mandag den 6. januar 2014

Himalayan Gold

I dag starter Tealure Ugen, hvor I de næste 6 dage frem vil kunne læse om de 6 forskellige nepalisiske theer fra Tealure.

I dag starter vi ud med en the, der egentlig kategoriseres som en sort the, men både smag og farve på theen er noget atypisk for en sort the på en absolut positiv måde. Himalayan Gold har for det første, som navnet også antyder, en flot dyb gylden farve.
Jeg beklager, at mine billeder nogen gange er uskarpe, men mit kamera er ikke glad for den varme damp, der kommer op af theen ;-) Og jeg skal jo nå at fotografere theen, mens den er varm, hvis jeg også vil drikke den varm!

Derudover overraskede smagen mig meget. Den smager nemlig meget som de rene hvide theer, dog med noget mere kraft. Selv om smagen er noget mere kraftig end de hvide theer, så er det stadig en let the, der smager sødt og frugtagtigt. Da jeg drak theen, var der en "fornemmelse", som jeg ikke helt kunne forklare, men da jeg senere læste på Tealures hjemmeside*, beskrev de theen som "glat". Jeg tror lidt, det var det udtryk, jeg manglede, da jeg selv skulle prøve at beskrive theen.

Som jeg forstår "glat", når det er til at beskrive en the, så er det netop, at selv om theen er kraftig (=smager af meget), så er den stadig let og den "sidder ikke fast på tungen". Det er nok sådan, jeg bedst kan forklare det :-)

Tealure beskriver selv theen som med smag af vanilje og fersken. Disse smage kunne jeg ikke helt definere, men det passer jo meget godt med, at jeg synes, den smager sødt og let frugtagtig. [OPDATERING: Tealure havde ved en fejl beskrevet theens smag som vanilje og fersken. Der skulle have stået honning og fersken, hvilket stadig passer godt sammen med, at jeg fandt theen sød og let frugtagtig.]

Det specielle ved denne lækre the er metoden, den er produceret på, hvilket Tealure beskriver således:
Himalayan Gold er en meget kompleks te, fordi den er længe om at oxidere, tørres på naturlig måde i flere timer og ristes derefter. Denne te er omhyggeligt rullet ind i stramme spiraler, der langsomt udfolder sig for at frigive mere smag i løbet af brygningen.
Selv i ubrygget form har theen et gyldent skær.

Theen kan genanvendes 2-3 gange, hvilket jeg selvfølgelig benyttede mig af :-) Jeg tror sagtens, man kunne have lavet endnu en kop the på bladene, for selv i en mildere udgave vil denne the være lækker.

*Jeg prøver altid at beskrive theerne selv, inden jeg læser, hvad forhandlerne skriver, da jeg ikke ønsker, at min vurdering/beskrivelse skal være farvet af forhandlerens beskrivelse.

2 kommentarer:

  1. Du har ret i at Himalayan Gold har en frugtagtig smag og at det ikke er en typisk sort the. Himalayan Gold er oxideret lidt over 80%, som gør denne the mere oolong end sort the. Men det er ikke så meget anderledes end i forhold til andre sorte the typer, bla fra Darjeeling. Mange theer fra Darjeeling der bliver solgt ude i verden er bedømt som sorte theer, men de er heller ikke fuldt oxiderede the-sorter.
    Det ville måske give mere mening at kalde den slags the oolong, men for os europæerne er det almindeligt at kalde det sort the.
    Black Ruby er en anden the fra Tealure, men den er 100% oxideret og du vil kunne smage, hvor anderledes den er i forhold til Himalayan Gold :)
    Spændende artikel, Julie

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt med lidt mere baggrundsinfo om theerne :-) Tak for det!
      Mvh. Julie

      Slet