søndag den 1. februar 2015

Whittard

Jeg er et smut i Istanbul, da min mand stadig bor hernede. Desuden havde jeg stadig en del ting i vores fælles lejlighed, som jeg gerne vil have til Danmark. Min mand følger forhåbentlig snart med til Danmark, og skal derfor opsige vores lejlighed. Så nytter det ikke, at den er fyldt med mine ting.

Der var blandt andet et par savnede theer hernede, som jeg har nydt at drikke de sidste par dage. De smager bare endnu bedre, når man ikke har drukket dem i lang tid.

Inden jeg flyttede herfra i sommer, havde jeg bemærket, at et af shoppingcentrene var ved at åbne en Whittard shop. Jeg kender Whittard fra min tid i London, så jeg havde sådan håbet, at den nåede at åbne, mens jeg stadig boede hernede. Den åbnede kort efter, jeg flyttede, så denne gang skulle jeg selvfølgelig forbi :-)

Whittard er en engelsk the og kaffe butik fra 1886. De har blandt andet nogle instant teas, altså the i pulver form, som man blander direkte i varmt vand, som jeg kan anbefale. Dog ikke som varme theer. De putter nemlig en del sukker i deres blandinger, og jeg kan ikke lide sukker i varm the. Men til isthe, synes jeg, der skal være sukker i, og der er disse blandinger rigtig gode.

Vi købte dog intet med hjem, men bestilte et par kopper the i deres café. Theerne var dyre, selv efter danske standarder og især taget i betragtning, hvor meget man fik. Men de var gode, og de blev serveret rigtig fint, så det var en god oplevelse. Men nok ikke noget, jeg kommer til at smide mine penge efter alt for tit.

Jeg bestilte en Rooibos Strawberry & Vanilla. Det var en rigtig dejlig the med en let sødme fra vanilje og jordbær. Men man fik kun én lille kop for ca. 43 kr.!
Min mand bestilte en Afternoon the, der også smagte rigtig godt. Han betalte omkring 5 kr. mere end jeg, men fik så også en større kande med 2 kopper i.
Billederne herunder viser min the i den lillebitte kande, der kun lige passede til koppen, og min mands the, hvor kanden var noget større.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar