fredag den 26. december 2014

Glædelig 2. juledag

Jeg håber, I er kommet godt igennem juledagene og har nydt dem i fulde drag. Jeg selv er netop kommet hjem efter en dejlig lille juleferie, hvor dagene fløj så hurtig afsted, at den planlagte blogging ikke rigtig blev til noget. Så derfor får I det sidste julethe indlæg her på falderebet. Det er jo stadig jul en lille times tid endnu ;-)

Theen er en Julete - klassisk fra Tante T. Det er en sort the med enebær, æblestykker, solbær, fennikel, kokos, hibiscus, kryddernelliker, vanilje, mandler, rosiner, morgenfrue og orangeskal.

Theen smager som den skal, nemlig af helt almindelig klassisk julethe, og den smager dejligt af jul. Dette lyder måske også lidt kedeligt, men det er bestemt ikke ment sådan. Havde den ikke smagt som en "helt almindelig klassisk julethe", var jeg nemlig blevet skuffet. For sådan her SKAL en klassiske julethe smage :-) Så kan man altid prøve nogle af de andre spændende varianter af julethe, hvis man hellere vil prøve noget nyt en dag.

mandag den 22. december 2014

Juletræet med sin pynt

Denne gang i form af en grøn the pyntet med morgenfrue og presset som et juletræ :-)

Sidste år i Tante Ts julekalender fik man dette fine juletræ d. 24. december. Virkelig fint og en sjov ide. Nu blev min julekalender jo forsinket sidste år, så derfor drikker jeg først juletheerne i år, og af samme grund overholder jeg altså heller ikke numrene, der står på. Så denne juletræsthe blev drukket den anden dag med en veninde.

Vi valgte at lave theen i en glasskål, så theen havde bedre plads til at folde sig ud samt vi kunne holde øje med processen. Det er jo ikke som en kunstthe, der folder sig ud i flotte former og farver, men blot en "almindelig" the, der er presset sammen. Så man må ikke forvente for meget af theens udseende.

Jeg har desværre problemer med ualmindelig hårdt vand, så det gør vandet noget uklart. Det er super ærgerligt og ikke optimalt, når man er the-blogger, så jeg skal prøve at blive bedre til at have noget kildevand på lager, så mine billeder ikke ender som ovenstående. Det var desværre det bedste jeg fik af selve brygningen.

Jeg var lidt ærgerlig over, at theen ikke var en julethe. Det synes jeg havde passet bedre til temaet, og jeg havde egentlig også forventet det. Men det er måske fordi, det er svært at lave en sammenpresset the, hvis den indeholder krydderier og ikke kun planter. -Giver det mening?

Theen smagte fint af netop det den var, en grøn the med morgenfrue. Det var ikke nogen kraftig aroma, og min første kop smagte også rigtig godt, men derefter var theen desværre blevet for bitter. Så det er altså ret vigtigt, at man tager theen op ad vandet, når den er færdigbrygget.

Uanset hvad, var det et sjovt lille "eksperiment", at brygge en the lidt anderledes end man er vant til, og vi hyggede os med det.

søndag den 21. december 2014

Herbal Mint Cooler

Er I ved at være klar til jul? Jeg fik købt de sidste julegaver i går, så det var dejligt. Især fordi jeg ikke har juleferie, så de næste par dage står på arbejde, og så er det jo dejligt, at alle de praktiske ting er overstået.

I dag skal det, som overskriften antyder, handle om en urtethe: Herbal Mint Cooler fra Chaya. Den er "i familie med" den klassiske Cool Mint, men er dog lidt anderledes idet den ud over mynte, lakridsrod og citrongræs også indeholder søde ristede æblestykker og citronmelisse.

Det giver en sød the med let lakrids smag. Den smager også lidt af urter, hvilket måske kommer fra citrongræs og mynte? Den smager meget som andre cool mint theer, og så alligevel ikke helt. Jeg synes, den er en anelse mindre sød, hvilket egentlig var meget rart, da jeg ind i mellem synes, at cool mint bliver lidt for sød i det. Jeg er jo ikke vant til sukker i min the og dermed heller ikke vant til denne kraftigere sødme.
Æblestykkerne givet også theen et lidt anderledes twist.


Jeg bryggede theen i thesi, hvilket er grunden til, at den blev lidt grumset :-)

Hav en dejlig søndag!

lørdag den 20. december 2014

Grøn Jul

Ja, hvid bliver den i hvert fald ikke med den "varme", vi har for tiden. Det er nu ærgerligt, at der bliver længere og længere mellem de hvide jule :-(

Men lige i dag er en grøn jul slet ikke så tosset, for den kommer nemlig i form af Tante Ts Grøn Jul økologisk, der er en dejlig grøn the tilsat orangeskal, vanilje, kanel, ingefær, kardemomme, nelliker, peber og naturlig aroma.

Trods de mange ingredienser, er det primært kanel-smagen, der går igennem, så man kan vist godt kalde det en kanel the. Og er der noget bedre til at få en i julestemning end kanel? -Jeg har svært ved at komme på noget :-)
De mange krydderier gør, at det er svært at smage den grønne the, men man kan godt smage, at theen er en anelse lettere i smagen end en sort julethe.

Jeg har drukket theen sammen med nogle julesmåkager min søsters børn har bagt, så nu er jeg godt nok i julestemning og klar til de sidste julegaveindkøb. Jeg ser lige frem frem til at skulle ud i julestressen. -Utroligt hvad en god kop the kan gøre :-)

Hav en rigtig dejlig lørdag og god jul til alle.

onsdag den 17. december 2014

White Whisper #2

I går lavede jeg en kop af den dejlige White Whisper fra TeaTime & Aura, som jeg skrev om tilbage i september. Dengang kunne jeg ikke længere finde theen på TeaTimes hjemmeside, så da jeg drak theen i går, besluttede jeg at tjekke endnu engang, om theen ikke var kommet tilbage. En hurtig søgning viste, at theen kom tilbage i TeaTimes webshop i slutningen af november. -Hurra :-)

Derfor får theen nu endnu et indlæg her på bloggen. Både fordi den er så god, at den fortjener det, men også fordi den faktisk smager lidt af julethe, så den passer perfekt til denne tid. Især hvis man gerne vil have en juleinspireret the, der ikke er så tung i det. Theen er nemlig lavet på en base af hvid og grøn the.

Nedenstående beskrivelse af theen er kopieret fra indlægget i september:

Theen er en blanding af hvid og grøn the tilsat citrongræs, mandler, orangestykker, kanel, rosenblade og naturlig aroma. Theen sælges ikke som en julethe, men ingredienslisten kan alligevel godt få en i julesteming med mandler, orangestykker og kanel. Theen minder mig da også lidt om Frederiksdals grønne julethe.

Theen dufter fuldstændig fantastisk både før og efter brygning. Jeg har duftet og duftet, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er for en duft, men den er virkelig lækker. Man kan dufte dæmpet appelsin og kanel, men derudover kan man også dufte, at der er noget andet i theen. Måske det er rose, jeg kan dufte?

Smagen af theen er mindst lige så lækker, samtidig kommer orangesmagen frem. Det er virkelig en lækker the det her! Hvilket er lidt sjovt, for generelt er citrustheer ikke dem, der står i højeste kurs hos mig. Men denne blanding gør appelsinen tilpas afdæmpet og så komplementere de andre aromaer bare appelsinen super godt. Jeg er fan :-)

søndag den 14. december 2014

Chaya Chai

Efter en dejlig, men travl weekend, sidder jeg nu i sofaen og slapper af med en dejlig kop the, inden det er tid at gå i seng. Jeg har drukket rigtig meget julethe de sidste par dage, men derudover har jeg også min the julekalender fra Chaya, der byder på nye spændende theer hver dag.

I dag valgte jeg at lave et stort glas sort Chai, da jeg havde lidt sødmælk til overs fra risengrøden. For det meste drikker jeg chai the med den mælk, jeg nu har, men sødmælk giver den altså lige det ekstra, der skal til for at gøre den rigtig lækker.

Chayas chai er en sort the med kanel, ingefær, nellike, kardemomme og sort peber. -Så selv om jeg ikke drikker en decideret julethe, er det alligevel så tæt på, som det overhovedet kan komme. Det er jo de klassiske krydderier i det meste julebag :-) Både i duften og smagen, er det især kanel, der går igennem.

Det giver en dejlig krydret the, der smager af klassisk chai. Den er ikke så sød, men ønsker man det, kan man jo tilsætte sukker. -Det kommer jeg aldrig selv i, men jeg har en karamelsirup, jeg godt kunne finde på at afprøve i en chai the en dag, selv om den egentlig er til kaffe.

Sødmælken giver en lækker cremet the. -Det kan altså virkelig anbefales at prøve :-) Især her i den kolde tid, hvor theen godt må være lidt "tung og mættende" i det.

Nu har jeg snart smagt en del af Chayas theer, og jeg må sige, de leverer en god kvalitet. Jeg synes ofte, at det er sådan med forhandlerne, at nogle af dem er gode til én slags the, men andre er god til en anden slags the. Nu har jeg både smagt rene theer, aroma theer og urte theer fra Chaya, og ind til videre klarer de sig rigtig godt på alle områder. Så jeg kan bestemt anbefale jer at kigge forbi deres hjemmeside www.chaya.dk, hvis I gerne vil have lidt ny inspiration til the-hylderne.

(Ovenstående er ikke sponseret eller aftalt med Chaya, men min 100% ærlige mening!)

fredag den 12. december 2014

Rød Jul

Tidligere på året var jeg så heldig at få en julekalender fra Tante T fra 2013. Det var meningen, at den skulle dukke op i juledagene sidste år, men da jeg på daværende tidspunkt boede i Tyrkiet, og det tyrkiske postvæsen ikke er særlig stabile, endte pakken med at blive returneret til Danmark i februar, hvor jeg så selv måtte rejse hjem og hente den. Derfor var det langt fra jul, da jeg endelig modtog den fine kalender, og juletheerne blev derfor gemt væk, så de kunne nydes i år. -Noget jeg har glædet mig rigtig meget til, da jeg allerede er rigtig glad for tanternes Hvid Jul og Tante Lottes Julethe.

I går drak jeg en dejlig økologisk Rooibos Jul fra Tante T. Det er en rooibos med bl.a. kanel, orange og æble. Jeg tror også, der er nelliker i, for theen dufter sødt og dejligt at appelsin og nelliker både før og efter brygning.

Krydderierne passer rigtig godt sammen med den røde thebase. Det giver den klassiske jule-the-smag et tvist, og ind i mellem passer det mig rigtig godt, da jeg godt kan blive træt af at drikke den samme the alt for ofte, men samtidig vil man jo også gerne drikke juletheer i juledagene.

Jeg hældte mælk i theen, hvilket er rigtig lækkert, selv om det er en krydret the. Derudover blev den drukket sammen med nogle hjemmebagte julesmåkager. -Lige til at komme i julestemning af :-)

Rigtig god weekend.

tirsdag den 9. december 2014

God aften

En hurtig hilsen herfra, hvor der bliver julet igennem. Jeg drikker Jule Te, hører julemusik og spiser vaniljekranse. Og om lidt skal jeg se dagens afsnit af Alletiders Julemand -jeps, jeg er gået i barndommen igen, men det er nu også en god julekalender.
Theen jeg drikker er den samme som den anden dag. Der var nemlig også Jule Te i en af de små prøverør fra min Chaya The Julekalender. Dejligt!
Hav en god aften derude :-)

onsdag den 3. december 2014

Ren Sencha

God aften, hvis ellers I stadig er vågne. Jeg har først fået tid til at drikke min julekalender the nu, så derfor dette sene indlæg, da jeg gerne lige ville dele theen med jer.
Min julekalender er fra Chaya, og theerne er ikke nummereret. Man kan enten selv vælge, eller gøre som jeg og bare dykke ned i sækken og se, hvad der kommer med op :-) I dag var det en Japansk Sencha, hvilket er en ren grøn the.
Jeg synes ofte Sencha er en meget mild the, der passer godt til grønne aroma theer, men den fungerer også ganske fint helt alene, selv om den ikke smager af så meget.
Den smager let af forår og friskhed. -Hvis det giver mening :-) og så har den en skøn farve!

mandag den 1. december 2014

Årets første julethe

I anledningen af d. 1. december får I her årets første julethe på bloggen, nemlig Jule Te fra Chaya. Her den anden dag fik jeg yderligere 2 smagsprøver ind ad døren fra Chaya, dette var den ene af dem.

Jeg har jo også min spændende the julekalender fra Chaya stående, men da jeg pt arbejder over hver mandag, får jeg ikke mulighed for at smage på dagens the før senere i aften, og dette indlæg er i stedet forberedt i går aftes. For der skulle altså julethe på bloggen i dag :-)

Chayas Jule Te er en sort the med julekrydderier, bl.a. kanel, nelikker, orangeskal, vanille og hyben. Det giver en dejlig og meget klassisk jule smag, og den får helt sikkert en i julestemning. Jeg fik helt lyst til at sætte lidt julemusik på, mens jeg drak theen :-)

Jeg indtog theen sammen med nogle lækre chokolader, og det var virkelig lækkert sammen, selv om chokoladen ikke var jule-inspireret.

Hav en rigtig dejlig december alle sammen og glædelig jul :-)

fredag den 28. november 2014

En anden slags jordbær the

Jeg ved ikke med jer, men dengang jeg lærte at drikke the, var det en typisk Pickwick Jordbær med sukker, jeg startede ud med. I dag kan jeg stadig godt drikke denne the, men aldrig med sukker, kun mælk.

Dog har jeg fundet en anden slags jordbær-the, der er lidt i samme kategori, da det også er en "kedelig" brevthe, men den er anderledes, fordi den er lavet på rooibos i stedet for sort the, og så er der tilsat vanilje.

Jeg ville rigtig gerne fortælle jer om theen, men jeg er jo af det princip, at jeg kun blogger om theer, der er til at få fat i og helst i Danmark. Denne the hører pt ikke under nogle af kategorierne, for jeg kan simpelthen ikke finde nogen nogen steder længere. Selv fandt jeg min the i en thai-butik i Norge :-) Men det er ved at være en del tid siden.
Den kom i en æske fra Twinning, der hed "A Moment of Calm", og den indeholdt 4 forskellige theer, 5 breve af hver.

Nu vælger jeg alligevel at fortælle jer om theen, og så kan I jo se det som en form for efterlysning i stedet. Giv mig endelig et praj, hvis I finder den et sted, indland som udland!

Theen dufter dejligt af jordbær og vanilje, mens smagen har en snert af noget syrligt, der gør theen forfriskende. Kombinationen af rooibos the, jordbær og vanilje fungerer rigtig godt, og samtidig er aroma ikke overdøvende, så rooibos-smagen går fint igennem.


onsdag den 26. november 2014

Tranebær Appelsin

Tranebær Appelsin fra Vildmedte.dk er en grøn the med tranebær, rosenblade, appelsinskaller og naturlig aroma.

Det er en fin og let grøn the med en let aroma. Appelsinen går mest igennem, men man kan også godt smage en snert af tranebær. Generelt set er aromaen dog mild, hvilket kan skyldes at min the har tabt lidt smag, inden jeg fik smagt på den.

Jeg er blevet mere glad for the med appelsin, især grøn the, men ikke hvis aromaen er for kraftig, så jeg synes kun, det er dejligt, at aromaen i denne the er mild :-)


Theen er sponseret af:

tirsdag den 25. november 2014

Friske blåbær

Ud over den fine the julekalender, som Chaya har sponseret, fik jeg også en smagsprøve med på deres nye blåbær the: Sencha Blåbær og den drak jeg samme dag, som jeg modtog den, da jeg simpelthen var for spændt til at kunne vente med at smage på theerne :-)

Jeg er faktisk ikke sikker på, om jeg har smagt the kun med blåbær før? I hvert fald ikke hvor theen rent faktisk smagte af blåbær! Det er gør denne the nemlig. Den både dufter og smager af blåbær, sådan som rigtige friske blåbær smager. Ikke på en eller anden syntetisk måde. Nu må I ikke forvente, at aromaen så er så kraftig, at det er som at tygge på rene blåbær, for det er den ikke. Den er fin og mild og passer fantastisk godt til den grønne sencha base, er også er i den milde ende, hvilket jeg synes passer perfekt til netop denne the. -Tænk jeg tror faktisk, jeg har fået en ny the at tilføje på favoritlisten :-)

Denne the kan sagtens drikke her i de kolde og blæsende måneder, men jeg forestiller mig, at den vil være rigtig god på de kølige forårsdage/sommeraftener. Måske den også ville fungere som isthe?

Nu er det altså ikke fordi, jeg har lovet Chaya at skamrose deres theer, hvis de sendte mig en julekalender, for det har jeg bestemt ikke. Jeg har fortalt dem (som jeg i øvrigt altid fortæller til forhandlerne), at jeg skriver min ærlige mening, men at jeg bare meget sjældent smager en the, jeg ikke kan lide. -Men det tegner jo godt, så nu glæder jeg mig bare endnu mere til d. 1. december, hvor jeg kan gå i gang med the julekalenderen.

mandag den 24. november 2014

Gode juletilbud

Mosehuset har i øjeblikket tilbud på nogle virkelig søde jule the-dåser fra Basilur. Basilur sælger altid deres theer i fine og meget specielle the-dåser. Måske I husker mine fine the-bøger fra House of Bæk & Kvist? Eller min rose-the i den dråbeformede dåse.

De juleinspirerede the-dåser byder både på en dåse, der kan bruges til lysestage for fyrfadslys, to fine julehuse, en julegave og et juletræ. Og så er dåserne oven i købet på tilbud!

De indeholder jo også the, og normalt går jeg efter at købe den the, jeg gerne vil have. Men i dette tilfælde er det lige før jeg overvejer at købe the efter den dåse, jeg synes bedst om :-)

I kan se de fine dåser og tilbud lige her:
http://www.mosehuset.dk/te/daser-med-te.html?p=1

søndag den 23. november 2014

Julekalender fra Chaya

I torsdags modtog jeg en skøn pakke, nemlig min the julekalender som Chaya har været så søde at sponsorere. Det er jeg dem meget taknemmelig for af to grunde. Jeg havde endnu aldrig smagt deres theer (jeg har i skrivende stund smagt på en smagsprøve, jeg fik med, og den var virkelig god), så det så jeg (og ser jeg stadig) meget frem til . Derudover synes jeg, deres julekalender er super sød og hyggelig. Det er nemlig 23 små prøverør med 20g the i hver, pakket i en rigtig fin lille rød lærredssæk. Sækken er lukket med et fint rødt bånd påtrykt Chayas logo samt et sødt lille "the-hus", der faktisk er en the-si. Det røde bånd er jo en lille detalje, men det fuldender altså virkelig julekalenderen.

Nu tænker du måske "kun 23 prøverør", og det er helt korrekt læst. Det er fordi den 24. kalendergave er en "the-relateret" gave. Den ligger fint pakket ind nede i sækken sammen med al theen. Hvad det er, ved jeg ikke endnu, men jeg skal nok holde jer opdateret :-)

I sækken er der også et hæfte med en masse spændende info om the fra Chaya. Bl.a. Emballage, Historie, Fakta om the, Theens bestandele, de forskellige The Typer samt de theer Chaya forhandler. Derudover er der små fakta-bokse rundt omkring i hæftet, bl.a. disse to, som jeg gerne vil dele:
- At kysse er som at drikke the, man får aldrig nok. Kinesisk ordsprog
- Vidste du: At stavemåden the udgik af dansk retstavning i 1872 og at den korrekte stavemåde siden har været te?

Til den sidste fakta-boks, kan jeg jo kun svare ja, selv om det måske ikke virker sådan, når jeg nu selv konsekvent skriver THE. Faktisk skrev jeg om netop dette emne i bloggens første levemåneder, og derefter skrev jeg TE på bloggen i stedet for THE. Læs indlægget her. Men hvorfor skriver jeg så THE igen i dag? Det skyldes et citat fra bogen "The - fra blad til kop" af Christian Hincheldey, så for lidt over 2 år siden, vendte jeg igen tilbage til skrivemåden THE, vel vidende at det ikke er korrekt dansk. Den beslutning (samt citatet fra bogen) kan I læse mere om her.

Men tilbage til julekalenderen: Jeg kunne jo ikke lade være med lige at kigge prøverørene igennem for at se, hvad jeg kan glæde mig til i den kommende måned, og det virker til at blive en rigtig spændende måned på the-fronten. Der er rigtig mange theer, jeg glæder mig til at smage på.

Den eneste erfaring, jeg tidligere har haft med Chaya, var deres fine "påske-sten", som jeg var meget overrasket over (de lignede jo sten!) og som også smagte skønt, så nu håber jeg theerne kommer til at overraske lige så positivt. -Dengang jeg lavede indlægget om påske-stenene, skrev jeg, at jeg syntes theerne var lidt dyre, fordi de kun solgtes i 150g (som den mindste pakke). I dag har jeg erfaret at i hvert fald nogle af deres theer også sælges i 75g og 100g, som personligt passer mig meget bedre. Derudover ved jeg nu også, at der er hele 20g i prøverørene, der koster 15 kr., så det er jo slet ikke så galt. Det er jo en perfekt mulighed for at få smagt en masse forskelligt, inden man køber sin the i større portioner.

Nu må jeg vist hellere stoppe, inden dette indlæg bliver alt for langt :-) Kan I have en fantastisk søndag.

lørdag den 22. november 2014

Tantens T-bar

Jeg har besøgt Tante T et par gange her inden for det sidste. Både fordi de har flere filialer rundt omkring i København, men også fordi de har længe åben og dermed er nemme at komme til, når man ofte har sent fri.

Jeg har jo stadig shoppe-stop for ny the, så jeg har være god og ikke købt the til mig selv. -I hvert fald ikke til at tage med hjem ;-)

For et par uger siden skulle jeg bruge en lille the-gave til min moster, så derfor tog jeg ind på tantens T-bar i Torvehallerne. Herinde er der altid en lille smagsprøve klar på kanden. Denne dag var det Grøn Chai, der er en grøn the med kanel, ingefær, kardemomme, peber, vanillestykker og naturlig vanillearoma.


Kanden finder man bag ved skiltet på ovenstående billede. Derudover er der også altid 3 forskellige theer, man kan dufte til i glassene.

Smagsprøven kan man selv hælde op. Der står små snapseglas, man bare kan tage af.
Som I kan se på ovenstående billede, var theen blevet noget mørk i det, til trods for at det er en grøn the. Men jeg var der også lige 20 min. inden lukketid, så den har nok stået i noget tid. Den var dog stadig varm og det er trods alt det vigtigste :-)
Jeg syntes den smagte meget som en almindelig sort chai, bare tyndere. Så den var god, men jeg ville nok foretrække en lidt mere kraftig udgave med sort the, når det nu netop er en krydderi-the, man drikker.
T-baren tilbyder også en "Tea2try", hvor man får serveret 3 kopper med forskellige theer for 50 kr. En rigtig god måde at få smagt lidt forskelligt på. Man kan også vælge at betale 100 kr. for en Tea-tasting, hvor man smager på og hører om 5 forskellige theer.

onsdag den 19. november 2014

Spørgeskema

Som I måske har set på Facebook, er jeg blevet kontaktet af Mads, der er i praktik hos Tealure. Han er ved at skrive hovedopgave om the og har i den forbindelse udarbejdet et lille spørgeskema ang. the. Det tager ikke mange minutter at udfylde, så jeg vil opfordre jer til at gå ind på nedenstående link og svare på skemaet.
https://survey.enalyzer.com/?pid=7sup2s3q

Billedet er fra mandag aften, hvor jeg først var hjemme fra arbejde kl. 21.30, og derfor virkelig trængte til en god varm kop the. Valget faldt på Tealures skønne milde Himalayan Silver Tips (tryk på linket, hvis du vil læse min anmeldelse af theen fra januar), da jeg syntes, det var passende med en mild og let the, nu det var lige inden sengetid.
 

mandag den 17. november 2014

Julekalender 2014

Har I købt årets the julekalender? Ellers kan I læse med her for at få lidt inspiration.

Først vil jeg dog lige anbefale jer et kig på Signes blog, hvor hun fortæller lidt om den the julekalender, hun laver til hendes veninde (veninden laver så også en til hende). De samler 24 forskellige theer fra deres egne the-hylder og pakker dem fint ind. Det kræver selvfølgelig, at man har en veninde, der også har mange theer, som man kan bytte med. Ellers kan man måske gå flere veninder sammen? Idéen er hermed givet videre i hvert fald :-) I kan se mere i dette indlæg, hvor Signe også linker til sidste års indlæg, hvor hun fortæller lidt om kalenderen, samt kommer med forslag til, hvordan den kan pakkes ind.

Jeg har her listet nogle af de the julekalendere op, som jeg har fundet i år, samt skrevet en lille kommentar til hver.

Tante T
Tanten har i år valgt at lave en fin gammeldags håndsyet julekalender. Jeg har erfaring med mange af tantens theer, og generelt er kvaliteten god. Kalenderen koster 398 kr. og indeholder også en fin the dåse samt the-filtre.
http://tante-t.dk/tantens-julekalender-317.html

SimplyTea
Denne skønne the kalender fik jeg forærende sidste år, og det var en skøn rejse ind i theens verden, som jeg sætter meget stor pris på. Dog har jeg efterfølgende konkluderet, at jeg ville have nydt theerne mere, hvis jeg ikke var "tvunget" til at åbne for en ny hver dag. Thebladene kan nemlig brygges på flere gange , og de kan sagtens stå i et døgnstid efter første brygning.
Ønsker man er lære mere om rene fine theer, men syntes det er for dyrt at smide 100+ kr. efter 50g, så kan jeg kraftig anbefale at købe denne kalender nu, og bare drikke theerne, når man synes, ikke nødvendigvis som en julekalender. Den koster 499 kr., hvilket er en meget fair pris, taget i betragtning af, hvor mange kopper the, der kan brygges på thebladene.
http://simplytea.dk/shop/2014-teer/aarets-eksklusiv-te-julekalender-2014/

Frederiksdal Tehandel
Frederiksdal har igen i år to slags kalendere at vælge imellem. En med 24 mindre smagsprøver (ca. 10g.) og en med 24 poser af 50g. Jeg har beskrevet en del theer fra Frederiksdal på bloggen, og synes generelt godt om kvaliteten. Flere af Frederiksdals juletheer kan anbefales.
Kalenderen med smagspørver koster 149,25 kr
http://frederiksdal-tehandel.dk/aarets-julekalender-110/julekalender-med-te-almindelig-p1390
og kalenderen med 50g poser koster 438,25 kr.
http://frederiksdal-tehandel.dk/aarets-julekalender-110/julekalender-med-te-50g-poser-p1323

Bohea
I år har Bohea endelig lavet en lille julekalender med deres egne theer. Min erfaring med Boheas theer er, at de er af bedre kvalitet end mange andre "brev-theer", men da kalenderen kun består af 24 breve, synes jeg prisen på 129 kr. er lidt høj. Det er heller ikke 24 forskellige theer, men 10 forskellige slags.
http://bohea.dk/te-produkter/53-jul-2014/514-1-oekologisk-te-julekalender/

Chaya
De søde prøverør fra Chaya indeholder hver 20g the, og dem er der 23 af, mens pakken d. 24. byder på en the-relateret gave. Jeg har ingen erfaring med Chaya, men de står helt klart på listen over the-virksomheder, hvis theer jeg gerne snart vil stifte bekendskab med, da jeg har en forventning om, at kvaliteten er høj. Prisen er 425 kr.
http://www.chaya.dk/product/te-julekalender-1457/

Teadrops
En fin økologisk kalender, der kommer i en lille lærredssæk. Jeg har ingen erfaring med Teadrops, men jeg synes denne kalender virker rigtig spændende, og den er med i mine overvejelser for årets the julekalender. Hver pose indeholder 10-15g the og den koster 275 kr.
http://www.teadrops.dk/oekologisk-julekalender-p-467.html

Hyggedrik.dk
Kalenderen er fra England, og derfor er man heldig at få hele 25 theer. Alle theerne er økologiske og der findes 13 forskellige theer i kalenderen. Man får kun et enkelt the-brev om dagen, men til gengæld koster kalenderen også kun 99 kr.
http://hyggedrik.dk/product/english-tea-shop-te-julekalender-oekologisk-6535/

Vildmedte.dk
Denne julekalender kommer i en fin julesok og der er ca. 10g the i hver pose. Jeg har beskrevet mange theer fra vildmedte.dk på bloggen. Nogle er blevet til nye favoritter, mens andre forsvandt lidt i mængden, men generelt er det en god kalender til prisen. Den koster 175 kr.
http://www.vildmedte.dk/product_info.php?products_id=337

Fru P
Jeg er først faldet over Fru P's webshop i min søgning efter the julekalendere, så jeg kender intet til theerne, men den lyder spændende. Der er 25g the i hver pose og den koster 389 kr.
http://www.frupkaffeogthe.dk/produkter/66-te-julekalender/858-te-julekalender/

Mosehuset
Denne kalender indeholder ikke Mosehusets egne theer, men er fra Tyskland. Derfor aner jeg ikke, hvordan kvaliteten er, men spændende ser den i hvert fald ud med de fine æsker med fuglemotiver. Kalenderen koster 185 kr.
http://www.mosehuset.dk/te-julekalender-med-24-forskellige-slags-te-creme.html#.VGitTvmG9qU

Teacup
I Teacups julekalender får man 20g the pr. dag for 249 kr. Jeg kender ikke til Teacups theer, men håber snart at få stiftet lidt mere bekendskab med dem. Kalenderen er pt ikke på lager, men ifølge hjemmesiden lover de af få den hjem inden d. 1. dec.
http://www.teacup.dk/shop/te-julekalender-684p.html

søndag den 16. november 2014

Norsk kærlighed

I februar 2011 boede min mand i Norge, og da det blev valentinsdag, syntes han, jeg skulle have en lille gave. Han købte derfor en kærlighedsthe til mig. Den the er til dato den bedste kærlighedsthe, jeg har haft. Jeg har efterfølgende smag denne the fra flere danske forhandlere, og de er nu også rigtig gode. -Men jeg tænker ind i mellem på theen fra Norge, som desværre er blevet tømt for længst.

I slutningen af september var jeg et smut i Oslo, og da vi kommer forbi en butik ved navn Kremmerhuset, fik jeg en fornemmelse af, at det var denne butik min the var fra. Jeg er ikke 100% sikker, for min mand boede i Bergen, ikke Oslo, men jeg valgte alligevel at give det en chance. Butikken havde nemlig en the, der hed Kjærlighetste. Prisen var kun 35 NOK, så den skulle altså med hjem, selv om jeg egentlig har shoppe-stop mht. the :-)

Der står ikke rigtig beskrevet, hvad der er i theen. Kun at det er en sort the med indisk rose og aroma.

Theen er lavet på en almindelig sort the base, der ikke er for kraftig, men heller ikke for mild. Smagen er sødlig, og den smager meget som de andre kærlighedstheer, jeg har smagt. Om den lige smager, som den sidste norske kærlighedsthe, jeg havde, er jeg ikke 100% sikker på, men den er helt sikkert blandt de bedste, jeg har smagt. Så hvis I en dag skulle komme forbi Kremmerhuset i Norge (jeg er ret sikker på, det er en kæde) kan jeg godt anbefale jer at kigge forbi deres the-hylder.


Jeg har fundet mit gamle Hyggekrus frem :-) Som ung teenager var jeg meget glad for den lille tyske mus Diddl og samlede derfor på tingene. De fleste er givet væk i dag, men dette søde thekrus beholder jeg altså :-)

Theen er også rigtig god med mælk.


mandag den 10. november 2014

Masser af kage...

...og lidt the til at skylle ned med :-)

Min veninde og jeg besluttede i starten af november, at man da godt kan spise kage til aftensmad. Vi har nemlig ikke meget tid at ses i weekenderne, og jeg arbejder til sent i hverdagene. Så vi var nødt til at ses en hverdagsaften. Og vi ville altså på Tante T, hvis salon i Viktoriagade har åben til kl. 22. Her serveres primært brød og kage, så det blev ikke nogen videre sund aftensmad. Vi bestilte nemlig kagebord :-)

Jeg fik lokket min veninde med på en Milky Oolong, som jeg også har fortalt om tidligere. Den er jeg altså blevet virkelig glad for.

Vi fik 3 forskellige slags kager: chokoladekage, appelsinkage og krydderkage. Jeg var helt vild med krydderkagen, mens min veninde var mest til chokoladekagen. Appelsinkagen var ok, men jeg smagte kun lidt. Jeg var simpelthen for mæt. Ud over kagerne var der også dejlige theboller, som jeg spiste med lemoncurd.


lørdag den 1. november 2014

Happy Halloween

Lige en dag forsinket, men jeg faldt i søvn tidligere end planlagt i går, så jeg nåede aldrig at få smagt på theen :-)

Men det er selvfølgelig Halloween the, det skal handle om i dag. Lagde I mærke til alle de udklædte børn i går? Jeg så i hvert fald en hel del inde i København.

Min Halloween the er en smagsprøve fra Tante T, som jeg fik, da jeg var inde i salonen på Viktoriagade i torsdag. Tantens Halloween the består af en blanding af sort og grøn the med nelliker, enebær, orangeskal, blomsterblade, kandiseret melon og tørrede druer. Eller det er i hvert fald, det der står på hjemmesiden. 
På beholderen i butikken, hvor theen var opbevaret, er jeg sikker på, at der også stod lakrids og kokos som ingredienser?

Jeg har svært ved at sige, hvad theen smager af, for jeg synes de forskellige ingredienser blander sig godt sammen. En anelse lakrids, kan jeg dog godt fornemme, men ikke så meget, at jeg ville kalde theen en lakridsthe.
Det er en god the, og jeg kan godt lide, at den smager anerledes end de fleste andre theer, jeg kender. Nogen favorit bliver den dog nok ikke.

Jeg blogger fra min mobil, hvor jeg desværre ikke kan finde ud af at linke som en del af teksten, men I finder theen her: http://tante-t.dk/halloween-tea.html

Nu vil jeg drikke den sidste tår, og så vender jeg ellers næsen mod min nye lejlighed, der skal males i denne weekend. Det bliver dejligt med et fast hjem igen, så jeg kan få udpakket og samlet hele mit the sortiment igen efter over et år, hvor det har været fordelt ud på to boliger i to forskellige lande.

Rigtig god weekend :-)



tirsdag den 28. oktober 2014

Wagamama

De af mine læsere, der ind i mellem kommer i Tivoli, kender måske restauranten Wagamama. Det er en international kæde, der nu også har åbnet en restaurant på Frederiksberg. Der har jeg spist min aftensmad i dag.

Som en del af konceptet, kan man få al den grønne the, man ønsker, sammen med maden. Jeg har tidligere prøvet Wagamama i London, og der var den grønne the lidt besk, fordi den havde brygget for længe, så derfor havde jeg ikke de store forventninger, da jeg bad om the tidligere i dag.

Da theen ankom, lignede den da også en, der havde brygget lidt rigeligt længe. Men den duftede sødligt af blomster, så allerede der, afveg den fra theen i London. Smagen havde også en let blomster aroma, så jeg tror ikke, det var en ren grøn the. Men den var faktisk rigtig lækker og dejlig forfriskende.

Så hvis I en dag skal spise på Wagamama, vil jeg anbefale jer at bede om en kop the eller to :-)

søndag den 26. oktober 2014

Prøv noget nyt!

Dagens titel er en opfordring til jer. Inspirationen fik jeg fra en læser, som jeg fornylig sendte en større portion smagsprøver til, fordi hun havde hjulpet mig med et kommende nyt layout (som nok skal komme, når jeg en dag får tid :-) I promise!)
Hun skrev tilbage til mig i går, og hendes svar gik lige i mit the-hjerte. Hun var nemlig, inden hun fik min pakke, overbevist om, at hun aldrig ville blive den store tilhænger af rene theer. Især oolong the og den kraftige Kenya PF (beskrevet i punkt 7 i linket) var hun skeptisk over.
Og hvad blev resultatet af de tilsendte smagsprøver?
Sørme om hun ikke er blevet så glad for Kenya PF’en, at hun har købt mere af den, og nu drikker den om morgenen med en lille sjat fløde i (Perchs anbefaler en fed mælk eller fløde i denne the).

Det er sådan nogle historier, der varmer mit the-hjerte, for det er jo netop samme oplevelse, jeg selv har haft igennem hele mit the-eventyr. Man får udvidet sin horisont igen og igen. Og det er netop derfor, jeg følte mig inspireret til at lave denne blog. Jeg vil gerne inspirere mine læsere til at prøve nogle nye theer.

Så opfordringen er ”Prøv noget nyt!”. Også selv om det ikke lige er den the, du umiddelbart forventer, vil passe dine smagsløg. Måske får du en positiv overraskelse.
Her tænker jeg især på rene theer, for de fleste drikker nok aroma theer i det daglige. Giv dem en chance og få udvidet din horisont. Og husk også at give theen mere end én chance, hvis du ikke lige faldt for den første gang du smagte den. Det kunne jo være, den faldt i bedre jord anden gang :-) Se selv mit indlæg om Rooibos Hyldeblomst.

torsdag den 23. oktober 2014

En helt almindelig Earl Grey

Som I måske har bemærket, er jeg generelt glad for Earl Grey theer. Er jeg ude på cafeer eller på arbejde, hvor der kun serveres "døde mus", som de ville have sagt hos Perchs (alm. brevtheer i papirpose), så vælger jeg ofte en Earl Grey. Det ved man ligesom, hvad er :-) Dog skal den drikkes med mælk. Ellers fungerer det ikke for mig. Mælken skjuler lidt, at theen faktisk ikke er af super høj kvalitet.
Men når det nu endelig skal være, så er der faktisk en Earl Grey, der efter min mening er lidt bedre end de andre. Det er Russian Earl Grey fra Lipton. 

tirsdag den 14. oktober 2014

Premium Lapsang Bohea

Jeg kan se, at jeg er ved at være rimelig meget bagud med at skrive om alle de rene theer jeg drak sidste år gennem hele december, hvor jeg havde fået en lækker the julekalender fra Simply Tea. Så jeg må vist hellere se at komme i gang med at få postet de sidste theer :-)

D. 5. december drak jeg Premium Lapsang Bohea. Det er en meget speciel sort the. Simply Tea skriver bl.a. følgende: Denne særlige sorte te er faktisk den allerførste sorte te som blev skabt ved et tilfælde under Qing dynastiet.

Både theens duft og smag er let røget, men på en måde, der ikke gør theen for kraftig/bedsk. I stedet synes jeg, den er blød og rund i smagen. Samtidig synes jeg, at theen smager af rigtig meget, men uden at være kraftig, hvilket jeg synes er positivt.

Farven er en virkelig flot gylden brun/rav-farve.

søndag den 12. oktober 2014

The på Baresso

Lige nu sidder jeg på Baresso, hvor jeg har bestilt en kop sort kvæde the med lidt sødmælk.
Det er en dejlig sød kvæde, de serverer. Den er en anelse for mild. Der kunne godt være kommet lidt mere the i the sien. Men smagen er virkelig god.
Håber I har haft en god weekend :-)

onsdag den 8. oktober 2014

Sjælden the

I dag skal det handle om en sjælden type the, nemlig gul the.

Gul the produceres kun i Kina, og der er kun meget få the-mestre, der behersker at producere theen, hvilket foregår gennem en langvarig og kompleks proces. Dette kan I læse meget mere om på TeKompagniets hjemmeside, hvor min gule the er fra.

Theen hedder Mo Gan Huang Ya og er fra 2013.

Farven på den bryggede the er en utrolig fin lys gul. Den ligner næsten en hvid the.

Smagen er overraskende fyldig, trods den lyse farve. Dette må dog ikke forveksle med, at theen er kraftigt, for det er den bestemt ikke. Den minder mere om en fyldig oolong the frem for en mild og let hvid the.

Theen dufter af græs og smager i det hele taget bare af the!

Jeg synes bestemt, at dette er en skøn the, og jeg er virkelig glad for at have smagt den. Jeg er også rigtig glad for, at jeg fik hele 10g med i pakken, så jeg har til nogle flere kopper, men jeg tror ikke, det bliver en the, jeg kommer til at have fast i mit sortiment, da prisen ligger i den høje ende.