lørdag den 1. september 2012

Kardemomme i teen

Lige som lakridsrod bruges kardemomme også tit i Pukkas te. Kardemomme var blandt andet en ingrediens i Pukka licorice & cinnamon, som jeg smagte den anden dag, men også i de 2 te, jeg har drukket i dag, er der kardemomme.

Pukka pure er en meget speciel te, hvis man er vant til "rigtig" te med aroma. Pukkas varemærke er SUNDE te, og som de fleste ved, så er sund ofte lig med knap så god smag. I hvert fald i nogen tilfælde :-) Pukkas te er rigtig gode og sunde, men når jeg drikker te, er det primært for smagens skyld, ikke fordi det er sundt/usundt. Derfor foretrækker jeg ofte andre temærker end Pukka. Men når det så er sagt, har Pukka stadig formået at fremstille sunde te, der faktisk smager fint. Går man meget op i sundhed, kan jeg godt forstå, at man er vild med Pukkas te. Pukka pure er en af disse te, som er super sunde, men som umiddelbart ikke får mine smagsløg til at slå kolbøtter ;-)

Pure består af anisfrø, fennikelfrø, kardemommefrø, lakridsrod, korianderfrø og sellerifrø. Farven er gul som en kamille te, mens duften for mig er temmelig udefinerlig. Smagen er lidt det samme. Der er så mange forskellige ting i, at jeg har svært ved at smage de enkelte ingredienser.

Ifølge greenskin.dk har pure en god effekt på fordøjelsen samtidig med, at den har en rensende virkning, så måske man alligevel burde overveje at have pure i te-sortimentet bare for sundhedens skyld :-)


Senere på dagen drak jeg en kop Pukka vanilla chai sammen med en god portion hjemmelavet æblekage :-) Lækkert.

Pukka vanilla chai er en lidt atypisk chai te, da den ikke indeholder nogen te, men i stedet er en blanding af kanel, ingefær, lakridsrod, kardemommefrø, fennikelfrø og vanillestang. Den har en fin lys brun farve, og den dufter af kanel og vanille, men man kan godt fornemme, der også er noget andet, der spiller ind :-) Smagen er meget ingefær, lakridsrod og kanel. Måske også kardemomme, men jeg smager ikke så meget vanille. Teen er rigtig lækker, hvis man er vild med chai, men gerne vil have noget lidt mere let i det, da den er mere forfriskende end en almindelig chai med sort te.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar