tirsdag den 29. juli 2014

Sød isthe

Ja så blev det alligevel til et isthe indlæg fra mig denne sommer :-) Jeg er nemlig kommet i den situation, at jeg har fået nogle helbredsmæssige problemer, der gør, at jeg har fået øjnene op for syre/base balancen i ens kost. Det hele er stadig meget nyt for mig, og jeg har ikke helt fundet ud af, hvordan the påvirker denne balance.

Men ud fra min første research skulle både grøn the og urtethe være basedannende, hvilket er den type madvarer, jeg har brug for. Derfor besluttede jeg mig for at tjekke de the-dåser jeg har tilbage her i Tyrkiet for at se, om der var noget, der kunne bruges.

Jeg faldt hurtigt over min dåse med Herbal Cool fra Perchs, der svarer til Cool Mint, som theen hedder hos de fleste forhandlere. Jeg har tidligere forsøgt at bruge en Cool Mint til isthe, men jeg fandt ikke theen videre fantastisk.

Men nu skulle det altså være igen. Jeg valgte at brygge theen kold. Jeg hældte 2 spiseskefulde the i et langt thefilter, slog knude på filteret og lagde det ned i et glas koldt vand. Glasset blev derefter sat i køleskabet i ca. 2 timer.

Dette kom der en ret kraftig men også meget sød drik ud af. Den smager faktisk rigtig godt, og er en god erstatning, når man nu hverken må drikke sodavand eller købe-isthe.

Jeg fik desværre ikke lige taget et billede af theen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar