mandag den 3. december 2012

Marcipan the

Ja, det er i hvert fald tæt på, for dagens julekalender the smager af lidt af marcipan.

Med undtagelse af d. 1. december, hvor jeg havde besluttet mig for at starte ud med Frederiksdal Julete, vil jeg de resterende 23 dage bare stikke hånden i posen og se, hvilken the der kommer med op. Det er meget sjovere på den måde, når jeg går og er spændt på, hvad jeg mon skal smage i dag :-)

I går drak jeg Japansk Afslapningste, men den får I lov at høre om en anden god gang, da jeg som sagt ikke ønsker at blogge hver eneste dag i december.

Theen i dag blev X-mas Tea, hvilket jeg blev rigtig glad for, da jeg virkelig er i julehumør for tiden, og derfor rigtig gerne vil drikke en masse forskellig julethe. Theen dufter meget kraftigt af marcipan og noget sødt (jeg kan ikke helt definere det?), inden man brygger den. Efter brygning dufter den på samme måde, dog en smule svagere. Jeg var lige ved at brænde næsen, fordi jeg ikke kunne lade være med at dufte ned i kanden hele tiden, mens jeg bryggede theen ;-)

Da jeg smagte på theen, var det stort set samme smag som duft. Altså primært marcipan men med et eller andet udefinerbart sødt tvist. Efterfølgende tænkte jeg, at den sorte the, der danner base for denne julethe, virkede meget fin og lækker i det, og ikke nær så tung og "grov", som nogle sorte the af mindre god kvalitet godt kan blive. Derfor blev jeg også glad, da jeg efterfølgende gik ind på Frederiksdal Tehandels hjemmeside og læste om theen (jeg danner altid mine egne indtryk, inden jeg læser, hvad forhandleren skriver). De skriver nemlig følgende: "Den sorte te i denne julete er udsøgte teer fra Ceylon og Kina, der giver en harmonisk grundte." Så var mine smagsløg altså ikke helt på afveje :-)
Ud over denne lækre sorte the-base indeholder theen også appelsinskal, hel kryddernellike, hibiscusblomster, mandelstykker, kornblomster og julekrydderi. -Måske det er julekrydderiet, der giver den søde smag, jeg ikke helt kan definere? Og mandelstykkerne der giver theen marcipansmag?

Jeg ved det ikke, men jeg ved så meget, at jeg virkelig godt kan lide denne julethe. Den er anderledes end de mere klassiske juletheer, som f.eks. den jeg drak i lørdags, og da jeg jo er vild med diversifikation i min the, er dette lige en the for mig :-)

Fortsat god december alle sammen.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det en pudsig blog! :-) rigtig hyggelig!
    Jeg er først selv lige begyndt at blive the-afhængig. Jeg besluttede at SKULLE lære at drikke en varm drik, da jeg hverken bryder mig om kaffe eller kakao, og lige for tiden er favoritten "skovbær the" af alle afskygninger :-)

    Jeg har en giveaway kørende på min blog, som jeg håber du vil deltage i! :-) http://www.rikkesunds.blogspot.dk/2012/11/time-for-give-away-and-lot-of-changes.html

    Knus!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rikke,

      Dejligt, du synes om bloggen :-) Jeg håber, du kan finde en masse inspiration, nu du er ny inden for the-verdenen.
      Jeg er selv helt vild med Rooibos Skovbær fra Liljehøj i Holbæk. Det er faktisk den the, der er skyld i, at jeg i dag har denne blog :-) Du kan læse mere her, hvis du har lyst: http://a-teaholic.blogspot.dk/2012/04/min-opdagelse-af-teens-verden.html

      Rigtig fin blog du har :-)

      Mvh. Julie

      Slet