Den hedder Honeysuckle Rose og er en honeybush the med roser, orange, solsikkeblade og naturlig aroma. Den dufter skønt, når man åbner posen. Virkelig lækker sødlig duft, som jeg synes, jeg kender fra andre theer med rose, hvor det er naturlig rose og ikke syntetisk roseduft.
Basen honeybush kender jeg ikke så godt. Jeg har vist smagt den én eller to gange tidligere og min erfaring er, at den smager som en mild rooibos. Det synes jeg også, at denne the gør.
Selve thebasen er meget mild og giver en rigtig god "baggrund" for den tilsatte aroma, der også er mild. I det hele taget synes jeg de to smage (base og aroma) er perfekt tilpasset i denne the, og jeg kan godt forstå, at TeaTime skriver på deres hjemmeside, at denne the er blandt deres kunders favoritter. Den kunne også nemt blive en favorit her i huset!
Theen kan købes både i løsvægt og i TeaTimes fine Teabags. Sidstnævnte tror jeg ville være rigtig god, hvis man gerne vil have nogle the-breve man kan tilbyde sine gæster, da jeg tror, dette er en the, der vil falde i de flestes smag.
At theen så også har en skøn lys gylden farve er jo kun et ekstra plus :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar