Black Ruby er en sort the, der smager af lige præcis det den er: Sort the af god kvalitet! Den er dog i den milde skala, og selv om jeg ofte hælder mælk i mine sorte theer, synes jeg denne the er for fin og mild til mælk.
Mit kamera var på ingen måde med mig i dag, så jeg beklager de lidt uskarpe billeder.
Den har en dejlig sød smag, og fordi den er mild, sidder den ikke fast på tungen, som nogle af de kraftige sorte theer kan gøre (det er bl.a. derfor jeg ofte synes, de bliver bedre med mælk).
Jeg startede Tealure Ugen ud med at skrive om den anden af Tealures sorte theer: Himalayan Gold. Det er sjovt at se, hvor meget forskel der faktisk er på de to theer, selv om de umiddelbart hører under samme "the-kategori". Det skyldes simpelthen fremstillings-metoden. Hvor Himalayan Gold kun er oxideret lidt over 80%, er Black Ruby oxideret 100%. Læs evt. selv Ernestas fra Tealure's kommentar under Himalayan Gold indlægget.
Om fremstillingen af Black Ruby skriver Tealure:
Dens oprindelse er en lille landsby i det østlige Nepal. Dyrkningsmetoden er den oprindelige, som folk stadig benytter. Ruby te forudsætter omhyggelig opmærksomhed under behandlingen fra marken til fabrikken. Efterbehandlingen foretages først ved at teen håndrulles. Dernæst sker der en mekanisk bearbejdning. I forhold til andre tesorter oxyderes denne fuldstændig og tørres i meget lang tid. Det vil sige ved en meget langsom proces. Denne type har det som en vin, der efterfølgende bliver optimalt modnet ved lagring.
Generelt synes jeg alle theerne fra Tealure har været rigtig gode. Det er altså ikke noget jeg skriver, fordi jeg bliver bedt om det af forhandleren. Det kræver, at man kan lide rene theer. F.eks. kunne jeg ikke lide oolong the, de første par gange jeg smagte denne type the, så det handler også rigtig meget om tilvænning. Mine favoritter ind til nu har været Himalayan Gold og Himalayan Bouquet.
Til trods for at jeg allerede har været ret begejstret over theerne fra Tealure, har jeg faktisk gemt den bedste til sidst! Men det må I læse mere om på bloggen i morgen ;-)
God weekend!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar