vintermorgener mærker jeg virkelig, at jeg i den grad er B menneske. Dynen bliver tungere og tungere, og helst foretrak jeg at blive liggende hele dagen.

Jeg har aldrig rigtig forstået det der med kaffe-drikkere, som ikke kan fungere før første kop kaffe er indtaget. Men denne vinter begynder jeg at forstå det. For jeg er begyndt at have det lidt på samme måde bare med min the.

Den første kop the bliver drukket på arbejdet, da jeg ikke synes, jeg har tiden derhjemme. Og det er først her, jeg sådan rigtig vågner.
Første kop er for det meste også altid en sort the med mælk.

Har I det på samme måde med jeres morgenthe? Og foretrækker I en bestemt the om morgenen?


torsdag den 8. januar 2015

Herbal Ginger Lemon

Her til aften sidder jeg og drikker Herbal Ginger Lemon fra Chaya. Det er en urtethe med ingefær, citrongræs, lakridsrod, citronskal og mynte. Jeg er ret glad for ingefær, så jeg glædede mig til at drikke denne the. Den er ikke så kraftig i ingefær-smagen, som hvis man brygger the på frisk ingefær, men den giver alligevel en god smag. Derudover er den frisk og let syrlig pga. citrongræs og -skal, og lakridsroden runder theen af med en sød eftersmag.

Da jeg i december drak Chayas Herbal Mint Cooler, der jo minder meget om denne the, kommenterede jeg, at lakridsroden ikke var så kraftig som i andre Cool Mint theer. Det er det samme med denne the. Lakridsroden giver en let sødme, men den er ikke kraftigt. Til denne the fungerer den lette lakridssmag også rigtig godt, da den helst ikke skal overdøve ingefæren.

søndag den 4. januar 2015

Mild krydderthe

Tante Ts Rooibos Chai er en økologisk rooibos blanding med kanel, ingefær, nelliker, peber og kardemomme.

Det er en mild chai, hvor krydderierne går knap så meget igennem som ved andre chai theer. Dette synes jeg faktisk er lækkert, da chai jo ellers er en ret krydret the. Som I sikkert har bemærket i tidligere indlæg, fortrækker jeg diversifikation i mine theer, så når de afviger fra andre theer, er det sjældent negativt for mig. Tværtimod. Jeg synes, det er dejligt, at der findes forskellige alternativer, så hvis jeg f.eks. en dag lige har lyst til chai i en mildere udgave, så kan jeg vælge denne dejlige Rooibos Chai.

Jeg hældte minimælk i theen, hvilket gjorde den en anelse cremet. Det passer rigtig godt til chai-krydderierne. Derudover synes jeg også, at chai krydderierne fungerer rigtig godt sammen med rooibos the, så alt i alt var det en rigtig god kop the :-)


torsdag den 1. januar 2015

Godt Nytår!

Så trådte vi ind i år 2015. Jeg håber, I alle kom godt og sikkert gennem aftenen i går. Jeg selv nød en rolig aften med lækker mad og god vin samt en god udsigt ud over byens fyrværkeri.

Nytåret skal i år fejres her på bloggen med en dejlig the fra Chaya. Theen bærer samme navn som forretningen selv, nemlig Chaya, og blandingen var den første Chaya lavede ved forretningens start i 1981. Det er en sort the med katostblomst, brombær og aroma.

Theen dufter skønt af brombær både før og efter brygning, hvilket gør den dejlig indbydende allerede inden, man har taget den første tår.

Den sorte the er af rigtig god kvalitet og the-smagen er perfekt afstemt med aromaen fra brombær, der giver en dejlig let smag. Man kan sagtens smage brombær, men det bliver hverken for kraftigt eller syntetisk.

Dette kan jeg generelt rigtig godt lide ved Chayas theer. Nu har jeg endnu ikke smagt så mange, men ind til videre synes jeg, at theerne har været af rigtig god kvalitet, og at aromaerne har været tilpasse og naturlige i smagen.

Jeg glæder mig til at se, hvad år 2015 vil bringe. Forhåbentlig en accept på familiesammenføring i mit tilfælde, så min mand og jeg ikke længere behøver at bo i hvert vores land, men kan bo sammen her i Danmark. Kryds lige fingre for os :-)

Rigtig godt Nytår!