Viser opslag med etiketten Karamel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Karamel. Vis alle opslag

tirsdag den 28. april 2015

Varm Bailey

Inden jeg takker helt af for denne gang, har jeg lige en sidste the, jeg gerne vil fortælle jer om. Den er i samme genre, som den engelske karamel the i går. Det skal nemlig handle om Bailey the, som jeg købte til Åbent hus hos Theens Univers for nogle måneder siden.

Det er en sort the med kakaostykker, kakaoflager, karamelstykker, toffiestykker og naturlig aroma. Der er altså skruet godt op for lækkerierne :-)

Jeg synes, det er en rigtig dejlig aften the. Den er ikke for kraftig i selve the-basen, og samtidig smager aromaerne godt igennem. Sammen med en sjat mælk, kunne det godt smage som en varm Bailey uden alkohol.

Dette blev desværre den sidste the, I får lov at høre om på bloggen for denne gang. Jeg vil gerne sige tak for de sidste 3 gode år i theens tegn. Jeg håber virkelig, at jeg vender tilbage igen efter en god lang pause, men jeg glæder mig også meget til at få lidt mere ro på omkring min the-drikning, og drikke lige de theer, jeg har allermest lyst til.

Husk at I stadig kan følge med på Facebook, selv om jeg holder pause her fra bloggen.

Hav det godt så længe :-)

mandag den 27. april 2015

Engelsk karamel

En af de sidste theer, jeg vil fortælle jer om, inden jeg holder en god lang blog-pause, er English Caramel fra TeaTime & Aura.
Theen er en mild og dejlig sort the, som jeg dog havde forventet var kraftigere, da den er lavet på kinesisk og indisk the. Ofte tænker jeg, at indisk the = kraftig sort the, men åbenbart ikke i dette tilfælde, og jeg syntes ikke, jeg havde brygget den på for lidt the. Dette skal dog ikke lyde negativt, for milde theer er også dejlige og selv med mælk blev thesmagen ikke overdøvet.


Theen er tilsat karamelstykker og naturlig aroma. Karamellen runder theen af på en lækker måde, men det er ikke en gennemtrængende smag, så man må ikke forvente flydende flødekarameller, hvis man køber denne the.


Som I forhåbentlig allerede ved, bliver i morgen den sidste blog-dag i denne omgang. Bloggen fylder 3, og jeg ville gerne have fejret det med maner, inden jeg startede min blog-pause, men tiden og overskuddet har ikke rigtig været til det. I stedet får I en sidste lækker the at læse om, og så må vi se, om jeg finder på en hurtig lille konkurrence. Hold i hvert fald godt øje med bloggen i løbet ad i morgen :-)


lørdag den 15. marts 2014

Caramel Cream

Caramel Cream fra Tante T er en sort the med karamel aroma, der har været blandt mine favoritter længe. Den har også været nævnt på bloggen et par gange, dog uden sådan rigtig at få sin egen beskrivelse. Det er også smart længe siden, jeg fik tømt min egen beholdning af Caramel Cream, og først noget tid efter opdagede jeg, at jeg aldrig har fået fortalt om den.

Heldigvis er det en the, jeg har været en flittig giver af, fordi den er god til de fleste the-drikker. Også dem, der ikke er til alt for "spændende" the og som ikke gider vente til vandet er blevet 80 grader, men bare gerne vil brygge theen så snart vandet har kogt :-)

Derfor var det også nemt at finde en, jeg kunne invitere mig selv hjem til, så jeg kunne få taget et billede af theen til bloggen ;-) Smart!

Karamel-smagen går rigtig godt igennem i denne the, omend the-smagen stadig er den primære smag. Tilføjer man en sjat mælk, får man en rigtig lækker the med let karamel og let creme smag!

onsdag den 13. november 2013

Flydende flødekarameller

Her til aften har jeg drukket flydende flødekarameller ;-) Nærmere bestemt Fløde Karamel the fra Vildmedte.dk.

Det er en rooibos the med karamelstykker, colanødder og aroma. En rigtig lækker the, der dufter dejligt af karamel. Smagen minder meget om flødekarameller, selv om det er en lille smule svært at skelne karamel-smagen og rooibos-smagen. Dette er dog ikke så underligt, da rooibos i sig selv kan være ret karamel-agtig, så i det hele taget fungerer denne aroma rigtig godt med rooibos'en.

Normalt drikker jeg rooibos med mælk, men ikke lige i dag hvor jeg drak den rent. Dog tror jeg, at en lille sjat sødmælk ville gøre rigtig meget godt for denne the, da den cremede sødmælk lige ville være prikken over i’et.
Theen ser måske lidt sjov ud på billedet, men det er altså bare damp, fordi theen er varm ;-)

Theen er sponseret af:

søndag den 13. oktober 2013

Rooibos Caramel

I går aftes fik jeg sådan lyst til en god rooibos the, men jeg har slet ikke fået taget nogen med til Tyrkiet, da jeg flyttede, fordi jeg på det tidspunkt var inde i en periode, hvor jeg var ret træt af denne the-type. Nok mest fordi jeg var løbet tør for gode rooibos theer og længe har drukket nogle af lidt mindre kvalitet, der var alt for parfumerede.

Heldigvis havde jeg en smagsprøve på Rooibos Caramel Cream fra Tante T liggende fra mit sidste besøg i Danmark :-)

Jeg drikker ofte rooibos med mælk i, men når det er først gang jeg smager en ny the, plejer jeg altid at tage et par tårer uden mælk for at kunne smage theen ordentligt. Dette glemte jeg dog i går, men jeg vil nu mene at nedenstående vurdering også passer meget godt på theens smag uden mælk.

Det er en rigtig dejlig rooibos, men jeg havde forventet mere karamel smag. Tante Ts grønne og sorte karamel theer smager nemlig rimeligt meget af karamel, så det forventede jeg også denne ville. Måske det er fordi noget af aromaen "forsvinder" lidt i rooibos-smagen, der godt kan være lidt karamel-agtig i sig selv? Det er dog stadig en rigtig lækker the og karamel-smagen går rigtig godt i spænd med rooibos :-)

Som sagt kan jeg godt lide at hælde mælk i rooibos the, da det tilfører en lidt cremet smag, jeg synes passer godt til rooibosen. Vi havde dog kun en tynd skummetmælk, så jeg manglede lidt den cremede fornemmelse, jeg godt kan lide. Hvis du er til mælk i theen, vil jeg nok anbefale letmælk eller sødmælk til denne the.

Efter at have drukket denne the, kommer jeg helt til at savne gode kvalitets rooibos theer, så jeg tror, jeg skal have fat i en enkelt eller to meget snart :-) Enten mere af denne Rooibos Caramel Cream eller også noget med skovbær eller vanille, som jeg tidligere har været glad for. Det kan også være, jeg skal prøve noget helt nyt som f.eks. Tante Ts rooibos theer med ingefær: Pære og Ingefær eller Orange og Ingefær. Den første af de to har jeg tidligere smagt som isthe, læs mere her.
Billede kvaliteten blev desværre temmelig ringe, så I må nøjes med en lille kollage ;-)

God søndag!

søndag den 18. august 2013

Grøn Mint Karamel

I starten af måneden måtte jeg erkende, at jeg havde for meget the :-) Simpelthen fordi jeg nåede at drikke nogle af mine theer op, inden jeg overhovedet havde fået fortalt jer om dem. Der har været så mange andre theer at blogge om, at jeg åbenbart ikke helt har kunne følge med. Eller også har theerne bare været for gode, så de er blevet drukket alt for hurtigt ;-)

Den ene af theerne var en Grøn Mint Karamel fra Tante T, der som navnet antyder er en grøn the med karamel og pebermynte. Jeg har tidligere fortalt jer om Grøn Karamel, som er blandt mine favoritter. Grøn Mint Karamel minder rigtig meget om Grøn Karamel, men man kan godt smage pebermynten også. Dog har tanten formået at blande theen, så pebermynten ikke får overdøvet karamellen for meget, og det kan jeg rigtig godt lide.

Grøn Karamel er stadig min favorit af disse to, men ind i mellem synes jeg det er lækkert med lidt pebermynte tilføjet. Derudover har denne the været utrolig populær blandt både mine læsere og blandt venner, hvilket er grunden til, at den allerede er drukket op. For det første blev den valgt som den the mine læsere helst ville vinde i en af mine give aways. For det andet forsvandt det sidste af theen efter et par dage, da jeg tog den med på kontoret, så mine kollegaer kunne smage.

Så dette er i den grad en populær the, hvilket tanten da også selv nævner på deres hjemmeside :-)

Som sagt må I undvære billede af theen, da den allerede er drukket op, men I skal da ikke snydes for et billede af den tomme thepose ;-)

søndag den 11. november 2012

Vild med karamel

Det er sjældent, jeg drikker den samme the flere dage i træk. Mest fordi jeg har så meget lækker the, at jeg har masser at vælge imellem, men også fordi,jeg bliver træt af theen, hvis jeg drikker den for meget. Derfor blev jeg lidt overrasket over mig selv, da jeg købte Grøn Karamel fra Tante T. Jeg tog nemlig mig selv i at drikke minimum én kop pr. dag mange dage i træk :-) Og det til trods for, at jeg ellers heller ikke plejer at drikke grøn the hver dag, da jeg er mest til hvid og sort the.

Men denne the er altså bare så god, at man ikke kan blive træt af den :-)

Da den blev købt hos Tante T, fik jeg den også i en af tantens karakteristiske sorte poser, der er virkelig smarte, hvis man også gerne vil kunne transportere sin the. Det er noget nemmere at smide denne pose i tasken frem for en stor dåse, og posen er så smart, at den både holder lys og luft ude, så theen beholder den gode smag. I perioder har jeg haft denne the med på arbejde eller på weekend hos mine forældre, og nu har jeg taget den med til Tyrkiet :-)

Theen er rigtig god, hvis man har en sød tand, men gerne vil være sund. Den smager nemlig virkelig lækkert, at det er liiiige før det er lige så godt som at sætte tænderne i en lækker flødekaramel. Den grønne the base, gør theen mild og let til trods for, at karamel måske kan virke som en lidt "tung" smag. Samtidig passer den søde karamel-smag rigtig godt til den grønne the-smag. Duften kan også gøre en helt lækkersulten :-)

mandag den 24. september 2012

En kold efterårsdag

Brrr.. Er jeg den eneste, der ikke helt kan vænne mig til kulden uden for? Jeg synes godt nok, det er gået stærkt den sidste uges tid. Nu varer det ikke længe, før vanterne skal frem igen.

I dag kunne jeg slet ikke få varmen, da jeg sad på biblioteket og læste lektier, efter en cykeltur på 6 km. Da jeg stadig sad og rystede af kulde efter 45 minutter, besluttede jeg at tage hjem til min dejlige sofa, der er fyldt med varme tæpper.

På hjemvejen kørte jeg forbi bageren efter en kartoffelkage. Man må altså godt synde lidt på sådan en dag ;-)

Hjemme i sofaen blev tæpperne hævet frem, og kartoffelkagen blev indtaget sammen med en dejlig varm kop te og et afsnit af Matador.


Teen, jeg drak, var en blanding af Dark Chocolate fra Perchs og Caramel Cream fra Tante T. Jeg tror, blandingsforholdet var ca. 2/3 chokolade te og 1/3 karamel te. Det smagte virkelig godt, men næste gang, tror jeg, der skal lidt mere karamel te i.

Se det er en god måde at tilbringe sin mandag eftermiddag, når det nu er koldt og blæsende uden for!  Men nu må jeg vist hellere i gang med lektierne igen :-)

God mandag.