tirsdag den 31. marts 2015

En ny favorit

Jeg smager meget ofte theer, som jeg virkelig godt kan lide, men det er alligevel ikke så tit at en the er så god, at den ligefrem kommer på favoritlisten. Med alle de mange ny theer jeg smager på hver måned, skal der nemlig lidt ekstra til for at ramme favoritlisten :-)

Men efter at have stiftet bekendtskab med Theens Univers er der kommet en ny the på favoritlisten. Da Theens Univers i februar holdt Åbent hus, var jeg forbi med en veninde og vi gik rundt og duftede til de mange theer. Da jeg kom til theen Rooibos Havtorn, kommenterede jeg noget i retningen af, at hvis den bare smagte halvt så godt som den duftede, var det en ny favorit!

Heldigvis var theen blandt dem, man også kunne smage på og den levede i den grad op til mine forventninger. Derfor blev der også købt en (alt for lille) pose the med hjem. Jeg har siden serveret den for flere gæster, der også har været vilde med den, og det er en af de theer, jeg har fået drukket hurtigst. Har stadig lidt tilbage, men det er ikke meget :-)

Grunden til at theen er så god er den dejlige karamelagtige rooibos the, der fungerer super godt sammen med den friske citrus smag fra havtorn. De komplementere hinanden virkelig godt, så det er klart en the, der kan anbefales herfra! Ud over rooibos og havtornbær, er der også solsikker og aroma i theen.

Dette er en af de billigere theer - kun 29 kr. for 100g, hvilket bestemt ikke kan smages på kvaliteten, som jeg synes er helt i top.

Og så vil jeg da lige ønske jer alle en rigtig god Påske :-)

torsdag den 26. marts 2015

Påske tid

I morgen går rigtig mange på påskeferie og det skal da fejres her på bloggen med en lille påskethe :-)

I den netop overståede konkurrence, hvor Theens Univers havde sponseret præmien, omhandlede et af spørgsmålene Theens Univers' påskethe. Denne the har jeg været så heldig at få lov at smage på, og det skal selvfølgelig deles med jer.

De af jer, der deltog i konkurrencen, vil allerede vide at theen består af en sort og en grøn the tilsat bergamotte, mango, rabarber og blomster.

Theen dufter dejligt sødt af især mango.Det er en let the, hvilket jeg synes er passende til en forårsthe. Derudover har den et mildt strejf af sol og sommer fra mango og rabarber.
Bergamotten kan kun svagt anes, hvilket jeg synes er fint, da theen ellers "bare" var røget i kategori med "alle de andre Earl Grey theer". Her tilføjer bergamotten bare lidt ekstra men uden at blive dominerende, og theen smager derfor slet ikke som en Earl Grey.
Et rigtig godt bud på en lækker påske/forårsthe!

I kan stadig nå at bestille jeres påskethe hos Theens Univers, men jeg vil nok anbefale jer at bestille senest i morgen, hvis I vil have theen inden påskedagene. Derudover kan man hente selv i Herlev, hvilket også kan anbefales, hvis man vil spare portoen. Normalt er det om torsdagen, men i næste uge er det ekstraordinært onsdag, mellem kl. 16-18 man kan afhente sin ordre.
De har også nogle rigtig lækre påske-pakker med the og søde sager. Perfekte værtindegaver til påskefrokosten. I finder alle Theens Univers' påskevarer her. Jeg kan i øvrigt anbefales krokant chokoladerne, som findes i nogle af påske-pakkerne. De er virkelig vanedannende :-)

onsdag den 18. marts 2015

Vinder af konkurrencen

Konkurrencen, hvor man kunne vinde en spændende prøvepakke fra Theens Univers sluttede i går aftes, og jeg har fundet en vinder af konkurrencen ved at trække lod blandt alle de emails, jeg havde modtaget (jeg brugte random.org til lodtrækningen).

Jeg vil gerne sige tak til alle de deltagende og også en stor tak til Theens Univers, der sponserede præmien.

Vinderen blev Hanne V. Stort tillykke. Jeg sender dig en email, så jeg kan få din adresse.

Svarene, som alle iøvrigt svarede rigtigt på, kommer her:

Spørgsmål 1:
Hvad fik jeg i fødselsdagsgave af min mand i 2012?
Svar:
Jeg fik en smart "Tea-for-one" thekande/kop fra Fairtrade, formet som et rødt hjerte.

Spørgsmål 2:
Hvad indeholder Påske The fra Theens Univers?
Svar:
Påske theen er en blanding af sort og grøn the, bergamotteolie, rosenblade, hibiscus, solsikkeblomster, katostblomst, rabarberstykker, mango og naturlig aroma.

Spørgsmål 3:
Ved hvilken vand-temperatur bør en grøn the brygges?
Svar:
Grøn the bør brygges ved 80 garder.

Jeg har selv en prøve på Påske The, som jeg meget snart vil blogge om. Planen var, at jeg ville blogge om den så snart konkurrencen var slut, så jeg købte nogle sovende påskeliljer og gik ellers pænt og ventede på at de sprang ud, så jeg kunne bruge dem til at få taget et fint påske-billede af theen. Men efter flere dage ser de mere tørre/døde ud og de er slet ikke sprunget ordentligt ud :-( Kun en, og den er allerede lidt vissen i kanten. Så konklusionen må hermed være, at man ikke skal købe sovende påskeliljer i Superbrugsen til 5 kr. :-) haha
Nu har jeg i stedet investeret i nogle påskeservietter, så jeg kan bruge dem til mit billede og dermed få smagt på theen meget snart.

søndag den 15. marts 2015

Sweet Dreams

Jeg har desværre måtte beslutte at nedprioritere bloggen, da jeg stadig ikke kan sidde ved computeren mere end højest nødvendigt. Jeg har været plaget af nakkeproblemer siden i sommers, svimmelhed siden oktober og nu også spændinger i kæbe, tænder og tindinger på 2. uge, så det er pænt frustrerende :-(
Jeg håber derfor, at I fortsat kan leve med en noget mere sparsom blogging i den kommende tid.

Men nu til noget godt :-) Vi har jo fuld gang i den konkurrence med Theens Univers. Har I deltaget? Ellers skal I huske at gøre det inden på tirsdag! Se mere her.

I dag vil jeg også fortælle om endnu en af Theens Univers' theer. Denne gang den sorte aroma the Sweet Dreams. Det er en spændende blanding med jordbær og lakrids, som jeg umiddelbart ikke synes lyder videre fantastisk. I min verden er det ikke to ting, jeg ville blande. Men theen duftede interessant på den positive måde, så selvfølgelig skulle den have en chance.

Jeg vil sige, at smagen var væsentlig bedre end forventet. Det fungerede faktisk ok. Nogen yndlingsthe bliver det dog ikke, for personligt er jeg ikke vanvittig glad for lakrids i min the. Jeg kan godt lide det, men jeg er blevet lidt træt af det efterhånden, da det har været populært i mange år.

Jeg drak theen sammen med en ret sød blanding af tørret frugt, og det passede rigtig godt sammen, da theen har en sød undertone uden at være sådan rigtig sød. Jeg forestiller mig, at theen vil falde i rigtig god jord hos lakrids-elskere, der er ved at blive træt af de mere almindelige lakridstheer.

tirsdag den 10. marts 2015

Konkurrence: Theens Univers

Så er det blevet tid til en lille Påskekonkurrence, hvor Theens Univers har været så søde at sponsere præmien, der er en Theprøve pakke blandet 10 stk., hvoraf den ene af smagsprøverne er Theens Univers' Påske the.

Dette er en fantastisk mulighed for at få smagt nogle forskellige theer og måske opdage nye the-typer, man ellers ikke normalt ville købe. Hver smagsprøve indeholder 10 gram the, så der er til flere kopper. Som jeg har fortalt før, er jeg stor fan af smagsprøver, og jeg har selv købt nogle Theprøve pakker fra Theens Univers, som jeg har liggende herhjemme til hvis jeg nu skal på besøg hos nogen og gerne vil have en værtindegave med. -Det er super smart!

For at være med i konkurrencen skal I svare på et par spørgsmål. Svarene skal indsendes på mail til ateaholic@gmail.com, og de skal være modtaget senest tirsdag d. 17. marts 2015 kl. 20.00. Vinderen udtrækkes umiddelbart derefter.

Spørgsmål 1:
Hvad fik jeg i fødselsdagsgave af min mand i 2012? (Hint: Jeg har fødselsdag i oktober)

Spørgsmål 2:
Hvad indeholder Påske The fra Theens Univers? (Hint: Besøg Theens Univers' hjemmeside ved at trykke her)

Spørgsmål 3:
Ved hvilken vand-temperatur bør en grøn the brygges? (Hint: Jeg har engang skrevet et indlæg om Korrekt brygning af the)

Bemærk venligst, at præmien kun sendes til en dansk adresse.

Skynd jer at deltage :-)