søndag den 6. januar 2013

En tynd kop the...

...behøver ikke være en dårlig ting :-) Det har jeg i dag erfaret.

Jeg ville lave mig en kop Frederiksdal Julete, som jeg er gået hen og blevet temmelig vild med. Posen er næsten tom allerede!
Fordi jeg er ved at være i bunden af posen, lagde jeg godt mærke til, at det mest var forskellig aroma (bl.a. koriander, kardemomme og rosenpeber), der lå tilbage i posen og ikke så meget the blade. Jeg puttede derfor lidt mere af the-blandingen i thesien, end jeg normalt ville gøre. Men da theen blev brygget, så den godt nok stadig tynd ud i forhold til, hvordan den normalt ser ud. Se bare her:

Jeg beklager, at billedet er knap så pænt opstillet, men det var slet ikke meningen, jeg skulle lave blogindlæg i dag, da jeg laver eksamensprojekt :-)

Til sammenligning er her det billede, jeg har vist jer tidligere af denne the, hvor man tydeligt kan se, at theen er noget mørkere.

Jeg havde derfor ikke de store forventninger til theen, men nøj hvor blev jeg overrasket. Den smager altså også bare rigtig godt i lidt tyndere tilstand :-) Aromaen går fint igennem, og man får en rigtig fin og mild the ud af det. Næsten som en lækker grøn eller hvid the, men dog med lidt mere kraft.

Jeg tror ikke, det fungerer med alle slags sorte theer. Det er nok bedst, når der stadig er en masse andre smagsgivende ting i end selve theen som i dette tilfælde. Men det giver mig lyst til at prøve mig lidt frem med at bruge mindre af andre theer, hvis jeg en dag ønsker en lidt mildere the i stedet for bare at lave en hvid the, som jeg normalt ville gøre :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar