tirsdag den 11. september 2012

After Eight - A Teaholic style

Gennem en veninde smagte jeg på et tidspunkt en Choko Mint te, der smagte helt fantastisk af chokolade og mint. Sådan en te ville jeg også gerne have, så derfor undersøgte jeg, om mine oftest brugte teforhandlere solgte noget lignende. Hos Perchs fandt jeg en After Eight te, der ud fra beskrivelsen lød præcist som det jeg søgte.

Da jeg modtog teen, var den dog ikke helt som forventet. Den duftede og smagte som om, det var mere en blanding af karamel og mint end chokolade og mint. Derudover smagte den også for meget af mint, efter min smag. Teen var god, men bare ikke så god, som den jeg havde smagt hos min veninde.

Noget tid efter købte jeg en Dark Chocolate te, som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen. Da jeg havde haft denne te i noget tid, fik jeg en dag pludselig en ide. Hvis jeg nu mixede min After Eight te med Dark Chocolate te. Ville jeg så få en te, der smagte som Choko Mint?

Forsøget blev lavet og hurra :-) teen smagte, som jeg husker Choko Mint'en. Ved at tilføje Dark Chocolate fik jeg tilføjet den chokolade smag, jeg syntes After Eight manglede, samtidig med at mintsmagen blev en anelse svagere, fordi jeg nu kom mindre mint i pr. kop.

Jeg blander teen ca. 50/50, når jeg brygger After Eight - A Teaholic style :-) Men ren After Eight te kan også anbefales, hvis du foretrækker masser af mint-smag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar