Viser opslag med etiketten SimplyTea. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten SimplyTea. Vis alle opslag

fredag den 24. april 2015

Rigtig the!

For snart længe siden drak jeg Sjælden Yunnan fra SimplyTea som theen så fint hedder :-)
Det er en sort the fra Yunnan i Kina, og er altså ekstra fin og sjælden.
Yunnan theer er milde og lækre og denne er ingen undtagelse. Dette gør den let at drikke, og jeg tog mig selv i at drikke denne the ganske hurtigt. Ikke fordi jeg ikke nød den (for det gjorde jeg i allerhøjeste grad), men simpelthen fordi den er så let at drikke, at man bare kunne blive ved og ved.
Med mere smagstunge theer skal man lige "fordøje" hver enkelt tår, inden man tager den næste.
Theen er fyldigt og har masser af smag, selv om den er mild. Den smager som rigtig the skal smage i min verden! Der findes mange dejlige rene theer, som jeg nyder, men denne the er for mig indbegrebet af den helt rigtige the-smag!

fredag den 13. februar 2015

Bai Hao Yin Zhen

Julen 2013 bød d. 23. december på Bai Hao Yin Zhen.

Det er en skøn hvid "silvertips" the fra Fujian provinsen. Som altid med silvertips theer, er det en meget mild og fin the med en let sødme. Theen smager meget mildt af blomster og frugt, men det er altså på ingen måde en frugtthe! Det er primært THE den smager af, men the er jo ikke bare the, og derfor prøver jeg at forklare, hvilke smagsnuancer, jeg kan finde :-)

Jeg synes ikke, theen skiller sig ud i forhold til andre silvertipstheer. Farven var lidt mørkere end normalt, men smagen er stadig mild og lækker. Ligesom med oolong theerne, jeg skrev om fra d. 17. dec. er jeg også blevet virkelig glad for disse fine milde hvide theer, men når jeg ikke lige drikker dem samtidig, kan jeg ikke umiddelbart smage forskel på de enkelte theer.

tirsdag den 14. oktober 2014

Premium Lapsang Bohea

Jeg kan se, at jeg er ved at være rimelig meget bagud med at skrive om alle de rene theer jeg drak sidste år gennem hele december, hvor jeg havde fået en lækker the julekalender fra Simply Tea. Så jeg må vist hellere se at komme i gang med at få postet de sidste theer :-)

D. 5. december drak jeg Premium Lapsang Bohea. Det er en meget speciel sort the. Simply Tea skriver bl.a. følgende: Denne særlige sorte te er faktisk den allerførste sorte te som blev skabt ved et tilfælde under Qing dynastiet.

Både theens duft og smag er let røget, men på en måde, der ikke gør theen for kraftig/bedsk. I stedet synes jeg, den er blød og rund i smagen. Samtidig synes jeg, at theen smager af rigtig meget, men uden at være kraftig, hvilket jeg synes er positivt.

Farven er en virkelig flot gylden brun/rav-farve.

søndag den 29. juni 2014

Chaun Tong Da Hong Pao

Sygdommen er ved at være over (håber jeg), så nu må det vist være tid til en opdatering :-)

Selv om vi er halvvejs gennem året, er jeg stadig langt fra færdig med at fortælle om alle de julekalender theer, jeg drak sidste år i december. I dag skal det handle om en oolong the, som jeg smagte på d. 17. december: Chaun Tong Da Hong Pao, også kaldet Traditionel Big Red Robe Oolong fra SimplyTea. Min the er fra 2012 høsten, mens linket er til 2013 høsten, da den fra 2012 ikke sælges længere.

Simply Teas hjemmeside er en spændende beskrivelse af theen samt den "temaster", der producerer theen. Her forklares hele processen også fra friskt theblad til færdig the.

Theen dufter dejligt af oolong og den har en flot frisk orangebrun farve (på SimplyTea er den beskrevet som dybrød, det synes jeg dog ikke, men måske 2013 høsten har en anden farve?). Bladene kan bruges 6 gange eller man kan lade bladene ligge i koppen og bare hælde mere vand over, når den er tom. Oolong theer bliver nemlig ikke bitre og de kan tåle næsten kogende vand (95 grader).

Smagen er blød og mild, og den minder meget om de mange andre kvalitets oolong theer, jeg har smagt, så jeg syntes ikke som sådan, at theen skilte sig ud. Men god, det var den. Jeg er gået hen og blevet virkelig glad for disse dejlige milde, men stadig fyldige oolong theer.

onsdag den 21. maj 2014

Yu Qian Anj Bai Cha

Tilbage i december drak jeg d. 10. en dejlig grøn the fra Simply Tea: Yu Qian Anj Bai Cha. Theen ser lidt speciel ud, fordi den består af en masse små "tips". Det ligner næsten en håndfuld grannåle.

Ifølge SimplyTeas hjemmeside er denne the i dag en af Kinas mest eftertragtede theer. Theen er berømt for sit høje indhold af aminosyren L-theanin, hvilket eftersigende skulle være både beroligende for kroppen og opkvikkende for hjernen. I kan læse mere om theens historie ved at klikke her.

Theen er meget let og mild af en grøn the at være. Man kan godt ane den grønne the smag, men da det er meget let, vil det være en god the til "begyndere", der endnu ikke synes så godt om de kraftige rene grønne theer.

Generelt synes jeg milde theer er rigtig gode til at slukke tørsten og denne the er bestemt ingen undtagelse. Derudover kan jeg også sagtens mærke den beroligende effekt. -Men den får jeg generelt bare, når jeg drikke varme lette drikke :-)
 

I skrivende stund har Simply Tea 20% rabat på denne fine (men lidt dyre) the, så måske det var nu, man skulle slå til? Man kan få 25g for 108 kr., hvilket virker meget dyrt. Men I skal huske, at I kan brygge mindst 3 gange på bladene, og I skal kun bruge 2 gram pr. kop. Så hvis man er lidt effektiv med sin brygning, kan man få ca. 36 kopper the for 108 kr.

torsdag den 24. april 2014

Da Hong Pao

Først vil jeg gerne lige undskylde at hyppigheden af mine indlæg er faldet. Jeg har simpelthen så travlt med alle mulige ting hernede i Istanbul, at det er svært at finde tid til det hele. Så derfor valgte jeg at poste indlæg med lidt flere dages mellemrum end før. Det håber jeg, I er ok med :-)

I dag skal det handle om julekalender theen fra d. 21. December: Da Hong Pao 2012 fra SimplyTea. Det er en kinesisk oolong the med en frisk brun farve. Den smager som en "rigtig" oolong, dvs. det er en lidt kraftig the, der smager og dufter røget. Ifølge SimplyTea's hjemmeside er dette den mest berømte oolong the.

Jeg har efterhånden smagt så mange rene oolong theer nu, at nogle af dem begynder at virke lidt ens for mig. Denne oolong minder om flere af de andre oolong theer. Det er ikke negativt, for jeg kan jo godt lide dem :-) Men det gør det lidt svært at beskrive dem og finde noget forskelligt ved de enkelte theer. Det havde nok været nemmere, hvis man smagte theerne samme dag, så man bedre kunne smage, om der egentlig er forskel, men det kan man jo ikke med en julekalender :-)

søndag den 30. marts 2014

Imperial Rou Gui

D. 7. december drak jeg Imperial Rou Gui fra min the julekalender 2013. Det er en mellemristet oolong the fra 2012, men den findes også i en 2013 udgave.

Theen har en flot gylden farve og den smager dejlig behageligt.

I følge SimplyTea er "dens duft af kanel, der sammen med en orkide- og honningduft lifligt stiger op fra den bryggede te." Jeg ved ikke lige, om jeg kan dufte orkide, men noget hen a la kanel/honning kan jeg godt fornemme, selv om det er meget svagt.

Det er i hvert fald en the, der giver ro, så jeg synes, den vil være perfekt til om eftermiddagen, når man har brug for lige at geare lidt ned.

torsdag den 13. marts 2014

Golden Guan Yin

D. 19. december drak jeg Golden Guan Yin fra Simply Tea.

Denne oolong the har en virkelig fin farve, der er meget frisk og klar grøn/gul.

Thebladene ligner små tørre kugler, men når vandet hældes over, bliver de til store, men lidt krøllede theblade. Det er alligevel lidt utroligt, at de kan tørres og rulles til så små kugler uden at ødelægge de store the-blade.
Efter brygning

Smagen er sådan ”semi-mild”. Den er forfriskende og let at drikke og bliver ikke siddende på tungen, men samtidig smager den af noget. Den virker meget blød.

Dette er en rigtig lækker oolong, men nu hvor jeg efterhånden har drukket mange rene theer, især grønne og oolonger, er jeg også kommet til et punkt, hvor jeg synes, det er svært at adskille de forskellige theer fra hinanden. Jeg syntes bestemt denne the var lækker, men samtidig synes jeg også, den smagte som nogle af de andre theer, jeg har drukket, selv om det er første gang, jeg drikker denne the.

mandag den 3. marts 2014

Date Fragrance Mini Shu Tuo Cha 2007

Så er det blevet tid til at fortælle om endnu en julekalender the, nemlig Date Fragrance Mini Tuo Cha 2007, som jeg drak d. 11. december.

Det er en Puerh the, der blandt andet er kendt for at blive bedre med årene, lige som en god vin. Derfor var jeg heller ikke bekymret over årstallet 2007 :-) Denne puerh the er pakket i små sammenpressede kager = Tuo Cha.

Under brygningen var et lidt sjovt at følge med i, hvordan den lille kage foldede sig ud :-)


Trods theens kraftige farve, er det faktisk en relativt mild the. Den smager en anelse røget/af tang, så jeg tænker, at det nok er en the, man skal vænne sig til, hvis man ikke er så vant til rene theer/puerh the.

Jeg kan rigtig godt lide den. Det er en fyldig the uden at den bliver for tung. Smagen minder mig lidt om sushi pga. tang/røg smagen. Måske man skulle prøve theen med sushi en dag? :-)

Jeg ved godt, det måske ikke lyder så appetitligt med en the, der minder om sushi, men for mig er det altså ikke negativt.

Jeg tror faktisk, dette er første gang jeg fortæller om en puerh the, så til de nysgerrige, der gerne vil vide mere om denne the-type, kan jeg henvise til min side om The Typer oppe i menulinjen.

mandag den 27. januar 2014

Lækker jasmin the

I dag skal det handle om endnu en the fra Simply Tea, som jeg drak d. 6. december. Denne gang en meget fin og mild jasmin the: Silver Dragon Jasmine Pearls 2013.

Det er på ingen måde en parfumeret the, men alligevel kan man sagtens smage den lette søde jasmin, der bare passer så godt sammen med den fine the base. Basen er lidt speciel, idet bladene er fra en thebusk, der ofte bruges til hvid the, men de er efterfølgende blevet behandlet som en grøn the.

Hvis ikke det var fordi, jeg i forvejen havde mere the end jeg kan nå at drikke, havde jeg helt sikker overvejet at investere i denne fine the.

torsdag den 23. januar 2014

Purple Bamboo Green Tea

I dag syntes jeg, det var på tide at få beskrevet endnu en af de fine rene theer fra SimplyTea, som jeg smagte på i min the julekalender. Der er jo masser af theer tilbage at fortælle jer om, men pga. Tealure Ugen, syntes jeg det blev lidt for meget ren the på bloggen, og derfor valgte jeg at skrive lidt om nogle aroma theer, inden jeg fortsatte med theerne fra SimplyTea.

D. 16. december drak jeg en dejlig grøn the fra Kina: Purple Bamboo Green Tea 2013 - Gu Zhu Zi Sun. Ja, det er noget af et navn :-) Theen kommer fra Gu Zhu bjergene og er lavet af de tidligste forårsknopper og friske blade.

Det er en meget let og læskende the, der både smager af noget og er mild samtidig. Smagen synes jeg er lidt som frisk græs/urter, men uden det bliver bittert.

Umiddelbart syntes jeg, theen var meget ensformig i de forskellige udtræk. Jeg nåede at lave 3 store kopper. Theen kunne godt anvendes flere gange, men jeg nåede ikke at drikke flere kopper, inden jeg syntes the-bladene havde stået for længe.

onsdag den 18. december 2013

High Mountain Tie Guan Yin

D. 4. december drak jeg High Mountain Tie Guan Yin 2012 fra Simply Tea.

Dette er en rigtig dejlig og meget mild Oolong the. Den kaldes High Mountain, fordi den vokser højere end andre Tie Guan Yin Oolong theer, hvilket gør at den er rig på aminosyrer. Tie Guan Yin er navnet på den thebusk, der anvendes til theen, og det betyder Gudindens Barmhjertighed. På Simply Teas hjemmeside kan man læse historien bag Gudindens Barmhjertighed.

Umiddelbart tror jeg, dette er den mest milde oolong, jeg har smagt ind til nu. Den var næsten som en hvid the, men stadig med en snert af den karakteristiske oolong smag (som jeg desværre slet ikke kan forklare, hvordan smager).

Den faldt i hvert fald i god jord her, for jeg nåede at drikke hele min kop, inden jeg overhovedet fik åbnet computeren så jeg kunne skrive ned, hvad jeg syntes. Heldigvis kan man brygge mindst 6 gange på thebladene, så jeg lavede da bare en kop mere :-)

lørdag den 14. december 2013

Tai Pung Hou Kui

Den 1. december smagte jeg på den første af mine julekalender theer fra Simply Tea: Tai Ping Hou Kui 2013.

Fra Simply Teas hjemmeside:
”Tai Ping Hou Kui er en berømt grøn te fra byen Tai Ping i Anhui Provinsen i Kina. Bladenes form er usædvanligt lange og flade, en form de har opnået ved at blive formet i hænderne.”

Jeg kiggede noget, da jeg så denne the første gang, netop pga. bladenes form. Allerede her var jeg klar over, at det var en the ud over det sædvanlige, jeg skulle til at smage.

Farven blev en dejlig frisk lys grøn, mens duften var røget.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var noget skeptisk, inden jeg drak min første tår. Jeg er glad for the, ingen tvivl om det, men jeg lægger heller ikke skjul på, at jeg kan lide alle slags the. Også de billige fra Netto ;-) Jeg kan selvfølgelig godt smage forskel på kvaliteten, og jeg foretrækker theer fra rigtige the-forhandlere, men hvis jeg bydes en kop Pickwick Earl Grey kan jeg sagtens nyde den også.

Men tilbage til Tai Ping Hou Kui, så overraskede smagen meget positivt. Selv om den røgede duft måske ikke lige var min kop the (hehe ;-) Fik I den?), så var smagen virkelig god. Den smagte også røget, men på en blød og rund måde (jeg håber, dette giver bare lidt mening!).

Jeg har aldrig smagt en ren the som denne, og jeg er meget overrasket over, hvor meget smag, der kan være i en hel ren the uden tilsat aroma. Ud over røg-smagen, smager den også meget af THE (hvilket jo ikke er så mærkeligt), så hvis man aldrig har drukket ren grøn the før, er det måske en lidt dyr the at starte ud med, hvis man lige skal have vænnet smagsløgene til den rene the-smag. Det kan selvfølgelig også være, at det omvendt er bedre at starte ud med en kvalitetsthe? :-)

lørdag den 7. december 2013

Præstationsangst

Ja, så har jeg oplevet det med i mine the erfaringer :-)

D. 1. december, da jeg skulle starte på min gourmet the julekalender fra Simply Tea, fik jeg nærmest præstationsangst, da jeg skulle i gang med at brygge theen. Første krise gik ud på, at den fine dyre og meget specielle the jo helst ikke skulle ødelægges af mine brygningskundskaber (som egentlig er ret gode, men jeg blev alligevel nervøs). Tænk hvis nu jeg ikke kunne lide theen, fordi jeg simpelthen havde fået bryggen den forkert? Det var blandt andet disse tanker, der fik mig inspireret til indlægget Korrekt brygning af the, som I kunne læse den anden dag.

Jeg måtte jo springe ud i det, så endnu engang gennemlæste jeg de anvisninger, jeg havde modtaget fra Simply Tea, og så gik jeg ellers i gang.
Ind til videre overholder jeg alle reglerne, jeg skrev om under Korrekt brygning af the, når jeg brygger disse fine theer. Selv el-kedlen bliver der vogtet over, så den ikke overkoger vandet ;-)

Anden krise opstod, da det gik op for mig, at jeg ikke havde en ordentlig the kop til projektet. Hver pose i julekalenderen indeholder 2g the, hvilket passer til en kop på 200ml. Men mine kopper er enten for små (kan netop indeholde 200ml, men det duer jo ikke, når der også skal være plads til the-blade og the-si under brygning) eller for store (kan indeholde 400 ml = når 200 ml hældes i, kan the-sien næsten ikke nå ned til vandet). Jeg endte med at forsøge mig med en stor kop, hvor the-sien så kun fik vand på den nederste 1/3. Ikke optimalt, men den bedste løsning jeg havde.

Eller det vil sige, d. 2. december kom jeg pludselig i tanke om min fine røde kop fra min thekande/-kop :-) Den havde jeg helt glemt, fordi jeg havde brugt den som en del af min juledekoration. Det kunne I bl.a. se på de billeder jeg viste i går af min julekalender. Koppen er perfekt i både størrelse og brede, så nu bliver den flittigt brugt hver dag til mine julekalender theer. Bare ærgerligt jeg ikke huskede den d. 1. december.

Nu er det ind til videre blevet d. 7. december, og jeg har fået smagt på de 6 første theer i julekalenderen. Mit indtryk ind til nu er positivt. Det er nogle VIRKELIG dejlige theer, og jeg kan godt smage, at det er theer i særklasse. Dog er jeg stødt lidt på et "problem", da alle theerne er helt rene theer, og dem har jeg altså nogen gange lidt svært ved at beskrive. Jeg kan sagtens smage forskel på theerne, men at sætte ord på, der gør at I derude også får en ide om theens smag, er altså virkelig svært. Det er ligesom om mit ordforråd kun rækker til mild/kraftig og røget, når jeg skal beskrive theerne, og så kommer de hurtigt til at lyde meget ens i smagen, hvilket de jo slet ikke er. Måske man burde tage et the-smagningskursus ;-)

Det korte af det lange er, at jeg skal gøre mit bedste, men jeg undskylder på forhånd, hvis det bliver nogle meget korte og ensformige indlæg om disse theer. Det må endelig ikke få jer til at tro, at alle theerne smager ens. Jeg synes faktisk, at man bør gøre sig den tjeneste og afprøve i hvert fald en af disse theer, da det er noget af en oplevelse med disse fine rene theer, der stor set alle har en lang historie bag sig.

Simply Tea beskriver theernes historie på deres hjemmeside, så husk at benytte jer af de links, jeg kommer med i mine indlæg, der tager jer direkte til forhandlerens hjemmeside. Det er altså ret så spændende læsning :-)

Men nu til theen :-) Jeg vil ikke skrive om theerne i den rækkefølge, jeg drikker dem, men bare i den rækkefølge jeg lige synes passer. Så i dag vil jeg fortælle om theen fra d. 3. december. En grøn Meng Ding Sweet Dew fra Kina.

Theen er meget mild og lys af en grøn the at være, hvilket skyldes, at man kun anvender nye knopper fra det tidlige forår til theen. Den dufter af en eller anden plante, jeg ikke kan definere. Her er det desværre, at mine the kundskaber inden for rene theer svigter mig, for jeg kan simpelthen ikke beskrive denne the.

Men jeg kan rigtig god lide den, og jeg elsker, at den er så fin og mild i det, men samtidig faktisk har rigtig meget smag. Theens navn kommer fra dens oprindelse. Den er opvokset på bjerget Meng Ding i Kina. Sweet Dew er navnet på det tempel, der har lagt navn til theen.

fredag den 6. december 2013

The Julekalender fra Simply Tea

Jeg fandt nogle billeder af min the julekalender fra Simply Tea, som jeg gerne vil dele med jer. I morgen kommer der så et længere indlæg, hvor I også kan læse om den første af de fine gourmet theer.

Den fine pakke jeg modtog. Jeg vidste jer et lignende billede den dag pakken ankom.

Pakken indeholdt også denne skønne the-si, som jeg allerede er blevet utrolig glad for. Den sørger virkelig for de bedste forhold til theen, når den skal brygges.

Alle the-pakkerne hænger på én lang snor, der i hver ende har en fin lille julekugle :-)

"The-kæden" blev hængt op på vores reol (bemærk mine fine the-bøger fra Basilur :-) )

Julehygge :-)

tirsdag den 3. december 2013

Simply Tea og the typer

I dette indlæg vil jeg skrive lidt mere om Simply Tea, hvor min the julekalender kommer fra, og om de forskellige the typer. I næste indlæg kan I læse om korrekt brygning af the. The typer og korrekt brygning er allerede beskrevet på bloggen, men jeg synes, en gentagelse er passende, nu hvor jeg har fået gourmet the mellem hænderne :-) Generelt skal man selvfølgelig altid gøre sit bedste for at brygge theen korrekt, så man får den bedst mulige smagsoplevelse, men i hverdagen får man måske ikke altid lige brygget theen efter bogen. Hvis den stadig smager godt, ser jeg intet problem i det, men til dyre gourmet theer, som skal smages for allerførste gang, synes jeg godt, man kan gøre sig lidt umage.

Simply Tea kendte jeg intet til, før jeg googlede "the julekalender" og derefter fandt et link til deres side. De har en butik i Aarhus, hvor de sælger eksklusive gourmet theer fra Asien. Derudover har de også en the salon og en webshop. The salonen i Aarhus sælger Afternoon tea, så nu ved jeg da, hvad jeg skal lave, hvis jeg en dag skulle komme forbi Aarhus :-)

Fra Simply Teas hjemmeside:
"Simply Tea’s filosofi er overordnet at dele vores passion for de bedste teer i verden med alle, der har interesse for at tage med på denne forunderlige smagrejse. For en rejse bliver det, når man tillader sine smagssanser at åbne op for det skatkammer af hidtil ukendte smage, som High End Teas byder på."

Hvis I skulle have lyst til at lære Simply Tea bedre at kende, kan I trykker her for at besøge deres hjemmeside.

Bloggen her har en side, der hedder "The typer". Her har man tidligere kunne læse om 6 forskellige typer the, men det er nu blevet udvidet til 9 forskellige typer the, da jeg har fået tilføjet et par typer, som jeg har fået mere kendskab til, blandet andet gennem Simply Tea. De "nye" the typer er gul the, puerh the og frugtthe. I kan læse mere om den på siden The Typer.

Billedet er lånt fra Simply Teas hjemmeside

Simply Tea har sendt mig the julekalenderen kvit og frit som gave, uden at jeg har lovet at reklamere eller skrive om theerne på bloggen. Indlægget her (og fremtidige indlæg om theerne fra min julekalender) er derfor skrevet, fordi jeg har lyst og ikke fordi jeg skal.

lørdag den 23. november 2013

Ekspres Gourmet The

I går blev jeg kontaktet af Simply Tea fra Aarhus. I mit ene julekalender inspirations indlæg havde jeg nævnt Simply Teas julekalender. Jeg skrev følgende:

"Ifølge hjemmesiden sælger de gourmet theer, så man må formode at kvaliteten er i orden. Dog undrer det mig, at der tilsyneladende kun er 2 gram the i hver af de 24 poser. Det synes jeg lyder som meget lidt, kun lige nok til én kop. Især taget i betragtning af prisen på 499 kr. Derudover tilføjer de, at alle theer kan brygges på mindst 3 gange. Dette synes jeg lyder lidt underligt, da kalenderen skulle indeholde både hvid, gul, grøn, oolong, sort og pu erh the. Umiddelbart ville jeg IKKE brygge flere gange på en hvid, grøn eller sort the, så derfor synes jeg, det lyder lidt mystisk. Hvis nogen har personlige erfaringer med denne forhandler/kalender, hører jeg gerne fra jer."

Simply Tea skrev en rigtig fin lang forklarende kommentar, som I kan finde under indlægget. Her forklares lidt mere om, hvad det er for theer, man finder i julekalenderen. Derudover fik jeg tilbudt en kalender, så jeg selv kan afprøve de fine gourmet theer. Jeg sendte min adresse til Simply Tea i går formiddags, og i dag kl. 9 stod posten uden for døren med pakken. Det må siges at være ekspres!

Nu har jeg brugt lidt tid på at læse mere om theerne fra Simply Tea. Både på deres hjemmeside og i de mails, jeg har modtaget, der forklarer en masse. Jeg har allerede nu fået en masse ny viden om theerne, de forskellige the typer, korrekt brygning, og hvordan man anvender thebladene til at brygge mere end én gang. Især det sidste emne glæder jeg mig til selv at få afprøvet, da jeg ikke har nogen erfaring med at brygge mere end én gang på thebladene.

Jeg har tænkt meget på, om jeg skulle tyvstarte med julekalenderen, så I kunne nå at høre om nogle af theerne, mens I stadig kan nå at købe kalenderen selv, men jeg er kommet frem til, at jeg gerne vil beholde den som "rigtig" kalender, så jeg starter ikke før d. 1. december. Til gengæld har jeg fået en masse ny inspiration fra Simply Tea, som jeg vil forberede i et indlæg snart. Bl.a. vil jeg tilføje nogle nye typer the til min side om The Typer.

Så glæd jer til at læse om endnu mere spændende the her på bloggen den næste tid og forhåbentlig også en masse ny viden :-)