Darjeeling First Flush er en the, der hvert år ventes med længsel af the entusiaster verden over. Det er årets første skud fra the planterne i Darjeeling distriktet i Indien. Fordi det er de første skud, bliver theen meget fin og mild. Næsten som en hvid the, selv om det er en sort fermenteret the. Da theen er populær, koster den også en del mere end de theer, jeg normalt køber. F.eks. 120 kr. pr. 100g hos Tante T.
Tante T sælger to forskellige Darjeeling First Flush fra 2013: Teesta Valley og den økologiske Singbulli, mens Perchs sælger en First Flush fra Namring plantagen og en First Flush Top fra Teesta Valley.
Jeg smagte sidste år Darjeeling First Flush hos Perchs under en the-smagning. Det kan I læse mere om her.
I dag smuttede jeg så forbi Tante T i Torvehallerne. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for, hvilken af de to First Flushs, jeg ville have, men den søde tante i butikken sagde, at hun selv syntes bedst om den økologiske. Derfor endte det med, at jeg købte den økologiske og samtidig fik en smagsprøve på den anden med hjem. God service :-)
Jeg glæder mig til at fortælle jer mere om theen, men det må vente et par dage. I dag havde jeg nemlig bare lyst til at nyde min the uden at skulle tænke over, hvad jeg ville skrive om den :-) Men anbefales, det kan den i hvert fald!
Hvis nogen af jer gerne vil have en First Flush uden at betale helt så meget, sælger Tante T i øvrigt ud af deres First Flush fra 2012. I Torvehallerne kan man købe 100g for 60 kr., dvs. halv pris, men der er ikke så mange poser tilbage (måske de har flere i de andre butikker?). Theerne er selvfølgelig bedst, når de er helt nye, men derfor vil jeg stadig mene, at det er en god mulighed for at få en kvalitetsthe til en god pris!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar