Viser opslag med etiketten Frederiksdal Tehandel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frederiksdal Tehandel. Vis alle opslag

søndag den 8. juni 2014

Et forsinket billede

For et års tid siden bloggede jeg om nogle theer fra Frederiksdal Tehandel med banan. Dengang skrev jeg, at jeg ikke havde noget billede af den ene af theerne. Det har jeg dog opdaget nu, at jeg har :-) Jeg har nemlig brugt weekenden på at rydde op i gamle billeder.

Og så skal I da ikke snydes, selv om det er et år siden jeg først fortalte jer om theen :-)

Theen det omhandler er Grøn te banan/æble/jordbær - Økologisk.

Dengang skrev jeg følgende om theen:
Indholder, hvad der står i navnet samt morgenfrueblomster. Denne the har en mild smag af banan og en let eftersmag af jordbær, hvilket faktisk var rigtig lækkert. Derudover synes jeg, det er ret skønt, at theen er ren økologisk.

onsdag den 9. april 2014

Mere Pina Colada

Jeg har tidligere fortalte om Grøn Pina Colada fra Perchs og Love Story Vol. III fra Basilur. Begge er grønne theer med ananas og kokos. I dag skal det handle om endnu en the i denne "familie", nemlig Grøn Ananas Te fra Frederiksdal. Det er en grøn Sencha the med ananas, koksflager og morgenfrueblomster.

Theen får en smuk lys gul farve. Den dufter let af kokos og ananas og smager meget som grøn pina colada fra Perchs. Denne er en smule mildere både i aroma og the smag. Jeg forestiller mig, at dette må være en dejlig sommerthe!

Frederiksdal sælger også en Sencha Pina Colada. Hvad forskellen på disse to theer er, ved jeg ikke, men måske Pina Colada theen har en kraftigere aroma? Eller kraftigere kokossmag?

lørdag den 8. februar 2014

Østerlandsk Thehus og smagsprøver

I går var jeg et smut forbi Østerlandsk Thehus, der ligger lige ved Nørreport station. Jeg har tidligere skrevet om deres Grøn Valnød, der er virkelig god! Det er en af de theer, hvor aromaen faktisk er relativt kraftig, og den smager af valnød og lækker karamel/sirup.

Theen er ikke bare blandt mine favoritter, men også blandt min kærestes, så derfor har vi ikke meget tilbage af den. Egentlig har jeg givet mig selv købe-forbud mod ny the, da jeg har "alt for meget" the (" " fordi man selvfølgelig aldrig kan have for meget the ;-) ), men når nu min kæreste er så glad for theen, syntes jeg godt, jeg kunne være sød og købe en ny pose :-)

Jeg har ikke så meget erfaring med Østerlandsk Thehus. Jeg har kun været i butikken en gang tidligere, og det var for at købe den første pose Grøn Valnød. I går valgte jeg så at spørge, om jeg kunne få en smagsprøve på en af deres andre theer, da jeg gerne vil stifte mere bekendskab med theerne. Desværre fik jeg at vide, at de ikke kunne sælge mindre end 100g af deres theer.

Jeg synes, dette er en rigtig ærgerlig indstilling af en the-forhandler. Hvis jeg skal prøve en helt ny the, så synes jeg, det er meget at skulle betale 30-50 kr. for en pose, hvis jeg nu ikke kan lide den. Især fordi man ikke altid kan regne med, at theen smager som den dufter.

Jeg forventer ikke som sådan at få smagsprøverne gratis. Jeg ville ikke have noget imod at smide en 5'er for en lille pose, eller f.eks. kun at kunne få én smagsprøve pr. alm. størrelse thepose man køber. Men at man slet ikke giver/sælger smagsprøver, synes jeg er synd.

En af grundene til at jeg har smagt så mange theer fra Tante T og Frederiksdal Tehandel er netop, at de altid er flinke til at give smagsprøver. Det har gjort, at jeg har fundet flere lækre theer, som jeg senere har købt i større portioner. Disse theer havde jeg måske aldrig købt, hvis jeg ikke havde fået en smagsprøve tidligere.
Vildmedte.dk sælger en pose med 10 smagsprøver for 65 kr. og Tealure sælger prøvepakker med 6 theer for 79 kr., hvilket også er en rigtig god mulighed for at smage på theerne, inden man investere i en større mængde.

Kender I andre forhandlere, hvor man kan få/købe smagsprøver, så kom gerne med en kommentar :-)

torsdag den 9. maj 2013

En udfordring, der gik bananas - del 3


I dag kan I læse om de sidste 2 smagsprøver med banan, jeg fik fra Frederiksdal Tehandel, i min jagt på den helt rigtige banan the.

Læs del 1 af jagten her, og del 2 her.

Hvid Te Appelsin/Banan/Jordbær: En the på hvid base med bananstykker, æble, papaja, skiver af appelsin, jordbærstykker, blå katost blomster og naturlig aroma. Denne the vidste jeg, allerede da jeg læste om den, at jeg ville være vild med. Og jeg fik ret :-) En skøn hvid the, der både dufter og smager af dejlig frugt. Der er ikke en bestemt ingrediens, der går igennem, men man kan godt fornemme friskhed fra appelsin og jordbær og sødme fra banan. En rigtig dejlig the, men ikke en desideret banan the.

Buddha's Inspiration: En urtethe med æble, gulerod, kanel, kakao, fennikel, banan, safran og naturlig aroma. Jeg blev noget overrasket over farven, som var rigtig fin. Nærmest en meget dyb mørk orange. Når man brygger theen dufter den meget af fennikel, så jeg troede også den ville smage sådan, men der blev jeg snydt. Jeg har svært ved at definere smagen og duften, når theen er brygget. Måske det er en blanding af gulerod, banan og safran? Med et snert af kanel? Æble, kakao og fennikel synes jeg i hvert fald ikke, jeg kan smage. Theen er meget speciel, og jeg brød mig ikke om den, da jeg drak første tår. Men jeg endte da alligevel med at drikke hele kanden, og jeg syntes faktisk, den blev bedre. Men banan the vil jeg bestemt ikke kalde den :-)

Så konklusionen ind til videre er desværre stadig, at det ikke er lykkedes mig at finde en god banan the. Tænk engang, at det kan være så svært ??

fredag den 19. april 2013

Kvæde frugter

Har I nogensinde set/smagt friske kvædefrugter?

Førhen kendte jeg kun til kvæde fra kvæde-the. Ja, jeg vidste faktisk slet ikke, hvad kvæde var :-) Kvæder kan nemlig være svære at finde her i Danmark, men i Tyrkiet, hvor jeg ofte kommer pga. min kæreste og hans familie, er det nemt at finde friske kvæder. Sidst jeg var dernede, fik jeg både smagt friske kvæder og kvæde marmelade.

Kvæder ligner lidt en blanding mellem et æble og en pære. De er lidt underlige at tykke på. De virker melede, og samtidig sådan lidt svære at tykke i. Der er ikke særlig meget saft i dem, men den smule saft, man kan få tykket ud af frugtkødet smager godt. Dog var konsistensen og den melede fornemmelse slet ikke mig, så jeg spiste kun et enkelt stykke og takkede ellers nej til mere. Men det var nu sjovt at prøve at smage dem :-)

Billederne er fundet på denne hjemmeside: http://eksotiskefrugter.emu.dk/frugter/kvaede.html

Til gengæld bliver kvæder rigtig lækre, når de tilberedes. Kvæde the vidste jeg jo allerede, at jeg rigtig godt kan lide, men kvæde marmelade er altså også rigtig lækker. Den, jeg smagte, var hjemmelavet af min kærestes mor. Hun var så sød at give mig et stort glas med hjem :-) Dejligt.

I går blev den sidste kvæde-marmelade spist sammen med et par pandekager og et stort glas sort kvæde the fra Tante T. Mums :-)
Jeg har aldrig selv lavet kvæde-marmelade, men hvis jeg en dag falder over nogle friske kvæder i Danmark, kunne jeg godt finde på det. Jeg har bl.a. fundet denne opskrift, der lyder spændende: http://signesmad.dk/kvaedemarmelade/syltning/

Men nu skal det jo også handle lidt om the :-) D. 24. december drak jeg nemlig Grøn Kvæde te, da det var den sidste the i min the julekalender fra Frederiksdal Tehandel. Theen er lavet på grøn Sencha the tilsat kvæde og kornblomst. Her er mine noter fra dagen:

Jeg er rigtig glad for kvæde the, men den jeg har i køkkenet er på sort base, så derfor var det dejligt med en kvæde the på grøn base. Sådan en smagte jeg også tilbage i juli, hvor jeg afholdt Tour de The. Dengang kom den grønne kvæde the fra Carstensens tehandel. Theen fra Frederiksdal minder meget om den fra Carstensens. Der er godt nok også tilsat kornblomster, men da det stadig er kvæden, der går igennem, er de to theer meget ens. Jeg synes måske denne the er en anelse mere sød, hvilket godt kunne være pga. kornblomsten. Theen er rigtig lækker, og har en rigtig fin grøn base.

Jeg har i dag tømt min dåse med sort kvæde the, så nu overvejer jeg lidt, om jeg skal købe en grøn kvæde i stedet :-) I det hele taget er jeg pt inde i en periode, hvor der bliver drukket rigtig meget grøn the, hvor jeg ellers førhen var mest til sort og hvid. Og i starten af min "the-nørd-fase" var jeg mest til rooibos. Det er meget sjovt, som det skifter.

Kan I have en rigtig god weekend alle sammen. Nu skal jeg i gang med min afhandling igen. Den har stået lidt for meget på overspringshandlinger den sidste uge :-)

torsdag den 18. april 2013

En udfordring, der gik bananas - del 2

Læs del 1 her.

I forbindelse med min the julekalender havde jeg fået kontakt til Frederiksdal Tehandel. Jeg spurgte dem, om de havde nogle gode banan theer. Det havde de ikke, men de havde forskellige theer, hvor banan var en af ingredienserne, så de ville sende mig nogle smagsprøver :-) Dejligt!

Jeg modtog kort derefter 2 x 4 forskellige smagsprøver på the med banan i. Det ene "sæt" smagsprøver gav jeg til læseren, der har startet hele udfordringen, og det andet sæt gik jeg selv i gang med at smage på. De 2 af disse 4 theer, kan I læse om i dette indlæg.

Grøn te banan/æble/jordbær - Økologisk: Indholder, hvad der står i navnet samt morgenfrueblomster. Denne the har en mild smag af banan og en let eftersmag af jordbær, hvilket faktisk var rigtig lækkert. Derudover synes jeg, det er ret skønt, at theen er ren økologisk. Men en direkte banan-the, som den jeg leder efter, var det desværre ikke.

Frugtte Kirsebær og Banan: En frugtthe uden the :-) En blanding af ananas, ribs, hibiscus, kirsebær og bananstykker tilsmagt med honning og aroma. Den smager mest af hibiscus, men også lidt af kirsebær og ribs. Ananas og banan kunne jeg ikke rigtig smage, så heller ikke her havde vi en vinder. Til gengæld fik denne the en rigtig smuk rød farve pga. hibiscusen, hvilket gjorde den meget indbydende at se på.

Her har jeg taget et billede af theen sammen med min røde Hoptimist, så I har noget at sammenligne theens flotte farve med :-)

Jeg har desværre ikke noget billede af den grønne the.

I skal også nok få lov at høre om de 2 andre theer, men det må blive en anden dag :-)

tirsdag den 16. april 2013

Rooibos Lakrids

I fredags modtog jeg en seddel fra posten om en pakke til afhentning fra Frederiksdal Tehandel. I kan lige tro, det fik hjernecellerne i gang, for jeg huskede bestemt ikke noget om, at jeg havde bestilt mere the. Det "værste" af det hele var, at pakken først kunne afhentes lørdag, men der var jeg i Norge. Så jeg måtte tålmodigt vente helt til mandag formiddag kl. 10 (jeg stod klar, da poshuset åbnede ;-) hehe) før jeg kunne finde ud af, hvad det nu var for noget.

Det viste sig, at Frederiksdal Tehandel har fået en ny lakridsthe i sortimentet og syntes jeg skulle have lov til at smage den. Dejlig overraskelse :-) Derudover var der nogle smarte the-filtre i pakken som passer til en enkelt kop the.

Theen er en Rooibos Lakrids Te, der kun indeholder rooibos og lakridsrod. Den dufter dejligt af sød lakrids. Jeg var lidt skeptisk til at starte med, for jeg syntes helt ærligt ikke, at kombinationen lød særlig lækker, og jeg havde nok aldrig overvejet at købe theen selv. Så jeg blev positivt overrasket, da jeg smagte theen.

Rooibos smagen går rigtig godt igennem, mens lakridsen lægger sig som en sød bi-/eftersmag. Netop dette gør, at kombinationen fungerer rigtig godt. Jeg tror nemlig, at en kraftigere lakridssmag ville ødelægge rooibos smagen lidt. Der er jo ingen pointe i at lave lakridstheer på forskellige baser, hvis lakridsen smager så meget igennem, at basens smag forsvinder. Så lige som med den sorte lakrids te fra Frederiksdal, vil jeg sige, at dette er en rooibos the med lakrids, ikke en lakridsthe.

Thefiltrene jeg fik med, er jeg også allerede gået hen og blevet ret glad for. Jeg har i hvert fald allerede brugt 3 af dem i dag :-) De er lavet, så de passer til brygning af en enkelt kop the, hvilket er ret perfekt for mig, da jeg oftere drikker mange forskellige kopper the i løbet ad dagen, frem for at brygge en hel kande af den samme the.

Normalt bruger jeg de lange thefiltre fra Netto, som også fungerer ganske fint, men jeg synes, de "klistrer" sammen i toppen, hvor der ikke er noget the, hvilket gør, at theen bliver lukket inde i filteret (dette er svært at forklare, jeg skal prøve at tage et billede en dag). Når man bruger disse filtrer, kan theen flyde rundt i vandet inde i filteret, hvilket er meget bedre for selve brygningen.

Her kan I se filteret, men jeg kan godt se, at jeg har taget billedet i en dum vinkel i forhold til at vise, hvad jeg mener med at theen kan flyde rundt. Jeg må vist hellere lave et indlæg en dag kun om filtertyper :-)

onsdag den 10. april 2013

Endnu mere lakrids

I december drak jeg 2 nye lakridstheer, da de var med i min the julekalender fra Frederiksdal Tehandel.

Den ene var Lakrids Urtete, der er lavet af anis, lakridsrod, stjerneanis (der får theen til at se vældig dekorativ ud :-) ), blå katost og aroma, og den smager af LAKRIDS!!

Den dufter stærkt af lakrids og anis, og smagen er også relativt kraftig. Dette er theen for den store lakrids-elsker, der gerne vil skære ned på forbruget af slik ;-) Det er nemlig som at guffe en hel pose lakrids eller kongen af Danmark.

Personligt synes jeg, det blev liiiiiidt for meget lakrids til min smag, så jeg tror, jeg holder mig til min Cool Mint eller LicoriceMint, hvis jeg vil have lidt lakridssmag i theen :-)

Den anden lakridsthe var Sort Lakrids Te, der er en kinesisk sort the tilsat lakridsrod og lakridsaroma. Dette var første gang jeg smagte en lakridsthe, der rent faktisk indeholdt the :-)

Den dufter kraftigt af sød lakrids, mens smagen dog er noget mildere. Den sorte the smager godt igennem, og lakridsen "følger efter" som ekstra smag. Dvs. det er en sort the med lakrids, ikke en lakridsthe. Håber det giver mening ;-)

Dette synes jeg er lækkert, men jeg havde forventet en noget mere intens smag. Det er dog positivt, hvis man gerne vil drikke theen sammen med "tilbehør", hvor den the, jeg forventede, nok ville blive for kraftig/sød til at drikke sammen med noget andet.

lørdag den 30. marts 2013

Påske the #2

Så fik jeg smagt på den påske the, jeg købte i sidste uge: Grøn Påske Te fra Frederiksdal Tehandel og den var altså en god overraskelse :-)

Jeg var noget spændt på at smage den, da den ud fra ingredienserne lød lidt speciel. Det er nemlig en grøn the tilsat gulerodsflager, pebermynte, hibiscus, ginkgoblade, appelsin, lakridsrod, citron, morgenfrue-blomster og aroma. Min første tanke var at med alle de ingredienser, ville denne grønne the da blive helt ”overdøvet”. Men jeg fik heldigvis ikke ret :-) Theen er rigtig lækker, og selv om man ikke kan skelne mellem de forskellige smage, så giver de tilsammen en dejlig sød, let blomster-agtig smag, hvor den grønne the base sagtens kan smages. En rigtig forårsthe!

Farven er noget mørkere end ved en ren grøn the, da blandt andet gulerod og hibiscus er med til at give farve. I stedet for den klassiske lyse gulgrønne farve, har denne the en rigtig smuk (og meget Påske-agtig) mørk gul farve.

Jeg elsker når nye theer overrasker positivt :-) og denne havde jeg helt sikkert aldrig købt, hvis ikke det var fordi, jeg gerne ville prøve en Påske the, for ud fra indholdet sagde den mig ikke rigtig noget.

Fortsat god påske alle sammen :-)

lørdag den 23. marts 2013

Kejserens the

D. 15. december drak jeg Grøn Jasmin Te ”Chung Hao” fra min the julekalender.

Generelt er jeg rigtig glad for grøn the tilsat jasmin, da jeg synes den fine jasmin-smag passer virkelig godt sammen med en god grøn the. Så længe det altså ikke bliver for parfumeret, for det kan de billige jasmin the godt være.

Denne the er en af de virkelig lækre. Jasmin-smagen er lige tilpas, og den giver theen en rigtig lækker smag og duft. Theen er meget fin i smagen, og derfor foretrækker jeg at drikke den alene, dvs. uden kage, brød eller andet til. Jeg synes ikke smagen bør ”ødelægges” med andre smagsindtryk, og samtidig synes jeg heller ikke blomstersmagen fra jasminen passer til f.eks. en stor fed chokoladekage.

Frederiksdals hjemmeside, skriver de bl.a. følgende: ”Selvom det er en jasmin te, så er de flest jasminblomster fjernet varsomt efter at de friske teblade har absorberet den fine jasmin smag.” Så giver det jo god mening, at jasmin-smagen ikke er for kraftig men netop helt tilpas :-)

Frederiksdal skriver også, at denne fine the er blandt de mere sjældne og førhen var reserveret for det kejserlige hof i Kina. -Så jeg følte mig ekstra fin, da jeg drak den ;-)

lørdag den 16. marts 2013

Himalaya Darjeeling

Jeg beklager stilheden på bloggen for tiden, men arbejdet kræver en del, og jeg har egentlig også en kandidatafhandling, jeg burde skrive på. Så der bliver faktisk heller ikke drukket så meget the lige pt, da jeg slet ikke kan finde tiden til at gå i køkkenet og brygge en god kop the :-(

I dag skal der dog laves om på det, da jeg skal sidde inden døre og læse årsregnskaber hele dagen. -Det skal jeg nok skåne jer for at gå mere i detalje med, men det er da den perfekte anledning til at få drukket en masse the :-)

Indlægget kommet dog til at handle om en the, jeg drak for længe siden, da jeg stadig har et par theer fra min the julekalender, jeg ikke har fået fortalt jer om. Denne gang er det Himalaya blanding - Darjeeling.

Dette er en meget let sort the, så jeg var først lidt i tvivl, om det ville være synd at hælde mælk i, som jeg jo ellers ofte gør med sort the. Men efter at have smagt den både med og uden mælk, syntes jeg faktisk den var bedst med mælk. Jeg brugte minimælk, hvilket jeg tror er det bedste, når theen er så let. Her ville jeg ikke bruge en fed mælk.

Som jeg tidligere har nævnt er det svært at forklare, hvordan de rene theer smager, da de jo ”bare” smager af the :-) Frederiksdal Tehandel beskriver theen som krydret, men "krydret" får mig altid til at tænke på theer med nelliker, kardemomme, chilli, ingefær eller andet, der virkelig smager igennem, så derfor synes jeg ikke, jeg vil beskrive theen således. Men på ”the-sprog” er det sikkert den rette betegnelse, da jeg godt kan smage, at the-smagen går godt igennem.

Jeg beklager, hvis ovenstående er lidt volapyk, men jeg er ingen the-ekspert, når det kommer til beskrivelse af selve theen. Jeg gør bare mit bedste ud fra, hvad jeg synes om de enkelte theer. Det korte af det lange er, at jeg rigtig godt kan lide denne the. Især synes jeg, den fungerer godt som morgen/formiddagsthe, hvordi den er let og lækker.

Rigtig god weekend allesammen :-)

Ja, det ser jo ikke lige så lækkert ud, når man hælder mælk i, men det smager altså godt!


torsdag den 7. marts 2013

Afrikansk the

I dag kommer det til at handle om to forskellige Rooibos theer fra min the julekalender fra Frederiksdal Tehandel.

D. 7. december drak jeg Rooibos Blåbær, der er Rooibos blandet med Honeybush, hyldebær, blåbær, kornblomst og aroma. Honeybush er lige som Rooibos en the lavet på planter fra Sydafrika. Den bliver kaldt honeybush, fordi planten dufter af honning.
Theen er rigtig dejlig, men den skiller sig ikke synderligt ud i forhold til mange af de andre rooibos the, jeg har. Jeg kan godt smage, den er lidt anderledes, men hvis jeg ikke vidste det, tror jeg ikke blåbær havde været mit bud på smagen. Men det er en dejlig the, og jeg kan rigtig godt lide, at der er blandet honeybush i basen, da det giver en lidt anden grundsmag end en ren rooibos.

D. 21. december blev det så tid til at smage på Rooibos Te Hyldebær og Rabarber. Dette er en ren Rooibos tilsat hyldebær, hyldebærblomster, rabarber og sommerfuglebusk blomster.

Jeg har en del Rooibos theer i køkkenet, der alle er tilsmagt med forskellige ingredienser f.eks. skovbær, rabarber og sommer (der vist består af bær), men desværre synes jeg, de smager meget ens alle sammen. Denne minder også lidt om dem. Den er knap så parfumeret, men jeg sidder alligevel med en fornemmelse af, at jeg har smagt theen før.
Jeg er ellers glad for Rooibos the, og denne er også god, men det bliver ikke en favorit :-) Fordi jeg synes, denne smager meget som ”alle de andre” har jeg svært ved at defineret, om det er rabarber, hyldeblomst eller noget helt tredje den smager af. Dog tror jeg, at hvis man ikke allerede som jeg, er træt af denne slags Rooibos, vil man synes rigtig godt om denne the, da den er meget blød og virker afslappende. Jeg bliver altid i sådan rigtig hygge-humør, når jeg drikker rooibos :-)

lørdag den 2. marts 2013

Sov Godt

D. 17. december trak jeg Sov Godt te op ad min the julekalender.

Denne urtethe indeholder citronmelisse, pebermynte, kamille, orangeblomster, solbærblade og en citrus/græskar-aroma. Den har en fin mørkegul farve og dufter i ubrygget form af pebermynte samt et eller andet udefinerbart. Måske det er citrus/græskar-aromaen? Jeg er faktisk ikke klar over, hvordan græskar dufter og smager :-)

Når theen brygges, er det stadig denne duft, der hænger ved, mens jeg synes pebermynteduften forsvandt. Generelt er jeg ikke den store fan af urtethe. Før jeg opdagede Cool Mint, drak jeg kamillethe, hvis jeg havde ondt i halsen, men ellers drak jeg ikke urtethe. Nu er jeg gået hen og blevet glad for nogle af de lidt nyere blandinger med især lakridsrod i, men ”de gode gamle” med kamille i, drikker jeg meget sjældent. Jeg kan egentlig godt lide dem, men jeg kan bare bedre lide ”rigtig” the.

Denne the kan sagtens drikkes, men jeg ville klart foretrække en mere ren kamillethe, hvis jeg endelig skulle over i den boldgade. Jeg synes ikke helt den ekstra aroma falder i min smag, men jeg kunne forestille mig, at hvis man allerede er glad for kamille the, ville denne være en god afveksling fra den traditionelle rene kamille the.


søndag den 24. februar 2013

Appelsiner og C-vitaminer

Jeg har indtaget c-vitaminer i uanede mængder hele denne uge. Jeg blev nemlig forkølet tirsdag og så er den bedste kur altså masser af c-vitaminer i form af citron, lime, grapefrugter, hindbær og selvfølgelig appelsiner.

Appelsinerne er inspirationen til dagens blogindlæg :-) Jeg har jo stadig en del the fra min the julekalender, jeg ikke har fået skrevet om. Blandt andet en Orange Te, som jeg drak d. 23. december.

Dette er en meget almindelig sort the med appelsin smag. Den dufter af appelsin og smager af appelsin :-) Ind i mellem synes jeg, det er dejligt med en the, der kun er tilsmagt med én aroma, da smagen så trænger bedre igennem. Dette er også en dejlig forfriskende the, som egentlig også får en i julestemning, selv om den ikke er en julethe som sådan. Men selv om jeg synes godt om theen, var der ikke noget ekstra over den, der gav mig lyst til at smage mere. En kop, og så havde jeg fået nok :-)

Da jeg drak theen d. 23. december, blev den drukket sammen med lidt klejner og mandariner. Især klejnerne, der også har et strejf af appelsin-smag, passede rigtig godt sammen med theen.

torsdag den 7. februar 2013

Sommerminder

Jeg er stadig i Tyrkiet, og derfor er det dejligt, at jeg har en masse noter fra mine The Julekalender, jeg kan dele med jer, så I stadig har lidt at læse, selv om jeg er væk så længe :-) D. 19. december trak jeg endelig Frederiksdal Blanding op ad posen.

Dette var en af de theer, jeg især så frem til at smage, da jeg modtog the julekalenderen, og den har bestemt ikke skuffet :-)

Den dufter skønt af noget sødt og lækkert pga. de forskellige blomsterblade, der er i. Theen indeholder nemlig ud over grøn og sort the også rosenblade, solsikkeblade og kornblomster. Derudover er den tilsat små stykker sukker formet som sommerfugle. Virkelig hyggeligt og sommerligt :-) Theen kan dog også sagtens nydes på en kold vinterdag.

De små sukkersommerfugle tilfører theen en smule sødme, men ikke som hvis man puttede sukker i theen. Det kan jeg rigtig godt lide, da jeg ikke ønsker min the for sød.

Theen smager lige så lækkert som den dufter, og man kan nemt drømme sig frem til en skøn sommerdag i blomstermarken (hvis man da ellers havde sådan en :-) ). Derudover er jeg ret vild med the-basen. Kombinationen af grøn og sort the fungerer bare rigtig godt. Det giver en the, der er mild, men alligevel smager af lidt ekstra. Virkelig dejligt.


mandag den 4. februar 2013

Klassisk sort the

I dag får I endnu en update på the fra min The Julekalender. D. 10. december drak jeg English Breakfast Tea. Her er mine noter :-)

Klassisk engelsk the bestående af sort Ceylon og Darjeeling. Selv om jeg elsker the med aroma, synes jeg altså også sådan en kop her kan være virkelig lækker. Især i dag syntes jeg lige, det var, hvad jeg trængte til :-)

Jeg synes, det er svært at beskrive de rene theers smag, da de jo ikke er tilsat noget ekstra. Men sort the er i sig selv en lidt kraftig the, hvilket er grunden til, at jeg ofte hælder mælk i. Jeg kan sagtens drikke den uden, men jeg synes, mælken fremhæver den gode thesmag og fjerner den til tider lidt beske eftersmag, som kraftig sort the godt kan have, især hvis den har trukket for længe.

fredag den 1. februar 2013

Så mild, så mild

D. 22. december drak jeg Malawi ”Thyolo Peony” fra min The julekalender. Jeg skrev følgende om theen efterfølgede:
Dette er en yderst fin og mild hvid the, som de fleste nok ikke vil mene smager af noget. Den ligger i den dyre ende, så derfor kan jeg ikke anbefale denne the, hvis man foretrækker the, der smager af noget. Personligt synes jeg denne the er super lækker, fordi den er ufattelig mild, og jeg kan sagtens smage den fine hvide the-smag. Men det er også fordi, jeg er vant til at drikke meget milde the, og jeg synes om det. Hvorvidt man er til rene hvide theer eller ej er jo en smagssag.
Theens farve minder mest af alt om et glas hyldeblomstsaft, mens den dufter svagt af græs. Smagen er dog på ingen måde som græs, men blot den fine rene hvide the-smag, jeg som ind i mellem synes er rigtig lækker, når jeg er fået for meget aroma-the :-)

Frederiksdal Tehandel skriver selv om theen:
Hvid te i den oprindelige version er fra Kina. På grund af teens egenskaber og popularitet er andre lande begyndt at dyrke denne form for te. ”Thyolo Peony” er dyrket under de samme unikke klimatiske forhold som denne type te er produceret efter gennem 80 år i Kina.
De lime-grønne store blade giver en lyse-gul kop te, der smager delikat rundt og blødt med pift af rose og limeblomster. Bedøm ikke denne te ud fra mængde men fra kvalitet! 


onsdag den 16. januar 2013

Afslapningsthe

D. 2. december trak jeg Japansk Afslapningste op ad min the julekalender. Her kan I læse, hvad jeg efterfølgende skrev om den.

Denne the er meget mild og dufter derfor heller ikke af så meget. Den smager heller ikke af så meget, men det er ment som en absolut positiv ting! Jeg synes ind i mellem, det er virkelig lækkert med en fin og mild hvid eller grøn the, og denne synes jeg bestemt, hører til kategorien.

Den er lavet på grøn the tilsat solsikkeblade, rosenblade og ribsblade og smagt til med kirsebær og fløde/mynte. En umiddelbar spøjs blanding af en masse forskelligt, synes jeg, men smagen er fin og meget let i det. Umiddelbart kunne jeg ikke smage kirsebærsmagen, men eftersom det er den første the, jeg smager med kirsebær, ved jeg faktisk ikke, om det er fordi jeg slet ikke ved, hvordan kirsebær smager i the J Derudover kan det også sagtens være kombinationen med mynte, der gør mine smagsløg forvirret. Helt overordnet set synes jeg, theen var god, og jeg drak mit glas temmelig hurtigt J Jeg vil dog ikke købe den, hvis jeg gik efter en the, der skulle smage af kirsebær.


søndag den 13. januar 2013

The med granatæble #2

Jeg har tidligere smagt en granatæble the på hvid base. Den fortalte jeg om i september. I min the julekalender var der så en granatæble the på grøn base, og den smagte jeg på d. 12. december.

Dette er en skøn grøn the, der dufter sødt af granatæble.
Hvor nogle grønne theer er meget flotte i farven med en frisk gul-grøn tone, er denne the mere "mat" i farven. Det var lige før, jeg blev i tvivl, om det var en hvid the (omend den dog så, havde været temmelig mørk i farven).
Smagen er knap så sød som duften, men det synes jeg ikke gør noget. Den smager friskt, samtidig med at den grønne base smager godt igennem.
Alt i alt en god the, som jeg godt kan lide, men jeg synes ikke, der er noget ekstraordinært over den, der giver mig lyst til at drikke den igen og igen. Jeg har mange andre grønne aroma theer, der står højere på ønskelisten :-)

tirsdag den 18. december 2012

Grøn Julete

Selv om jeg trækker the fra min julekalender hver dag uden at kigge (med undtagelse af 1. december, hvor jeg gerne ville starte med Frederiksdals Julete) formåede jeg at drikke samtlige 6 julethe i kalenderen allerede inden for de første 9 dage. Det var egentlig lidt pudsigt, eftersom jeg forsøgte at trække fra "et nyt sted i posen" hver dag.

Jeg har allerede beskrevet de 5 af juletheerne, så i dag kan I få lov at høre om den 6. og sidste: Grøn Julethe.

Dette er endnu en dejlig julethe, men denne gang på grøn base tilsmagt med mandel, vanille, æble og kanel. Smagen er meget svag, hvilket gør theen mild og virkelig lækker som en morgenthe, der straks kan få en i julestemning.  Jeg er vild med den milde kanelduft og smag samt det ekstra lille tvist af vanille og æble. Mandel kan jeg ikke så godt smage.
Dette er anden gang, jeg smager en julethe på grønbase, og jeg synes klart denne fungerer bedst, fordi der ikke er de ”normale” ting i som appelsin og nelliker. Kun kanelen er blandt de mere traditionelle ingredienser i julethe. Den smager af jul, men uden det bliver for kraftigt og voldsomt. Den er derfor et rigtig godt alternativ, hvis man ønsker en let julethe og er træt af den mere traditionelle julethe. Jeg er glad for, jeg lavede en lille kande af denne the og ikke bare en enkelt kop.

Nu har I hørt om alle de dejlige juletheer fra Frederiksdal Thehandel. Jeg har også en Hvid Jul fra Tante T, jeg snart vil fortælle jer om, samt en Sort julethe fra Kaffe-The-Vinkælderen.