mandag den 25. marts 2013

Påske the #1

Så er Påsken lige om hjørnet og derfor har jeg for første gang købt en påske the. Men hvordan skal en påske the egentlig smage? Af æg? Af chokolade?

De forhandlere, der har påske the er ikke helt enige i, hvordan en påske the skal smage, men overordnet set er temaet grøn the med frugt. Altså ingen æg eller chokolade :-)

Jeg har fundet lidt forskellige påsketheer, men det er kun de 2 af dem, jeg har personlige erfaringer med, så hvorvidt de andre theer i dette indlæg er gode eller ej, kan jeg ikke vurdere. Men de lyder lækre :-)

Hos Østerlandsk Tehus sælger de en påske the hvis base, jeg ikke helt kan finde ud af. Theen er kategoriseret under deres sorte theer med aroma, men i beskrivelsen står der grøn the. Måske theen primært består af sort the men blandet med en anelse grøn the? Der må jeg desværre være jer svar skyldig. Ud over selve the-basen er den tilsmagt med rabarber, fersken, jordbær og earl grey (bergamotte).

Tante T har valgt at pifte en af deres sædvanelig theer op og kalde den påske the. Det er deres lækre Grøn Elverthe, som jeg tidligere har skrevet om, der nu har fået tilsat lidt gul morgenfrueblomst, så man kan komme lidt i påskestemning af den gule farve :-) Theen er på grøn base med smag af fersken, earl grey og citron. Jeg er rigtig glad for denne the, som jeg har i den "normale" udgave uden morgenfruer.

Frederiksdal Tehandel har også lavet en påskethe på grøn base, og denne the er netop landet i min postkasse, så den skal I nok få lov at høre mere om i påsken. Theen er tilsmagt med gulerodsflager, pebermynte, hibiscus, ginkgoblade, appelsin, lakridsrod, citron, morgenfrue-blomster og aroma. Det lyder som noget af en blandet landhandel i mine ører, så jeg er godt nok spændt på at smage den.

Hos China Tea House har jeg fundet to forskellige påsketheer. En på sort base og en på grøn base. Den sorte påske the er tilsat vilde bær, appelsin, blodappelsin, morgenfrueblomster og citronmelisse, mens den grønne the er tilsat æterisk olie af granatæble, mango, appelsin, blodappelsin, og dekoreret med morgenfrueblomster og citronverbena. Begge theer lyder gode, men jeg tror umiddelbart, at jeg vil synes bedst om den grønne, da jeg synes citrusfrugter går bedre med grønne theer end sorte theer (med undtagelse af bergamotter i earl grey).

Morgenfrueblomsterne er altså populære, men jeg tror mest, det er for den gule farve. Jeg har ikke indtryk af at de også tilfører smag. Derudover er forhandlerne også enige i, at der skal en eller anden form for citrusfrugter i. Men om det skal være de søde appelsiner eller de syrlige citroner og bergamotter, kan de ikke blive enige i :-) Men det gør det jo kun mere spændende, at theerne ikke er så ens.

Rigtig god påske :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar