torsdag den 30. august 2012

Masser af lakrids

Denne ene af citronteerne fra i går, Pukka lemongrass & ginger, indeholdt også lakridsrod, hvilket også er en ingrediens i Pukka refresh, som jeg drak i tirsdags. Pukka bruger ofte lakridsrod i deres teer, fordi lakridsroden tilfører sødme.

De to teer, jeg har drukket i dag, har lakridsrod som hovedingrediens.

Pukka peppermint og licorice er en meget simpel te. Den består nemlig kun af pebermynteblade og lakridsrod. Den må gerne trække i mere end 5 minutter, da det gør, at lakridsen smager endnu mere igennem. Farven bliver en lidt mørk gul/brun farve, mens duften er svag lakrids.

Teen smager af det, der er i den: Lakrids og pebermynte. Dette kan jeg rigtig godt lide ved den. Der er ikke en masse underlige ting i, man alligevel ikke kan smage :-) Pebermynten dæmper lakridssmagen en smule, så den er knap så kraftig som en ren lakridste. Normalt kan jeg bedst lide ren lakridste, men nogen gange kan jeg godt finde den lidt for kraftig, og så ville en kop peppermint & licorice være helt perfekt for mig. Men det kommer jo an på, hvad man er til :-)


Pukka licorice & cinnamon indeholder en del flere ingredienser: lakridsrod, kakaobønne, ristet cikorierod, kardemommefrø, kanel bark og fennikelfrø. Farven er så mørkebrun, at den næsten ser sort ud i koppen. Duften er ikke så lækker efter min smag. Man kan dufte kanel blandet med noget, jeg ikke kan definere. Formentlig en god blanding af kakao, kardemomme,  fennikel og lakrids.

Smagen passer meget godt på teens navn, lakrids og kanel. Men samtidig synes jeg også godt, man kan smage, at der er yderligere ingredienser i. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, for jeg har aldrig smagt en ren lakrids og kanel te, men umiddelbart er jeg ikke så vild med denne te. Jeg kan sagtens drikke den, men jeg vil foretrække en ren lakridste eller Pukka peppermint & licorice, hvis jeg skulle have en te med lakridssmag.


Jeg mangler nu at smage på 4 pukka te, og ud af disse indeholder yderligere 3 af dem lakridsrod, dog ikke som hovedingrediens.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar