søndag den 19. januar 2014

En læsers besøg hos Tante T #2

I august sidste år sponserede Tante T en give away her på bloggen, hvor 2 heldige læsere vandt et gavekort til kagebord hos Tante T. I november kunne I læse om den ene vinders oplevelse, og nu kommer så en beretning fra den anden vinder.

Desværre havde denne læser en skuffende oplevelse, hvilket jeg selvfølgelig er ked af, da jeg selv kun har haft gode oplevelser hos tanten.

Susie skrev følgende beretning til mig efter besøget:
"Søndag d. 8. december kl. 13 besøgte jeg Tante T sammen med en veninde. Der stod på gavekortet at jeg skulle ringe i forvejen og bestille et bord, så det gjorde jeg fredag.
Da vi ankom kl. 13 søndag, var der lidt forvirring omkring bestillingen, da de havde hørt mit navn som et andet i telefonen. Vi fik dog et bord, lige overfor toilettet, men da der ikke var særlig mange gæster, spurgte vi om vi måtte flytte hen til et andet bord. Det skulle senere vise sig at det første bord også var alt for småt til te og kagebord. Men det havde de heller ikke forstået at jeg havde bestilt. Så der gik yderligere 25 min. før at vi fik kagerne og vi måtte også selv rykke for at få nogle kagetallerkener.
Alle kagerne var alt alt for søde (og det kommer fra en person der ellers elsker kage) og meget tørre. Vi smagte på dem vi havde fået serveret, men vi levnede desværre alle sammen, fordi de virkelig ikke var gode. Det eneste der var lige i øjet, var de te boller der var med kagefadet, det var helt perfekte søde og bløde. Alle de små detaljer, som alene ikke kan gøre det ud for en dårlig oplevelse, blev sammenlagt et stort øv herfra. Så min konklusion er at jeg ikke fremover vil komme som gæst i deres salon, men gerne kunde af deres store og spændende teudvalg.
 
Selve te salonen var så hyggelig, gammeldags og fin. Skøn atmosfære og et lækkert udvalg af særlige delikatesser, som chokolader, marmelade og andet sødt. Personalet var rigtig søde og venlige og vi var helt blæst væk over det enorme udvalg af te - wow ! Det tog os ca. et kvarter, før vi havde duftet os frem til en te, som vi ville smage. Vi havde valgt "Grøn valnød", som duftede skønt af karamel. Teen smagte godt og havde en fin, nærmest lysegul farve. Desværre var smagen ikke særlig kraftig, som om at teen skulle have trukket meget længere, end de fire minutter, som timeglasset anviste. Selv efter at havde ladet den trække i en halv time, for at se om det kunne forstærke smagen, var det en flad fornemmelse. Men thumbs up for indretningen, stemningen, personalet og udvalget af te."

Jeg vil gerne afslutte med en kommentar ang. theen. Jeg har ikke smagt Grøn Valnød fra Tante T, så dette er udelukkende skrevet ud fra min formodning.
Det er min erfaring, at mange theer dufter af mere end de smager, og dette skuffer mange, da de forventer en kraftigere aroma i theen. Personligt synes jeg, at theen skal smage af the, mens aromaen skal være en lækker og let bi-smag. Om Grøn Valnød rent faktisk er for let i aromaen, ved jeg som sagt ikke, men jeg vil få fat i theen næste gang jeg kommer forbi Tante T, så jeg kan komme med min egen vurdering her på bloggen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar