Jeg har desværre måtte beslutte at nedprioritere bloggen, da jeg stadig ikke kan sidde ved computeren mere end højest nødvendigt. Jeg har været plaget af nakkeproblemer siden i sommers, svimmelhed siden oktober og nu også spændinger i kæbe, tænder og tindinger på 2. uge, så det er pænt frustrerende :-(
Jeg håber derfor, at I fortsat kan leve med en noget mere sparsom blogging i den kommende tid.
Men nu til noget godt :-) Vi har jo fuld gang i den konkurrence med Theens Univers. Har I deltaget? Ellers skal I huske at gøre det inden på tirsdag! Se mere her.
I dag vil jeg også fortælle om endnu en af Theens Univers' theer. Denne gang den sorte aroma the Sweet Dreams. Det er en spændende blanding med jordbær og lakrids, som jeg umiddelbart ikke synes lyder videre fantastisk. I min verden er det ikke to ting, jeg ville blande. Men theen duftede interessant på den positive måde, så selvfølgelig skulle den have en chance.
Jeg vil sige, at smagen var væsentlig bedre end forventet. Det fungerede faktisk ok. Nogen yndlingsthe bliver det dog ikke, for personligt er jeg ikke vanvittig glad for lakrids i min the. Jeg kan godt lide det, men jeg er blevet lidt træt af det efterhånden, da det har været populært i mange år.
Jeg drak theen sammen med en ret sød blanding af tørret frugt, og det passede rigtig godt sammen, da theen har en sød undertone uden at være sådan rigtig sød. Jeg forestiller mig, at theen vil falde i rigtig god jord hos lakrids-elskere, der er ved at blive træt af de mere almindelige lakridstheer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar