lørdag den 19. januar 2013

Et forsøg på hjemmelavet Earl Grey

Vi kender nok alle den klassiske Earl Grey the. Men har I nogensinde prøvet at lave den selv? Det forsøgte jeg mig med i dag :-)

Den karakteristiske earl grey smag kommer fra citrusfrugten Bergamotte, der ofte anvendes til at lave æteriske olier af. Disse olier anvendes så til at lave f.eks. earl grey the, althea-bolcher eller kosmetik.

I tirsdags fik jeg 3 friske bergamotter i køkkenet, og dem har jeg så gået og kigget lidt på, mens jeg har overvejet, hvad jeg skulle gøre ved dem. I dag startede første projekt: En appelsin/bergamot marmelade med vanille, som lige nu står og køler ned. Den dufter fantastisk, så jeg håber, den smager lige sådan.

I marmeladen anvendte jeg kun ca. 3/4 bergamotte, så derfor havde jeg 2 både tilbage. Det gav mig ideen til at prøve at lave min egen earl grey :-) Desværre har jeg ingen ren sort the i køkkenet, så det nærmeste jeg kom var min Daisy the, der er en sort the med lidt vanille. Denne the bryggede jeg så sædvanelig vis. Derefter pressede jeg ca. 10 dråber bergamottesaft ned i glasset og smed en frisk skive i glasset.

Jeg kan sagtens genkende earl grey smagen, når jeg drikker theen, men det er altså ikke en rigtig earl grey, når den samtidig smager af vanille. Den friske bergamotte giver også en anelse syre i forhold til bergamot-olie, men alt i alt en rigtig god, frisk og anderledes kop the :-) Det kan godt anbefales, især hvis man ofte anvender citron i sin the, men gerne vil prøve noget nyt. Desværre kan friske bergamotter godt være svære at finde i butikkerne. Mine er fra Aarstiderne.com, hvor man kan købe en pose med 2 kg. bergamotter. Bemærk dog, at det er en sæsonvare.

Hvis marmeladen smager godt, skal I nok få lov at høre om den også. Jeg skal bare lige have bagt nogle scones til den ;-)
Jeg skal yderligere bruge en bergamotte til de rødspættefiletter, jeg har lagt til optøning, men hvad den sidste skal bruges til, er endnu ikke besluttet. Nogen idéer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar