Viser opslag med etiketten TeaTime. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten TeaTime. Vis alle opslag

mandag den 27. april 2015

Engelsk karamel

En af de sidste theer, jeg vil fortælle jer om, inden jeg holder en god lang blog-pause, er English Caramel fra TeaTime & Aura.
Theen er en mild og dejlig sort the, som jeg dog havde forventet var kraftigere, da den er lavet på kinesisk og indisk the. Ofte tænker jeg, at indisk the = kraftig sort the, men åbenbart ikke i dette tilfælde, og jeg syntes ikke, jeg havde brygget den på for lidt the. Dette skal dog ikke lyde negativt, for milde theer er også dejlige og selv med mælk blev thesmagen ikke overdøvet.


Theen er tilsat karamelstykker og naturlig aroma. Karamellen runder theen af på en lækker måde, men det er ikke en gennemtrængende smag, så man må ikke forvente flydende flødekarameller, hvis man køber denne the.


Som I forhåbentlig allerede ved, bliver i morgen den sidste blog-dag i denne omgang. Bloggen fylder 3, og jeg ville gerne have fejret det med maner, inden jeg startede min blog-pause, men tiden og overskuddet har ikke rigtig været til det. I stedet får I en sidste lækker the at læse om, og så må vi se, om jeg finder på en hurtig lille konkurrence. Hold i hvert fald godt øje med bloggen i løbet ad i morgen :-)


onsdag den 17. december 2014

White Whisper #2

I går lavede jeg en kop af den dejlige White Whisper fra TeaTime & Aura, som jeg skrev om tilbage i september. Dengang kunne jeg ikke længere finde theen på TeaTimes hjemmeside, så da jeg drak theen i går, besluttede jeg at tjekke endnu engang, om theen ikke var kommet tilbage. En hurtig søgning viste, at theen kom tilbage i TeaTimes webshop i slutningen af november. -Hurra :-)

Derfor får theen nu endnu et indlæg her på bloggen. Både fordi den er så god, at den fortjener det, men også fordi den faktisk smager lidt af julethe, så den passer perfekt til denne tid. Især hvis man gerne vil have en juleinspireret the, der ikke er så tung i det. Theen er nemlig lavet på en base af hvid og grøn the.

Nedenstående beskrivelse af theen er kopieret fra indlægget i september:

Theen er en blanding af hvid og grøn the tilsat citrongræs, mandler, orangestykker, kanel, rosenblade og naturlig aroma. Theen sælges ikke som en julethe, men ingredienslisten kan alligevel godt få en i julesteming med mandler, orangestykker og kanel. Theen minder mig da også lidt om Frederiksdals grønne julethe.

Theen dufter fuldstændig fantastisk både før og efter brygning. Jeg har duftet og duftet, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er for en duft, men den er virkelig lækker. Man kan dufte dæmpet appelsin og kanel, men derudover kan man også dufte, at der er noget andet i theen. Måske det er rose, jeg kan dufte?

Smagen af theen er mindst lige så lækker, samtidig kommer orangesmagen frem. Det er virkelig en lækker the det her! Hvilket er lidt sjovt, for generelt er citrustheer ikke dem, der står i højeste kurs hos mig. Men denne blanding gør appelsinen tilpas afdæmpet og så komplementere de andre aromaer bare appelsinen super godt. Jeg er fan :-)

mandag den 15. september 2014

White Whisper

UPDATE: Theen er nu i webshoppen. Find den her.

Det er snart noget tid siden, at jeg første gang smagte denne dejlige the fra TeaTime & Aura. Da jeg så ville blogge om den, havde TeaTime fået ny hjemmeside, og jeg kunne ikke finde theen på den nye side. Jeg valgte derfor at vente med at blogge om den, fordi jeg tænkte, at den nok ville dukke op igen, da de sikkert bare ikke var færdige med at opdatere hjemmesiden.

Men det er snart længe siden, og jeg kan stadig ikke finde White Whisper på TeaTimes webshop. Nu har jeg dog valgt at blogge om den alligevel, da jeg ved TeaTime blander sine egne theer, så hvis nogle af jer skulle finde den interessant, er jeg sikker på, de gerne blander den for jer, hvis I kontakter dem. -Om ikke andet kan man lade sig inspirere af ingredienslisten :-)

Theen er en blanding af hvid og grøn the tilsat citrongræs, mandler, orangestykker, kanel, rosenblade og naturlig aroma. Theen sælges ikke som en julethe, men ingredienslisten kan alligevel godt få en i julesteming med mandler, orangestykker og kanel. Theen minder mig da også lidt om Frederiksdals grønne julethe. At jeg nu 2 indlæg i træk blogger om theer, der ikke er juletheer, men så alligevel godt kunne være det, er altså et rent tilfælde, og jeg lover, at jeg nok fremover skal holde de jule-inspirerede theer til november/december :-)

Theen dufter fuldstændig fantastisk både før og efter brygning. Jeg har duftet og duftet, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er for en duft, men den er virkelig lækker. Man kan dufte dæmpet appelsin og kanel, men derudover kan man også dufte, at der er noget andet i theen. Måske det er rose, jeg kan dufte?

Smagen af theen er mindst lige så lækker, samtidig kommer orangesmagen frem. Det er virkelig en lækker the det her! Hvilket er lidt sjovt, for generelt er citrustheer ikke dem, der står i højeste kurs hos mig. Men denne blanding gør appelsinen tilpas afdæmpet og så komplementere de andre aromaer bare appelsinen super godt. Jeg er fan :-)

onsdag den 4. juni 2014

Earl & Ginger

TeaTime & Aura sælger en spændende økologisk sort earl grey the tilsat ingefær: Earl & Ginger. Den dufter dejligt af primært bergamotte, men man kan også godt dufte lidt ingefær. Jeg elsker ingefær og er samtidig rigtig glad for earl grey the, så jeg glædede mig til at smage denne the.
Smagen er som duften: Primært bergamotte (earl grey) smag og så en anelse ingefær. Aromaen i theen er meget kraftig, så jeg var lidt i tvivl, om det ville smage godt med mælk. Jeg hælder nemlig altid mælk i earl grey. Efter at have drukket halvdelen af koppen, valgte jeg dog at prøve med lidt minimælk. Det fungerede faktisk overraskende godt :-) Så hvis man er glad for earl grey, men gerne vil prøve en lidt anderledes the, så vil dette være et godt valg.

mandag den 24. marts 2014

Pure Life

Pure Life fra TeaTime & Aura er en blanding af 4 forskellige grønne theer: Sencha, Chun Mee, Gyokuru og Jiaogulan. Derudover indeholder theen gojibær og jasminblomster.

Theen får en fin lys gul farve og den dufter svagt af grøn the.

Jeg kan godt smage en snert af jasmin, men gojibær ved jeg ikke, hvordan smager. Ellers synes jeg mest, det er de grønne theer, der går igennem i smagen. Det er en dejlig frisk the, men jeg synes ikke som sådan, det er en "waou" the, som beskrivelsen på pakken giver udtryk for.

Det er en skøn the, hvis man er glad for ren grøn the, men gerne vil have en anelse ekstra smag i form af goji og jasmin, men foretrækker man en aroma the, vil jeg nok anbefale en decideret jasmin-the eller frugt-the.

søndag den 16. marts 2014

English Breakfast Tea

English Breakfast Tea fra TeaTime er en rigtig fin English Breakfast Tea, der smager som denne blanding nu engang skal smage. Dog kan man godt smage, at kvaliteten af theen er højere end hvis man køber en English Breakfast fra f.eks. Pickwick. Jeg synes nemlig godt de lidt billigere brev-theer kan gå hen og blive beske. Også selv om man brygger dem på meget kort tid. Denne the er ikke besk overhovedet, men den smager altså bedst med mælk i, så prøv det, hvis du ikke lige synes om theen ved første tår :-)

Min English Breakfast er en løs the, men den kan jeg ikke pt finde på TeaTimes hjemmeside. Jeg tror, de er ved at lave den om, for der er flere theer, jeg ikke kan finde derinde for tiden. Men jeg fandt den som brev-the, hvilket jeg tidligere har testet kvaliteten af, og disse theer er lige så gode som dem i løsvægt. Det er derfor brev-theen, jeg linker til i ovenstående.
Derudover hedder denne English Breakfast No. 7a. De har også en English Breakfast No. 7. Forskellen er indholdet af garvesyre, der er lavest i denne the, 7a.

torsdag den 6. marts 2014

Gunpowder Peppermint

TeaTime & Aura laver en rigtig skøn grøn the, hvor eneste tilsatte aroma er pebermynte. Den hedder China Gunpowder Peppermint. Den sælges både løs og i små fine breve, som den jeg har smagt.

Theen dufter dejligt af pebermynte både før og efter brygning. Farven på theen blev lidt mørk, fordi jeg nok burde have brygget theen i en større kop, men det gjorde ikke noget dårligt for smagen, at den fik lidt ekstra krudt :-) Smagen var nemlig dejlig forfriskende pebermynte, mens den grønne base ikke smagte så meget igennem. Man kunne kun lige ane den.

Rigtig lækker the, hvis man lige trænger til at blive frisket lidt op. Eller bare er glad for pebermynte ;-)

torsdag den 20. februar 2014

Tiffany

I dag skal det handle om endnu en Earl Grey inspireret the fra TeaTime & Aura og alligevel er den meget anderledes end de andre theer med bergamotte, som TeaTime laver. Den hedder noget så fint som Tiffany, og det er en blanding af en hvid Pai Mu Tan og en grøn Sencha tilsat hvide rosenknopper, frostede citronskaller og naturlig bergamotte aroma. Selve basen er derfor meget lig med basen i Den Hvide Engel, som jeg fortalte om i mandags.
Også denne the er virkelig fin at se på med de små roseknopper :-)

Jeg har tidligere fortalt om Tante Paula's Yndlingsthe, der er en grøn earl grey fra TeaTime, og derudover har jeg også smagt deres Earl & Ginger. Den har I dog ikke fået lov at høre om endnu, men det skal nok komme :-)

Tiffany er en fin frisk the, der smager af bergamotte uden at blive for kraftig. Derudover smager den også let af citron, og jeg tror, det er det, der får den til at adskille sig fra de andre theer. Ofte synes jeg theer med citron kan være en anelse bitre, hvilket jo ikke er så mærkeligt, men denne the synes jeg faktisk er en anelse sød, hvilket jeg synes er rigtig positivt.
 Jeg valgte at drikke theen sammen med en dejlig pæretærte. Til det formål fungerede den rigtig godt :-)



mandag den 17. februar 2014

Den Hvide Engel

I dag skal det handle om Den Hvide Engel fra TeaTime & Aura. Jeg fik denne the forærende i sommers, og det var min første the fra TeaTime. Siden er der kommet en del flere til, fordi jeg besøgte deres skønne butik i Svendborg i november sidste år.

Den Hvide Engel er en blanding af hvid Pai Mu Tan og grøn Sencha the. Derudover indeholder den citrongræs, venecianske rosenknopper og bourbonvanilje aroma.
Ud over at theen dufter og smager fantastisk, så er den også ret fin at se på :-)

Første gang jeg smagte denne the røg den direkte ind under mine favorittheer, og der er den stadig! Det er den skønneste hvide the med vaniljesmag. Blød, let og lækker :-) En meget mild citrussmag gør theen forfriskende, men da det er vaniljen der går mest igennem, er det også en the, der kan behage den søde tand lidt.

Der er bestemt en grund til, at denne the har været nr. 1 på TeaTimes liste over mest solgte theer længe. Prøv den! :-)

Theen kan også købes som brev-the. Så kan den nemmere serveres for gæsterne eller tages med, hvis man er på farten.

onsdag den 12. februar 2014

Honeysuckle Rose

Som lovet i går på Facebook kan I i dag læse om en lækker honeybush the fra TeaTime & Aura.

Den hedder Honeysuckle Rose og er en honeybush the med roser, orange, solsikkeblade og naturlig aroma. Den dufter skønt, når man åbner posen. Virkelig lækker sødlig duft, som jeg synes, jeg kender fra andre theer med rose, hvor det er naturlig rose og ikke syntetisk roseduft.

Basen honeybush kender jeg ikke så godt. Jeg har vist smagt den én eller to gange tidligere og min erfaring er, at den smager som en mild rooibos. Det synes jeg også, at denne the gør.

Selve thebasen er meget mild og giver en rigtig god "baggrund" for den tilsatte aroma, der også er mild. I det hele taget synes jeg de to smage (base og aroma) er perfekt tilpasset i denne the, og jeg kan godt forstå, at TeaTime skriver på deres hjemmeside, at denne the er blandt deres kunders favoritter. Den kunne også nemt blive en favorit her i huset!

Theen kan købes både i løsvægt og i TeaTimes fine Teabags. Sidstnævnte tror jeg ville være rigtig god, hvis man gerne vil have nogle the-breve man kan tilbyde sine gæster, da jeg tror, dette er en the, der vil falde i de flestes smag.
 At theen så også har en skøn lys gylden farve er jo kun et ekstra plus :-)

lørdag den 4. januar 2014

Breakfast in New York

Breakfast in New York er en the-blanding fra TeaTime & Aura, der i oktober 2013 lå nr. 3 på deres liste over mest solgte aromatiserede theer.

Det er en sort the med rabarber, safran, vinbær, hibiscus, lemongræs, æbleblomst, rosenknopper og -blade, sukkerhjerter og naturlig aroma. Altså en god blanding af rigtig mange spændende ting :-)
Derfor kan man heller ikke adskille de enkelte smage, men tilsammen giver de en sød og dejlig the. Både før og efter brygning dufter theen skønt og sødligt, og det er meget samme smag man får efter brygning.

Jeg drak theen uden mælk, men jeg tror også, den ville være skøn med en sjat mælk.

Mine favorit-theer indeholder ofte noget med chokolade eller karamel, men hvis jeg endelig skal over i en mere frugtig the, ville denne være et god bud på en ny favorit. Den var især god sammen med et stykke banankage :-)

mandag den 30. december 2013

Broker's Cup of Tea

Lige så meget som jeg elsker en dejlig let kop the på en mild the-base, ja lige så højt elsker jeg en rigtig kraftig sort the med en sjat fed mælk i. Den fede mælk gør theen dejlig rund i smagen, selv om den er kraftigt, og jeg synes især at denne type theer passer til de lidt koldere og mørke dage.

Broker's Cup of Tea fra Teatime & Aura er netop sådan en the.

Det er en blanding mellem en kraftig indisk the fra højtliggende plantager og en CTC the fra Kenya. CTC står for metoden thebladene er behandlet på: Cut - Tear - Curl. Dette gør theen meget fin i det, så det næsten ligner pulver. Af samme grund anbefaler jeg, at man brygger denne the i et papir- eller bomuldsfilter. Anvender man en the-si, kommer der ofte meget "støv" med i theen efter sien er fjernet.

Jeg kan ikke forklare, hvordan denne the smager, for den smager jo "bare" af the :-) Men den kan i hvert fald anbefales! Er man til sukker i theen, kan dette også anbefales, men hvis man ikke kan lide mælk i theen, kan det godt være, man ikke vil synes om denne the. Jeg synes bestemt, den skal drikke med mælk i, men det er jo bare min personlige mening :-)

Jeg tror, dette bliver årets sidste indlæg, så jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle et godt nytår. Jeg glæder mig til et år 2014, der forhåbentlig kommer til at byde på lige så mange nye spændende theer som 2013 har :-)

fredag den 6. december 2013

Hvid Peonie

Denne the fandt jeg i en kasse med rabatvarer, da jeg besøgte TeaTime & Aura i Svendborg. Ud fra beskrivelsen måtte jeg bare have den. Jeg kan dog ikke finde den på TeaTimes hjemmeside, så jeg håber ikke, det er fordi den er udgået, at den var sat ned?

Theen består af hvid the med rosenknopper, blade fra bonderoser og safran. Inden den brygges ser den bare så fin ud med de smukke roser i posen :-) Nogen gange får jeg helt lyst til at bruge sådan nogle fine theer som en slags "potpourri" i hjemmet, fordi de dufter og ser så skønne ud, men det er næsten synd, hvis man gerne vil drikke theen også.

Kvaliteten af den hvide the er rigtig god, og smagen er bare helt perfekt. Aromaen er meget svag, så det er primært den hvide the, man kan smage. Dette kan jeg rigtig gode lidt, for en hvid the skal være meget fin og mild, og nogle gange har jeg ikke lyst til at drikke den med aroma, da jeg gerne vil kunne smage den fine rene the.

Denne the giver lidt "det bedste fra begge verdener". Smagen fra den hvide the går rigtig godt igennem, fordi aromaen ikke overdøver den, men samtidig kan man godt smage, at der er lidt ekstra tilføjet. Det giver en dejlig let sødme til theen og understreger rigtig fint, den hvide thes egen sødme.

Husk afstemningen ude til højre, hvor du kan have indflydelse på, hvilken præmie jeg udlodder i næste Give Away :-)

fredag den 22. november 2013

Løs the vs. brev-the (TeaTime & Aura)

I det første indlæg med julekalender inspiration, fortalte jeg også om julekalenderen fra TeaTime & Aura, der er en fin boks med 24 brev-theer. Jeg tilføjede, at jeg havde testet forskellen mellem TeaTime's løse theer og brev-theer, så jeg kunne godt stå inde for kvaliteten af theen, selv om den var i brev-form. Jeg synes, at denne kommentar krævede et indlæg for sig selv, så det får I her :-)

TeaTime laver nemlig deres egne brev-theer ud af deres populære løsvægtstheer. Theerne hældes i fine pyramideposer med god plads, så the-bladene kan folde sig ordentligt ud, når theen brygges. Derudover pakkes de i lufttætte foliepakker. Brev-theernes indpakning minder meget om brev-theerne fra Perchs, som jeg tidligere har nævn er gode til at opretholde theens kvalitet.

I smagstesten drak jeg Tante Paula's Yndlingsthe, der er lavet på en grøn kinesisk sencha the tilsat naturlige olier fra orange, citron og bergamotte. Tilsammen giver det en dejlig grøn Earl Grey the.

Jeg er gået hen og blevet rigtig glad for grønne earl grey theer. Både fordi jeg generelt er meget glad for earl grey, men også fordi den grønne base, gør theen lettere og mildere, og nogle gange er det bare rart med en afveksling fra den klassiske sorte earl grey. Tante Paula's Yndlingsthe er en rigtig skøn grøn earl grey med et tilpas forhold mellem den grønne the-smag og earl grey smagen. Den var en anelse parfumeret, men ikke for meget :-)

Men tilbage til testen :-) Jeg bryggede to kopper the. Én på brev-the og én på løs the. Farve og duft-mæssigt, blev theerne meget ens. Brev-theen var måske en smule mere farvet end løsvægtstheen. Smagsmæssigt var brev-theen lidt mere parfumeret, men det var tydeligt at smage, at det var samme the, der var tale om.

Efter brygningen kunne jeg se, at der havde været flere theblade i brev-theen, så derfor er det naturligt, at den har fået lidt mere kraft og smag, selv om de bryggede lige længe.

Efter testen kan jeg vurdere, at kvaliteten og smagen af de to typer theer er ens, og det kan dermed også konkluderes, at brev-theerne fra TeaTime er af lige så høj kvalitet som de løse theer!

Nu skrev jeg i starten af november, at jeg en dag godt kunne finde på at købe Perchs brev-theer til, når jeg får gæster, omend de var noget dyre. Her er brev-theerne fra TeaTime nok et endnu bedre bud, da de er lidt billigere, til trods for at kvaliteten og smagen er i hvert fald er lige så høj som Perchs. Perchs Teabags koster 3,10-4,40 kr. pr./stk., hvor TeaTime's Teabags koster 2,45-2,95 kr. pr./stk.
Bemærk thebladende i brev-theen, der stadig er store og fine, selv om det er en brevthe. De er ikke pulveriseret, som man kender det fra mange af de almindelig brev-theer, man køber i supermarkederne.

fredag den 15. november 2013

Chai latte

I tirsdags besøgt jeg en god veninde, og mens det bare regnede og regnede, shoppede vi tøj og spiste på cafe. Bagefter tog vi hjem i sofaen for at se film, og så skulle der ellers laves Chai Latte!

Jeg har tidligere drukket rigtig meget "cafe chai latte", dvs. chai latte på pulver og mælk, men ud over at der sådan set ikke er meget the over disse "pulver-latter", så fik jeg også ofte ondt i maven af dem, formentlig pga. for meget sukker. Derfor er jeg holdt op med at drikke dem, og foretrækker nu rigtig chai the med en god stor sjat mælk. Chai er en af mine favorit-blandinger, når der skal krydderier i theen.

Derfor blev jeg virkelig glad, da TeaTime & Aura forærede mig en temmelig stor smagsprøve på deres lækre Chai Imperial, og den skulle selvfølgelig med hjem til min veninde, så vi kunne smage på de gode sager :-)

Chai Imperial er en indisk the lavet på sort the, anis-, cassis-, og ingefærstykker, samt kardemomme, nelliker og sort peber.

Opskriften på pakken er således:
1 spsk. Chai Imperial, 3 dl friskkogt vand, 1 dl varm mælk, rørsukker.
Vandet hældes over theen og skal trække i 3-5 minutter. Hæld lidt rørsukker i nu! Varm mælken op. Tag theen op og hæld mælken i. Rør rundt og god fornøjelse!

Vi fuldte opskriften på pakken nogenlunde, dog med et lidt andet blandingsforhold. Vi brugte en stor spiseskefuld (måske med lidt top ;-) ) pr. glas, og så bryggede vi en kraftig the med ca. 2 dl kogende vand pr. glas. Mit glas fik derefter en lille theskefuld rørsukker uden top, da jeg ikke ville have theen for sød. Normalt kommer jeg aldrig sukker i min the, men jeg syntes, jeg ville følge opskriften sådan nogenlunde, når det nu var første gang, jeg prøvede theen. Efter theen havde trukket et godt stykke tid, hældte vi ca. 1-1,5 dl varm letmælk på.

Resultatet blev faktisk meget lig de chai latter man får på cafe'erne, selv om smagen var noget mildere og mindre sød. Umiddelbart tror jeg, man kunne komme ret tæt på, ved at tilføje mere sukker og lidt kanel.

Nu er jeg glad for the, der ikke er sød, så jeg er STOR fan af denne the! Den er virkelig lækker, og fremover bliver den mit foretrukne valg, når der skal laves chai latte. Ikke flere pulver-theer til mig tak :-)

(Er man generelt glad for de meget søde cafe chai'er, så kan det godt være, man bliver lidt skuffet over denne! Men den er altså et super godt og nok også sundere alternativ, så prøv den!)

Rigtig god weekend :-)

fredag den 8. november 2013

TeaTime & Aura i Svendborg

[OPDATERET: Jeg har haft problemer med både SD kort til kameraet og internet forbindelsen, men NU virker det, og jeg har derfor uploadet nogle bedre billeder nederst i dette indlæg.]

Jeg har i dag besøgt den hyggeligste butik i Svendborgs gader, fyldt med helt fantastisk lækker the. Jeg har snart været i mange the butikker, og det er tydeligt at mærke, når man ender i en butik, hvor man virkelig brænder for GOD THE.

Jeg har lånt billedet fra TeaTimes hjemmeside. Er det ikke bare en hyggelig butik? :-)

Det var en rigtig dejlig oplevelse med god service, hvor vi fik os en god lang snak om gode theer af mange forskelige typer og slags. Jeg fik lov at dufte og kigge på alle theerne og følte i den grad, at jeg fik personlig service. Dette kan jeg nogen gange godt savne ved nogle af de andre theforhandlere. Der kan man ind imellem godt have en fornemmelse af at "forsvinde i mængden" af kunder.

Derudover kom jeg derfra med en pose fyldt med "smagsprøver". Jeg skriver smagsprøver i anførelsestegn, fordi det er små poser med the nok til op til flere kander. Derudover er der 5 forskellige slags brev-theer, og så en alm. 100g pose, som jeg fik på tilbud. Så der er MEGET the, og jeg glæder mig virkelig meget til at smage dem alle sammen. Lige nu kan jeg slet ikke vælge, hvor jeg skal begynde. 

Butikken, jeg har besøgt, hedder TeaTime & Aura og ud over deres skønne butik i Korsgade i Svendborg, har de også en webshop fyldt med lækker the og tilbehør. Der er the for enhver smag. Både løs kvalitetsthe, brev-theer, instant tea fra David Rio, varm cacao fra Whittards, marmelader, småkager, fudges og alt hvad man ellers kunne ønske sig. Derudover er butikken stuvet med smukke the-kopper og kander. Havde jeg ikke haft bolig i Istanbul pt, havde jeg helt sikker investeret i en smuk kande med dertilhørende kopper.

Nu skrev jeg i foregårs om the julekalendere, så derfor vil jeg da lige nævne, at TeaTime også har en rigtig fin julekalender. Det er en fin boks indeholdende 24 brevtheer i god kvalitet. Boksen indeholder en god blanding af forskellige typer the og koster kun 79 kr. Havde jeg ikke allerede haft en masse theer, jeg skal have drukket i den næste tid, havde jeg helt sikkert købt en boks.