Viser opslag med etiketten Kærlighedste. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kærlighedste. Vis alle opslag

søndag den 16. november 2014

Norsk kærlighed

I februar 2011 boede min mand i Norge, og da det blev valentinsdag, syntes han, jeg skulle have en lille gave. Han købte derfor en kærlighedsthe til mig. Den the er til dato den bedste kærlighedsthe, jeg har haft. Jeg har efterfølgende smag denne the fra flere danske forhandlere, og de er nu også rigtig gode. -Men jeg tænker ind i mellem på theen fra Norge, som desværre er blevet tømt for længst.

I slutningen af september var jeg et smut i Oslo, og da vi kommer forbi en butik ved navn Kremmerhuset, fik jeg en fornemmelse af, at det var denne butik min the var fra. Jeg er ikke 100% sikker, for min mand boede i Bergen, ikke Oslo, men jeg valgte alligevel at give det en chance. Butikken havde nemlig en the, der hed Kjærlighetste. Prisen var kun 35 NOK, så den skulle altså med hjem, selv om jeg egentlig har shoppe-stop mht. the :-)

Der står ikke rigtig beskrevet, hvad der er i theen. Kun at det er en sort the med indisk rose og aroma.

Theen er lavet på en almindelig sort the base, der ikke er for kraftig, men heller ikke for mild. Smagen er sødlig, og den smager meget som de andre kærlighedstheer, jeg har smagt. Om den lige smager, som den sidste norske kærlighedsthe, jeg havde, er jeg ikke 100% sikker på, men den er helt sikkert blandt de bedste, jeg har smagt. Så hvis I en dag skulle komme forbi Kremmerhuset i Norge (jeg er ret sikker på, det er en kæde) kan jeg godt anbefale jer at kigge forbi deres the-hylder.


Jeg har fundet mit gamle Hyggekrus frem :-) Som ung teenager var jeg meget glad for den lille tyske mus Diddl og samlede derfor på tingene. De fleste er givet væk i dag, men dette søde thekrus beholder jeg altså :-)

Theen er også rigtig god med mælk.


tirsdag den 11. februar 2014

Valentinsdag 2014

Jeg plejer egentlig ikke at fejre Valentinsdag. Både fordi jeg synes dagen er noget kommerciel, men også fordi jeg synes kærlighed er noget, der skal fejres hele året og ikke bare på en bestemt dag. Dog synes jeg alligevel dagen skal have en kommentar med på vejen her et par dage før, fordi de af jer, der fejrer dagen, måske gerne vil have lidt inspiration til Kærlighedstheer :-)

Jeg har drukket flere forskellige kærlighedstheer, men alle blev købt før jeg startede bloggen, og derfor har jeg ikke bidt særlig godt mærke i, hvorfra theen var købt, inden den kom ned i thedåsen. Dvs. at jeg faktisk ikke er 100% sikker på, hvor de theer, jeg har smagt kommer fra.

Generelt set synes jeg dog, de har været ens i smagen langt hen ad vejen, nogle lidt mere syntetiske og nogle lidt mere kraftige i smagen. Min favorit af alle husker jeg dog tydeligt. En kærlighedsthe købt i Bergen i Norgen, som jeg har drukket op for længst, og som jeg af gode grunde ikke kan få fat i længere. Jeg overvejer virkelig en smuttur til Norge, bare for at lede efter denne the ;-)

Jeg har skrevet lidt mere om kærligehedstheer i dette indlæg Masser af kærlighed.

Jeg har her samlet nogle links til kærlighedstheer fra forskellige forhandlere. Jeg har ikke selv smagt disse theer, og flere af forhandlerne kender jeg ikke, men jeg føler mig ret sikker på, at jeg godt kan anbefale theerne fra Tante T og Carstensens Tehandel. De plejer i hvert fald at levere kvalitetsthe.

Kærlighedsthe fra Østerlandsk Thehus
Kærlighedsthe fra Tante T
Kærlighedsthe fra The & Ide
Kærligheds Te fra Fru Hurup
Kærlighedte fra Carstensens Tehandel
Kærligheds te fra Hedebogård
Kærligheds te fra Vitrinen

Jeg tror umiddelbart alle disse theer er nogenlunde i samme kategori. Måske nogle af forhandlerne ligefrem køber theerne det samme sted? Det er alle sorte theer med sødlig aroma. Hvis man gerne vil prøve noget helt andet, kan man købe Pukkas Love the, der er en urtethe med rose, kamille og lavendel. Den kan købes mange steder, bl.a. Matas. Den er jeg dog ikke selv så stor fan af.

Jeg har ikke selv nogen kærlighedsthe på lager længere, men i stedet har jeg Sløjfethe, der smager meget som kærlighedsthe. Så den vil jeg lave mig en stor kop af på fredag i dagens anledning :-)

Kender I til nogle helt andre typer kærlighedsthe, I kan anbefale?

søndag den 26. maj 2013

Mere Basilur Tea på vej

Da jeg i sidste uge skulle skrive om min Basilur Tea, google jeg varen for at finde ud af noget mere. Jeg faldt blandt andet over dette indlæg fra House of Bæk & Kvist's blog: Noget for dig?. Indlægget er fra september sidst år, men jeg valgte alligevel at skrive til House of Bæk & Kvist for at gøre dem opmærksomme på min blog, så de måske havde lyst til at bruge mig til at smage deres nye theer engang i fremtiden.

Og fremtiden viste sig at blive allerede nu :-) Basilur Tea har nemlig netop lavet en ny the-serie, der hedder Tea Book Love Story, som I kan læse mere om her, og den vil House of Bæk & Kvist gerne have mig til at smage og skrive om, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

Jeg satser på, at theen når frem i starten af næste uge, så I kan få lov at læse om den første "bog" i serien allerede om nogle dage.

Man kan læse en beskrive af theerne på House of Bæk & Kvist's webshop, hvilket for mit vedkommende næsten fik tænderne til at løbe i vand. Nu glæder jeg mig endnu mere til at smage de tre nye theer som serien består af.

mandag den 15. oktober 2012

Sløjfe Te

I forbindelse med Kræftens Bekæmpelses "Støt Brysterne" kampagne her i oktober, er der produceret en Sløjfe Te, hvor 5 kr. for hver solgt pose doneres til Kræftens Bekæmpelse og forskning i brystkræft. Jeg har netop fået teen foræret af en god veninde, og den skulle selvfølgelig straks smages.

I følge pakken indeholder teen: Sorte teer, mørkerøde rosenknopper, frysetørrede hindbærstykker, mørkerøde rosenblade samt naturlig aroma. Det pudsige er så, at teen beskrives således: "En meget smuk te med mild og frisk jordbærsmag samt svag duft af roser." Jeg forstår ikke, hvordan teen kan smage af jordbær, når den indeholder hindbær :-) Det giver jo ingen mening. Dog er jeg kommet frem til, at hindbærstykkerne må være uden karakteristisk smag, og primært er kommet i teen for synets skyld, mens den naturlige aroma, må være jordbæraroma.

Teen er nemlig, som den også beskrives, meget smuk (selv om jeg synes, det er et underligt ord at bruge om en te) at se på, inden den brygges. Den er nemlig fyldt med fine rosenknopper:

Selve smagen minder meget om kærlighedsteen, jeg skrev om den anden dag. Ja faktisk kan jeg slet ikke smage forskel på de to te, så jeg overvejer, om jeg en dag skal lave en blindtest bare for sjov :-) Begge teer er lavet på sort te med jordbærsmag og blomster (roser i denne, saflorblomster i kærlighedsteen), så det er vel ikke så underligt, at de smager så ens.

Jeg blev egentlig bare glad for det, for som jeg skrev den anden dag, var jeg næsten løbet tør for kærlighedste :-)

onsdag den 10. oktober 2012

Masser af kærlighed

For et par dage siden var det min fødselsdag, og i den anledning havde min søde kæreste sørget for at sende mig en gave, selv om han pt er flere 1000 km. fra Danmark. Tanken i sig selv var sød, men selve gaven var endnu sødere :-)

Ud over lidt ny te til køkkenhylden bestod den nemlig af denne søde tekande/-kop fra Fairtrade:
Øverste del er en lille tekande, hvor der kan være ca. 1½-2 store kopper te i. Nederste del er en hjerteformet kop.

Derudover er der en sød detalje med et hjerte på toppen:
Kanden skulle jo indvies, og hvilken bedre måde at gøre det på end at lave en kande kærlighedste og indtage den sammen med det sidste stykke lagkage, hvor en del af pynten var små røde sukkerhjerter :-)

Der var ikke et øje tørt ;-)

Jeg har tidligere nævnt kærlighedsteen her på bloggen, men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke helt har styr på, om dette er den samme kærlighedste, som den jeg kommenterede som værende på grænsen til syntetisk. Jeg mener nemlig, at jeg har drukket den op for længst, og at den jeg har nu, er fra Fredsted the, købt i Søstrene Grene. Jeg ved godt, det er lidt for dårligt, at jeg sådan fortæller om te, jeg ikke husker, hvor er købt. Min undskyldning må være, at jeg købte teen, før jeg overhovedet havde planer om en te-blog.

Der er dog én kærlighedste, jeg husker rigtig godt. Den fik jeg af min kæreste til vores første Valentinsdag sammen. Den købte han i Bergen i Norge, da han havde bopæl der dengang. Det er den bedste kærlighedste, jeg har smagt. Den var så lækker og fin i smagen. Desværre kan jeg jo ikke bare købe en ny, da jeg for det første ikke lige kan tage til Bergen og for det andet heller ikke ved, hvilken butik han købte den i. -Men god, det var den :-)

Kærlighedste fra de forskellige forhandlere varierer lidt, men grundlæggende er den altid lavet på sort te og tilsat sukkerhjerter i enten rød eller hvid. Smagen er som oftest med jordbær og saflorblomster, og derudover kan der være f.eks. æteriske olier fra anden sød frugt/bær/blomster.

Hvad der lige er i min, kan jeg desværre heller ikke fortælle, da jeg ikke har posen længere, men jeg kan trøste jer med, at dåsen snart er tom, så jeg skal have købt en ny kærlighedste inden længe. Så skal jeg nok huske at fortælle jer, hvordan den smager og hvor den er fra ;-)

torsdag den 17. maj 2012

Når det hele bliver lidt for rødt

Sidste sommer var jeg en tur på Roskilde Dyrskue, hvor en af standene solgte te og krydderier fra Tune Krydderier. De havde et godt tilbud min veninde og jeg ikke kunne stå for, så derfor blev der indkøbt te i rigelige mængder. På det tidspunkt var jeg ret vild med rød te, Rooibos, så derfor endte jeg med at købe en del varianter af denne te: Champagnebrus, Rabarber, Skovbær og Sommer. Derudover købte jeg en te med base på sort te; Kærlighedste.

Alle teen duftede dejligt, og jeg glædede mig til at komme hjem og smage. Især Rooibos Skovbær, da varianten fra Liljehøj jo er blandt mine favoritter, og den var jeg netop løbet tør for.

Desværre blev jeg skuffet. Teen smagte sådanset fint, men den var slet ikke så god som den fra Liljehøj. Smagen kan bedst beskrives som lidt syntetisk. Bevares, den kan sagtens både drikkes og nydes, men nogen favorit bliver den aldrig.

Senere skulle jeg så smage de andre Rooibos te og der var erfaringen nogenlunde den samme. Teen smager godt, men syntetisk, og man har ikke lyst til at drikke den i store mængder. Derudover erfarede jeg, at de minder meget om hinanden i smag. Jeg kan godt smage forskellen, men den er ikke overvældende. Kærlighedsteen var bedre, men stadig på grænsen til syntetisk (dog i mindre grad en Rooibos teerne), og jeg har tidligere haft en variant købt i Norge, der smagte væsentlig bedre.

Alt i alt vil jeg sige, at det er god te til prisen, for den var virkelig også billig :-) Der er ca. 120g. i hver pose, og vi gav 100 kr. for 10-11 poser, mener jeg.

Jeg har bestemt ikke fortrudt købet, men jeg ærgrer mig over, at jeg købte så mange Rooibos te i stedet for at prøve nogle af deres andre te. Jeg ved fra deres hjemmeside, at de også sælger urtete og grøn te. Måske jeg skal prøve det i år, hvis de har en stand igen?

Hele oplevelsen med de mange røde Rooibos te, gav mig dog en vigtig lektie: Det er vigtigt for mig at have forskellige typer te i køkkenet. Hvis jeg konstant drikker rød Rooibos, bliver jeg træt af det. Også selv om jeg drikker forskellige varianter.
I dag har jeg minimum 2 varianter af hver type te (Sort, Rød, Grøn, Hvid, Urte), ofte mange flere. Dog har jeg ingen Oolong i køkkenet, men det er en anden historie, som I nok skal få en anden dag :-)