søndag den 30. september 2012

Venlige mennesker og gratis smagsprøver :-)

Det er nu dejligt, når der bliver vist interesse for bloggen. Især når interessen medfører gratis smagsprøver :-) Det synes jeg jo er skønt, for det kan hurtigt gå hen og blive dyrt, hvis man skal købe en hel portion af alle de te, man gerne vil smage.

I sidste uge var jeg en tur forbi Drogisten på Frederiksberg. Her skulle jeg købe Pukka peppermint & licorice, som jeg anmeldte i uge 35, hvor jeg smagte på en masse forskellige Pukka te. Pukka peppermint & licorice er en blanding af kun 2 ingredienser, lakridsrod og pebermynteblade. I Drogisten har de lavet deres egen te, kaldet Frederiksberg te, med de samme 2 ingredienser og derudover også jordbær-stykker.

Dette syntes jeg jo lød som en spændende kombination, så jeg fik lov at få en smagsprøve med hjem, når jeg nu havde en te-blog :-) Meget venligt af Drogisten.

Her til aften har jeg så fået smagt på teen, og den faldt bestemt i min smag. Den minder om mange af de andre urtete, jeg har smagt, der ofte indeholder lakridsrod og/eller mynte, men alligevel havde den et tvist af noget anderledes.

Teen blev lavet "to go", så jeg kunne drikke den, mens jeg gik en aftentur.


Teen dufter friskt af mynte, og det er også denne smag, der rammer tungen ved første tår, dog med en snert af jordbærsmag. Dette giver teen et anderledes tvist i forhold til dens "søster-teer" (dette forklarer jeg om lidt ;-) ). Når teen er sunket, kommer lakridsrodens sødme frem, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Denne kombination gør teen både forfriskende, let og sød på engang.

Dette er en urtete, der passer godt til tidens trends, hvor netop lakridsrod og mynte er utrolig populært. Det er da også derfor, jeg henviser til teens "søster-teer" for der findes flere teer, der minder meget om den, dog uden at være præcist den samme blanding.

Af de teer jeg selv kender til er selvfølgelig Pukkas peppermint & licorice, som jeg allerede har nævnt. Men derudover også Cool Summer og Cool Mint, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Cool Summer indeholder præcist de samme ingredienser som Frederiksberg teen, men derudover også ananas. Cool Mint indeholder ud over lakridsrod og mynte også æble og citrongræs.

Sammenlignet med "søster-teerne" synes jeg Frederiksberg teen smager mere af mynte og mindre af lakrids, dog uden man får fornemmelsen af at drikke Vicks Blue. Så meget mynte er der slet ikke i. Lakridsroden tilføjer en let sødme, uden at det bliver for sødt. Det er netop derfor, jeg synes teen bedst beskrives som forfriskende, let og sød. -I modsætning til f.eks. Cool Mint, der er en meget kraftigt smagende te, der næsten kan virke lidt "tyk" i konsistensen.

Jeg tror, jeg vil foretrække at drikke Frederiksberg te midt på dagen, evt. også om aftenen på en lun sommerdag, netop fordi den er let i smagen. Jeg ville ikke drikke den om morgenen, men det er fordi jeg konsekvent ikke drikker te med lakridsrod om morgenen :-) Det føles lidt som at spise slik til morgenmad (det vil nogen sikkert synes er fantastisk). Derudover vil den også være god efter et måltid mad, da den indeholder mynte, og mynte kan stimulere fordøjelsen og berolige maven.

Tak til Drogisten for den dejlige smagsprøve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar